XV

Nogle Dage gik, den fine Rødme vendte igjen tilbage paa Evas Kinder. Hendes første Udflugt med de Andre var at see Rapsfoderet blive brændt. Det var kjørt sammen i to uhyre Bunker. Om Morgenen, paa en bestemt Time, som var kundgjort i Egnen, for at Ingen skulde troe det var Ildebrand, blev Foderet antændt. Det laae paa den nærmeste Mark, tæt udenfor Gaarden, hvor Rapsen var tærsket paa et udspændt Seil.

Landskabsmaleren Dahl har givet os et Malerie af det brændende Vesuv, hvor den røde Lava strømmer ned af Bjergsiden; i Baggrunden seer man ud over Bugten til Neapel og Ischia; det er et Stykke af megen Virkning. En saa glimrende Situation findes ikke i det flade Danmark, der ikke eier store Naturscener; dog frembød denne Morgen her et Malerie med samme Farvespil. Vi beskue det. Forgrunden er et Gjærde med Hasselbuske, Nødderne hænge i store Klaser, og stikke stærkt af med deres lyse Grønne imod de mørke Blade; den blaa Cichorieblomst og de blodrøde Papaver skyde op paa Siden af Grøften ved den høie Stente, hvor Damerne hoppe over; den fine Sylpheskikkelse er Eva. Inde paa Marken, hvor kun de gule Stubbe rage frem, staae Otto og Vilhelm; to prægtige Jagthunde logre ved Siden. Til Venstre er en lille Sø, næsten tilgroet med Siv og Aakandeblade, de gule Engblommer danne Rabatten. Forud, hvor Skoven bøier sig, ligger, som en stor Ladebygning, det sammenkjørte Foder; Karlen har slaaet Ild og tænder den yderste Kant, og med en Flugt, som den nedadstrømmende Lava, løber nu den røde Ild op ad den kjæmpehøie Bunke. Det knittrer og summer derinde. I et Øieblik er Alt en brændende Høi, den røde Lue slaaer høit op i den blaa Luft, høit op over Skoven, som nu ikke sees. En tyk, sort Røg stiger op i den klare Luft, den hviler som en Sky deroppe. I Luen selv og i Røgen løfter Vinden store Ildkager, de gnistre og knage, Vinden driver dem hen mod Skoven, det seer ængsteligt ud, hvor de hæfte sig paa de nærmeste Træer og svie Grene og Blade.

»Lad os gaae længer bort,« sagde Sophie, »Varmen er her for stærk.« De droge henimod Grøften.

»Nei hvilken Mængde Nødder!« udbrød Vilhelm, »og af disse faaer jeg ikke een eneste! jeg er borte, naar de ere modne!«

»Men De faaer Druer og andre deilige Frugter!« sagde Eva smilende. »Vi have vort Smukke her hjemme -!«

»Ja, her er smukt, meget smukt hjemme!« udbrød Vilhelm! »deilige Blomster, vilde Nødder, og der have vi jo Vesuv foran os!« han pegede paa Baalet.

»Nei!« sagde Sophie, »jeg synes det ligner mere det Baal, hvorpaa de hinduiske Enker levende lade sig brænde! det maa være rædsomt!«

»Man er vist strax død!« sagde Eva.

»Vilde Du virkelig lade Dig brænde, naar Du var en hinduisk Enke, efter - for Exempel, Hr. Thostrup, eller efter Vilhelm,« sagde hun med en let Henkasten, »naar han laae død i Ilden?«

»Var det Landets Skik, og jeg virkelig havde mistet den eneste Støttejeg havde i Verden, ja saa vilde jeg det!«

»O nei, nei!« sagde Louise.

»I Grunden er det brillant!« udbrød Sophie.

»Den Brænden er maaskee ikke den piinligste!« sagde Otto og pillede adspredt Nødder af Hækken. »Jeg kan et Eventyr om en værre Brænden.«

»Hvorledes lyder den?« spurgte Vilhelm.

»Ja, det lader sig ikke fortælle i stort Selskab, det maa kun høres, naar man sidder to og to. Ved Leilighed skal jeg fortælle det!«

»O det kjender jeg!« sagde Vilhelm! »De kan jo fortælle een af mine Søstre det, hvem De helst vil! saa skal jeg - ja, jeg maa vel fortælle Eva det!«

»Det er for tidligt paa Dagen til at høre Eventyr!« sagde Louise!»lad os hellere synge en Sang!«

»Nei, saa skal vi græde inden Aften!« svarede Vilhelm, og de fik hverken Sang eller Eventyr.

Mama kom vandrende med Vasserine, den gamle tro Hund, de to skulde ogsaa ud at see, hvor deiligt det brændte. Rapshalmen var det paa Heldingen med; den anden Brand, som Eventyret kunde fortælle orn, ja, der kom det ikke endnu til Udbrud! Men man kunde vente det hver Time paa Dagen.

