XXI

Det var alt henimod Morgenstunden, før Otto faldt i Søvn.

Man lod ham og Vilhelm hvile sig i Mag, saaledes blev det høit paa Dagen, før begge Herrerne viste sig ved Kaffebordet; Kammerjunkeren var allerede herovre paa Gaarden, og mere pyntet, end sædvanligt.

»Hr. Thostrup skal være een af de Indviede!« sagde Fruen. »laften først faae de Fremmede det at vide. Kammerjunkeren og min Sophie ere blevne forlovede.«

»See, det var i det klare Maaneskin, Hr. Thostrup, at jeg blev saa heldig en Mand!« sagde Kammerjunkeren og kyssede Sophie paa Fingerspidserne. Han rakte den anden Haand til Otto.

Dennes Ansigt blev uforandret, et Smiil spillede ham om Læberne: »Jeg gratulerer!« sagde han. »Det er jo altsaa en Glædesdag! Var jeg Digter, skulde jeg skrive Dem en Vise!«

Louise saae paa ham med et forunderligt Udtryk af Smerte.

Vilhelm kaldte Kammerjunkeren Svoger og rystede leende begge hans Hænder.

Otto var usædvanlig oprømt, spøgte og loe. Damerne gik til deres Toilet, Otto i Haven.

Han havde været saa vis paa Sophies Gjenkjærlighed. Hvor gjerne hørte hun ham fortælle, med hvilket Udtryk hvilede da ikke hendes Øie paa ham. Hendes smaae Drillerier havde været ham Stadfæstelser paa, at det Haab, han nærede, ikke var Selvskuffelse. Hun var det Lys, hvorom hans Tanker havde dreiet sig. Kjærligheden til hende var ham en god Engel, der sang ham Trøst og Livslykke i hans mørke Øieblikke.

Nu - var pludseligt Alt forbi. Det var, som Engelen havde forladt ham; den Kjærlighedsflamme, der saa ganske opfyldte Sjælen, var i eet Moment slukket til den sidste Gnist. Han følte ingen Smerte, ingen Liden, men en Tomhed. Det var, som Aanden havde forladt hans Sjælelige. Sophie var blevet ham fremmed, hendes aandfulde Øine, som smilede Kjærlighed til Kammerjunkeren, syntes ham Automatets sjæleløse Blik. En slappende Ligegyldighed gik igjennem ham, dødbringende, som Giften, der flyder over i Menneskets Blod. »Den forfængelige Pige! hun troer, idet hun støder et trofast Hjerte fra sig, at hun er den Mægtigere! hun skulde see, hvor forvandlet hendes Billede staaer i mit Bryst. Alle de Svagheder, som min Kjærlighed før oversaae, fremtræde nu med haarde Træk! Ikke et Ord er faldet til Jorden. Diamanten har tabt sin Glands, jeg føler kun dens skarpe Kanter!«

Sophie havde foretrukket en Mand, der i aandelig Henseende stod dybt under Otto. Sophie, der syntes begeistret for Kunst og Skjønhed, for Alt Herligt i Aandens Rige, kunde saaledes have skuffet ham.

Vi see Søstrene paa deres Værelse.

Louise syntes veemodig, stille saae hun hen for sig.

Sophie stod grundende, med Smiil paa Læben.

»Kammerjunkeren er dog ret kjøn!« udbrød hun. »Han seer saa mandig ud!«

»Du bør finde ham elskværdig!« sagde Louise.

»Ja,« svarede Søsteren, »altid har jeg syntes om disse kraftfulde Ansigter! han er en Axel en nordisk sortskjægget Vildmand. De Ansigter, som Vilhelms, see ud som Fruentimmers! - Og han er saa god! Strax efter Brylluppet, har han sagt, skulle vi gjøre en Tour til Hamborg. - Hvilken Kjole synes Du, jeg skal tage paa?«

»Naar Du reiser til Hamborg?« spurgte Louise.

»O nei, Pigebarn! i Dag meente jeg. Thostrup var jo meget nydelig! han gratulerede. Jeg var ellers lidt underlig om Hjertet, da det blev sagt ham. Jeg havde nu ventet en Scene! Nær havde jeg bedt Dig, at sige ham det først. Han skulde have været forberedet. Men han var jo ellers ganske fornuftig! det havde jeg ikke troet ham til. Jeg ønsker ham virkelig alt Godt, men han er en underlig Characteer! saa melankolsk! Troer Du, han tager sig det nær med min Forlovelse? Jeg lagde Mærke til, at da jeg blev kysset, dreiede han sig pludseligt om mod Vinduet og legede med Blomsterne. Jeg var tilfreds, at han snart var borte! den Udenlandsreise vil gjøre ham godt! ude glemmer han vel ogsaa sin Hjertesorg. Imorgen vil jeg skrive Fætter Joachim til, han vil da ogsaa blive overrasket!«

Ud paa Eftermiddagen kom Jacoba, Jomfruen, Præsten og endnu et Par andre Gjæster.

Om Aftenen var Bordet festligt dækket. De Forlovede sad sammen, og Otto havde Hæderspladsen, han sad ved Siden af Sophie. Præsten havde skrevet en Vise til Melodie: »Vær Du vort Selskabs Skytsgudinde,« den blev afsjunget Ottos Stemme klang smukt og stærkt; han klinkede med de Forlovede, og Kammerjunkeren sagde, at nu maatte Hr. Thostrup ogsaa snart søge sig en Brud op.

»Hun er fundet!« svarede Otto; »men endnu bliver det en Hemmelighed.«

»Brudens Skaal!« sagde Sophie og klinkede; men snart igjen hvilede hendes aandfulde Blik kun paa Kammerjunkeren, der talte om at tøire paa Spargel og staldfodre med Kløver, dog dette hendes Blik bragte ham igjen tilbage til hans Kjærligheds Lykke.

Det var en meget munter Aften. Seent ud paa Natten brød Selskabet op. Vennerne gik til deres Værelse.

»Min kjære, trofaste Otto!« sagde Vilhelm og lagde Haanden om hans Skulder. »De var ret munter og nydelig i Aften! Bliv altid saaledes ved!«

»Det haaber jeg!« svarede Otto; »maatte vi kun altid have saa glade Aftener, som denne!«

»Forunderlige Menneske!« sagde Vilhelm og rystede med Hovedet. »Nu reise vi snart, og fange da Glæden, den deilige Guldfugl!«

»Og slippe den ikke!« udbrød Otto, »Før sagde jeg: imorgen! imorgen! nu siger jeg: idag og alle Dage! bort med Griller og Klynkerie. Jeg begriber, hvad De engang sagde mig, man kan være lykkelig, naar kun man vil!«

Vilhelm tog hans Haand og saae ham halv veemodig ind i Ansigtet.

»Bliver De følsom?« spurgte Otto.

»Jeg affecterer kun, hvad jeg ikke er!« svarede Vilhelm, idet han hurtig vendte tilbage fra Øieblikkets naturlige Alvor til sin sædvanlige Munterhed. -

Dagene, som fulgte, giede hen med Besøg og Gjenvisiter. Hver Postdag gjennemsøgte Otto forgjæves Postbudets Lædertaske, men fandt intet Brev fra tydske Heinrich, og hørte Intet om ham. »Jeg er bedraget, og føler mig glad derved! hun, den Skrækkelige, er ikke min Søster!«

Det var ham en Trang at komme bort, ret langt fra Hjemmet, dog følte han ingen Længsel efter Schweits's Bjerge eller Sydens Yppighed!

»Naturen vil blødgjøre! den vil jeg ikke søge! jeg trænger til Mennesker! disse egoistiske, falske Skabninger, Tingenes Herrer! Hvor kunne vi ikke kjæle for vore Svagheder, beundre vore Dyder! Det, som gaaer ind i Kredsen for vore Ønskers Maal, det finde vi fortræffeligt. Dem, som elske os, give vi vor Kjærlighed! I Grunden, hvem elsker jeg, uden mig selv? Vilhelm? Mit Venskab for ham er bygget paa den Grundsteen: jeg kan ei undvære Dig! Venskabet er mig en Fornødenhed Var jeg ikke engang forvisset om, at jeg tilbad Sophie, at jeg aldrig kunde udholde at miste hende? og dog behøvedes kun Forvisningen om: hun elsker Dig ikke! og min stærke Følelse var død; Sophie selv syntes mig mindre skjøn, jeg saae Feil, hvor jeg før kun opdagede Elskværdighed Nu er hun mig næsten ganske fremmed Som jeg er, saaledes ere de Alle. Hvo føler ret levende, trofast for mig, uden at være ledet af egen Interesse? Rosalie? Min gamle, ærlige Rosalie? Jeg er voxet op for hendes Øine, som Planten, hun opelskede! jeg er hende kjær, som den! Da hendes Kanariefugl en Morgen laae død i Buret, græd hun dybt og tungt; hun skulde ikke meer høre den synge, hun skulde ikke kunne pusle med dens Buur og Føde. Det var Savnet, som bragte hende til at græde. Hun mistede, hvad der havde hendes Interesse. Ogsaa jeg interesserer hende. Interesse er Navnet for hvad Verden kalder Kjærlighed Louise-!« næsten høit udtalte han Navnet, og Tankerne dvælede ved sælsomme Omslyngninger med dette Navn. »Hun viste sig trofast, opoffrende! - men er hun ikke ogsaa forskjellig fra alle de Andre? Hvor ofte hørte jeg ikke Sophie spotte hende derfor, seende ned paa hende!« og Ottos bittre Følelse søgte forgjæves efter en Skygge af Egenkjærlighed hos Louise, en eneste egennyttig Grund til hendes ædle Opførsel. »Bort fra Danmark! til nye Mennesker! lykkelig den, som altid kan flagre forbi, stifte Bekjendtskab, og strax derpaa skilles. Ved det første Møde have Menneskene deres aandelige Søndagsklæder paa; alle Lyspunkterne træde frem; men snart er Festdagen forbi, og Glandspunkterne forsvundne!«

»Vi reise i næste Uge!« sagde Vilhelm. Da skulde det gaae
»Over det ilende, skumblaa Vand,
Langs med den smilende, grønne Strand!«F62

Hen over Heden, opad Rhinen, gjennem Champagnelandet til Byernes By: det livsbevægelige Paris.