© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Spisestuen i Frands Melchiorsens Huus
FRANDS, JAKOB, THYGE, ULRIK, DITLEV og JØRGEN sidde om Bordet med Viin foran sig og synge:
JAKOB
Det er en god Vise, som der er megen Sandhed i.
FRANDS
Jeg kan en anden, der ogsaa er god og sand.
JAKOB
I fy! det er en dum Vise. Lad os ikke faae flere Vers af den!
FRANDS
Men om den nu bedst passer til Stedet og er som skreven for at lægges her under den sidste Skaal.
THYGE
Ja saa min Sjæl! Glas og Kruus ere tømte, men der ligger mere i Kjælderen. Det vil være en god Invention, Frands, at kalde et Par Flasker endnu herop.
FRANDS
Øllet er tappet af Tønderne, den spanske Viin er drukken ud! ja mine Venner, hvorfor ikke sige Tingen som den er: idag er det sidste Gang vi ere her sammen. Den rige Frands Melchiorsen har sat al sin Rigdom overstyr, men i godt Lag og med ærlige, trofaste Venner.
ULRIK
Det er Løgn, min Engel! jeg mener, din Fattigdom er Løgn, vi ere trofaste Venner.
THYGE
Din Tale gaaer mig i Hovedet og jeg har et svagt Hoved, jeg kan ikke taale Meget, veed Du.
JAKOB
Hvad har Du nu for med os, Frands, du rige Mand i Evangeliet.
FRANDS
Jeg er ikke tilsinds at anrette nogen Komedie, det er den rene Sandhed, jeg aabenbarer; min Rigdom er gaaet, alle min Faders store Midler; jeg har ikke handlet tænksomt nok, Uheld er ogsaa stødt til; saalunde spiller Lykken med os!
JAKOB
Der er noget Besynderligt udi din Tale, Frands Melchiorsen.
FRANDS
Huske I, da vi første Gang samledes her i Spisestuen, Gulvet fra min Faders Tid var her endnu?
JØRGEN
Det var belagt med blanke Kroner, hele Byen talte derom, det var et godt Vidnesbyrd om den store Rigdom.
FRANDS
En død Kapital; jeg lod den blive levende! ogsaa den er væk. For en Maaned siden sagde min Bogholder mig at Kassen var tom; Aagerkarle maatte igjen fylde den; men nu trænge de paa. Gaarden her, det lille Landsted paa Frederiksberg, eet og andet godt Vrag-Stykke af det rige Kjøbmandsskib har jeg endnu, jeg kan klare mig og i Ærlighed begynde forfra. Jeg har min Ungdom og jeg har Eder, mine Venner.
ALLE
Det er forfærdeligt!
JAKOB
Det er udenfor al Historie og Tradition.
FRANDS
O nei, Jakob! husk den rige Oluf Bagger i Odense. I sin Velstand brændte han Kaneel i sin Kakkelovn, da Kongen første Gang hædrede ham med et Besøg, og ved det næste brændte han Beviserne for de Penge, han havde laant sin Konge. Der var stor Rigdom, men den vendte sig om udi Fattigdom.
JAKOB
Ja den Udgang har jeg aldrig kunnet forstaae, og Dig, Frands, forstaaer jeg heller ikke i Dag.
FRANDS
Da Oluf Bagger kom i Trang og blev gammel, vilde ingen af hans Børn tage sig af ham, siger Sagnet; han kaldte da alle sine Børn for sig, viste dem et stort tungt Skrin og lovede Den, som agtede kjærligst at sørge for ham til hans Død, skulde eie hvad der laae gjemt; saa vilde de Alle pleie ham; da saa den Gamle var død og Skrinet aabnet, laae deri en Stok med Paaskrift:
ULRIK
Det fortjener ogsaa et saadant Fæhoved. Det er nu en sandfærdig Historie, men med Dig er det anderledes, Du er en Harcellist, Frands, Du vil binde os Noget paa Ærmet.
FRANDS
Jeg siger Eder, jeg er en ruineret Mand! men derfor springer jeg ikke i Stranden.
JAKOB
Men det gjør jeg, Hjerte-Broder! Du skylder mig fra igaar to hundred Kroner, jeg vandt i Spil, dem maa jeg have, og dem skal jeg have.
