Indledning

Tilblivelse

Da den fjortenårige Odensedreng Hans Christian Andersen fik gennemtrumfet at måtte søge lykken i hovedstaden, var det ud fra en dunkel forestilling om Forsynets udvælgelse. Kun gennem stædig udholdenhed formåede man at godtgøre sin udkåring fremfor andre. Det kunne gælde andre naturtalenter fra samfundsdybet - såsom den sangbegavede tiggerdreng Jonas i romanen her, der bogstaveligt går tilbunds på sidste side. Portes fortuna adjuvat, lykken står den kække bi. Den tilsyneladende uretfærdighed i udvælgelsen må opvejes gennem en oprejsning i det hinsidige.

Hans Christian holdt trolig ud og gennemførte skolegangen hos den slemme rektor Meisling frem til studentereksamen, der var det attråede adgangstegn til samfundets kulturbærende lag. Da gik han i sit 24. år, og det afgørende slag skulle nu slås. Han satsede bredt, på lyrik, dramatik, epik og ikke mindst rejseberetninger, både om rejser i fantasien (Fodreise) og i fremmede lande (Skyggebilleder). Da han fandt på at kombinere romangenren med rejseskildringen - i Improvisatoren - vandt han sejr; Italiensromanen blev hans gennembrud såvel hjemme som i udlandet.

Men netop succes'en fremkaldte en angst for ikke at kunne stå mål med sig selv. Den trediveårige skriver til digtervennen Ingemann i Sorø august 1835: »Frygten for, at et nyere Værk skal hos Folket staae under det foregaaende, ængster mig...« Og én sag var publikums forventninger, en anden forholdet til vennekredsen og den voksende bekendtskabskreds. Kunne man glemme at han var en opkomling? Risikerede han ikke når som helst at skyggerne fra fortiden meldte sig - måske helt bogstaveligt i skikkelse af den halvsøster, hvis skæbne var ukendt, og som kunne dukke op og kompromittere sin kendte bror.

Han valgte at tage tyren ved hornene og digterisk bearbejde sit sociale trauma. For så vidt havde han allerede gjort det i Improvisatoren, hvor fattigbarnet Antonio frygter for at komme i sin tiggeronkel Peppos vold Men dér havde kunsten været den vinge ved hvis hjælp det unge talent svang sig i vejret. Otto i den næste roman må gøre en borgerlig karriere og bekæmpe sin angst og sine komplekser.

I begge romaner har helten faet en kontrasterende ven fra sit nye overklassemiljø: overfor den troskyldige Antonio stod den verdenserfarne senatornevø Bernardo, og overfor den nærtagende og mørksindede Otto står nu baron Vilhelm med det utvungne væsen og lettere sind. I det ambivalente forhold mellem de to akademikervenner er indgået træk af Andersens forhold til den jævnaldrende Edvard Collin - således den famøse dus-historie (den bliver foregrebet ved at baronen allerede i bogens begyndelse må nødes til at drikke dus med de øvrige kammerater, men derpå udvidet til at Otto føler blokeringer).

Imidlertid blev den anden komponent i værkets plan ikke forglemt, nemlig rejseindslagene og de pittoreske miljøer. Titlen skulle oprindelig lyde: »De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne«; og i november 1835 skrev Andersen til sin brevveninde Henriette Hanck (af hvem han indlagde et vers som motto for et af kapitlerne): »Det er en Skildring af vor Tidsalder fra 1829 til 35, den bevæger sig kun i Danmark; jeg troer det vil være fortjenstfuldt og give Arbeidet en sjælden Interesse, at Digteren skildrer hvad han kjender, hvad han lever i. Om mange Aar har man da et tro Billede af vore Dage ...« Her er steds- og tidsbilledet rykket i forgrunden, og selvom de danske scenerier dominerer, er der desuden indflettet glimt fra Schweiz og Italien. Alt er lige autentisk - undtagen småbyen Lemvig, der er stykket sammen af indtryk fra Slagelse og Fåborg - og et forsvar for virkelighedskunsten modsat fantasibillederne gives i en af kapitelindledningerne (s. 132, sml. 204).

I den endelige form er de to motivkredse forenet på hemmelighedsfuld måde i titlen: hovedpersonens initialer antyder tillige hans dystre oprindelsesmiljø. En lokalitet fra provinsen (som Andersen huskede levende fra sin egen barndom) kommer herigennem til at spille dulgt med i hele hans historie, mens andre brede beskrivelser fra by og land far mindre betydning for handlingen. :::

::: subsection

Komposition

Da hovedtemaet således er afdækningen og opgøret med den fortrængte fortid, bliver kompositionen anderledes end i Improvisatoren. Den følger ikke heltens levned kronologisk, men sætter ind hvor en første hurdle er overvundet - artium - for da at vise hvordan de udvidede livscirkler medfører konfrontationer med det forgangne. Af samværet med den unge baron følger mødet med tiggerdrengen Jonas og siden med hans »søster« Eva; senere igen, på den fynske herregård, med taterkvinden Sidsel. Dyrehavsturen efter Anden Eksamen indebærer gensynet med Ottos egentlige onde ånd, Tyske Heinrich. Og besøget i den jyske hjemstavn, der afrunder 1. del, genopliver mørke barndomsminder og slutter med, at Heinrich endnu en gang dukker frem på tilbageturen over heden - idet Ottos heste symbolsk kommer af sporet (s. 117). Forfatteren agerer forsyn, og i Forsynets plan for den enkelte er intet tilfældigt.

Samtidig med at de stadig bredere radier blotlægger Ottos skjulte livsmønster, far de værdi i sig selv som danske samfundsbilleder. Først de københavnske: rusgildet med vægtersjov, kastelsvolden, den herskabeligejulefest og Dyrehavsbakken; Ottos diskussion med Vilhelm om Jylland kontra Fyn foregriber provinsbillederne: turen til Roskilde og Korsør, præsentationen for læserne af Fyn og Jylland (s. 51, 75). Udmalingen aflivet på de fynske herregårde afspejler Andersens ophold på henholdsvis Lykkesholm og Ørbæklunde. Det sidste sted skildres mildt ironisk, da ejeren er den naragtige kammerjunker der skal slå Otto ud som frier. Men skarp ironi falder over selskabslivet i den lille nordjyske købstad (s. 116-117). Sammenstillingen deraf med hovedstaden viser videre til romanens 2. del.

