XIX

»- En Mylren af Farver, en Støien og Skrigen,
Musik og Spectakler, en Støden, Undvigen.
En Løben og Dandsen, en Kjøren og Rumlen
Henriver den Gabende med sig i Tumlen.«
Th. Overskou.

Et Par Dage gik, Otto hørte intet om tydske Heinrich eller Søsteren. Peer Krøbling syntes ikke at være indviet i Forholdene. Alt hvad han vidste, var, at Brevet, han overrakte Otto, skulde være en Hemmelighed for enhver Anden. Hvad tydske Heinrich angik, meente han, da var denne vist nu paa en anden Kant af Landet, men til Sanct Knuds Marked i Odense vilde han vist indfinde sig.

I Ottos Sjæl var en forunderlig Kamp. Louises Ord: »at han vist var bedraget,« udviklede Forhaabninger umærkeligt som Senopskornet skyder sine grønne Blade. »Kan ikke tydske Heinrich, for at faae sine Planer udførte, have benyttet sig af min Frygt?« tænkte han. »Jeg maa tale med ham! han skal tilsværge mig Sandheden.« Han sammenlignede de hæslige, raae Træk hos Sidsel, med det Billede, Erindringen svagt fremtaagede ham af Søsteren, som lille. En fiin Dukke med store Øine havde hun syntes ham. Han huskede endnu, at hans Omgivning da havde sagt, »hun var en Kattekilling, man neppe kunde holde Livet i!« Hvorledes skulde hun nu være denne fiirkantede, hæslige Skabning, med de onde Øine og de sammengroede Bryn. »Jeg vil tale med Heinrich k besluttede han. »Hun kan ikke være min Søster! saa tungt vil Gud ikke prøve mig!« Ved Tanken herom følte han sig noget roligere. Elskovs Stjerne kunde i Øieblikke afspeile sig i hans Livssø.

Kjærligheden til Sophie var ikke længer en fangen Fugl i hans Bryst, Vingerne vare løste, Louise vidste dens Tilværelse; den maatte flagre mod Maalet.

Sanct Knuds Marked indtraf; Familien vilde derfor tage til Odense. Eva var den eneste, som blev hjemme; det ønskede hun.

»Odense var nok værd, for Dig, at see!« sagde Sophie, »men Du vil nu aldrig udvide dine geographiske Kundskaber! alligevel skal jeg bringe Dig Markedsgave: en Mand af Honningkager pyntet med Mandler.«

Vilhelm meente ogsaa, hun burde gribe den flygtige Glæde, og følge med Men Eva bad, og hun fik sin Villie.

»Her er megen Fornøielse i Verden!« sagde Vilhelm, »naar man kun vil tage imod den. Er een Dag i Paris en Glimmerblomst, een Dag paa Odense Marked er ogsaa en Blomst! det er en moersom, deilig Verden vi leve i! jeg er nær ved at sige med Kong Valdemar, at, maa jeg beholde -ja, jeg vil nu sige Jorden, - saa maa vor Herre gjerne beholde Himlen. Her er meget bedre, end vi kunne forlange, og Gud veed om man ikke i den anden Verden ogsaa faaer Længsel efter det Gamle her!«

»Efter Odense Marked?« spurgte Sophie ironisk.

Otto stod indesluttet i sig selv. Denne Dag vilde blive, følte han, een af de mærkeligste i hans Liv. Tydske Heinrich skulde give ham en Erklæring. Sophie skulde det ogsaa! kunde han vel haabe den lykkebringende hos begge? Vilde ikke Sorg og Smerte blive hans Markedsgave ? Vognen rullede afsted.

Fra de forskjellige Biveie kom Herskabs- og Bøndervogne, den ene jog forbi den anden, og, som Frankrigs og Englands Canal samler Skibene fra Atlanterhavet, samlede Kongeveien de Kjørende, Ridende og Gaaende.

Bag ved de fleste Bøndervogne vare bundne et Par Heste, som travede med. Jomfruerne fra Gaardene sade med store Handsker paa de røde Arme og Hænder. De holdt Paraplyer udspændte, mod Støv og Sol, for deres rødmossede Ansigter.