FRANDS
Mit Landsted er da nok mere end to hundred Kroner værd.
JAKOB
Det kan der være deelt Mening om!
ULRIK
Jeg troer ikke Verden staaer til Paaske! Du ubetænksomme Ødeland! ja det vilde jeg sige til Dig om Du var min egen Søn eller Broder. Det sortner for mine Øine! jeg faaer ganske ondt. Jeg maa hjem til mit, for at samle mig. Jeg har ondt af Dig! Det er ingen Fornøielse at komme fra Velstand ned i trange Kaar; men jeg skal ikke være Dig til Byrde. Vorherre veed, naar vi sees igjen.
FRANDS
Jeg bliver her i Byen og Du ogsaa.
ULRIK
Jeg gaaer sjelden ud.
FRANDS
Men jeg kommer til Dig!
ULRIK
Spild ikke Tiden med Visiter, Frands! bryd Dig ikke om at komme til mig! jeg har saa ondt af Dig! – Ræk mig Armen, Ditlev, Du sidder dog og siger ikke et Ord. Jeg er daarlig. Kommer Du? Ditlev! (Tager Ditlev under Armen og gaaer.)
THYGE
Ditlev er ikke at stole paa! han kan ikke holde Mennesket oppe, falder han. Jeg maa følge med. Farvel, Frands!
FRANDS
Ja vi To sees imorgen! det er Torsdag, da spiser jeg altid hos Dig.
THYGE
Imorgen! sagde jeg dog ikke, da jeg kom, at imorgen maa jeg til Roeskilde, det er min Fasters Navnedag. Men en anden Torsdag sees vi! jeg er din oprigtige Ven! – (Gaaer.)
JAKOB
Den Ene gaaer efter den Anden.
FRANDS
Og Du med, Jakob! – I kommer ikke til mig igjen!
JAKOB
Jeg kommer; kan Du tvivle.
FRANDS
Tak! jeg skjønner paa det.
JAKOB
Allerede imorgen skal Du see mig! og jeg skal tage et Par af de andre Venner med.
FRANDS
Behøves ikke!
JAKOB
Ja vi maae da have Vidner til Underskrift af Contracten, ikke om det lille Landsted paa Frederiksberg, der er ingen Lysthavende til det, Havejorden er suur, det Hele dyrt at holde, men jeg vil nok have Deel i Gaarden her. Det tale vi om imorgen, nu skal dette ikke foraarsage Uleilighed.
FRANDS
Nu kjender jeg Dig, Jakob!
JAKOB
Du feiler i din Mening om mig, Frands, men jeg agter ingenlunde at moralisere for Dig i de Omstændigheder, Du er falden udi. »Kommt Morgen!« siger Tydsken. (Gaaer.)
FRANDS
(til Jørgen).
Og Du har sat Dig! Du gaaer ikke med de Andre?
JØRGEN
Nei, ikke lige i Øieblikket, men om lidt! Du veed nok, at jeg kan ikke hjælpe Dig, jeg har ikke en Døit. Dit Venskab var mit Levebrød. Det gjør mig ligesaa ondt for Dig som for mig selv! Din Ulykke er ogsaa min!
FRANDS
Du har en fornøielig Aabenhjertighed, men er en god Fyr.
JØRGEN
Jeg er et godt Stykke ældre end Du. Jeg har seet Dig i baldyret Barneklokke med Skjærf om Livet og en Top i Haanden, som Du er afcontraferet derinde i Stuen næst ved. Din Fader gav mig Plads ved sit rige Bord, og da han døde og Du sad som Huusherre, bad Du mig endnu venligere end han at blive siddende; han var i al sin Godhed den rige, gunstige Herre, Du blev en god Kammerat og jeg fik igjen Ungdom ved Dig. Sligt glemmer man ikke!
FRANDS
Jeg fik Dig i Arv fra min Fader.
JØRGEN
Og nu kan Du bruge al den Arv, Du har faaet, men jeg veed rigtignok ikke hvad Gavn jeg kan være Dig til; maaskee kan jeg give et Par gode Raad.
FRANDS
I trang Tid ere gode Raad dyre.
JØRGEN
Først, slip ikke Dig selv, saa slipper Vorherre Dig ikke! hold paa Humeuret, og lad saa staae til!
FRANDS
Det vil jeg.