Denne er løsere episodisk opbygget, men samler sig om København og Fyn, hvor Ottos livstråde spindes. Besk satire er hans kurator-familie med far og søn som gehejme kunder hos samme glædesdame - og tillige ude på at købe den smukke Eva i Nyboder (s. 134, 249). De københavnske interiører omfatter i øvrigt musikalske soireer, salondiskussioner om litteratur og kunst, fastelavnsbal i Studenterforeningen - og ekko af Julirevolutionen. De har den handlingsfunktion at nærme Otto til Vilhelms ene søster, den spirituelle Sophie, og profilere deres anskuelser. Samkvemmet bliver fortættet på den fynske gård, hvor Otto søger at kappe trådene til fortiden - ved at befri sin indespærrede formente søster Sidsel - og planlægge en fremtid med Sophie. Det sidste glipper, til gengæld træder Vilhelms anden søster Louise i forgrunden, der glimrer mindre, men er hjælpende og forstående. Hun bliver også den som Eva under sin sygdom betror sig til, og vi er nu så tæt på familiegådens opklaring, at fortælleren lader os se tilbage til Ottos og Evas fælles fødsel i Odense Tugthus. Forskelsbehandlingen af de moderløse tvillinger har været så flagrant, at Heinrich kunne bruge den som begrundelse for sine manipulationer. Men naturligvis kan hans svindel og afpresningsforsøg ikke undskyldes, og idet Otto nu vil sætte bo med Louise, kommer forfatterforsynet ham til hjælp ved at sende Heinrich og hans datter tilbunds i Storebælt (som anført i begyndelsen går den skyldfri Jonas med i købet). Det var den druknedød Otto havde søgt, da han første gang genså tyskeren. Regnskabet er udlignet.

Det fuldbyrdes i det sidste af de mange korte kapitler. De har ingen resumerende overskrifter som i Improvisatoren, derimod mottovers, der anslår deres stemning eller tema, og som er hentede fra tidens digtere (et enkelt fra Andersen selv s. 51; således havde vennen Carl Baggers samtidige roman Min Broders Levned selvlavede versmottoer). Det er som meget andet overtaget fra Walter Scott, feks. »Rob Roy«, sikkert fordi det kunne understrege fortællerens aktive medleven. Han formidler sit stof med skønsom tilrettelæggelse, fordelt i små virkningsfulde portioner, hver enkelt udstyret med en devise. Det kan forekomme for litterært anrettet ligesom de ledsagende betragtninger; senere tider er vant til en diskret alvidende beretter, neutral som kameraet eller mikrofonen. Men selve den virksomme formidling muliggør en friskhed og oplagthed i sproget, som har holdt sig usvækket. :::

::: subsection

Karakterbilledet og kulturbilledet

Mens improvisatoren havde mange af sin forfatters karaktertræk, har Andersen denne gang stræbt efter en hovedfigur der er anderledes. Allerede navnet med de mørke vokaler og kammeraternes omtale tyder mod et tungt og heftigt sind, stolt og utålsomt. Som dreng var han stridig og uregerlig, ja endog ondsindet. Arven fra faderen er uheldig: en hæmningsløs egoist der bragte en ung pige to gange i ulykke. Fødselsstedet og opvæksten blandt straffefanger og siden hos den hårde bedstefader har ikke bedret sagen. Han er indkapslet i trods og skyld; efter engelske og franske mønstre identificerer han sig med Mazeppa, der straffedes ved at være bundet til en vild hest, og med den mærkede Kain. Tvillingsøsteren Eva har derimod moderens uskyldsrene sjæl. 1830rnes romantik, den såkaldte romantisme, yndede sådanne psykiske kontraster. Dertil kommer de sociale modsætninger, der får udtryk i Ottos had-kærlighed til baron Vilhelm og Evas smertefyldte afslag på dennes frieri. Disse samfundsmæssige misforhold sættes i grel belysning gennem budskabet om Julirevolutionen, men de politiske perspektiver interesserer hverken romanens helt eller dens fortæller. Otto skal ikke hærdes til at blive oprører, men tværtimod blødes op til at blive integreret i samfundet som gårdbesidder og lykkelig ægtemand med den fromme Louise. De to vil kunne mødes i troen på et nådigt forsyn. Og som profeteret i begyndelsen (s. 30) kan han grundlægge et nyt stamtræ.

»Han er saadan en smuk Slagskygge i Hverdagslivet!« siger den æstetiske Sophie. Nulla lux sine umbra (intet lys uden skygge), som der står på visse sol-ure. Det gælder bogens karakterportræt i forhold til dens kulturbilleder, men også disse selv. Vi ser nationens skyggesider, dog dominerer indtrykkene af de vekslende landskaber, af menneskenes dont og snurrigheder - et myldrende panorama af folkeliv, historieminder, hverdag og festskikke. De stedvise jævnførelser med udenlandske forhold røber at Improvisatorens forfatter også har tænkt på sine fremmede læsere. Som rundvisning i 1830rnes Danmark er romanen uden sidestykke og vinder derved i værdi for eftertiden. HC. Andersen skrev med rette i brevet til Henriette Hanck (ovf s. 264): »Om mange Aar har man da et tro Billede af vore Dage; og har jeg heldigt givet det, da maa jo Bogen, jo ældre den bliver faae des større Interesse.« :::

::: subsection

Modtagelse

Romanen udkom i marts 1836 og blev vel modtaget i vennekredsen, selvom den rummede nærgående portrætter, f eks. af Andersens sværmeri Riborg Voigt som Sophie. Men nogle af damerne fandt, at den var for stærkt præget af bitterhed fremfor at vise taknemmelighed over det dannelsestrin som forfatteren og hans helt havde nået (således fru Signe Læssøe i brev til Henriette Hanck). Det samme antydes i den eneste offentlige omtale, som fremkom i det ansete Maanedsskrift for Litteratur 1837 og efter tidsskriftets skik var usigneret Andersen formodede at den var forfattet af hans forhenværende rektor, Simon Meisling; anmelderen var imidlertid en anden latinskolelærer, F.C. Olsen. Han omtaler udførligt den nye roman sammen med Improvisatoren og fremhæver den på dennes bekostning. Men han tilføjer at stof og personer jo også ligger forfatteren nærmere end det italienske. Derimod savnes karakterudvikling hos hovedpersonen; Otto har ingen »indre organisk Stræben«, han »begynder som et Barn, og ender i flere Henseender ikke stort anderledes«. Til gengæld har forfatteren ved sin hurtige opfattelsesevne erhvervet sig en rigdom af poetisk frugtbare forestillinger, tro og klare billeder og understøttende erindringer. Med anskueligt liv griber han scener af folkelivet eller natursituationer fra Jylland eller Fyn. Men de kan være løst påhægtede, uden anden forbindelse med handlingen eller karaktererne end at hovedpersonerne har været nærværende ... Til slut formanes Andersen om at fortsætte uddannelsen af sin smag og holde sig til »saadanne Opgaver som han med sin Phantasie fuldkomment kan omfatte og beherske«.