Ud paa Aftenen spadserede Otto ene gjennem den store KastanieAllee. Maanen skinnede klart mellem Trægrenene. I det han traadte ind i den mellemste Gaard, hoppede Vilhelm og Sophie ham imøde, men det var sagte, ganske sagte. Haanden hævede sig tyssende.

»Kom at see!« sagde Sophie, »det er en Scene, der kunde males! - der er lystigt inde i Borgstuen, man kan deiligt see gjennem Vinduet!«

»Ja kom!« sagde Vilhelm.

Otto listede sig derhen. Lyset skinnede ud.

Indenfor blev leet og talt høit, een slog i Bordet, en anden sang:
»Og jeg vil reise til Preussenland,
Hurra!
Og da jeg kom til Preussenland,
Hurra!«F49 -

Otto kigede ind af Ruden.

Nogle Karle og Piger sad derinde ved det lange Træbord, for Enden af dette stod Sidsel i en bøiet Stilling, Ansigtet var glindsende rødt, hun bandede en høi Eed og loe; ingen tænkte paa, at man belurede dem. Alles Øine vare henvendte paa en stor Karl, der stod med opsmøgede Skjorteærmer og et Tinbæger i hver Haand Det var tydske Heinrich, som gjorde sine Kunster for dem. Otto blegnede; havde han Død reist sig paa Liigbaaren for ham, det havde ikke rystet ham mere.

»Hokuspokus Larifari!« raabte Heinrich derinde, og rakte Bægeret til en halvvoxen Knøs, i Alder mellem Dreng og Ungkarl! »Har du allerede faaet Kjæreste, saa bliver Kornet heri til Meel, men er du en Gjøgeunge endnu, bliver det kun Gryn!«

»Naa Anders Peersen!« sagde alle Pigerne og loe, »nu skal vi see, om du er en rigtig Karl!«

Sophie hoppede bort.

Den skingrende Latter og Klappen i Hænderne viste Udfaldet.

»Er det ikke den samme, der gjorde Kunster i Dyrehaven?« spurgte Vilhelm!

»Jo vist,« svarede Otto! »Han er mig modbydelig!« og nu fulgte han efter Frøken Sophie.

Seent paa Aftenen, da enhver forføiede sig til Ro, foreslog Vilhelm Otto, at de skulde gjøre en lille Rund, som han kaldte det. »Jeg troer Meg Merrilies, som min Søster kalder Sidsel, har faaet Gjøgleren til Kjæreste, han kunde da være hendes Fader!« de travede Begge ned ad Alleen, de havde meget at hvidske, »rimeligviis skal han inat sove i een af Loerne. Jeg gad nok seet efter, der ligger han og ryger af sin Tobakspibe, og kan stikke os Ild paa Gaarden! skulle vi gaae derned? Vi tage Vasserine og Fingal med!«

»Lad ham sove!« sagde Otto! »han er vel ikke gal at ryge Tobak i Halmen! oprigtigt talt, gider jeg ikke blive seet af ham. Han var nogle Gange paa min Bedstefaders Gaard, der har jeg talt med ham, og nu plager han mig, jeg vil ikke see ham!«

»Saa gaaer jeg alene!« sagde Vilhelm.

Ottos Hjerte bankede voldsomt, han stod ved det aabne Vindue, og saae ud over den mørke Skov, som Maanen beskinnede. Nede i Gaarden hørte han Vilhelm fløite af Hunden. Han hørte een Stemme til, det var Forvalterens, og saa blev det atter stille. Otto tænkte paa tydske Heinrich og paa Sophie, sit Livs gode og onde Engel, og han udmalede sig, hvor hun rakte ham Haanden, var hans Brud, og Heinrich oprev for hende de Erindringer, der bragte hans Blod til at standse. Det var som forestod der ham denne Aften noget Ondt. »Jeg forudføler det!« sagde han høit.

Vilhelm kom endnu ikke.

Næsten en Time gik saaledes. Vilhelm indtraf, begge Hundene fulgte med, de vare smudsige til op paa Bugen.

»Traf De nogen?« spurgte Otto.

»Ja noget var der!« sagde Vilhelm, »men ikke i Loen. De dumme Hunde mistede deres Natur, det var, som om Een sneg sig langs med Muren, og om mellem Rørene i VoLdgraven. Hundene foer der ind! see, hvor de see ud! de kom øieblikkelig igjen tilbage, pebe og lode Hale og Øre hænge. Jeg kunde ikke faae dem derind igjen. Saa blev Forvalteren overtroisk! men det har dog været Gjøgleren, eller een af Karlene, som havde et Stævne. Hvor ellers nogen kan komme ud i Rørene, uden at synke i til Halsen, begriber jeg ikke!«

Alt var igjen ganske stille udenfor. Vennerne gik til det aabne Vindue, slyngede Armene om hinandens Skuldre, og saae ud i den tause Nat.