JØRGEN
Det Klogeste, jeg kan tænke mig for Dig –, ja, det er ikke saa galt! Du er kjøn, forstaaer at arte Dig vel; Du kan gjøre et godt Partie! Det vil være Dig let at faae en rig Kone, der kan hjælpe Dig op. See Dig om, Du er jo i Alderen til at fatte Elskov.
FRANDS
Fatte Elskov! Jørgen, Dig vil jeg sige det. Jeg har i mit Hjerte den inderligste Attraa! –
JØRGEN
Du har allerede Kjæreste?
FRANDS
Ja!
JØRGEN
Pinedød! det er jo prægtigt! – Hun er rig!
FRANDS
Hun er saa smuk, saa velsignet, saa elskelig!
JØRGEN
Og har Penge!
FRANDS
Ikke en Skilling.
JØRGEN
Det er forbandet lidt.
FRANDS
Det er ogsaa utaaleligt altid at skulle see paa Skillingen!
JØRGEN
Men det er galt ikke at gjøre det.
FRANDS
Dig vil jeg betroe det Hele. Fra Pulpituret i Nicolai Kirke, hvor jeg har min Faders Kirkestol, saae jeg hver Søndag en tarvelig klædt Kone med sin unge Datter bivaane Høimesse og Aftensang. Engang have de været velhavende, nu ere de i ringe Kaar og leve stille og arbeidsomme i en lille Leilighed i »Prammandens Gang«. Den unge Pige er saa smuk, saa uskyldig, saa tugtig opdragen, som nogen Jomfru kan være. Jeg kunde ikke faae hendes Billed ud af min Tanke, da fik jeg den Invention at leie et Kammer ligeoverfor. I henved en Maaned har jeg der tilbragt mangen Aften- og Morgentime; jeg har iagttaget deres stille Færd. Gaden er saa smal, at strækker man Haanden ud af Vinduet, kunne vi trykke hinanden i Hænderne.
JØRGEN
Naa, og det have I da gjort. Frands! Frands!
FRANDS
Aldrig talte vi saa meget som to Ord med hinanden. Tungen er endnu ikke løst i vor stumme Kjærlighed. Hun er et Mønster for Alle, from, uskyldig, deilig som en Guds Engel!
JØRGEN
Naturligviis!
FRANDS
Allerede tidlig den første Morgen, idet hun kom hen til Vinduet for at vande sine Blomster, hun har en heel Mængde, mødtes ganske tilfældigt vore Øine; hun blev blussende rød, saae jeg, hun traadte tilbage; jeg blev saa varm med Eet. –
JØRGEN
Og siden have I gjort Bekjendtskab?
FRANDS
Vi have endnu aldrig vexlet et Ord sammen, men i al den sidste Tid, Morgen og Aften, naar jeg var der omme i min lille Stue, bemærkede jeg, at hun puslede med sine Blomster, pleiede og vandede dem mere end det var fornødent, og stod jeg skjult i en Krog, kunde jeg i Speilet iagttage, at hun saae over til mit Vindue som hun søgte mig der.
JØRGEN
Og hvad skal der saa komme ud af alt Det?
FRANDS
Bryllup haaber jeg. Hun har ikke Noget og jeg har ikke Noget, lige Børn lege bedst!
JØRGEN
Ja, naar I kunne lege med Sand i et Potteskaar og sige, det er Middagsmad. Du skal ikke invitere mig; kan jeg forresten være Dig til nogen Nytte, saa er jeg til din Tjeneste. Men følg mit fornuftige Raad, tag fat paa solid Gjerning og opgiv Kjærligheden i Prammandens Gang.
FRANDS
Kjærligheden just holder mig oppe, giver mig Mod til at leve og bestille Noget. Det er ikke for mig selv alene, det er ogsaa for hende.
JØRGEN
Stakkels Frands! (Gaaer.)
FRANDS
(alene).
Han er en ærlig Karl; hans Hjerte er godt, men det er ikke ungt, som mit. Gjerne forlader jeg dette store, tomme Huus og flytter ganske hen i min lille Stue i Prammandens Gang; der lyser Metas velsignede Ansigt over til mig. Hendes Moder har neppe Tanke om min Attraa. Min gode Invention vil jeg haabe er lykkedes; jeg tvivler ikke om at jo Lisbeth Isenkræmmers har kløgtigt røgtet sit Ærende. Kjærlighed gjør opfindsom.
Huusholdersken, gamle Else Mogensdatter træder ind.
ELSE
Kjære, unge Herre! ak, jeg veed ikke hvorledes det er med mig. Et Par af hans Venner, der nys gik herfra, talte saa forblommede Ord, de sagde – jeg veed ikke hvad de sagde.
FRANDS
Det er forbi med Rigdommen her, sagde de vel.
ELSE
Ja, noget Saadant var det.
FRANDS
Du sad hjemme her i Huset, før jeg blev født; Du er et gammelt Træ, groet ind her; Du skal blive paa dette Sted. Ingen skal lade Dig flytte, det skal jeg hævde og fastholde.
ELSE
Er det sandt, hvad jeg hørte og forstod, den rige Hr. Melchiorsens Søn er bleven en fattig Mand.
FRANDS
Ingen raader for Lykken, den vender sig ofte om, og for mig har den vendt sig; men saa Meget har jeg endnu ihænde, at mine Huusfolk ikke ved mig skulle lide Uret, hver af dem kan nøiagtig faae sin tingede Løn, og som sagt, Du, Else, flytter ikke ud under fremmedt Tag; Savn skal Du heller ikke kjende. Det store Billed inde i Salen, det af den italienske Mester –
ELSE
Det deilige, store Billed, hvad det?
FRANDS
Det faaer nu en meget bedre Plads, end her; det kommer paa Kongens Slot; jeg har igaar kjøbslaaet; Billedet gaaer derop, ikke for rede Penge, men mod en lille, aarlig Sum, saalænge Else Mogensdatter lever. Det skal være din Pension her fra Huset; Pengene udbetales til Dig. O græd dog ikke, jeg vil saa gjerne gjøre Dig glad.
ELSE
O Herre, jeg har selv nok, til i Tarvelighed at henleve de faa Dage, der endnu ere tilbage for mig.
FRANDS
Du vil endnu opleve at see mig udi Velstand. Og jeg forlader jo ikke Byen, jeg forlader kun dette Huus, der ikke længer kan blive mit.
ELSE
Men vort lille Landsted ude paa Prindsens Amager.
FRANDS
Paa Frederiksberg; ja, ogsaa det maa jeg see at skille mig ved.
ELSE
O nei, gjør det ikke! der er Lykke ved Haven der. Meer end engang hørte jeg Eders Fader sige: »Gaaer det nogensinde min Søn ilde, saa groer der for ham et Brødtræ ude i Haven ved Landstedet.«
FRANDS
Jeg forstaaer mig ikke paa at være Urtegaardsmand. Og saaledes har min Fader heller ikke meent det. Han holdt saa meget af det lille Sted.
ELSE
Endnu i hans Dødsstund var hans Tanke derude; hans sidste forstaaelige Ord var: »ude i Haven«. –
FRANDS
Nu er min Fader i en bedre Have, i Paradisets. Mit Brødtræ maa jeg selv plante mig; Vorherre give det Solskin og Dig med i dit Hjerte. (Gaaer.)
En lille tarvelig Stue hos Gertrud Skippers
GERTRUD sidder og spinder, META staaer ved sine Blomster.
GERTRUD
Brug dog Fod og Fingre, Meta! denne Krands Hør maa være spundet af før Middag. Lad Blomsterne i Vinduet skjøtte sig selv; det er nu tredie Gang i Dag Du har været ved dem.
META
Blomsterne ere min eneste Glæde.
GERTRUD
Ja, i de sidste tre Uger har Du faaet en stor Kjærlighed for de Blomster, men jeg holder ikke af det. Der skal Du altid varte dem op, og ligeoverfor boer et ungt Menneske, der ikke bestiller Andet end staaer og glaner paa Dig. Det kan jeg ikke lide!
META
Vi kunne da ikke forbyde ham at see herover.
GERTRUD
Vi kunne hænge et Gardin for, og det gjør jeg.
META
Han seer vist herover paa Huset efter Fløiet for at vide Vinden.
GERTRUD
Vinden! ja, den vil nok snart vende sig for ham, spaae ikke alle Julemærker feil.
META
Kjender Du ham?
GERTRUD
Ja vist kjender jeg ham. Det er den unge Hr. Melchiorsen, Søn af den rige Kjøbmand.