Måske har Olsen med de sidste ord tænkt på eventyrene, der så småt var begyndt at udkomme. Dog vandt romanen snart læsere og blev straks samme år oversat til tysk og kort efter til andre sprog. Den har sidenhen stået noget i baggrunden for Andersens øvrige romaner, men ejer dog særlige kvaliteter, både psykologisk - ved at vise et menneske med fortidsknuder - og kulturhistorisk - ved at give et tværsnit af vort land for halvandet århundrede siden. :::

::: subsection

Tekstforhold. Tekstrettelser

Manuskripter til O.T. findes på Det kongelige Bibliotek i den Collinske Samling 24,4°, 1-2 (hvortil 2 blade i Collin 29,4°, 4). Nr. l er en kladde incl. nogle brudstykker, og den belyser romanens hurtige tilblivelse. BL l har hverken overskrift eller motto, men ordene Lørdagaften den 8 September 1835 begyndtes paa Romanen. Ved slutningen af 1. Del dateres Kjøbenhavn den 28. October og umiddelbart under: 2den Deel og med anden pen Oehlenschläger-citatet fra kap. IV.

Manuskriptet til 2. Del har overskriften Anden Deel af De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindsen, af H.C. Andersen; titlen er også kendt fra korrespondance, jfr. nedenfor og Ole Jacobsens indledning til udgaven 1943. Til allersidst står den 18. October 1835 og efter overstregning Januar 1836.

Om nr. 2 tør man kun bruge ordet renskrift, forsåvidt som det er trykmanuskript, idet rettelser og overklæbninger stadig florerer. Omtales skal kun det løse titelblad, hvor ovennævnte titel er overstreget til fordel for O.T., og som iøvrigt har det i bogen ubenyttede motto:

::: {.citation .ml-5 .my-5} »Greif nur hinein in's volle Menschenleben! Ein jeder lebt's, nicht vielen ist's bekannt, und wo ihr's packt, da ist's interessant!« Goethe. :::

Bogen udkom i forfatterens levetid kun i 1. udgave og som 3. bind af'Samlede Skrifter (31.12.1853, ikke i løssalg). Teksten er principielt uændret, i stavningens og tegnsætningens enkeltheder underkastet en vis normaliserende tendens, se udgaven af Improvisatoren i nærværende serie.

I forhold til 1. udg. retter nærværende udgave følgende steder, foruden at d/D i ordene De, Dem, Deres er reguleret ca. 15 steder. Originalformen står før kilen, denne udgaves efter kilen.

17,12 fn.

Iagtagelser > Iagttagelser

42,15

Aldrig aldrig, > Aldrig aldrig

64,6

fjanret > fjantet

67,2

Jacoba > Jakoba

78,15 fn.

Evalds > Ewalds

105,3

minutterna ligesom räcka og > minuterna liksom räcka och

106,1 fn.

fo > for

127,2

Corregio > Correggio

127,14 fn.

skvulpe > skvulpede

130,14 fn.

Nei »Naboerne!« > »Nei Naboerne!«

130,13-12 fn.

»saaledes... Boutikker«... »at... mere!« > saaledes... Boutikker...at...mere!

132,13

Trylleriet > Trylletræet

137,2 fn.

den mig > den med mig

151,2 fn.

Kind > Kind ind

159,8 fn.

Théatre > Théâtre

159,6 fn.

Genre > Genrer

160,16

Frydendal > Frydendahl

161.15

Thorwaldsens > Thorvaldsens

161.16 fn.

Elisés > Élysées

161,2 fn.

forsøge > forsøge

165,15-14 fn.

Hosten, meente han, man > Hosten,« meente han, »man

169,11

af>ad

173,1 fn.

Büsschings > Büschings

174,4

skummende > skummede

175,15

kom > kommer

178,7 fn.

Coreggios > Correggios

193,10

skulle > skulde

217,19

en Eng > Engen

220,17

parralleløbende > parallelløbende

222,11 fn.

Francesscos > Francescos

229,6

kunde > kunne

229,15 fn.

Addresse > Adresse

231,4

Poul > Paul

236

XXI > XXII (og tilsvarende bogen ud)

245,8 fn.

Maria > Marie

251,3

Göethe > Goethe

251,5

Livs-Lyst > Livslyst (ved linieskift)

257,7 fn.

Wawerley > Waverley :::

::: subsection

Litteraturhenvisninger

H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck, udg. af Svend Larsen 1941_46 (Anderseniana IX-XIII).

Ole Jacobsen: Indledning og fyldige noter til Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave 1943 (Romaner og Rejseskildringer II).

Cai M. Woel: H.C. Andersen, II 1950 s. 19-27.

Villy Sørensen: Hverken-eller, 1961 s. 145-48.

Henning Fonsmark: Forord til udgaven i Hans Reitzels serie 1962. Aage Jorgensen: Studier i H.C. Andersens roman O.T. (Danske Studier 1963 s. 26-54).

Claes Kastholm Hansen: Den kontrollerede virkelighed. Virkelighedsproblemet i den litterære kritik og den nye danske roman i perioden 1830-1840, 1976 s. 78-84.

Johan de Mylius: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse, 1981 s. 103-21.

Wilhelm v. Rosen: Venskabets mysterier (Anderseniana 1980 s. 168-89). :::

::: subsection

Noter

9

første Examen: i modsætning til philologicum og philosophicum (s. 11), der tilsammen kaldtes Anden Examen.

10

Examen artium: lat, studentereksamen. - rex convivii: lat, gildets leder. - Libationen: drikkeofferet, drikkelaget. - Favete lingvis: lat, vær stille. - laudabilis et quidem egregie: lat, udmærket rosværdig (1. karakter med udmærkelse). - magister bibendi: lat, leder af drikkelag, - gaudeamus igitur: lat, lad os altså glæde os (begyndelsen af studentervise). - integer vitæ: lat, uskyldig i livet (ode af Horats benyttet som studentervise).

11

vivant omnes hi et hæ: lat, leve alle mænd og kvinder. - militaire Øvelser: Studenterkorpset til Københavns forsvar var ved stiftelsen 1801 frivilligt, men blev fra 1812 obligatorisk for alle immatrikulerede studenter.

- philologicum og philosophicum: den filologiske og den filosofiske del af den for alle studier fælles Anden Eksamen (svarende til den senere Filosofikum).

