© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Børsen i Hamborg
CHOR af Handelsmænd
FRANDS
(er traadt ind).
Det er Hamborg Børs! hvor det suser og summer i Handelens store Bikube! Hvor skal jeg nu finde mine Folk! Til hvem henvender jeg mig? Den unge Mand derhenne synes at have Kjendskab til de Fleste; han siger et Par Ord til hver; han hører hjemme her. Høistærede! tør jeg tale et Par Ord med Eder. (Under denne Replik ringes med en stor Klokke og Mængden fordeler sig i andre Sale.)
SCHWARTZKÜMMEL
Hvad er til Tjeneste.
FRANDS
Jeg er en Fremmed! jeg kommer her i Forretninger, veed ikke Besked, hvor og til hvem jeg har at henvende mig.
SCHWARTZKÜMMEL
Her har I Manden!
FRANDS
Der har jeg jo ret Held med mig! – Maa jeg altsaa begynde med et Par Spørgsmaal. Hvorledes staaer det med Huset Krambe & Philip?
SCHWARTZKÜMMEL
Det er et solid Huus. De træffer her paa Børsen den ældre Philip.
FRANDS
Lever endnu Kjøbmand Peter Martens?
SCHWARTZKÜMMEL
Han er i bedste Velgaaende og Huset i Tiltagende.
FRANDS
Herman Silkehandler?
SCHWARTZKÜMMEL
Er en rig Mand.
FRANDS
Huset Fabian van der Pleurs.
SCHWARTZKÜMMEL
Er igjen blevet eet af de meest anseete udi Staden. Tre Gange spillede han Fallit, det forøger Capitalen! ha, ha! han har Grunker, som han har Mave; der kommer han, rund og fed som en Æbleskive, der har faaet Been. Har I Forretninger med ham og de tidligere nævnte respectable Huse, da er jeg til Tjeneste! prompte og billig.
FRANDS
Jeg tager derimod! Vil I da tale med Huset Krambe & Philip, med Peter Martens og Silkehandler Herman, de ville kjende den gamle Kjøbmand Melchiorsen i Kjøbenhavn, ham ere de en Deel Penge skyldige. Siig Dem at jeg, Sønnen af Hr. Melchiorsen, er her og at jeg nærmere skal aflægge Besøg hos hver især.
SCHWARTZKÜMMEL
Ja saa! – dette er nu ikke de bedste Forretninger i hvilke I er kommen her, unge Herre. Jeg skal imidlertid overtage Sagen. Tal selv med van der Pleurs, der har I ham. Om en Qvart Time skal jeg være her igjen. (Gaaer.)
FRANDS
Alt gaaer godt! mine Skyldnere ere velhavende Folk, der kunne og ville betale.
Van der Pleurs træder ind.
FRANDS
Om Forladelse! det er nok Hr. Fabian var der Pleurs, jeg har den Ære at tale med.
VAN DER PLEURS
Van der Pleurs!
FRANDS
Jeg er en Fremmed –!
VAN DER PLEURS
Det seer jeg.
FRANDS
Mit Navn vil forhaabentligt være Dem bekjendt: Frands Melchiorsen.
VAN DER PLEURS
Hvad?
FRANDS
Frands Melchiorsen!
VAN DER PLEURS
Kjender det ikke.
FRANDS
Min Fader var Peter Melchiorsen i Kjøbenhavn; jeg veed, han havde Handelsforbindelser med van der Pleurs i Hamborg.
VAN DER PLEURS
Muligt!
FRANDS
Det er ganske vist. Jeg medbringer Udskrift af min Faders Handelsbøger, og tilstrækkeligt Vidnesbyrd om at jeg er Sønnen og Universalarvingen.
VAN DER PLEURS
Hvad angaaer det mig!
FRANDS
Der findes noteret i Bøgerne mere end een Pengesum, jeg som eneste Arving efter min salig Fader har at hæve hos Eder.
VAN DER PLEURS
Fra hvad Tid?
FRANDS
For fem Aar tilbage.