META
Men hvorledes kommer han til at boe her i Prammandens Gang.
GERTRUD
Det er Fixfaxeri! Han mener det ikke ærligt. Du er en kjøn, velopdragen Pige, det kan enhver Mand see og vel ogsaa nok blive varm om Hjertet ved, men mener han det ærligt, saa gaaer han til mig, som Moder, siger: »I kjender mig vel, jeg kan ernære Eders Datter og bærer en dydig Kjærlighed til hende.« Det siger man, men gjør ikke Fixfaxeri og staaer og glaner ind af Vinduet.
META
Hvor kan Du være saa vred paa det stakkels unge Menneske.
GERTRUD
Ja Stakkel! det bliver han nok snart, er jeg bange for. Hans Fader, det var en Mand! Hvergang det var Hans Majestæt Kongens Fødselsdag, gav han de Fattige et kosteligt Maaltid med Risengrød og Oxesteg; hver fik en Pot Øl. Huset var solidt; Gulvet i Spisestuen belagt med blanke Kroner.
META
Men udi saadan Velstand kan man da ikke kalde den unge Hr. Melchiorsen en Stakkel.
GERTRUD
Udi saadan Velstand! men Faderen er død, og Frands Melchiorsen, der endnu kun er en opløben Dreng, har skaltet og valtet, gjestereret og smidt Penge ud til alle Sider, uden Tanke eller Forstand. Uheld er der ogsaa stødt til; det er gaaet med to af hans Skibe, som det gik med din salig Faders. Det vil slet ikke undre mig, om jeg en skjøn Morgen hører at Frands Melchiorsen er en Stodder.
META
Men da vil hans Venner hjælpe ham.
GERTRUD
Venner! og hjælpe! – Jo, Du kjender godt Verden. Hjælp Dig selv, saa hjælper Vorherre Dig, men ikke de Andre; det er min Erfaring. Som den rige Mands Søn kom han ikke til os, og for en fattig Peer Eriksen har jeg ikke opdraget min Datter! Vi sidde smaat i det, hvilket ikke blev sjunget for min Vugge. Din Fader var en ganske velhavende Mand, men da han forgik med Fartøiet, vi havde, saa sad jeg med Dig, som jeg sad og sidder.
META
Men baade din Familie og min Faders have jo godt tilbedste og kunne hjælpe!
GERTRUD
De gjorde ikke Noget af sig selv, og jeg er for stolt til at tigge. Tæring efter Næring er mit Valgsprog. Jeg flyttede ind i denne fattige Leilighed og har stridt og stræbt. Jeg har spundet og vundet, saa Huden er bleven mig haard i Fingerspidserne. Men jeg haaber til Gud, at der vil komme en bedre Tid, idetmindste for Dig mit Barn. (Man hører Musik, Melodi af »Rigoletto«, ligeoverfor.) Hør, nu begynder han igjen derovre med sin Gniden paa Violen. Det er nu bare for at Du skal høre ham.
META
Han spiller saa smukt, saa rørende! jeg hører det saa gjerne.
GERTRUD
Men,det skal Du ikke. Put Bomuld i Ørerne og lad Rokken snurre! (Drager Meta hen til Rokken og sætter sig derpaa selv og spinder.) Mel. af Lulu: »Slunken Edderkop«. Kuhlau.
META
PAA EENGANG [begynder]
GERTRUD
META
PAA EENGANG [slutter]
META
Det banker!
GERTRUD
Kom ind!
Lisbeth Smaahandlers træder ind.
LISBETH
God Dag, I hjertenskjære, flittige Mennesker!
GERTRUD
(der ivrig bliver ved at spinde).
Velkommen herinde, Lisbeth! tag den høie Skammel og sid ned. Hvad Nyt i Byen?
LISBETH
Megen Vellyst. De Høifornemme kjøre paa Operaen, Menigmand løber til von Qvoten, og saa er her en Gjestereren! Jens Skipper havde en Smaus igaar paa fyrretyve Personer.
GERTRUD
Da engang min salig Mand kom hjem med Ladning fra Malaga, havde vi en Smaus paa to og tredive Personer, det var den Gang, det gjør jeg ikke nu ved at spinde Hør.