12

præcæteris: lat, fremfor de øvrige, udmærkelse. - non: lat, forkortet for Non contemnendus, ikke foragtelig, 3. karakter. - indkaldt: eg. om kandidater der opnåede udmærkelse og som anerkendelse blev indkaldt til rektor. - Evoe Bacchus: gr., hil Bacchus (bacchantindernes hyldestråb til vinguden). - dulce cum sodalibus: lat., lifligt blandt fællerne (smager den gode vin), begyndelsen af studenterdrikkevise. - paa eet Bogstav nær: ifølge Hans Brix (H.C. Andersen og hans Eventyr 1907 s. 81) skjult allusion til A.S venner digteren Carl Bagger (1807-46, forfatter til kapitlets mottovers) og Edvard Collin (hvis navn er henført til lat. collis = bakke).

13

valete amid: lat, farvel venner. - sælle: sølle. - Endymion: i græsk mytologi månegudinden Selenes elsker, hvem Zeus bl.a. skænkede en evig søvn. - Kirkegaard: Nikolai (senere sløjfet).

14

Gripomenus: latinisering af nedertysk griphummers (hummere med gribekløer), vægter eller betjent

16

Chamisso: A.v.C, tysk romantisk digter (1781-1838). - Tibul og Anakreon: antikke lyrikere.

18

Jeronimus: sml. Holbergs »Erasmus Montanus« (3. akt 5 se.).

19

Hoffmann: E.T.A.H, tysk romantisk digter (1776-1822).

21

Sønnens Ord: Lukas 2, 49. - See Tordenskyen trækker: sang fra Heibergs vaudeville »De Uadskillelige« til melodien »O pescator delF onda«.

22

Fruentimmerhaderen: fransk syngespil, opført fra 1811 på Det kgl. Teater. - Kupido: lat. navn på kærlighedsguden.

25

Carrara: norditaliensk by med berømte marmorbrud.

26

Digt af Heine: »Mein Herz, mein Herz ist traurig« (fra samlingen »Buch der Lieder« 1827). - Spectatum veniunt...: lat, (kvinderne) kommer for at se, og de kommer for selv at blive set (»Års amandi« 1,99). - Psyche: gr., personifikation af sjælen, ofte afbildet som en ung kvinde sammen med kærlighedsguden Eros (Amor).

27

Hvor Hverdags-Sladdrens...: fra Chr. Winthers fortællende digt »Ringens Indskrift« (l835).

28

Astral-Lampe: lampe med ringformet oliebeholder (eg. stjernelampe). - forsørgede: forsynede. - Johan fra Bologna: flamsk-italiensk billedhugger fra 16. årh. - Nytaarsgave...: årlig antologi udgivet af H.P. Holst 1835-38.

29

Il attend toujours: fr., den venter stadig.

32

Heiberg: fra vaudevillesangen »Dyrehavsreisen« (1825). - Linken's Bad: Das Linke'sche Bad, yndet sommerforlystelsessted. 33

Præciosa: musikdrama af GM.v. Weber. - Malene afMarstrand: »En Kildereise« (1830). - Kirsten Piil: bondepige som i 16. årh. opdagede en kilde i Dyrehaven. - Savojarder: drenge fra Savoyen i Nordfrankrig, der drog rundt i fremmede lande og optrådte med sang, dans og musik. - Largo del Castello: slotsplads, omtalt i »Improvisatoren«. - Frederikssteen: fæstningen i Frederikshald (nu Halden), hvor Karl XII faldt 1718. - Bangeneet: bajonet.

34

den gamle Jøde: Michel Levin, d. 1835. - Thespis: oldgræsk digter, anset for grundlægger af tragedien, efter overleveringen på et omflytteligt teater.

35

Lido: stranden ved Venedig. - Moccoli: ital, lysfest der afslutter det romerske karneval (skildret i »Improvisatoren«).

37

in puris naturalibus: lak, i ren naturtilstand, nøgen.

39

Zedlitz: østrigsk digter (1790-1862). - Horace Vernet: fransk maler (1769-1836). - Mazeppa: ukrainsk adelsmand fra 17. årh., digterisk behandlet af Byron i versfortællingen af samme navn (1819).

41

Fyensreisen: se note til s. 226.

42

Wiedewelt: billedhuggeren Johs. W. skabte den ene af de fire allegoriske kvindestatuer omkring Frihedsstøtten. Da han druknede sig i Sortedamssøen 1802, skrev Oehlenschläger det her citerede mindedigt. - Digterboligen: Bakkehuset, bolig for K.L. Rahbek og hans hustru Kamma (d. 1830 og 1829). - Philemon og Baucis: efter det græske sagn et gammelt ægtepar, som gæstfrit modtog guderne Zeus og Hermes; til belønning blev deres hytte forvandlet til et tempel, og det forundtes dem at do samtidig.

43

St. Denis: by nord for Paris, i hvis klosterkirke Frankrigs konger ligger bisat

45

Frankenau: Rasmus F. (1767-1814), læge og populær visedigter. - Bastholm: Hans B. (1774-1856), præst og bogsamler. - hellig Anders: sjællandsk folkehelgen, efter traditionen død 1205.

46

Birckner: M.G.B. (1756-98), præst og oplysningsforfatter.,- Kong Salomon ...: vaudeville af Heiberg (1825), som foregår i Korsør.

47

Digteren, som Lille: Jens Baggesen i digtet »Da jeg var lille«. - Telegraph: optisk telegraf til Nyborg.

48

Børten: smakken (færgebåden) over Storebælt. - Schalburgs: gæstgiver i Nyborg.

49

Pidsk: rus. - Schattenspiel: ty., selskabsunderholdning med skyggebilleder.

51

Bulwer: E.L.B. (1803-73), engelsk romanforfatter. - Papaver: valmuer. - Romana: generalen for de spanske hjælpetropper.

53

Carl Rise: navn på den ungdommelige helt i Ingemanns roman »Valdemar Seier« (1826).

56

Dyveke: sørgespil af OJ. Samsøe (1796).

57

Ørsteds Forelæsning: H.C Ørsted forelæste på universitetet over fysik og astronomi.

58

Mænader: gr., kvinder der i ekstase tilbad vinguden Bacchus (bacchantinder).

59

Meg Merrilies: dæmonisk sigøjnerkvinde i Walter Scotts roman »Guy Mannering« (1815).

