XVIII

»Hvor bleg!« sagde Vilhelm næste Morgen til Otto. »See, det har man af sit Nattesværmerie!«

»Hvorledes?« spurgte Otto.

Vilhelm spøgede derover.

»Det har De drømt!« sagde Otto.

»Hvad for noget?« svarede Vilhelm. »Vil De bilde mig det ind? jeg var jo lys vaagen! vi talte jo derom! jeg er bleven den Indviede. Rigtignok kunde jeg have Lyst til at holde en moralsk Forelæsning; det skulde have været mig! jo, De vilde have prædiket!«

De bleve kaldte til Theebordet Ottos Bryst var ved at sprænges. Hvad maatte han faae at høre? Hvad vilde blive sagt?

Sophie var meget oprømt.

»Have de Herrer hørt til Noget i Nat?« spurgte hun. »Begge have de sovet?«

»Ja vist!« svarede Vilhelm, og saae uvilkaarligt paa Otto.

»Fuglen er da borte!« sagde hun. »Den er fløiet ud af Dueslaget!«

»Hvilken Fugl?« spurgte Vilhelm.

»Sidsel!« svarede hun; »og hvad der er det Moersomste ved hele Historien, Louise har løst hendes Vinger. Louise er traadt op i det Romantiske. Tænk! hun er i Nat gaaet op paa det øverste Loft, har lukket Fangetaarnet op, holdt en moralsk Prædiken for Sidsel og derpaa ladet hende vandre. Imorges kommer da Louise, fortæller Mama det Hele, og siger mange rørende Ting!«

»Ja, jeg begriber ikke,« sagde Moderen, »hvor Du fik det Mod fra, at gaae derop saa silde, og gaae op til hende. Smukt var det ellers af Dig! lad hende kun løbe! det er, som Du siger, ogsaa det Bedste. Det skulde vi alt have gjort iaftes!«

»Det gjorde mig saa ondt for hende!« sagde Louise. »Nu traf det, jeg havde noget at pudsle med, længe efter at I Andre var tilsengs. Alt var saa stille; jeg syntes jeg kunde høre Sidsel sukke, vistnok var det kun min Indbildning, men jeg havde ondt af hende! Hun var saa ulykkelig! jeg lod hende derfor slippe bort!«

»Er Du blevet gal?« spurgte Vilhelm. »Hvad er det for Historier? Løber Du saaledes paa Loftet om Natten? Det er en tosset Medlidenhed!«

»Det var smukt!« sagde Otto, bøiede sig uvilkaarligt og kyssede Louises Haand.

»Ja, det er Vand paa hans Mølle!« udbrød Vilhelm. »Jeg synes nu slet ikke om det!«

»Vi ville ikke tale om det til nogen!« sagde Moderen, »Forvalteren skal heller ikke gjøre videre. Vi fik jo det gamle Sølvbæger. At det var borte, var min største Sorg. Vi ville takke vor Gud, fordi vi ere vel af med hende! Stakkel, hun kommer dog i Ulykke!«

»Er De syg endnu, Hr. Thostrupk sagde Sophie, og saae paa ham.

»Jeg har lidt Feber,« svarede han. »Jeg vil gaae en ret lang Tour, saa bliver det nok bedre!«

»De skulde tage nogle Draaber!« sagde Fruen.

»O, han kommer sig nok!« sagde Vilhelm. »Han skal have Motion! det er ikke dødeligt med hans Sygdom!«

Otto gik i Skoven. Den var ham en Guds Kirke, hans Hjerte istemte der Takkens Lovsang. Louise havde været hans gode Engel. Han følte forvist, hun vilde aldrig røbe hans Hemmelighed Med Tillid klyngede sig Tanken til hende. »Er De syg endnu ?« havde Sophie sagt. Tonen alene var som Duften af de helbredende Urter, i hendes Øie fandt han Medfølelse og - Kjærlighed. »O, Sophie !« sukkede han da. Begge Søstrene foresvævede ham saa elskelige.

Han traadte ind i Haven, gik gjennem den store Allee; her kom Louise ham imøde, næsten tør man troe, hun søgte ham. Der var ingen Anden, end hende, at see i Alleen.

Otto trykkede hendes Haand til sine Læber. »De har frelst mit Liv!« sagde han.

»Kjære Thostrup!« svarede hun, »forraad Dem kun ikke selv. Hun kom jo lykkelig bort! Gud være lovet! min lille Usandhed har dækket det Hele. Ellers har jeg en Formodning -! ja, jeg kan ikke slippe den. Skulde det Hele ikke være en Feiltagelse ? Hun kan umuligt være den, De sagde! siig mig, hvad De tør lade mig vide. Her fra Bænken kunne vi see enhver, som kommer ind i Alleen. Ingen kan høre os!«

»Ja, Dem alene kan jeg betroe det!« sagde Otto, »Dem alene vil jeg sige det!« Han fortalte nu, hvad vi vide: om Fabriken, som han havde kaldt det Huus, i hvilket tydske Heinrich først havde seet ham, og tatueret Navnetrækket paa hans Skulder; dernæst Mødet i Dyrehaven, og det senere Sammentræf ved hellig Anders's Kors.

Louise skjælvede, hendes Blik hvilede deeltagende paa Ottos blege, smukke Ansigt. Han viste hende Brevet, han fik igaar Aftes, og fortalte Heinrichs Ord.