LISBETH
Det er vel I nævner Hør; jeg har just med mig en Prøve, om I har Lyst at kjøbslaae.
GERTRUD
(betragter Hørren, som Lisbeth giver hende).
Ei! den er saa fiin som Silke. Den bliver mig for dyr.
LISBETH
I faaer den for Spotpriis. Otte Skilling Pundet.
GERTRUD
Det er ikke muligt! den er fire Gange saa Meget værd.
LISBETH
Men jeg kan overlade Eder den for saa ringe Priis som jeg siger.
GERTRUD
Den er da ikke stjaalet.
LISBETH
Den, der bragte mig den, har ærligt kjøbt samme, det kan jeg række mine tre Fingre iveiret paa.
GERTRUD
Det er jo en mageløs Handel! jeg kjøber strax saameget som I har. Meta, tag ud af Skabet Flasken med den spanske Viin, det er den sidste, jeg har endnu siden min Mand foer paa de Lande, den har holdt længe ud, Meta og jeg smage den ikke. Nei, hvor den Hør er fiin og blød, den spinder sig selv.
LISBETH
(tager Glasset, som Meta har skjenket i)
Eders Sundhed, Mo’er Skippers! den Viin er delicat, som den fineste Rosin. Ogsaa lille Metas Sundhed. (Drikker.)
META
Jeg siger saa mange Tak!
LISBETH
I har rigtignok to velsignede Øine og en deilig Skabning, det kan ikke blive skjult ihvor indgetogen I end lever og boer. Jeg veed hvad jeg veed!
GERTRUD
Den Hør krilrer mig baade i Øine og i Fingre! troer I, Lisbeth, at jeg herefter endnu kan faae af samme Slags og til samme Priis.
LISBETH
Hvorfor ikke! naar I selv vil.
GERTRUD
Det kan I da nok vide at jeg vil. Tag endnu et lille Glas.
LISBETH
Jeg er ikke vant til spansk Viin! den er stærkere end Mjød, den gaaer til Hovedet! (Drikker.)
GERTRUD
I Fortrolighed! hvor har I Hørren fra? Den, der sælger den, maa jo slet ikke forstaae sig paa den udmærkede Vare.
LISBETH
Jeg maa ikke sige det! – Men naar I spørger mig, er det ligesom om det vilde ud af mine Sidebeen. Jeg troer sandelig at den spanske Viin stiger mig til Hovedet.
GERTRUD
To smaa Glas har I kun faaet. Naa, hvem er det saa?
LISBETH
Derovre boer han! – Frands Melchiorsen.
META
O, min Gud!
GERTRUD
Hvad for Noget! hvad har han med Hørren at gjøre?
LISBETH
Hans Hjerte sidder i hans Hals for lille Meta; han er ganske betagen af Kjærlighed til hende.
GERTRUD
Det er Fixfaxeri! var der Ærlighed og Grundighed hos ham, saa kom han og talte med mig. Siig mig nu Rub og Stub.
LISBETH
Forleden Dag kom han ind i min Bod og kjøbte Smaasøm; det kan gjerne være at det kun var for at faae Leilighed til at tale med mig. Han talte og jeg talte; det ene Ord tog det andet. Han har saadant et rart, rigtigt ungt Ansigt og Noget saa aabenhjertigt og deeltagende. Han spurgte om mine Omstændigheder og om Eders Omstændigheder, og jeg svarede som der er at svare, at vi ikke ligge paa den lade Side, at I er et Mønster paa Flid her i Gaden, men alligevel kan I dog ikke skaffe lille Meta en ny Søndagskjole.
GERTRUD
Det var ilde talt af Eder.
LISBETH
Ilde talt! det foer mig lige ud af mit deeltagende Hjerte, og han tog det ganske op i sit. Er det ikke baade fiint og galant af ham, at han strax derpaa gik hen og kjøbte Hør til høi Betaling for at I kunde faae den af ham til Spotpriis.
META
Det gode Menneske!
GERTRUD
Saaledes hænger det sammen.
LISBETH
Ja, ikke et Ord er fordreiet. Men nu kommer Nachspielet, det har jeg fra en Karl udi hans Tjeneste. Han er ødelagt! idag gav han sidste Gang stort Traktement for Snyltegjesterne. Han har falleret! Eet og Andet er vel endnu kort Tid tilbage, Guldringe, Brystnaale og Mobilier, har jeg hørt –!