»Kammerjunkerens maa være kjørt tidligere end vi!« sagde Sophie, »Ellers havde de nok indhentet os.«

Otto saae spørgende paa hende. Hun tænkte paa Kammerjunkeren!

»Ved Fraugde Kirke skal vi holde!« sagde Sophie. »Hr. Thostrup maa see Kingos Grav, see, hvor Psalmedigteren ligger. Nogle sande Basun-Engle, i hvilke man ret kan see, hvor tungt Marmoret er, flyve med Bispestav og Hue derinde i Capellet!«

Otto smilede; hun tænkte dog ogsaa paa at glæde ham.

Kirken blev seet, Graven besøgt og snart rullede de ad Kongeveien mod Odense, hvis Domkirkes høie Taarn milevidt havde hilset dem.

Vi forlange af Portraitmaleren ikke blot, at han skal opfatte Personen, men opfatte ham i hans heldigste Moment. Det grimme, saavel som det ubetydelige Ansigt bør Maleren give enhver eiendommelig Skjønhed Ethvert Menneske har Øieblikke, hvori noget Aandigt eller Characteristisk fremtræder. Naturen, selv hvor den frembyder den meest nøgne Egn, har de samme Øieblikke. Belysning og Skygge giver den et fremtrædende Moment. Digteren maa ligne Maleren, han maa gribe dette Øieblik hos Menneskene, som i Naturen.

Var Læseren et Barn, der levede i Odense, behøvede man kun at sige Ordene: »Sanct Knuds Marked«, og dette selv, smykket med Barnephantasiens Straaler, vilde staae for ham i de meest glimrende Farver. Vor Skildring vilde kun blive en Skygge, nu bliver den da maaskee, som Mængden vil finde den.

Alt i Forstaden forkyndte Menneskevrimmelen og Pottemagernes udstillede Potter, der ganske bedækkede Fortougene, at Markedet var i fuld Gang.

Vognen kjørte henad Broen over Odense-Aa.

»See, hvor smukt her er!« udbrød Vilhelm.

Mellem Byens Haver og Engen med Bleg bugtede sig Aaen. Den prægtige Sanct Knuds Kirke, med sit høie Taarn, sluttede Prospecten.

»Hvad var den røde Gaard for en?« udbrød Otto, i det de alt havde tabt Udsigten.

»Frøkenklosteret!« svarede Louise, og følte Tanken, der var opstaaet hos ham.

»Der stod, i Grevens Feide, den gamle Bispegaard, hvor Beldenak residerede!« sagde Sophie. »Der foran i Aaen er Klokkedybet, hvor en Klokke er fløiet ud fra Sanct Albani Taarn. Der er bundløst! Hvergang rige Folk i Odense døe, saa ringer det under Vandet!«

»Det er en hæslig Tanke!« sagde Otto; »at det ringer i Dybet, naar de skulle døe!« *

»Saaledes maa man nu ikke tage det!« sagde Sophie leende, og flagrede fra den Historie. »Odense har mange Mærkværdigheder,« sagde hun, »lige fra en Kongenshave med Svaner i, til et stort grundmuret Theater, som har det tilfælleds med La scala og flere italienske, at det er bygget paa Rudera af et Kloster.

»I Odense holdt sig Aristokratie og Demokratie længst!« sagde Vilhelm leende, »endnu i min Barndom, naar Adelen og de Borgerlige, ved Kongens Fødselsfest, mødtes paa Raadstueballet, dandsede vi for os selv.«

»Vare da de Borgerlige ikke stærke nok til at kaste den lette Adel ud af Vinduet!« spurgte Otto.

»De glemmer nok, Hr. Thostrup, at De selv er adlet!« sagde Sophie. »Jeg var jo Skjæbnens Gudinde, som rakte Dem Stamtræet!«

»De erindrer endnu hiin Aften?« sagde Otto med blød Stemme, og Tankerne bølgede ligesaa brogede gjennem hans Sjæl, som Vrimmelen bølgede op og ned ad Gaden de kjørte igjennem.

Omtrent midt i Byen mødes fem Gader, Overskjæringspunktet danner en lille Plads som kaldes »Korsgaden«, her ligger en Gjæstgivergaard, i denne tog Familien ind.

