XXIV

Vi vende igjen tilbage til den fyenske Herregaard, til Familien, vi før forlod; men Efteraar og Vinter ere gaaede, medens vi dvælede i Fortiden. Otto og Vilhelm have alt været ti Maaneder borte. Det er Foraaret 1832.

Kammerjunkerens og Sophies Bryllup stod, efter hendes Ønske, den anden April, da den Dato vil være udødelig i Danmarks Aarbøger. I Hjemmet, hvor kun Mama, Louise og Eva levede, var nu blevet stille. Hele Vinteren igjennem havde Eva skrantet. Maaned for Maaned blev hun svagere, dog lignede hun ikke Blomsterne, der henvisne; man fandt intet Udtryk af Sygelighed hos hende, det var meer, som om det Sjælelige overvældede det Legemlige, hun lignede Astrallampen, der opfyldes af Straaler og næsten synes en ætherisk Gjenstand. De mørkeblaa Øine havde et eget Udtryk af Aand og Følelse, som greb selv det simple Tyende paa Gaarden. Lægen forsikkrede, at Evas Bryst var stærkt, hendes Sygdom var en Gaade. En smuk Sommer vilde virke velgjørende paa hende.

Vilhelm og Otto skreve skifteviis. Det var en Festdag, hvergang Brev indtraf, da blev Kaartet, og Grundtegningerne af de store Byer tagne frem. Louise og Eva gjorde da Reisen med.

»I Dag ere de der! imorgen der!« udbrøde de.

»Hvor jeg ret under dem begge at see disse Herligheder!« sagde Louise.

»Det deilige Schweits!« sukkede Eva, »hvor den Luft maa være frisk at aande! hvor man der maa føle sig vel.«

»Kunde Du komme derhen Eva,« sagde Louise, »da blev Du vist nok rask.«

»Her har jeg det saa godt, her er jeg saa lykkelig!« svarede hun. »Jeg er ogsaa Gud ret taknemmelig derfor! hvor kunde jeg have haabet en saadan Fremtid, som denne ? Gud belønne Dem og Deres gode Moder derfor! Eengang var jeg saa ulykkelig, men nu har jeg dobbelt faaet Opreisning for al min Sorg og Tilsidesættelse. Jeg er saa glad, og derfor vil jeg saa gjerne leve.«

»Ja leve skal Du just!« sagde Louise, »hvor kommer Du nu til at tænke paa Døden? I Sommer bliver Du fuldkommen rask, siger Lægen. Kan Du for mig skjule nogen Sorg? - Eva, jeg veed nok, min Broder elsker Dig!« -

»Det vil han glemme derude!« sagde Eva, »det maa han glemme! kunde jeg være utaknemmelig? Vi passe ikke for hinanden!« Hun talte om sin Barndom, om forsvundne sørgelige Dage. Louise lagde sin Arm paa hendes Skulder, de talte til langt ud paa Aftenen, og Taarerne stode Louise i Øinene.

»Kun Dem kunde jeg fortælle det!« sagde Eva. »Det er mig som en Synd, og dog er jeg uskyldig; min Moder var det ogsaa, min stakkels Moder! Hendes Synd var Kjærlighed, hun opoffrede Alt, mere, end en Qvinde maa. Den gamle Oberst var stræng og heftig, hans Vrede skal være gaaet til Raserie, hvori han ikke vidste, hvad han gjorde. Sønnen var ung og vild, min stakkels Moder en fattig Pige, men saare smuk, sagde man; han talte for hende, og hun blev et ulykkeligt Væsen; det følte hun selv. Oberstens Søn bestjal sin Fader, og en gammel Dame der i Huset. Man savnede det, som var taget. Faderen havde dræbt Sønnen, havde han erfaret, hvorledes det egentlig var; derfor søgte Sønnen i sin Nød til min stakkels Moder, talte for hende, bad hende hjælpe og tage Skylden paa sig. Det Hele, som vilde møde hende, var kun at komme af Tjenesten, meente han. Hun syntes, med Æren var Alt tabt, hun havde jo alt givet ham det Bedste, hun eiede; i Smerte og overvældet ved hans Bønner, sagde hun: ja! - Min Fader har været ond og fordærvet!« - Eva brast i Graad! -

»Du kjære, gode Pige!« sagde Louise og kyssede hende paa Panden.

»Min stakkels Moder blev dømt til en vanærende Straf Jeg kan ikke nævne den. Derfor har jeg aldrig havt Lyst til at komme til Odense. - Den gamle Dame i Oberstens Huus skjulte, af Godhed, sit Tab, men ved en Hændelse kom man efter det. Obersten blev meget forbittret; min Moder var overvældet af Skam og Ulykke, den første Feil havde styrtet hende i dem alle. - Hun kom i Straffeanstalten i Odense. Oberstens Søn gik kort efter bort med et Skib. Min ulykkelige Moder var foragtet; Ingen vidste, at hun af Fortvivlelse og Kjærlighed bar en Skjændsel, hun ikke fortjente; først paa sit Dødsleie, da min Broder og jeg bleve fødte, sagde hun en Beslægtet, at hun var uskyldig. Som en Forbryderske blev hun en Morgenstund baaret i en Straakiste til Graven. Et stort og ædelt Hjerte blev ukjendt bragt til de Døde!«