META
Ak, at han er bleven saa ulykkelig!
GERTRUD
Hvad sagde jeg! Løn, som forskyldt.
LISBETH
Et Par Guldfjer er der endnu, pluk I dem, Mo’er Gertrud!
GERTRUD
Og alt Det siger I mig lige i Ansigtet! skammer I Eder ikke! – Tag den Hør igjen, den snærer mig ind i Fingrene! jeg skal Intet have fra den Kant. Og glaner han igjen herover, skal jeg tage en Haandsprøite og straale ham ind i Øinene.
LISBETH
Naa, naa! godt Ord igjen!
GERTRUD
Ja, det skal I faae! I er en slet Person! I tør byde mig, at jeg skal være Kjeltring, at jeg skal plukke og pille den sidste Guldfjer af ham. Det er en saa overvældende Uartighed mod mig, at vare mine Klæder skaarne som min Mands, saa smed jeg Eder ud af Døren.
LISBETH
I er grov!
GERTRUD
I fornærmer mig i min Fattigdom.
LISBETH
»Fattigdom og ,« det er en Komedie paa den danske Skueplads; jeg har seet den, men jeg tænkte ei at den agereredesi Prammandens Gang. Kro sig kun, Mo’er Skippers! Jeg vidste ikke, at Hun var af Porcellain hentet fra China. (Gaaer.)
GERTRUD
(i Døren).
Maa jeg bede om at dette er hendes sidste Visit i mit Huus! Jeg har ærgret mig. Komme til mig med Sligt!
META
Hun har en slem Tunge, men det unge Menneske har dog vist meent det godt.
GERTRUD
Nævn mig ikke ham! Han jager mig herud af Gaden. Jeg bliver ikke længer her, hvor jeg nu har levet i fjorten Aar. Jeg vil ikke have det Gjenboskab!
META
Men Moder!
GERTRUD
Væk fra Vinduet med Blomsterne!
META
Men de ere saa smukke, de trives saa godt!
GERTRUD
Ja, de trives! nu forstaaer jeg det: de skal pleies, det er for at gloe derover. Ind med Dig i Kammeret og tag Rokken med. Ikke et Muk! (Støder hende ind i Værelset tæt ved.) I »sorte Christians Krog«, ved Kongens Have, er en Leilighed uden Gjenboer, den vil jeg strax gaae hen at see paa. (Gaaer.)
Gade
Frands gaaer op og ned.
FRANDS
Mo’er Lisbeth bliver længe derinde! bare hun bærer sig kløgtig ad. Hvor mit Hjerte banker, jeg har ingen Ro! Der er hun. Naa, hvad Glædeligt har I at sige mig?
LISBETH
Jeg faaer Guulsot! den gamle Bavian! Stort skal det være.
FRANDS
Hvorlunde er det gaaet?
LISBETH
Først var Alt fedt og godt mellem os; jeg skulde sidde; jeg fik spansk Viin og en Slidder for en Sladder; men neppe har jeg sagt at Hørren kom fra Eder, saa var Hundred og Eet ude!
FRANDS
Men I skulde jo slet ikke nævne mig!
LISBETH
Det slap mig nu ud af Munden! Datteren gjorde det ingen Skade paa; Moderen kneisede op, som en Kat med et Aalehoved.
FRANDS
I har fordærvet Alt for mig.
LISBETH
Saa det er den Tak jeg faaer! Her er Eders Hør, jeg gaaer ikke oftere i de Ærender.
FRANDS
Men Meta? Hvad sagde hun, hvad gjorde hun? Har Du ikke det Mindste at sige mig om hende.
LISBETH
Ikke et Muk. Og det siger jeg Eder, unge Herre, steger I herefter Kartofler i den hede Aske, saa kan I selv rage dem ud, jeg gjør det ikke. (Gaaer.)
FRANDS
Hvad griber jeg nu til! ogsaa her har jeg handlet taabeligt i at give min Lykke i Hænderne paa denne Kone, nu er Alt fordærvet. – Men der er jo Metas Moder! hun laaser Døren i. Hun kommer her om Hjørnet; jeg vil vove at tale til hende. Gid at jeg maa kunne lægge mine Ord saa at de faae en god Indgang i hendes Hjerte.