VAN DER PLEURS
Da stod min Formue i Concours og mine Creditorer bleve retligt indkaldte til at modtage Afbetalingen med fem Procent; har man ikke dengang accepteret Betalingen, er det ikke min Skyld.
FRANDS
Men I er senere bleven en rig Mand.
VAN DER PLEURS
Gud skee Lov!
FRANDS
Og jeg er bleven fattig.
VAN DER PLEURS
Beklager!
FRANDS
Tør jeg uleilige Eder med at gjennemlæse disse Papirer.
VAN DER PLEURS
De komme ikke mig ved!
FRANDS
I vil da ikke tvinge mig til at gaae Rettens Vei, føre Proces –?
VAN DER PLEURS
Proces mod mig?
FRANDS
See Eders gamle Handelsbøger efter og I vil erkjende –
VAN DER PLEURS
Jeg har ingen gamle Handelsbøger.
(Gaaer.)
FRANDS
Hvilken Opførsel! – de Andre vil jeg da haabe høre til en ganske anden Sort; ellers seer det kun daarligt ud for mig.
Schwartzkümmel kommer tilbage.
SCHWARTZKÜMMEL
Unge Herre, det gaaer ikke! I sætter hele Børsen i Bevægelse. Huset Krambe & Philip sige at de ikke have staaet i Handels-Forbindelse med Eders Fader, Peter Martens erklærer Eder for at være fra Forstanden og Herman Silkehandler anfører at Eders Moder, i en Række af Aar staaer i Gjæld hos ham for kostbare Kniplinger og Silketøier, hun har faaet.
FRANDS
Hvad er det I siger?
SCHWARTZKÜMMEL
I kommer ikke til Penge her; I kommer til Gjæld og den vil man have betalt. Skal jeg give Eder et godt Raad, see til itide at slippe bort.
FRANDS
Fordi jeg vil gjøre min Ret gjældende.
SCHWARTZKÜMMEL
De Andre ville ogsaa gjøre deres Ret gjældende. Jeg varer Eder ad.
FRANDS
Men er her ingen Retfærdighed!
SCHWARTZKÜMMEL
Fru Justitia raader tilfulde, men før hun kan dømme udi Eders Sag, haver I Meget at klare. I vil blive holdt i Forvaring. Lyd mit Raad, see til at komme herfra. Jeg forlanger intet Honorar for min Tjeneste. – Reis bort; reis hjem! – der har I allerede en Rettensbetjent.
RETSBETJENTEN
Hedder I Frands Melchiorsen.
FRANDS
Det er mit Navn.
RETSBETJENTEN
Fra Kjøbenhavn?
FRANDS
Ja!
RETSBETJENTEN
Og Pas?
FRANDS
Det har jeg.
RETSBETJENTEN
Godt! vil I saa følge med mig. I Rettens Navn.
FRANDS
Hvorhen!
RETSBETJENTEN
Til Raadhuset.
FRANDS
Hvad der?
RETSBETJENTEN
Kost og Logis indtil Øvrigheden har hørt fra Kjøbenhavn hvem I egentlig er. Det vil blive langvarigt!
SCHWARTZKÜMMEL
(tilhvisker ham).
See til i Trængselen at smutte bort! – Forsigtig.
CHOR AF HANDELSMÆND,
som under Støien og Larmen fylde Scenen, de gjentage Choret hvormed Acten begyndte.
Scenen forandres til den lille Stue hos Gertrud Skippers.
META
(sidder ved Spinderokken).
Nu spiller han ikke mere derovre! Gud veed hvor i Verden han nu færdes.
Mo’er Gertrud træder ind.
GERTRUD
Meta, tænk Dig! den rige Lars Ley kommer i Besøg. Humlekongen kommer her i vor fattige Stue.
META
Hvad vil han hos os!
GERTRUD
Ja, hvad vil han. Nylig mødte jeg ham paa Torvet, han gaaer saa modest og dog saa almægtig; jeg fik en Hilsen af ham, saa vennehuld; han standsede og sagde, at han endnu idag vilde aflægge mig et Besøg i et vigtigt Anliggende.