60

Voss's Louise: idyldigtet »Luise« (1783-84) af den tyske digter Johan Heinrich Voss (1751-1826). -Jean Paul: pseudonym for J.P. Richter (1763-1825), tysk romanforfatter. - Claudius: Matthias C. (1740-1815), tysk digter. - Wandsbeckerboten: det populære tidsskrift »Der Wandsbecker Bote«, udgivet af Claudius 1770-1775 i Wandsbeck ved Hamborg.

61

Chapeaubas: fr., cylinderhat (eg. flad hat). - Kenilworth: roman af Walter Scott (1821), bearbejdet 1836 af A. til operaen »Festen paa Kenilworth« med musik af Weyse.

65

Ellen Marsviin: adelsdame (1572-1649), hvis datter Kirstine Munk ægtede Christian IV.

66

Cancellieraad Thomsen: arkæologen Chr. Jürgensen Thomsen (1788-1865), bestyrer af Oldnordisk Museum. - Præsident Lars: komisk person i »Der Wandsbecker Bote« (s. 60).

73

Fra Diavolo: italiensk røverhøvding (1760-1806), omtalt i »Improvisatoren« tillige med Itri.

75

Hesperien: gr., landet mod vest. - Coloni: de såkaldte kartoffeltyskere, som indkaldtes 1760 for at opdyrke alheden.

78

Wieland: C.M.W. (1733-1813), tysk digter. - Fielding: Henry F. (1707-54), engelsk romanforfatter. - Millot: C.F.M., fransk historiker hvis verdenshistorie blev udgivet i dansk bearbejdelse i 1780erne. - Von der Hagen: F.H. v.d.H. forfattede folkebogen »Narrenbuch« 1811. - Albertus Julius: saksisk sofarer hvis eventyrlige levned var skildret af J.G. Schnabel, dansk overs. 1761-65. - Spectator: Addison og Steeles kulturdebatterende tidsskrift fra 1711-12, dansk overs. 1742-43.

81

Das Goldne Vliess: dramatisk digt (1821) af den østrigske digter Franz Grillparzer (1791-1872).

85

C.J. Boye: dansk præst og digter (1791-1853). - kat' exochén: gr., fortrinsvis. - Viborg Samler: avisen Viborger Samler, udk. 1773-1839. - Nyerup og Abrahamson: Rasmus N. og W.H.F.A., litterater og udgivere (udgav bl.a. danske folkeviser 1812-14).

86

Mathilde: Caroline Mathilde, Christian VIIs dronning, bisat i byen Celle ved den luneburgske hede. - pede suspenso: lat., med løftet fod el. pote, fra Phaedrus' dyrefabel om ornen, katten og vildsvinet.

88

Le Lode: schweizisk by, hvor A. 1833 besogte urmagerfamilien Hourier (sml. s. 90, besvogret med den danske hofurmager Urban Jurgensen, s. 171). Familiemedlemmerne og lokaliteterne er beskrevet i »Mit Livs Eventyr«.

92

Bartholomæidag: 24. august. - Strueaal: ål der stru(d)er, spræller. 94 Grumsling: taterord om mindre barn.

95

Revolution: julirevolutionen 1830. - Tyrken binder...: gammelt folkesagn, blå. omtalt hos Holberg.

100

Morton: engelsk lystspilforfatter (1764-1834).

101

Congregationen: samlingsbetegnelse for gejstlige ordener, som søgte at f! deres tidligere rettigheder tilbage. - Polignac: Jules P. dannede ministerium 1829 og blev som kongetro politiker dømt efter statskuppet til livsvarigt fængsel.

102

Rousseau: filosoffen JJ.R. var tillige musiker og komponerede syngespil, romancer m.m.

103

Jeannot og Colin: syngespil af CG. Etienne, opført på Det kgl. Teater 1818. - Ønskerne: ungdomsdigt trykt 1827.

104

Vilhelm Tell: drama af Fr. Schiller (1804) om den schweiziske frihedshelt fra ca. 1300. - Hvo som griber...: Matth. 26,52. - Ludvig den Sextendes Datter: Marie Therese Charlotte (1778-1851), ægtede Karl Xs søn Hertugen af Angouléme.

105

Teckningar...: Fredrika Bremers anonyme debutbog 1828. - Naar Syndere ...: Ordspr. l, 10. - Phaeton: i gr. mytologi søn af solguden Helios. Træet: lindetræet i gården til studenterkollegiet Regensen ved Købmagergade, plantet 1785.

106

Det byronske Farvel: digt skrevet af Byron 1816 i forbindelse med separationen fra hans hustru.

107

Sagnet: findes i Thieles »Danske Folkesagn« IV 1823 (sml. s. 59). 109 Kabale og Kjærlighed: sørgespil af Schiller 1784. - De Annecteerte: bataljoner eller kompagnier, der som forstærkning var tilknyttet linjebataljoner.

110

Lafitte: J.L. (1767-1844), kongetro politiker, førsteminister efter revolutionen 1830-31. - Lafayette: J.-M. L. (1757-1834), officer og chef for Nationalgarden 1789 og 1830. - inforibus: lat, i fuldt flor, i herlighed. Jægerbruden: CM.v. Webers opera »Der Freischutz«, opført på Det kgl. Teater fra 1822. - de Sandsesløse: tysk lystspil af Kotzebue, opført på Det kgl. Teater 1810.

111

Des Knaben Wunderhorn: samling af tyske folkeviser (1806-08).

112

Dannevang: Ingemanns fædrelandssang »Dannevang med grønne Bred« (1816).

113

Boreas og Zephyr: i gr. mytologi norden- og vestenvinden.

114

Le Lode: sml. note til s. 88. - Stamblad: blad af stambog, hvori venner og gæster skrev deres navne tilligemed sentenser, vers o.l.

116

valgbare: til stænderforsamlingerne af 1834, hvor der krævedes grundejendom eller fæste for at opnå valgbarhed såvel som valgret. - Dejeuner: fr., frokost.

117

Pundtlæder: tykt sålelæder.

118

Klynerne: mosetørvene (sml. s. 112).

121

Jean Paul: sml. note til s. 60. - Gerson: Nic. G. (1802-65), jødisk købmand og pianist.

122

Madonna di Foligno: maleri af Rafael i Vatikanets Pinakotek, opr. i den mellemitalienske by Foligno (Fuligno).

125

Carpe diem: lat, nyd dagen (Horats Oder I 11). - Tancredi: opera af Rossini (1813), opført i København 1820.