Gertrud Skippers kommer.
FRANDS
Tør jeg, som Eders Gjenbo i Gaden, sige en ærbødigst Godmorgen!
GERTRUD
Gjør Eder ingen Uleilighed!
FRANDS
Tør jeg tale et Par Ord med Eder.
GERTRUD
Undskyld, jeg har ingen Tid.
FRANDS
Det er for mig et Par vigtige Ord, jeg har at fremføre.
GERTRUD
Jeg veed, hvad I har at fremføre og jeg veed, hvad jeg har at svare. Naar I, Hr. Frands Melchiorsen, sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum! (Gaaer.)
FRANDS
Det var tydeligt nok. Nu kan jeg dreie mig en Strikke af Hørren her og hænge mig selv i den, eller gaae ud paa Langebro og styrte mig i den dybe Strøm. Nei, nei! det er Cujoneri ikke at kunne bære de tunge Dage, Vorherre tilskikker os. Jeg maa vinde Meta og med hende kommer igjen Lykken!
Jørgen Barnekov gaaer forbi.
JØRGEN
Du her, Frands! jeg troer Du grubliserer.
FRANDS
Jeg tænker paa mine Vilkaar. Det er nærved at gaae mig saa galt som det kan gaae. Hvad troer Du er klogest, endnu at vente paa Lykken, eller at gaae hen og springe ud fra Langebro.
JØRGEN
Vandet er koldt, Frands, det vil ikke smage Dig, især om Du tager for stor en Mundfuld; men jeg har ikke Tid til Passiar, nu slog Klokken Tolv paa Nicolai Uhr, jeg skal til Middags-Collas hos Lars Ley, den rige Brygger, Humlekongen, som han kaldes. Farvel, Frands! god Lykke hos Kjæresten.
FRANDS
Der er Døren lukket for mig. I dette Øieblik talte jeg med Moderen, hun sagde mig det kort og tydeligt: »naar I sidder igjen varmt inden Vægge i Eders Faders gamle Gaard, hæderlig og honnet, saa henvend Eder til mig, som Moder, men ikke før, og dermed Punktum!«
JØRGEN
Saa skynd Dig at blive en rig Mand! Du er ung og freidig! gak ud i den vide Verden.
FRANDS
Hvorhen?
JØRGEN
Veed Du hvad! jeg faaer en god Tanke. Du har vel i Behold din Faders Handelsbøger?
FRANDS
Dem giver Spekhøkeren ikke Meget for.
JØRGEN
Du har dem?
FRANDS
Jeg har dem.
JØRGEN
Mangen Gang hørte jeg din Fader beklage sig over store Tab, han havde lidt i Hamborg, men han sagde ogsaa at flere af de fallerede Kjøbmænd vare igjen komne i gode Kaar og nok vilde betale. See efter i Bøgerne. Tag Papirerne frem og reis til Hamborg.
FRANDS
Du har Ret, jeg husker, at min Fader har sagt det, jeg veed med Sikkerhed, han der har store Summer tilgode. Det er et godt Fingerpeg, Du giver mig, Jørgen. Endnu iaften reiser jeg. I otte Dage kan jeg over Land være der.
JØRGEN
God Lykke!
FRANDS
Paa den stoler jeg, den fylde mine Lommer og da kjøber jeg mig et Skib, farer paa Spanien og bliver igjen den rige Hr. Melchiorsen!
JØRGEN
Det under jeg Dig! Du er et Menneske, jeg holder af. Farvel, Frands! (Gaaer.)
FRANDS
Det var en heldig Tanke, han vakte! men Meta? – Hvorledes klarer jeg for hende min pludselige Forsvinden og Udebliven, hvorledes kan jeg uden Mellembud underrette hende? Lad see! ja! imorgen stiller jeg mig reiseklædt ved Vinduet, det er Søndag, hun gaaer i Kirke, der maa hun høre om mig. Endnu idag vil jeg besøge Præsten, anmode ham om at han efter hver Søndags Froprædiken beder for en ung Mand, der er gaaet paa Reise! Meta vil forstaae at det gjælder mig; ogsaa hun vil bede for mig; jeg troer det, jeg veed det, uagtet vi endnu aldrig talte et Ord med hinanden.
Mel. af Le Pardon de Ploermel.Meyerbeer.