»To Timer og et Qvarteer for sildigt!« sagde Kammerjunkeren, som kom dem imøde paa Trappen. »Godt Markedsveir og gode Heste! jeg har allerede været ude af Vesterport, og faaet to prægtige Hopper. Den ene slog bag ud, og havde nær givet mig een for Brystet, saa jeg kunde have sagt, jeg havde faaet Markedsgave! Jakoba er i Visiter, drikker Chocolade og dypper Bakkelse. Jomfruen er ude at see paa Sigter. Nu veed De vor Historie!«

Damerne gik til deres Værelser, Herrerne bleve i Salen.

»Ja, her skal De see en By og et Marked, Hr. Thostrup!« sagde Kammerjunkeren og slog Otto paa Skulderen.

»Odense var engang min første Hovedstad!« sagde Vilhelm. »Endnu er Sanct Knuds Kirke mig den prægtigste jeg kjender. Gud veed, om Sanct Peters-Kirken i Rom vil paa mig, som Ældre, gjøre det Indtryk, denne har gjort paa mig som Barn!«

»I Sanct Knuds Kirke ligger Jomfruen med Kattene!« sagde Kammerjunkeren.

»Bispinden, maa De sige!« tog Vilhelm Ordet. »Sagnet fortæller, at det er en Bispinde Mus, der i den Grad elskede sine Katte, at hun lod befale, at de skulde følge med i Kisten. Vi skulle siden faae det at see!«

»Ja, baade Bispinden og Kattene,« sagde Kammerjunkeren, »see ud, som tør Klipfisk! De maa da ogsaa see Frøken-Klosteret og det militaire Bibliothek.«

»Hospitalet og Tugthuset!« tilføiede Vilhelm leende.

En Trommehvirvel ude paa Gaden drog dem hen til Vinduet. Byens Trommeslager, i stribet Hvergarns Buxer og Trøie, og med et guult Bandeleer over Skulderen, stod derude, slog paa Tromme og raabte derpaa op af et Papiir flere til Byen indtrufne Herligheder.

»Han slaaer en god Tromme!« sagde Kammerjunkeren.

»Det vilde vist fornøie Rossini og Spontini at høre den Karl!« sagde Vilhelm. »I Grunden var Odense, saaledes ved Nytaarstider, en By for disse to Componister. De maa vide, at paa den Tid excellerer her Trommer og Piber. Man trommer Nytaar ind. Syv, otte smaa Trommeslagere og Pibere gaae fra Dør til Dør, ledsaget af Børn og gamle Kjærlinger, saa trommes her baade Tappenstreg og Reveille. Det faae de Penge for. Er saa Nytaar vel indtrommet i Byen, drage de ud paa Landet og tromme for Flesk og Gryn. Der er en »Trommen Nytaar ind«, lige til Fastelavn!«

»Og da have vi nye Løier!« sagde Kammerjunkeren. »Da kommer Søfolkene fra Stige med fuld Musik og paa Skuldrene en Baad pyntet med alle Flagene. Siden lægge de et Bræt imellem to Baade og der brydes to af de Yngste og Raskeste, saalænge til een falder i Vandet. I de sidste Aaringer lode de sig begge falde. Det er fra den Gang af, at een af dem, som faldt ud, ærgrede sig saaledes over Spotten, der fulgte med, at han samme Dag forsvandt fra Fiskerleiet, Ingen har seet ham siden. Al den Lystighed taber sig ellers nu. I mine Drengeaar var Morskaben anderledes i Gang! Det var en Stads, naar Laugene flyttede Skildt og Harlequin løb i Spidsen! og ved Fastelavn, naar Slagterne førte om en Stud pyntet med Baand og Fastelavnsriis; paa Ryggen sad en lille Dreng i Skjorte og med Vinger. Tyrkisk Musik havde de der til, med Bækkener! See, alt det har jeg oplevet, skjøndt jeg ikke er saa gammel endda. Baron Vilhelm maa have seet Stude-Stadsen! Nu er det forbi! nu er man blevet forfinet. Sanct Knuds Marked er heller ikke hvad det har været!«

»Alligevel glæder jeg mig dertil!« sagde Vilhelm. »Vi skulle paa Torvet besøge Kronjyderne, hvor de sidde midt i Lyngen, mellem deres Potter. De er istand til, Hr. Thostrup, at træffe Bekjendte. Faae nu kun ikke Hjemvee, naar de lugter Lyngen og hører Lyden af de skrattende Potter!«

Nu kom Damerne til. Før Visiterne vilde man gøre en Tour over Torvet. Kammerjunkeren bød Fruen sin Arm. Otto saae dette med hemmelig Glæde, og nærmede sig Sophie; hun tog gjerne en Ledsager, de skulde jo i Trængsel.

Ligesom, i Middelalderen, de forskjellige Professionister havde deres særskilte Gader og Qvarterer, havde de det ogsaa her. Strædet som førte til Torvet, og som dagligdags kaldes »Skomagerstrædet«, svarede fuldkomment til sit Navn. Side ved Side havde her Skomagerne opstillet deres Diske. Vægge og de opreiste Stænger vare behængte med alle Slags Fodtøi, Diskene selv overlæssede med kluntede Skoe og tyksaalede Støvler. Bag ved stod den skikkelige Mester, i sin lange Søndags Frakke, og med den velbørstede Filtehat paa Hovedet.

Hvor Skomagernes Qvarteer holdt op, tog Hattemagernes sin Begyndelse og derpaa var man midt inde paa det store Torv, hvor Telte og Borde dannede flere parallelløbende Gader. Galanterieboutikker, Guldsmede- og Conditorboder, de fleste af Lærred, enkelte derimod Træhuse, vare Glandspunkterne. Rundt om flagrede Baand og Tørklæder, rundt om var Larm og Trængsel. Bønderpigerne fra samme By gik altid i Række, syv, otte Uadskillelige, med Hænderne fast knyttede i hinanden; det var umueligt at bryde Kjæden, trængte man paa, rullede den hele Flok sig sammen i en Klump.

Bag ved Boutikerne udbredte sig store Bede med Træskoe, Leertøi, Rokkedreier- og Sadelmagerarbeide. Paa Bordene stod Legetøi, sædvanligt kluntet og broget. Rundt om prøvede Børnene de smaa Trompeter og dreiede paa Spilleværker. Bønderpigerne dreiede og vendte baade Syæskerne og sig selv mange Gange, før Handelen blev sluttet. Luften var tyk og qvalm af Uddunstninger, som krydredes ved Duften af Honningkager.

Her mødte Bekjendte hinanden, et Par Bønderpiger, maaskee barnfødte i samme By, men siden skilte ad. »Go Dau! udbrød de, toge hinanden i Hænderne, svingede med Armene og loe. »FaVel!« - Det var hele Conversationen; en lignende førtes paa flere Steder.

»Der er Lyng!« udbrød Otto, da de nærmede sig det Qvarteer, hvor Jydepotterne havde deres Stade. »Hvor Duften forfrisker!« han bøiede sig og greb en Green, frisk og grøn, som om den igaar var afskaaret.

»Ei, min Jesus dog! er det ikke Hr. Otto!« udbrød en qvindelig Stemme tæt ved, og en ung Jydsk Bondekone hoppede over alle Potterne henimod ham. Otto kjendte hende. Det var den lille Maria, Aalebondens Datter, der, som vi erindre, ved Ottos Besøg hos Fiskerne, var draget til Ringkjøbing og havde der ladet sig fæste til Michelsdag for Hø- og Kornhøsten, den raske Maria, »Tøsen«, som Faderen kaldte hende. Hun var i Ringkjøbing blevet forlovet og gift med den rige Pottesælger, og nu kommen over salten Vand til Odense Marked, hvor hun skulde træffe Hr. Otto.

»Hendes Forældre boede ved min Bedstefaders Gaard!« sagde Otto til Frøken Sophie, der leende betragtede den unge Kones Glæde over Mødet med en Barndoms Bekjendt Ægtemanden var i fuld Handel med sine Varer, han hørte Intet af dette.

»Nei, hvor han dog er blevet fiin og kjøn!« sagde den unge Kone. »Men, see, jeg kjendte ham dog! Fa'ermo'er, kan han troe, tænker artigt paa ham. Det gamle Menneske er saa vever og lebendig, det gjør hende ikke en bitte, at hun ikke kan see! Han er den anden Bekjendt, jeg har her truffet paa Market. Det er forfærdeligt, hvor de her komme fra alle Verdens Kanter! Comediantspilleren er her ogsaa! Han husker jo nok, den tydske Heinrich. See ovre i den graa Gaard, der paa Hjørnet af Torvet, gjør han Comedie i Porten!«

»Det glæder mig at have seet hende!« sagde Otto og nikkede venligt. »Hils dem hjemme og Farmoder med!«

»Hils ogsaa fra mig!« sagde Sophie leende. »De, Hr. Thostrup, maa for Bekjendtskabets Skyld gjøre Handel. De bør ogsaa give mig Markedsgave, jeg ønsker den store Potte der!«

»Hvor blive I af?« raabte Vilhelm, og kom tilbage, de Andre vare et Stykke forud.

»Vi kjøbe Potter!« sagde Sophie. »Souvenir de Jutland. Den der har en glimrende Tegning!« -

»De skal faae den!« sagde Otto: »Men om jeg forlangte en Markedsgave af Dem, forlangte - bad, vilde jeg sige! -«

»- Om hvad der muligt fik Priis ved min Haand!« sagde Sophie smilende. »Jeg forstaaer Dem nok! en Lyngblomst? Jeg røver!« sagde hun til den unge Kone, i det hun tog lidt Lyng og leende stak den i Ottos Knaphul. »Hils Fa'rmo'ren!«

Otto og Sophie gik.

»Det var en sær griinagtig Een, den!« sagde Konen halv høit og saae efter dem, hendes Blik fulgte Otto, Hænderne foldede sig, hun tænkte maaskee paa Barndomsdagene.

Paa Sanct Knuds Kirkegaard indhentede Otto og Sophie de Øvrige. De vilde ind i Kirken. Markedsdagene var den og alle Begravelserne derinde aabne.

Fra hvilken Side man udenfor betragter den prægtige, gamle Bygning, har den især ved sit høie Taarn og Spiir, noget imponerende; det Indvendige er af samme, ja næsten af større Virkning; men da Hovedindgangen, gjennem Vaabenhuset, saa vel som de mindre Indgange er e paa Siden af Kirken, gjør den ikke sin Virkning ved Indtrædelsen, man maa først gaae hen for Enden af Hovedindgangen, før man ret gribes. Alt er da stort, smukt og lyst. Det hele Indre hvidt med Forgyldning. Oppe i den høie Hvælving prange, endnu fra gammel Tid, en Mængde gyldne Stjerner. Paa begge Sider øverst oppe, høiere end Kirkens Sidegange, ere store gothiske Vinduer, fra hvilke Lyset strømmer ned Sidegangene pynte gamle Malerier, der fremstille hele Familier, Koner og Børn, alle geistligt klædte, med lange Kjortler og store Pibekraver. Sædvanligt ere Figurerne opstillede efter Alder, først den ældste og da nedad til det mindste Barn, alle staae de med foldede Hænder og see fromt hen for sig, til eengang ogsaa disse Farver henfalde i Støv.

Lige overfor Kirkens Indgang sees indmuret i Væggen en Steen med Basreliefs, foran er en Grav. Den tiltrak sig Ottos Opmærksomhed.

»Det er Kong Hans's, Dronning Christinas, Prinds Francescos og Christian den Andens Grav!« sagde Vilhelm, »de ligge alle i det lille Grav-Kammer!«

»Christian den Anden!« udbrød Otto. »Danmarks kloge, kjække Konge?«

»Christian den onde!« sagde Kammerjunkeren, forundret over den Begeistrings Tone, hvormed Otto havde udtalt Navnet.

»Christian den onde?« gjentog Otto. »Ja, det er nu en Talemaade at sige saa. Men det skulle vi ikke! Vi bør huske paa, hvorledes svensk og dansk Adel da opførte sig, hvilke Grusomheder de begik, og at det er fra een af det fornærmede Partie, vi have Christian den Andens Historie. Skribenten smigrede for den Regjerende. En Fyrste maa have begaaet Forbrydelser eller have mistet sin Magt, skulle hans Feil ret blive prægede for de kommende Slægter! Man glemte det Herlige hos Christian, pegede altid paa hans Skyggesider, til hvilke Tidsalderen gav sin Part!«

Kammerjunkeren glemte ikke det svenske Blodbad, Torben Oxes Henrettelse og alt hvad der kan siges mod den ulykkelige Konge.

Otto slog ham kjækt af Marken, vistnok af Begeistring for Christian den Anden, men ogsaa meget, fordi det var Kammerjunkeren han bestred. Sophie tog Ottos Partie, hendes Øine tilfunklede ham Bifald og Seiren maatte jo blive hans.

»Hvad siger Digteren om en Konges Lod?« sagde Sophie.

»-Beklag ham!
Der skeer i Verden mere Ondt end Godt!
Det Gode vil enhver tilregne sig,
Men Tidens Laster hvile kun paa ham!«

»Havde Christian været heldig, i at betvinge den oprørske Adel!« udbrød Otto, »havde han faaet sine kjække Planer udførte, da havde de kaldet ham Christian den Store! det er ikke den skabende Aand, men Udfaldet af Værket, Verden dømmer!«

Louise holdt alligevel med Kammerjunkeren, derfor gik de to sammen op ad Gangen mod den glorupske Begravelse. Mama og Vilhelm vare alt forud!

»Jeg misunder Dem Deres Veltalenhed!« sagde Sophie og saae Otto ret kjærligt ind i Øiet; hun bøiede sig derpaa over Gitteret, foran Graven og stirrede tankefuld ned paa Stenen. I Ottos Sjæl bevægede sig Kjærlighedstanken.

»Aand og Hjerte,« udbrød han, »maa beundre det Store! Begge eier De -!« han greb hendes Haand.

En let Rødme gik over Sophies Kinder. »De Andre ere forud!« sagde hun, »kom, skulle vi gaae op til Choret!«

»Op til Alteret!« sagde Otto. »Det er en dristig Gang for hele Livet!«

Sophie saae spørgende paa ham. »Seer De Gravstenen i Pillen der?« spurgte hun efter et kort Ophold »Damen med korslagte Arme og det colorerede Ansigt Hun skal i een Nat have dandset tolv Riddere ihjel; den trettende, som hun bød op, overskår i Dandsen hendes Belte, og da sank hun død til Jorden!«

»En nordisk Turandot har hun været!« sagde Otto, »Marmorhjertet maatte selv briste og forbløde. Der ligger noget Spottende i, at Stenen er coloreret For de kommende Slægter staaer hun, som da hun levede, et Steenbillede, hvid og rød, en Skjønheds Larve kun. Hun advarer de unge Damer -!«

»Ja, fra at dandse!« sagde Sophie og flagrede let om Ottos sælsomme Alvor.

»Alligevel maa det være lyksaligt,« udbrød han, »meget lyksaligt, under bølgende Toner, Arm i Arm med den Elskede, at kunne dandse Livet bort, og synke blødende for hendes Fødder!«

»Og netop faae at see, hvorledes hun dandsede med en Ny!« sagde Sophie.

»Nei, nei!« udbrød Otto, »det kunde De ikke! det vilde De ikke! O, Sophie, dersom De vidste -!« han nærmede sig hende endnu mere, bøiede sit Hoved henimod hendes, hans Øie fik dobbelt Ild og Udtryk -.

»De maae komme med os, for at see Kattene!« sagde Kammerjunkeren og sprang frem imellem dem.

»Ja, det var herligt!« sagde Sophie. »De, Hr. Thostrup, faaer da Leilighed til at moralisere over den qvindelige Skjønheds Forgjængelighed!«

»Iaften, naar vi kjøre sammen,« trøstede Otto sig, »paa Hjemveien, i den milde Sommeraften, skal ingen Kammerjunker forstyrre mig. Det maa, det skal afgjøres! Ulykken kunde kue mit Barndoms-Vildskab, men den gav mig Trods, sløvede aldrig min Selvstændighed; Kjærlighed har gjort mig blød, gjort mig svag. Mon jeg derved skal vinde en Qvinde?« Alvorlig, med mørke Blikke, fulgte han efter Sophie og hendes Ledsager.