126

Digteren siger: A. selv i digtrækken »Hjertets Melodier« 1830. - Pilgrimen ved Rhinen: »The Pilgrim of the Rhine« 1834, overs. så. 127

Correggio: A. Correggio, italiensk renæssancemaler (1494-1534). - Amor als Landschaftsmaler: digt fra Italien 1787. 128

H Hertz: af læredigtet »Naturen og Kunsten« (1832). 130

Herrer i Aandernes Rige: efter omkvædet på Chr. Winthers studentersang ved Studenterforeningens stiftelse 1820, »Her under Nathimlens rolige Skygge«.

131

Mynster: J.P.M. var hofpræst og siden 1834 Sjællands biskop. - Spindler: Karl S. (1796-1855), tysk forfatter af underholdningsromaner. - Johanna Schoppenhauer: tysk populærforfatter (1766-1838, moder til filosoffen Schopenhauer). - Foreningen: Studenterforeningen (sml. s. 150-151). Rødhætten: syngespillet »Den lille Rødhætte« med musik af Boi'eldieu, opført på Det kgl. Teater 1819. - Massa-Carrara: toscansk landskab (sml. s. 25). - Hverdagshistorien: Thomasine Gyllembourgs anonyme »En Hverdagshistorie« 1828.

132

Tiecks Alfer: eventyrfortællingen »Die Elfen« 1811.

133

Søvngjængersken: fransk ballet, bearbejdet af Bournonville, opført 1829.

134

Kjæden: velgørende selskab stiftet 1811. - Laprierepour tons: fr., Bønnen for alle, i digtsamlingen »Les feuilles d'automne« 1831.

136

Vigué: formodentlig den franske forfatter Louis-Jean Vigée (1758-1820). - Galgemænd: menneskelignende rødder af alruneplanten, der mentes især at gro under galger.

137

en berømt Poet: måske A. selv, sml. her s. 84. Lethraborg: Ledreborg, hovedgård ved Lejre.

141

Lulu: opera fra 1824 af Kuhlau med tekst af Chr. Giintelberg (1791-1842). - Gjengangerbrevene: Henrik Hertz' anonyme »Gjengangerbreve« 1830, litterære causerier i den nylig afdøde Baggesens rimede epistelform.

142

Cain: Byrons bibelske drama fra 1821. - Notre Dame: Hugos roman »Notre-Dame de Paris« fra 1831, overs. 1832.

144

Krähwinkler: ty., indskrænket provinsbo, molbo. - Kjobenhavnsposten: tidsskrift redigeret af A.P. Liunge (siden 1827), polemisk mod Heiberg. - Dem i Sorø: Hauch, Chr. Wilster m.fl. lektorer ved Sorø Akademi, modstandere af Heiberg. - hellig Andersen: A. selv (med hentydning til Hellig Anders, sml. s. 41). - Pjat, Pjat!: digt af A. trykt i Kjøbenhavnsposten 1830.

145

Pottemager Walter: romantisk drama 1813. - Psyche: det ufuldendte drama »Psyches Indvielse« 1827. - Billedgalleriet paa Christiansborg: den kongelige malerisamling, nu på Statens Museum for Kunst. - Ruysdal: de hollandske landskabsmalere Salomon van R. (1600-1670) eller brodersønnen J.I. van R. (1628-82). - Salvator Rosa: italiensk maler og digter (1615-73). Hentyder til maleriet »Jonas prædiker for Ninives indbyggere«.

147

Voyage de Pythagore: fransk rejsebeskrivelse fra Orienten 1799.

148

Calderon: spansk dramatiker (1600-1681). - italienske Sonetter: formodentlig »Römische Elegien«. - Skriften: Matth. 5,28.

150

Dr. Balfungo: anagram af dr. Oluf Bang, kendt overlæge og versemager (1788-1877, farfar til Herman Bang). - Burschenschafter: ty., lav, korporationer. - Caledonia: det første danske dampskib (1819, bygget som hjuldamper).

151

Bangeneet: se n.t. s. 33. - Den gamle Jøde: se n.t. s. 34. - Polignac: se n.t. s. 104.

152

Krähwinkler: se n.t. s. 144. - Kjældermænd: ordspil.

153

Bunterad: ty. (bunte Reihe), afvekslende rækkefølge. - Rescriptet: kundgørelsen af 11. februar 1831 om at kongen ville indføre provinsialstænder.

154

Børstedrenge: sml. s. 33.

156

Polen: opstanden mod Rusland var udbrudt i november 1830. - Chartet: den af Louis XVIII i 1814 udstedte forfatningslov. - Toget mod Algier: erobringstogt 1830 iværksat af Karl X og Polignac. - Peyronnet: C.P., indenrigsminister urider Polignac.

157

Ceux qui pieusement...: begyndelsen af digtet »Hymne« fra samlingen »Les chants du crépuscule« (1835). - Eckensteher: ty., drivert, bisse, her: gadedrengevits. - Jules Janin: fransk forfatter og kritiker (1804-74). Pas: fr., ballettrin. - Taglioni: Marie T. (1804-84), svensk-italiensk balletdanserinde, tilknyttet Pariseroperaen 1827-32. - Place royale: fr., nu Place des Vosges.

158

Europe litteraire: fr., litterært selskab i Paris. -Jardin des plantes: fr., Botanisk Have. - Barthelemy: A.-M. B. (1796-1867), fransk digter.

159

Vaudevillen: Théâtre du Vaudeville. - Saint Martin: teatret Porte S.M. Mademoiselle Mars: kunstnernavn for skuespillerinden Anne Salvetat (1779-1847).

160

Leontine Pay: parisisk skuespillerinde (1770-1845). -Jenny Vertpré: parisisk skuespillerinde (1797-1865). -Jomfru Påtges: Johanne Luise Heibergs pigenavn før ægteskabet 1831 med J.L Heiberg. - La reine de seize ans: skuespil af J. Bayard 1828, overs. af A. og opført med fru Heiberg i titelrollen 1833. - Mad. Wexschall: Anna W. (1803-56), skuespillerinde, gift 2. g. 1834 med skuespilleren N.P. Nielsen. - Frydendahl: P.J.F. (1766-1836), skuespiller især i det komiske karakterfag. - Sylphiden: ballet af F. Taglioni (hvori datteren Marie T. optrådte, sml. n.t. s. 158). Nathalie: opera af A. Reicha 1816.

161

Marmorkirken: Frederikskirken henlå ufuldført af økonomiske grunde (indtil Tietgens initiativ til fuldførelse i 1870erne). - Pantheon: antikt rundtempel i Rom, senere indrettet til kirke. - Pedermadsensgang: berygtet smøge mellem Østergade og Grønnegade.

163

Parce: lat, skæbnegudinde.

165

Schefer: den tyske digter Leopold S. (1784-1862).