META
Hvad kan det være.
GERTRUD
Han sælger ikke Hør, han lader ikke spinde –, – men jeg har mine egne Tanker med hvad hans Hensigter kunne være.
META
Dog ikke for at frie til Dig, Moder! Ja, Du er endnu ganske kjøn –!
GERTRUD
Mig! – Nei Gud give han friede til Dig. Jeg troer det.
META
Gud frels mig!
GERTRUD
META
Skal jeg bede Vorherre om en god Husbond, saa bliver det ikke om Lars Ley! nei, saa veed jeg nok – –!
GERTRUD
Nævn mig Ingen! jeg kjender din Tanke! stille! der er Nogen i Forstuen. Meta, gaa ind i dit Kammer.
META
Lad mig være udenfor den Sag, han har at tale med Dig om.
(Gaaer ind i Sideværelset.)
GERTRUD
Mit Hjerte sidder heroppe! jeg er ganske underlig ved det Besøg, gid det maa føre Meta og mig ind i Glæde og Velstand. Men jeg vil dog ikke lade ham formærke hvor glad jeg er, og idag skal han ikke see Pigebarnet, det finder jeg tugtigt og sømmeligt. Det banker. Kom ind!
LARS LEY
(træder ind).
Det er Lars Ley, som kommer her, mere behøver jeg vel ikke at sige Eder.
GERTRUD
Jeg siger saa mange Slags Tak for Æren! Vil I ikke tage Plads.
LARS LEY
Jeg har, som I veed, min egen Gaard og sidder udi stor Drift.
GERTRUD
I er en af Stadens meest agtede og velhavende Borgere.
LARS LEY
Jeg kan sige, at jeg forsyner Staden med det bedste hjemmebryggede Øl, og jeg forsender samme.
GERTRUD
Deiligt Øl! jeg sætter det over Bremer og Rostokker.
LARS LEY
Jeg har en Have udenfor Østerport.
GERTRUD
Jeg har kigget ind over Plankeværket.
LARS LEY
Jeg har en Stol i Kirken.
GERTRUD
Ved Siden af den rige Hr. Melchiorsens.
LARS LEY
Han er væk og Sønnen med. Jeg sidder der. Og jeg har mit eget Gravsted.
GERTRUD
Bevare Eder Gud længe fra at hvile der.
LARS LEY
Det er ogsaa min Tanke, Mo’er Skippers! Jeg er jo ved bedste Huld, har en god Appetit, kan tømme en Kande. Det er fornøieligt at have godt til Bedste! det har jeg, Skjæppen er fuld, og naar jeg nu tager mig en Kone, saa veed jeg ikke der er mere at have.
GERTRUD
En Mand som I behøver visseligt ikke at søge længe.
LARS LEY
Jeg har seet mig om; jeg kjøber ikke Humlen i Sækken. Flane-Jomfruer, der med Ørenringe og Silkebaand i Toppen træde ud i Dandsen, agter jeg ikke at kaare! Jomfruer, der forlange deres Morgen-Kaffe og en Karosse for at fare til Gyldenlund, heller ikke –!
GERTRUD
I handler som en tænksom Mand.
LARS LEY
Gjætter I hvor jeg har vendt mine Tanker hen?
GERTRUD
Vistnok til en hæderlig Skjønjomfru!
LARS LEY
Jeg har ikke seet hende paa Dyrehavs Bakken eller i Dandseboden. Nei, i Kirken har jeg seet hende, saa ærbar som en Matrone og deilig som en Pintselilie.
GERTRUD
Jeg forstaaer ikke hvem I mener.
LARS LEY
Jeg beiler udi Tugt og Høviskhed til Eders Jomfru Datter.
GERTRUD
Til min Meta? det fattige Barn! hvad skal jeg svare.
LARS LEY
I skal svare, at nu er den Sag i sin Rigtighed. Vil I saa lade den hjerte Jomfru træde herud.
