XXII

Den sidste Dag i Hjemmet var netop Frøken Sophies Fødselsdag. Om Eftermiddagen var hele Familien inviteret hos Kammerjunkeren, hvor Jacoba og Jomfruen vilde glimre ved deres Kogekunst.

Et Bord opfyldt med Presenter, alle fra Kammerjunkeren, ventede paa Frøken Sophie. Det var første Gang, han bragte hendes Fødselsdag Sligt, og havde nu, af sig selv eller andre, faaet den meget gode Idee, at give hende et Stykke for hvert Aar hun havde levet. Hver Present var afpasset efter de forskjellige Aldere, saaledes begyndte det med et Kræmmerhuus fuldt af Sukkergodt, og endte med Silketøi til en prægtig Pels; men mellem disse to vare Ting, af hvilke flere end Halvdelen kunde kaldes solide: Guldørenringe, Boa, franske Handsker og en Ridehest. Denne sidste stod naturligviis ikke paa Bordet. Det var en Glæde og Lyksalighed; man spadserede og fordeelte sig efterhaanden i Partier.

Den eneste, man savnede, var Eva. Hun blev altid helst hjemme. Dog havde hun maaskee i Dag ladet sig overtale, havde hun ikke følt sig saa forunderligt afkræftet.

Stille og eensom sad hun nu hjemme paa Gaarden i den store, tomme Dagligstue. Det var i Skumringen, hun lod Arbeidet hvile, det smukke, tankefulde Øie saae hen for sig; Tanker, vi ikke tør afsløre, bevægede sig i hendes Bryst.

Pludselig gik Døren op, og Vilhelm stod foran hende. Under Spadseretouren havde han listet sig bort. Eva var alene hjemme, vidste han; Ingen vilde falde paa, at han besøgte hende, Ingen vilde drømme om deres Samtale.

»De her!« udbrød Eva, i det hun saae ham.

»Nødvendigheden!« svarede han. »Jeg har listet mig fra de Andre, Ingen veed jeg er her. Jeg maa tale med Dem, Eva. Imorgen reiser jeg bort; men jeg kan ikke reise rolig og glad, uden at vide - hvad dette Øieblik maa afgjøre!«

Eva reiste sig, hendes Kinder brændte, hendes Øine saae mod Jorden. »Hr. Baron -!« stammede hun. »Det passer sig ikke, at jeg bliver her -!« hun vilde forlade Værelset.

»Eva!« sagde Vilhelm, og greb hendes Haand »De veed, jeg elsker Dem! min Følelse er oprigtig! giv mig et Ja, og det skal være mig helligt som en Eed. Da reiser jeg livsglad, som man skal reise. Det skal staae i mit Hjerte, lyde for mine Øren, hver Gang Synd og Fristelse møde mig! det vil holde mig opreist, bringe mig god og ufordærvet tilbage! min Kone skal De være! De har Aand og Adel dertil! Eva! i Guds Navn, gjør mig ikke til en sygelig, livskjed Skrantning.«

»O Gud!« udbrød hun, og brast i Graad, »jeg kan ikke og - vil ikke! De glemmer, jeg kun er en fattig Pige, der skylder Deres Moder Alt! mit Ja vilde bedrøve hende, og eengang fortryde Dem! jeg kan ikke -! jeg elsker Dem ikke!« tilføiede hun med skjælvende Stemme.

Vilhelm stod taus.

Pludseligt greb Eva i Klokkestrængen.

»Hvad gjør De?« udbrød han.

Tjeneren traadte ind.

»Vil De bringe Lys!« sagde hun, »men først maa De hjælpe mig disse Blomster ned i Haven. De have godt af at staae i Natteduggen!«

Tjeneren adlød, hun tog selv een af Potterne, og forlod Værelset.

»Jeg elsker Dem ikke!« gjentog Vilhelm stille for sig selv, og vandrede tilbage til Selskabet, hvor Alt aandede Glæde og Lykke.

I Haven var Aftenbordet dækket, Lysene brændte i den frie Luft, uden at Luen viftede; det var en Sommeraften, deilig, som Sydens October; Resedaerne duftede, og mellem de høie Fyrretræer, Nordens Pinier, knaldede Kanonen, da Sophies Skaal blev drukket.

Næste Morgen sad Veemod paa de Ansigter, som igaar smilte saa glade. Reisevognen holdt for Døren. Den kjære Moder og Søstrene græd, de kyssede Vilhelm og rakte Otto Haanden.

»Farvel!« sagde Louise, »glem os ikke!« og hendes grædende Blik hvilte paa Otto. Eva stod taus og bleg.

»De vil ikke glemme mig!« hviskede Otto, i det han greb Louises Haand »Deres Søster skal jeg glemme!«

Vognen rullede afsted; Vilhelm kastede sig tilbage i et Hjørne af den; Otto saae endnu eengang tilbage, de stode alle og viftede med hvide Tørklæder.