168

Heiberg: af »Den hellige Anders« 1815. - De Blade gjør'...: af Stubs arie »Du deylig Rosenknop«.

169

Abrahams og Loths Hyrder: 1. Mos. 13.

170

Kongeaaen: skal være Susåen.

Büschings Volkslieder: »Sammlung deutscher Volkslieder« 1807. Citat fra digtet »Mailied«. - Børten: se n.t. s. 48.

175

Henriette H: Henriette Hanck (1807-46), forfatterinde fra Odense, A.S ungdomsbekendt og korrespondent (i følgende udgaver er navnet skrevet helt ud). - slaaet sin Potte: spillet et parti kegler (eg. om indskudspotten).

177

Djævelen, der var faret i Svinene: Matth. 8,32. - Hero: i gr. overlevering præstinde i Sestos ved Hellespont; hun elskede Leander fra Abydos på den modsatte side af det smalle sund og vejledte ham med lys om natten, så han kunne svømme over til hende.

178

Faust og Margrethe i Løvhytten: efter Goethes »Faust« 1. del (v. 3205 »Ein Gartenhåuschen«). - Correggios Magadelene: »Maria Magdalene« af Correggio (se n.t. s. 127) havde A. set i Venedig 1834.

179

Søvnen: i digtet »Die Phantasie«, som dog ikke skildrer søvnen, men fantasien.

183

Rückert: den tyske digter Fr. Rückert (1788-1866). 184

183

Kobolt: nisse eller lille trold.

190

Dahl: nordmanden J.C.D. (1788-1857) med maleriet »Vesuv i Udbrud« 1821.

192

Folkevise: skillingsvisen »Soldatens Hjemkomst« (efter tysk). Incubus: lat, mare, ond ånd. - Novalis: pseudonym for den tyske digter G. Hardenberg (1772-1801).

197

Skotrok: en slags håndrok, tidligere almindeligt anvendt i spinde- og tugthuse. - gazza ladra: ital., »Den tyvagtige Skade«, opera af Rossini 1817.

200

de røde Engle: politibetjentene, der bar rød uniform. - Græd kun ...: fra A.S digt »Taaren« 1831.

202

Soulié: fransk forfatter (1800-1847). - Maastricht: hollandsk by med et stort underjordisk sandstensbrud.

203

Hvo ikkun ...: salme af G Neumark (1641), o vers. af R Møller (1709). Cooper: J.F.C (1785-1851), amerikansk forfatter især af indianerromaner.

204

Schrøder og Iffland: tyske skuespilforfattere og teaterledere, der o. 1800 prægede repertoiret også i Danmark med borgerlige familiedram er. Menzel: W.M.M. (1798-1873), tysk litteraturkritiker.

206

Skjønheden og Bæstet: folkeeventyret »Skønheden (el. Dejligheden) og Uhyret«.

208

styre Codillen: klare ærterne (eg. udtryk fra l'hombrespillet om spillerens nederlag).

209

Bibelsted: Salmernes Bog 139,9.

214

Med Smiil...: fra digtet »Alfens Brud« (1835).

215

Overskou: dansk forfatter (1798-1873). - Sanct Knuds Marked: på Knud den Helliges dødsdag 10. juli.

216

Valdemar: ifølge sagnet sagde Valdemar Atterdag, at hvis han måtte beholde Gurre, måtte Vorherre beholde Himmerig, og straffedes derfor med det vilde ridt.

217

Beldenak: Jens Andersen B., Fyns biskop 1501-29. - Klokkedybet: sagn fra Thiele (II 1819), senere behandlet af A. i eventyret af samme navn 1857. - La scala: ital., navn på operaen i Milano. - Rudera: lak, levninger, rudimenter.

218

Bispinde Mus: Vibeke Muus, d. 1755 og ifølge Thiele (II 1823) begravet med sine katte.

219

Rossini og Spontini: samtidige italienske operakomponister.

223

glorupske: fra herregården Glorup på Sydfyn, hvor A. gæstede familien Mokke. Indlagt i den følgende roman »Kun en Spillemand«.

224

Turandot: prinsessen i »Tusind og en dag«, som lod sine bejlere dræbe. Lan>e: maske, hylster.

226

Schley: tysk digter (1798-1859). - Avion: samling af tyske sange (1832). Privatmands Bolig: det tidligere St. Knuds Kloster, senere Centralbibliotek. Beboedes på romanens tid af herredsfoged C.A. Falbe, hvis hustru Ellen f Bech havde været skuespillerinde på Det kgl. Teater og blå. optrådt som Ida Miinster i det svenske ridderdrama »Herman von Unna« af A.F. Skjoldebrand. Hun var året for blevet omtalt med hæder i Oehlenschlägers digtcyklus »Fynsrejsen« (1835). - Vandmolle: MunkeMølle. Et sådant motiv havde Chr. Winther benyttet i træsnittet »Svend og Inger« (1828) og den tyske digter Ludwig Uhland (1787-1862) i flere digte.

230

andiam ...: ital., duet fra 1. akt af Mozarts »Don Juan«. - Herlig en Sommernat: jægerkor et fra Heibergs »Elverhøj« (1828).

232

Axel: folkevisehelt, hovedperson i Oehlenschlägers tragedie »Axel og Valborg«.

235

F.J. Hansen: dansk forfatter, A.S studenterkammerat (1810-52).

236

Schmidt von Lübeck: den tyske digter Georg Philipp S. (1766-1849).

239

Barrett: den engelske forfatterinde Elizabeth B. (1809-61), senere gift med digteren Robert Browning. - A.v. Chamisso: se n.t. s. 16. Versene er fra en omdigtning af Jesu Fadervor (Matth. 6,11-12.)

240

Fiddelen: samme ord som fedel, violinlignende strafTeinstrument (beskrevet s. 242). - Stodderkonge: folkelig betegnelse for stodderfoged (opsynsmand for tiggere og løsgængere).

241

bøgede: at bøge eller byge betød at behandle tøj ol med hed lud.

246

Hölty: den tyske digter Ludwig H. (1748-76).

251

Kennst Du ...: fra Italiensdigtet »Mignon« i Goethes roman »Wilhelm Meisters Lehrjahre« (1795-96). - Mia cara sorella: ital., min kære søster. - Schawlsmützer: en art orientalsk hovedbeklædning (af eng. shawl, sjal, og ty. Mütze, hue).

253

che bella cosa: ital., hvor skønt! - Borromæus: Carlo Borromeo, italiensk kardinal fra 16. årh., kanoniseret 1610.

254

Guarini: den italienske digter Battista G. (1538-1612). Citatet betyder: »Dette dødelige liv, der synes så skønt og ligesom et dun i vinden, som bærer det og taber det på et øjeblik.«

255

Addio ...: ital., farvel og på gensyn.

256

Vieil air: fra J.-F. Marmontels (1723-99) enakter »Lucile« (1769). - Mahlmann: den tyske forfatter Siegfried August M. (1771-1826).

257

Waverley: roman fra 1814, overs. 1826. :::

::: subsection

Oversættelse af fremmedsprogede citater

9

Gid det må blive til lykke og held.

16

Hvem ser ind i mit hjertes skyggerige?

39

Er du Prometheus, som føler sårene?
Er du gribben, der gennemroder hans hjerte?

59

Siger man til den trykkende mare: »Trude, kom i morgen, så skal jeg låne!« viger den straks og kommer morgenen efter i menneskeskikkelse for at låne noget.

60

Var ærterne ikke unge og friske og rødderne som sukker? Og hvad fejlede skinken, gåsebrystet og silden? Hvad det stegte lam og den kølende rodsprængte hovedsalat? Var eddiken ikke skarp og nøddeolien balsamisk? Var ikke smørret som kærne eller de røde radiser sprøde? Hvad?

81

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Et tåbeligt væsen synes mig mennesket, :::

::: line driver afsted på tidens bølger, :::

::: line endeløst slynget op og ned, :::

::: line og når det øjner en plet grønt, :::

::: line dannet af slam og størknet mose :::

::: line og forrådnelsens grønlige dynd, :::

::: line råber det: Land! og ror derhen :::

::: line og bestiger det - og synker og synker - :::

::: line og ses aldrig mer. ::: :::

87

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Vel er der smukt i fremmed land, :::

::: line dog bliver det aldrig til hjemstavn! :::

::: line Kunne jeg gense bjergene :::

::: line og de rene gletschere derpå :::

::: line kunne jeg atter høre klokkerne, :::

::: line når hyrden driver kvæget til fjelds. ::: :::

100

Det skinsyge England og det homeriske Grækenland, hele Europa beundrer, og det unge Amerika løfter sig og slår hænderne i oceanets kant. Tre dage har I behøvet for at bryde jeres lænker. I er de første af en slægt af modige, I er sønner af kæmper! - Tusmørkets sange (1835).

111

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Så flyder nu to vande :::

::: line vel mellem mig og dig. :::

::: line Det ene er tårene, :::

::: line det andet er søen. - Den fortabte svømmer. ::: :::

121

Poesien behøver ikke altid smerter, regnbuen hvælver sig også over en skyfri blå himmel.

122

Fattigfogden fra Ninive
drog ned til Genfersøen.

132

Menneskene er ikke altid hvad de synes!

134

Bed - for de forvildede kvinder, som sælger kærligheds søde navn!

136

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Kærligheden er for hjerterne, :::

::: line hvad morgenrøden er for blomsterne :::

::: line og foråret for naturen. ::: :::

147

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Var jeg luften, for at slå med vingerne, :::

::: line jage skyerne, :::

::: line stræbe op over bjergenes tinder, :::

::: line det var et liv. :::

::: line O sandhed! Hvor er dine altre og dine præster? ::: :::

157

De som fromt er døde for fædrelandet, har ret til at mængden kommer og beder ved deres kister. Blandt de skønneste navne er deres navn det skønneste. Al ære forgår ved siden af dem og vejrer hen; og som en moder ville, vugger et helt folks stemme dem i deres grav.

158

Hvor enhver, som drømmer om sit fjerne land,
genfinder dets dufte og dets kærtegnende luft.

159

Det er lykken ved at leve
som skaber æren ved at dø.

162

Og har jeg også ensom grædt,
så er det min egen smerte.

165

Andre lever vi, endnu andre tænker vi os at være; vi synes endnu andre - andre gør tiden ud af os.

173

Sommeren er kommet! Til øllet, til øllet, vinteren ligger fanget, og den der ikke kommer slår vi med stager.

183

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Ak, jeg er ej det stærke træ, :::

::: line jeg er blot blomsten, :::

::: line som vækket er af majs kys, :::

::: line og hvoraf intet spor vil være, :::

::: line når den hvide grav den dækker. ::: :::

190

Sig mig, hvad mit hjerte begærer? Mit hjerte er hos dig, skøn vel derpå.

195

Bring huslig hjælp, Incubus! Træd frem og lad det fa ende! - Der er så bange tider, der er så mørkt et sind.

203

Dø! det er et øjeblik af kval - men leve?

210

Hvor henrivende og sødt er det at føle sig forherliget i en skøn sjæl, at vide at vor glæde far fremmede kinder til at rødme, at vor angst far en fremmed barm til at sitre, at vore lidelser far fremmede øjne til at græde.

226

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Hvad han søgte, forblev uopnået, :::

::: line aftenen blev mørkere og mørkere. :::

::: line Ser du småfuglen bygge rede i skoven? :::

::: line Vil du være min lille kone? :::

::: line Bliv det dog snart! Brudgom og jeg! ::: :::

231

Skæbnen river ofte blade af os, som det sker med vinstokken, for at frugten kan modne tidligere.

236

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Tankefuld stod en pige, blid og mild. :::

::: line Jeg rakte det venlige barn min hånd, :::

::: line men sky forsvandt den yndige rå :::

::: line Piger bor der fra Rhinen til Bæltet, :::

::: line så fine og yndige i slot og telt, :::

::: line dog ingen behager mig. ::: :::

239

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Når talen er kort, meddeler tavsheden alt :::

::: line - og udtrykker et suk og gråd uden tåre. :::

::: line - ::: :::

Forlad os vor skyld, som vi selv gør det overfor andre; fjern os fra fristeren og fri os fra det onde.

246

O underskøn er Guds jord, og det er værd, på den at være fornøjet!

251

Kender du bjerget og dets sti gennem skyer? Muldyret søger i tåge sin vej.

256

::: {.mt-3 .mb-4} ::: line Hvor kan man have det bedre :::

::: line end i familjens skød? :::

::: line Du er herre i din verden, :::

::: line har du dig selv, har du alt! ::: ::: :::

::: subsection

Indhold

Første Deel 7 Anden Deel 119

: O.T.

Tilblivelse 263 Komposition 265 Karakterbilledet og kulturbilledet 267 Modtagelse 268 Tekstforhold Tekstrettelser 269 Litteraturhenvisninger 270 Noter 271 Oversættelse af fremmedsprogede citater 280

: Efterskrift ::: :::