GERTRUD
Det løber Vir for mig, Hr. Lars Ley! jeg maa først tale udi Eenrum med hende. Hun og jeg maae jo ogsaa raadføre os med den gode Gud.
LARS LEY
Ja, det kan snart være gjort. Jeg skal gjerne træde til Side, – eller, – ja, Svigermoder og min forhaabentlige Trolovede kunne jo henad Dagen see ind hos mig forat vide hvorlunde det har sig i Stuerne, med Indbo, Uldent og Linned; Bryggeriet er en heel Herlighed at see – og før I saa gaae derfra, kan jo Sagen være bragt i Orden.
GERTRUD
O, min Gud! jeg er ganske overvældet. Jeg staaer ligesom paa et Vippebræt. Alene Anstand og det Sømmelige forlanger dog et Par Dages Tid til Overveielse. Jeg skal strax tale med min Datter.
LARS LEY
Nu kan I jo glæde hende med den Efterretning, og da I vil helst at jeg ikke hører paa det, saa kan jeg gaae. Jeg skal lade min Dreng bringe Eder en Bimbel af mit stærke Marts-Øl. Formeld min Respect hos Kjæresten. Hun er den søde Urt, jeg er Humlen! saaledes brygger man Øl, Gertrud Skippers. (Nikker og gaaer.)
GERTRUD
Meta! Meta!
META
(stikker Hovedet ud af Døren).
Er han borte.
GERTRUD
O, du Lykkens Kreatur! Lars Ley har beilet til dig!
META
Moder, Du forskrækker mig.
GERTRUD
Blodrød bliver Du, det er rigtigt! det sømmer sig en ærbar Jomfru. Himmelen hænger fuld af Violiner for os begge To.
META
Jeg fatter ikke din Tale! hvad vilde han her?
GERTRUD
Fæste dig til Brud har jeg jo sagt.
META
Mo’er! har Du paa mine Vegne sagt Ja!
GERTRUD
Ikke klart og tydeligt til ham, men i mit Hjerte har jeg sagt Ja, ja, ja! Du gaaer ind til Rigdom og Herlighed. Bort med Spinderokken! Du bliver baaren i Portechaise. Jeg faaer min gode Kakkelovnskrog. Alt, hvad jeg drømte og bad om, gaaer op for mig paa mine gamle Dage.
META
Moder! Moder!
GERTRUD
Have udenfor Porten, egen Kirkestol og egen Begravelse, søde Barn, vi skulle ligge i egen Begravelse!
META
Ja, i den vil jeg snart blive lagt, om du tvinger mig til at ægte det Menneske.
GERTRUD
Kom ikke med Snak! det er den Laban derovre, Du har i Hovedet! nu er han jo væk, denne Frands Melchiorsen! han kan blive og gratulere Nytaar hos Folk, der sidde udi Velstand. (Gaaer.)
META
Jeg er saa inderlig bedrøvet. (Følger efter.)
Scenen er i det Holstenske.
(Landevei forbi et gammelt høiadeligt Slot; foran ligger Kroen: »sorte Margrethe.« Lyn og Torden, Vinden suser, Regnen strømmer ned.)
FRANDS MELCHIORSEN
Det nytter ikke at klynke! og ret betænkt maa jeg være glad fordi det er saadant et Veir; det dæmper Lysten hos dem til at sætte efter mig. Jeg benyttede mig af Trængselen, slap bort fra Betjenten, kom ud paa Gaden, afsted, det var et godt Løb! Men hvor er jeg? et Stykke fra Hamborg, træt og gjennemblødt! Her faaer neppe nogen Reutendiener Fingre i mig. Og det er det hele Udbytte af Reisen! – Skinner ikke der et Lys. Her ligger et Huus, en Gaard! – (Det lyner.) God Belysning! Jeg er virkelig ved en Kro! det er dog et Held i Uheld. (Banker paa.) Hov! luk op!
KROMANDEN
(aabner et Vindue.)
Hvem der?
FRANDS
En Reisende.