»Det maa da være saa!« sagde Louise. »Dog, hele Morgenen har det klart staaet for mig, at De er blevet bedraget. Intet Træk hos hende ligner Deres! kan Broder og Søster være saa forskjellige, som De og hun. Dog, om Visheden er der, lov mig, at De ikke vil tænke for meget derpaa. Der er en god Gud, som kan vende Alt til det Bedste!« -

»Disse skrækkelige Livsforhold,« sagde Otto, »have berøvet mig min Ungdoms Munterhed. De gribe forstyrrende ind i min hele Fremtid! ikke Vilhelm - nei, Ingen har jeg kunnet betroe mig til. De veed Alt! Gud vilde, at De skulde det! jeg stoler trygt paa Dem!« han trykkede hendes Haand. Tause, med Tillidens og Trofasthedens faste Blikke, saae de paa hinanden. »Jeg forlader snart mit Fædreland!« sagde Otto. »Gid det maatte være for stedse! med Angest vil jeg vende tilbage til Hjemmet, hvor ingen Lykke venter mig! jeg staaer saa ganske ene i Verden!«

»Men De har Venner,« sagde Louise, »oprigtige Venner! Os maa De regne med mellem disse. De maa tænke med Glæde paa at komme hjem til Danmark igjen. Min Moder holder af Dem, som var hun Deres Moder. Vilhelm og Sophie -ja, vi ville betragte Dem, som en Broder!«

»Ogsaa Sophie?« udbrød Otto.

»Ja, kan De tvivle?« spurgte Louise.

»Hun kjender mig ikke, som De kjender mig! og om hun gjorde det?« - Han knugede Hænderne for Øinene og brast i Graad. »De veed Alt! De veed mere, end jeg kunde sige hende!« sukkede han.

»Jeg er ulykkeligere, end De troer! aldrig kan jeg glemme hende! - aldrig!«

»For Guds Skyld, fat Dem!« sagde Louise og reiste sig. »Der kunde komme nogen! De vil ikke kunne skjule den Bevægelse, De er i! Alt kan blive godt! Stol paa Gud i Himlen!«

»Siig ikke Deres Søster, hvad jeg her har sagt! siig Ingen det! Dem har jeg indviet i enhver Hemmelighed, min Sjæl eier!«

»Jeg vil være Dem en god Søster!« sagde Louise og trykkede hans Haand.

Stille vandrede de ned af Alleen. -

- Søstrene sov i samme Værelse.

Om Aftenen, da Sophie alt en Stund havde været til Sengs, kom først Louise ind til hende.

»Du er blevet saadant et Nattespøgelse!« sagde Sophie. »Hvor bliver Du dog af? I Nat vil Du dog ikke paa Loftet igjen, Du løierlige Pige! Havde det været Vilhelm, Thostrup eller mig selv, der havde fundet paa Sligt, det havde været naturligt, men Du!«

»Saa jeg er da saa ganske forskjellig fra Eder?« spurgte Louise! »Jeg skulde ligne min Søster mindre, end selv Hr. Thostrup ligner hende. I to, som ere saa forskjellige!«

»I vore Anskuelser, i vor Begeistring ligne vi meget hinanden!« sagde Sophie.

»Han er vist ikke lykkelig!« udbrød Louise. »Man kan ogsaa læse det i hans Øine!«

»Ja, men det er just det, som gjør ham interessant!« sagde Sophie. »Han er saadan en smuk Slagskygge i Hverdagslivet!«

»Det siger Du saa rolig!« sagde Louise og bøiede sig over Søsteren. »Jeg kunde næsten troe, det var Kjærlighed -!«

»Kjærlighed!« afbrød Sophie hende og reiste sig op i Sengen; nu blev Louise hende interessant. »Hvem troer Du, han elsker?«

»Dig!« svarede Louise og greb Søsterens Haand.

»Maaskee?« svarede Sophie. »Jeg driller ham ogsaa! det gik rigtignok bedre, da Fætter var her! stakkels Thostrup!«

»Og Du, Sophie ?« spurgte Louise. »Har Du ham kjær igjen?«

»'Det er jo ordentlig et Skriftemaal, Du forlanger!« svarede Sophie. »Han er forelsket, det er alle unge Herrer. Fætter, kan Du troe, sagde mig mange nydelige Ting. Kammerjunkeren selv flaggrer med, saa godt han kan, den gode Sjæl! Jeg har nu sat mig for, at være en fornuftig Pige! Du kan troe, Thostrup bliver gnaven!« -

»Om nu Kammerjunkeren friede til Dig, gav Du ham da ja?« spurgte Louise, og satte sig paa Kanten af Søsterens Seng.

»Hvor falder Du derpaa?« spurgte hun. »Har Du hørt Noget? Du gjør mig angest! O Louise! jeg spøger nok, siger saa meget, men jeg er dog slet ikke glad, kan Du troe!«

De talte om Kammerjunkeren, om Otto og om den franske Fætter. Det var langt ud paa Natten. Store Taarer stode i Sophies Øine, men hun loe tillige, og endte med et Citat af Jean Paul. - En halv Time efter sov og drømte hun, den runde, hvide Arm laae ud paa Teppet, og Læberne rørte sig sagte,
»Med Smiil, som nys en Engel
Havde kysset hendes Mund.«F51

Louise trykkede Ansigtet mod den lette Pude og - græd.