»Du havde en Broder?« spurgte Louise og hendes Hjerte bankede stærkere. »Døde han? Hvor bleve I stakkels Børn?« -

»Spisekonen derinde beholdt os. Jeg var lille og svag. Min Broder derimod stærk og fuld af Liv. Han levede meest mellem Fangerne, jeg sad i det lille Kammer med min Dukke. Vi vare nok i vort sjette Aar. Da bleve vi Børn hentede op til den gamle Oberst. Sønnen var død ude i fremmede Lande, men før sin Død havde han skrevet den Gamle til, fortalt ham sin Forbrydelse, min Moders Uskyldighed, og at vi vare hans Børn! Jeg skal have lignet min Fader saa meget. Den Gamle sagde strax saa vredt, da han saae mig: »Hende vil jeg ikke have!« Jeg blev hos min Pleiemoder. Min Broder saae jeg aldrig siden, Obersten forlod Byen med ham!«

»O Gud!« sagde Louise! »Du har dog nogle Papirer derom. Kjender Du ikke din Broder? Det er umueligt andet, - Du er Ottos Søster!«

»O Gud!« sagde Eva, hendes Hænder skjælvede, hun blev bleg som et Liig!

»Du besvimer!« raabte Louise og slyngede sin Arm om hendes Liv, kyssede hende paa Øine og Kinder. »Eva! han er din Broder! den kjære gode Otto! O! han vil ogsaa blive lykkelig ved Dig! ja dine Øine ere hans! Eva, Du elskelige Pige!« -

Louise fortalte hende da, hvad Otto havde betroet hende, fortalte om tydske Heinrich, og hvorledes Otto hjalp Sidsel bort, hvorledes de mødtes.

Eva brast i Graad. »Min Broder! O Gud maa jeg dog leve! leve og see ham! Livet er saa smukt! Jeg vil ikke døe!«

»Glæden vil gjøre Dig stærk! der er ingen Tvivl om, han er din Broder. Vi maae fortælle Mama det! O Gud, hvor hun ogsaa vil blive fornøiet, og Otto vil ikke længer sørge og lide, som før. Dig kan han være stolt og glad ved! O kom, kom!« hun førte Eva med til Moderen, der alt var til Sengs, men hvor kunde Louise blive til næste Morgen?

»Herren velsigne Dig, mit gode Barn!« sagde Fruen og trykkede et Kys paa hendes Pande.

Eva fortalte dem nu, hvorledes Obersten havde givet hendes Pleiemoder en bestemt Sum, men det var eengang for alle, havde han sagt. Da siden Pleiemoderen døde, fik dog Eva endnu to hundrede Rigsdaler, og for disse tog den Afdødes Søster hende til sig; med hende kom hun til Kjøbenhavn og ud i Nyboder, hun var da ti Aar gammel. Hun maatte vugge et lille Barn, Broder kaldte hun det, den lille Jonas var det. Alt som hun voxte til, fortalte de hende, at hun var smuk. Det var nu henved fire Aar siden, da blev hun en Aften forfulgt af to unge Herrer, den ene kjende vi, vor moralske Hans Peter. En Morgen kom Evas Pleiemoder med et Forslag, som bragte Pigen til Fortvivlelse. Contoirchefen havde seet hende, og vilde nu kjøbe den smukke Blomst; hans egen hjemme var jo alt en gammel Papaver, som havde skudt sine sex Aflæggere. Da forlod Eva Huset, og kom til de brave Folk i Roeskilde, og fra den Dag havde Gud ret været hende god Hun sank knælende ned for den gamle Frues Seng. Hun var ikke mellem Fremmede; en Moder og en Søster græd med den Lykkelige.

»O maatte jeg leve!« bad Eva i sit Hjertes Dybde. Som en Forklaret stod hun for dem. Gjennem Taarer straalede Øiet Glæde.

Næste Morgen følte hun sig forunderligt angrebet. Hendes Fod vaklede, Kinderne vare som Marmor. Hun satte sig i den varme Sol, som strømmede gjennem Ruderne. Udenfor stode Træerne med store, halvt udsprungne Knopper, een mild Nat kunde gjøre Skoven grøn, bringe Sommer. Men Sommeren var alt i Evas Hjerte, der var Livslyst og Glæde. De store tankefulde Øine hævede sig taknemmeligt mod Himlen. »Lad mig ikke døe nu, gode Gud!« bad hun, og Læberne bevægede sig i bløde Melodier, sagte, som naar Luftningen gaaer over de spændte Strenge.

Hun foldede Hænderne, det blev som Blomster og Guld for hendes Øine, langt borte lød Musik, hun vaklede og sank ned paa Sophaen tæt ved. Livet strømmede bort fra Hjertet; men det var en Lyksaligheds Følelse, en Ro, som naar den Trætte bøier sit Hoved for Søvnen.

»Her er Brev!« raabte Louise fuld af Glæde, og fandt hende hvid og kold. Forskrækket raabte hun paa Hjælp, bøiede sig over hende -

Eva var død.