KROMANDEN
Til Hest?
FRANDS
Tilfods.
KROMANDEN
Her er ikke Plads. Hele Huset er fyldt med Fremmede.
FRANDS
Lad mig komme under Tag, Regnen skyller ned.
KROMANDEN
Har jeg ikke sagt at Huset er fyldt.
FRANDS
Jeg kan ligge paa Straa, jeg kan sidde i en Stol ved Kakkelovnen.
KROMANDEN
Han gjør en Støi, som om han var en fornem Herre! jeg maa see ham efter. (Lukker Vinduet.)
FRANDS
Monstro han kommer og lukker mig ind. Jeg er træt, jeg trænger til Hvile; en Bænk maa der dog være at strække sig paa!
KROMANDEN
(med en stor Lygte.)
Nu skal jeg lyse op for Eder.
FRANDS
Giv mig Tag over Hovedet og giv mig Aftensmad!
KROMANDEN
(sagte).
Han har hverken Koffert eller Randsel! hvad er det for en Karl?
FRANDS
Svar mig! I har jo Krohold?
KROMANDEN
(sagte).
Fornem Tone har han. Hvor hører I hjemme?
FRANDS
I Kjøbenhavn!
KROMANDEN
Ja saa, hm! hm! en Kjøbenhavner! rare Mennesker! – men jeg har ingen Plads for Eder! hele Huset er fyldt, hvert Kammer, hver Seng. I Stalden staaer Qvæget Side om Side og paa Høloftet ligge Qvægdriverne.
FRANDS
Jeg finder nok en Plads! Lad os bare ikke discutere herude i dette Veir.
KROMANDEN
Jeg tænker over. Seer I! ja jeg kan ikke vise det med Lygten; lige op til Kroen ligger det herskabelige Slot, som vi kalde det, der boer ikke et Menneske; jeg har Opsigt over det, jeg har alle Nøglerne; der er Værelser nok.
FRANDS
Kan I indqvartere mig der?
KROMANDEN
Ja, det er en ringe Sag! men – –
FRANDS
Naa? –
KROMANDEN
Der er saa forfærdeligt eensomt.
FRANDS
Des roligere sover jeg.
KROMANDEN
I skal faae varm Aftensmad og gode Drikkevarer!
FRANDS
Det er jo prægtigt! lad os bare ikke vente.
KROMANDEN
Kun fem Minuter! jeg maa hente Nøglen og Fødevarerne. (Sagte.) En Kjøbenhavner! han skal paa Slottet. (Gaaer ind i Kroen.)
FRANDS
Han gaaer! han gjør maaskee Nar ad mig! han har ingen Plads og saa har han et heelt Slot. Tys! jeg gjør ham Uret, der er han igjen.
MINCHEN
(med et Lys i Haanden, seer ud af Døren).
Regner det? Hvad behager? Er her Nogen?
FRANDS
Du er jo nydelig, mit Barn!
MINCHEN
Uh! fy! lad være! Hvem er Han?
FRANDS
En stakkels Reisende, man ikke vil lukke ind.
MINCHEN
(belyser ham).
Han er kjøn og saa ung!
FRANDS
Kan Du ikke lide det?
MINCHEN
Jo! Han har et rigtigt rart Ansigt. I skal sove paa Slottet, sagde Herren. I er vist en Kjøbenhavner?
FRANDS
Det er jeg.
MINCHEN
Et rigtigt godt Menneske! det seer I ud til! unge Herre, sov ikke paa Slottet.
FRANDS
Og hvorfor ikke det?
MINCHEN
Jeg tør ikke sige det.
FRANDS
Jo til mig.
MINCHEN
Det spøger deroppe; derfor er det at Herskabet er flyttet bort; og hver Gang en Fremmed sover der om Natten, – uh, det er gyse ligt! –
FRANDS
Hvad skeer saa?
MINCHEN
Der kommer et Spøgelse.
FRANDS
Og det?
MINCHEN
FRANDS
Skaldet! det vil ikke klæde mig! skal der barberes, da vil jeg hellere barbere Spøgelset.
MINCHEN
Tal ikke saa ugudeligt og lad være at gaae derop!
FRANDS
Du vil kun narre mig! Du selv er en Trold, det kan jeg see i begge dine Øine.
MINCHEN
Jeg vil slet ikke see paa Ham!
KROMANDEN
(med Lygte og en stor fyldt Kurv).
See saa! her er Fødevarer! Minchen, tag Kurven, jeg bærer Kruset. Den Reisende skal sove inat oppe paa Slottet.
MINCHEN
I det Mørke?
KROMANDEN
Her er jo Lygte! –
FRANDS
Jeg faaer Aftensmad og en god Seng?
KROMANDEN
Grevelig! jeg vil ønske I maa sove godt! flere Kjøbenhavnere have sovet der og drømt behageligt!
MINCHEN
Det kjønne, unge Menneske!
KROMANDEN
Hold Mund! (Sagte.) En Kjøbenhavner tog min Kjæreste fra mig! – han skal barberes! (Det tordner.)
FRANDS
Jeg troer Tordenveiret kommer igjen tilbage.
KROMANDEN
Kun et Par Skridt og saa er vi under Tag.
ALLE TRE
(De gaae ind i Slottet, Uveiret tager til.)
Scenen forandres til et stort gammelt Værelse paa Slottet.
(Kamin, Rococco-Meubler, en Mængde Portraiter; midt paa Væggen er et Billed af en Mand i middelalderlig Dragt, ganske rødklædt; han har Noget af Till Uglspil i sit Ydre; i sin ene Haand holder han en stor rød Pose.)
FRANDS, KROMANDEN og MINCHEN træde ind.
KROMANDEN
Her ere vi da! nu hurtigt Lysene tændte og Kurven pakket ud.
FRANDS
Fortræffeligt! En kongelig Seng, bred og stor med røde Damaskes Gardiner.
KROMANDEN
Til Tjeneste.
FRANDS
Men hvorfor boer Ingen her i denne smukke Eiendom?
KROMANDEN
Det grevelige Herskab har flere Slotte. Dette Sted behager ikke den naadige Frue; man taler om at her spøger. I er dog ikke bange.
FRANDS
De Levende gjøre os Fortræd, ikke de Døde, det er min Tro.
KROMANDEN
Den er meget god, og Fødevarerne ere gode. Kroen ligger jo tæt ved Slottet, I er ikke langt fra Mennesker, dernede er altid Folk oppe.
FRANDS
Det omtalte Spøgeri af hvad Art er det?
MINCHEN
(som er ivrig beskæftiget med at dække Bordet).
Jeg er færdig at tabe Tallerkenen!
KROMANDEN
Dumt Vaas! det er jo endnu ikke Spøgelsetid og den Reisende er aldeles ikke bange.
FRANDS
Fortæl mig hvad man veed, at jeg kan indrette mig derefter.
KROMANDEN
Ja, det er saadan fra gammel Tid! – hvorledes er det? Minchen!
MINCHEN
Her boede for over hundrede Aar siden en Herremand, der var saa ryggesløs og ugudelig! –
KROMANDEN
Her blev sviret og drukket til langt ud paa Natten; aabent Taffel blev her holdt; her var endnu ingen Kro; mange fremmede Reisende fik Plads ved Herremandens Bord.
FRANDS
Men det var jo i høieste Grad gjestfrit og smukt.
MINCHEN
Ak nei, det var Altsammen af det Onde. Tænk, naar de stakkels Mennesker havde faaet lidt over Tørsten, saa bleve de bundne til Stolen og en af Herremandens værste Companer, der agerede Barbeer, sæbede dem ind, baade Skjæg og Hoved, ragede hvert Haar af dem, og naar de saa om Morgenen saae sig i Speilet vare de Skaldepander.
FRANDS
Men naar de ikke drak!
MINCHEN
De bleve barberede alligevel. Engang kom her en from, gammel Biskop, og selv ham handlede de ligesaa ugudeligt med; joge ham ud af Slottet, til Spot og Spee. »Skaldepande, Skaldepande!« raabte Drengene efter ham.
FRANDS
Og til Straf spøger nu den ugudelige Herremand?
MINCHEN
Han lod fra fremmedt Land forskrive sin Marmorliigkiste; den blev sat ind derovre i Kirken, hvor den endnu staaer; da den kom der, gik om Aftenen den ugudelige Herremand derover med sine Svirebrødre, vilde og gale som de vare; selv satte han sig i Kisten og drak sin Begravelses Skaal, men i samme Stund tog den Onde ham og der kom Skræk over de Andre, kun ikke over den fæle Compan, der havde forhaanet den fromme Bisp.
KROMANDEN
Der paa Væggen hænger et Billede, som man siger fremstiller Companen; han holder Barbeerposen i Haanden.
FRANDS
Og Skikkelsen af ham er det der viser sig her?
KROMANDEN
Sludder og Sladder og lavet Historie er det Hele!
MINCHEN
(løfter Hænderne.)
Husbond! Husbond!
FRANDS
Jeg skal sige imorgen om han ligner Billedet! Jeg troer, det er et Portrait af Till Uglspil, saalunde staaer han afkontraferet forud i Bogen.
KROMANDEN
God Appetit og qvægsom Hvile!
MINCHEN
Læs Eders Aftenbøn!
ALLE TRE
(Kromanden og Minchen gaae.)
FRANDS
Et godt dækket Bord! en prægtig gammel Stue! her er ganske hyggeligt. Jeg er træt, jeg er sulten. (Sætter sig til Bords og spiser.) Det Skjønneste og Bedste har jeg dog her i mit Hjerte. Meta, deilige, jomfruelige Meta! jeg har en Forvisning her, at min stumme Kjærlighed er hørt, forstaaet og gjensvaret. Jeg læste engang i en gammel Bog, at en viis Græker havde sagt og skrevet om Ægteskab, at ethvert Menneske var som en Halvkugle, der trillede ud i Verden, trillede og trillede, for at finde sin anden Halvdeel; Mange traf sammen, der ikke passede, men Mange mødtes ogsaa svarende til hinanden, for at rulle forenede i evig Lykke. Min Halvdeel er Meta og jeg er hendes. (Klokken slaaer Tolv.) Hvor den gamle Klokke har en stærk Klang! det er som om den talte; den melder at det er Midnat. Døren vil jeg laase for onde Mennesker, ikke for de Døde, de have noget Større og Bedre at virke for, end at pusle om og skræmme os. Vinden hyler, Regnen strømmer ned. Jeg er træt, kan neppe holde mine Øine aabne.
(Han har sat sig; en dæmpet Musik lyder; Billedet paa Væggen træder ud af Rammen og nærmer sig med afmaalte Skridt. Et Vindhyl, en stærk Accord i Orchestret, Frands farer op.)
Hvad er det! – Billedet!
SKIKKELSEN
(tager Barbeertøiet frem af Posen.)
FRANDS
Hvad vil Du, Djævleværk?
SKIKKELSEN
(peger paa en Stol at Frands skal sætte sig).
FRANDS
Du trænger meer dertil end jeg. Sid Du!
SKIKKELSEN
(staaer ubevægelig).
FRANDS
Du selv skal prøve Kniven! saa sandt Gud hjælper mig!
(Styrter hen i mod Skikkelsen; i samme Øieblik forsvinder dens Skjæg og Hovedhaar, som var det raget af. Stærk Accord i Orchestret.)
(.)
SKIKKELSEN
(Skikkelsen er heelt traadt ind i Rammen, et Lyn slaaer ned, splintrer den og river det malede Billede itu.)
FRANDS
Ha! hvilket Lyn! her slog det ned! det gamle Billede er sønderflænget! det Billede, der stod i denne Stund, traadt ud af Rammen, lige her foran mig; jeg drømte ikke! det talte til mig klart og tydeligt: