© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Langebro med Udsigt henad Strømmen mod Knippelsbro
EN GAMMEL SOLDAT med et Træbeen sidder paa Broen, FRANDS MELCHIORSEN gaaer op og ned. Klokkerne ringe; det er ved Solnedgang.
FRANDS
Jeg er i Kjøbenhavn allerede fra igaar Aftes, og her paa Langebro har jeg nu gaaet fra den tidlige Morgen. Jeg har seet Skildvagterne komme og igjen blive afløst ved Blaataarn og ovre ved Krudttaarnet; jeg har staaet og gaaet, seet opad Strømmen mod Knippelsbro; det er blevet Middag, det er blevet Aften, Klokkerne ringe til Solnedgang; min Lykkestjerne er længst nede, her kommer ingen Ven.
DEN GAMLE MED TRÆBENET
(strækker Haanden ud).
En gammel Krigsmand beder.
FRANDS
(rækker ham en Skilling).
DEN GAMLE
Tak, Herre, tak! (Sagte.) Det er fjerde Gang idag han giver mig; han kommer og gaaer, det er som om han ogsaa hørte til Broen.
FRANDS
Hvor smukt de røde Skyer bestraale Taarnet og Husene. Klokkerne klinge saa festligt!
DEN GAMLE
Han har ikke en eneste Gang seet paa mig. Gud veed hvad han grubliserer over.
FRANDS
Det Syn jeg saae, det var saa tydeligt, meer end en Drøm; jeg hørte Ordene: »Paa Langebro Du møde vil en Ven, der siger Dig hvor Du din Rigdom finder.«
DEN GAMLE
Det er maaskee ikke rigtigt fat med Mennesket.
FRANDS
Men kommer ikke der Jakob Holmegaard, den Nærigste af alle mine falske Venner. Skulde han bringe mig Lykken? Ja, det gaaer jo underligt til i denne Verden.
Jakob Holmegaard træder ind.
FRANDS
God Aften, Jakob!
JAKOB
Frands Melchiorsen!
FRANDS
Du kjender mig da igjen?
JAKOB
Ulykkesfugl! Naa, saa Du er vendt tilbage! Har Du faaet Penge?
FRANDS
Endnu ikke en Døit.
JAKOB
Tohundrede blanke Kroner skylder Du mig! Du lovede mig Pant i en Deel af din Faders Gaard; jeg fik det ikke skriftligt.
FRANDS
Mit lille Landsted paa Frederiksberg overlader jeg Dig heelt.
JAKOB
Nei siger jeg og Nei har jeg sagt! Det kjøber Ingen, det er forfalden, Haven tilgroet og suur. Idag er Løverdag, Søndag hviler Retten, paa Mandag har Du mig med en Prokurator. Part i din Faders Gaard og skriftligt!
FRANDS
Det er Alt hvad Du har at sige mig?
JAKOB
Ja, hvad Andet?
FRANDS
Er der ikke Noget, Du skal betroe mig?
JAKOB
Betroe? Betal først din Gjæld.
FRANDS
Du forstaaer mig ikke! Har Du Ingenting at sige mig, Noget, Du har fornummet – drømt? –
JAKOB
Drømt! – jeg husker aldrig hvad jeg drømmer.
FRANDS
Du har ikke seet en rød Skikkelse?
JAKOB
Kommer Du fra en Sviir eller er det ikke rigtigt i dit øverste Stokværk?
(Idet han gaaer.)
FRANDS
Dagen er omme, Forhaabningernes Tid er omme, som en Nar har jeg drevet her den hele Dag.
DEN GAMLE
En stakkels gammel Krigsmand!
FRANDS
Her er min sidste Skjerv!
DEN GAMLE
Tak, Herre!
FRANDS
Der kommer Maanen frem! den skinner paa den stærke Strøm. Dernede seer det dybt og mørkt ud, som saae jeg ind i min Fremtid! –
DEN GAMLE
Jeg veed ikke –! det unge Menneske har et godt Ansigt, – men han seer tungsindig ud. Jeg gad nok vide hvorfor han har gaaet her hele den udslagne Dag.
FRANDS
I Strømmen derude staaer paa Colonnen det gamle Vartegn, en Qvindeskikkelse, der kysses af en Svane, det er som Maaneskinnet gav dem Liv; flyv hen til mig og siig mig Trylleordet, der løfter Skatten!
DEN GAMLE
Jeg taler til ham! Herre, forund mig kun et Ord!
FRANDS
Hvad vil Du? tal!
DEN GAMLE
Ja, det er jo noget næsviist af mig! men I seer saa god ud, I bliver ikke vred for mit Spørgsmaal.
FRANDS
Nei, ingenlunde!
DEN GAMLE
Jeg sidder og undrer mig over at vi To, som idag have været de første her paa Broen, nu ogsaa ere de sidste. Jeg er her for at bede om en Skilling i Guds Navn, men I, unge Herre –, ja det kommer jo rigtignok ikke mig ved.
FRANDS
Du har Ret, jeg har gaaet her hele Dagen, og det kan nok undre Dig.
DEN GAMLE
I saae meget gladere ud imorges end nu, da Dagen er forbi.
FRANDS
Jeg har gaaet og ventet paa en Ven, der skulde møde, men ikke kom.
DEN GAMLE
Det er stor Uret af ham at give Eder Løfte og saa ikke holde det. Han kunde da sende Afbud.
FRANDS
Løfte har han just ikke givet. Ja jeg veed ikke engang hvorledes han seer ud eller hvem han er. Troer Du paa Drømme?
DEN GAMLE
Drømme?
FRANDS
Ja jeg har drømt, drømt forunderligt, som var det en Virkelighed, at jeg her idag paa Langebro skulde møde en Ven, en sjelden Ven.
DEN GAMLE
Naa I har drømt det! ja saa er Manden undskyldt. Saa I troer paa Drømme! hvad har jeg ikke drømt! havde jeg al den Rigdom jeg har seet i Drømme, saa var jeg den rigeste Mand i Kjøbenhavn, ja paa Christianshavn med! Men jeg er ikke saadan en Nar, at jeg troer paa Sligt. Om Forladelse, for hvad jeg siger.
FRANDS
Men jeg drømte saa levende, at jeg næsten troer jeg var vaagen.
DEN GAMLE
Ja, det kjender jeg nok! jeg har drømt saa omstændelig, at jeg kunde gaae lige til at tage Herligheden, naar den var der; og for en Drøms Skyld vil I spilde en heel Ungdoms-Dag. O, jeg maa lee!
FRANDS
Paa denne Dag, paa dette Sted skulde jeg møde Venner, der sagde mig Ting af stor Vigtighed.
DEN GAMLE
Det er ikke otte Dage siden, da drømte jeg saa levende, som vi To staae her paa Broen, at jeg laae i min Slagbænk og ikke kunde falde i Søvn; det blev saa lyst omkring mig, der stod hos mig en gammel, venlig Mand, han lignede min salig Fader. »Anton!« sagde han, »læg vel Mærke til hvad jeg siger, tro ikke at det er Drøm! tag en Spade, gaa ud paa Prindsens Amager ved Slottet Frederiksberg, gaa Falkoneergaarden forbi, den første Sti derfra fører til en lille Laage, der ligger ud mod Veien et lille grønmalet Landsted mellem beskaarne Buxbomhækker – –
FRANDS
(sagte).
Min Faders Landsted!
DEN GAMLE
Der boer Ingen. Gaa dristig ind i Haven; to Skridt fra det store Pæretræ staaer en Træhusar foran en Rosenhæk –
FRANDS
Nøiagtigt!
DEN GAMLE
Grav tæt ved den tilvenstre, og Du støder paa en Steenplade, skaf denne bort, der ligger gjemt en Skat. Ingen Levende veed derom. Den er din!«
FRANDS
Velsignet! Deiligt! Den er der.
DEN GAMLE
Ja, i Drømmen! Var det ikke omstændelig drømt?
FRANDS
Og hvad gjorde Du saa, da Du næste Dag vaagnede?
DEN GAMLE
Jeg gik her ud og satte mig paa Broen som jeg er vant til. Jeg vidste jo, der kom ikke Noget ud af Drømmeriet. Nei, vil Vorherre hjælpe mig, saa kommer det nok paa anden rimelig Maade.
FRANDS
Maaskee! Hver Smaaskilling har jeg givet ud, men en blank Krone har jeg! Din Fortælling har igjen sat mig i Humeur. Gjør Dig en glad Aften; Du er vel daglig her paa Langebro. Jeg tænker at vi sees igjen! God Nat!
(Gaaer hurtigt.)
DEN GAMLE
En Krone! – saa stor en Mønt! han var bestemt ikke rigtig i Hovedet. Men et meget behageligt Menneske, et rart Ansigt, og jeg har studeret Ansigterne, det er min Tidsfordriv, mit Levebrød. Her er Boutiken, her er Contoret, jeg tager Bropenge af gode Mennesker. Jeg gad vide, om jeg med alle de Penge jeg har drømt om, vilde føle mig mere tilfreds end jeg nu er.
Stuen hos Gertrud Skippers
GERTRUD
Jeg veed ikke hvad jeg skal troe og tænke! Meta gjør mig Sorg. Det er ilde fat med hende. Hun spiser ikke, hun sover ikke; den nye Søndagskjole, jeg gav hende, fik ikke et Smiil frem i hendes Ansigt. – Han derovre, denne Frands Melchiorsen, er borte og bliver borte; det er da eet Gode, og derfor bliver jeg her i Leiligheden. Han har sat alle sine Midler til og er dragen ud af Landet, det har jeg ogsaa sagt til Meta. I denne Aften kommer Lars Ley, han vil have Sagen afgjort og at der imorgen ved Høimesse kan lyses til Bryllup. Jeg er ganske betagen, troer jeg ikke ogsaa, at jeg gaaer og snakker høit med mig selv. Meta! Meta!
Meta træder ind.
META
Her er jeg, Moder.
GERTRUD
Men søde Barn, Du seer elendig ud, Du er bleg som et Liig.
META
Du kaldte paa mig.
GERTRUD
Du har grædt!
META
Moder, Moder! gid jeg var død!
GERTRUD
Tal dog ikke saa ugudeligt! Man kan tidsnok komme i sin Grav. Vorherre forlade mig hvad jeg siger! Du er min eneste Glæde.
META
Forund mig at blive hos Dig i hvad Du kalder Fattigdom, – lad mig døe hos Dig!
GERTRUD
Siig dog ikke saadanne Ord! Lykken lukker Døren op for Dig, Du kan gaae lige ind i Velstand og tage din Moder med! ja, for min Skyld skal Du ikke gaae, men for din egen. Jeg kan ikke forstaae Dig, jeg kan ikke finde Traaden –!
META
Den ligger dog saa nær – al min Tanke, hele mit Hjerte er hos ham – der er borte.
GERTRUD
Hvad veed Du fra ham? Har I talt sammen?
META
Aldrig! men jeg er forvisset om hans Kjærlighed og om hans Troskab.
GERTRUD
Nu har han været bort i Dage og Uger.
META
Moder, husker Du? Det var Søndag Morgen, han stod reiseklædt ved Vinduet. Vi gik til Kirke; der bad Præsten for en ung Mand her af Staden, en ung Mand, der gik paa Reise i et for ham vigtigt Anliggende. Hver Søndag er bleven bedet med de samme Ord.
GERTRUD
Det kan være for ham og det kan være ikke for ham, det veed jeg ikke! men det veed jeg, Frands Melchiorsen har Ingenting og man maa som gifte Folk have Noget at leve af.
META
Det vil han vide at skaffe. Moder, min egen søde Moder! mit Hjerte gaaer itu, smeder Du mig til Lars Ley; hellere springer jeg ud fra Langebro. Moder! Moder!
GERTRUD
Du er syg, Du er i Feber, stakkels Barn! Du er groet lige ud af mit Hjerte. Men at lade en saadan Mand som Lars Ley fare, det er Daarskab af Dig og mig.
META
Du gav mig Livet, saa tag det da igjen!
GERTRUD
Nei, Meta, Barn! Du river mig ud af mig selv! Det er da ogsaa en voldsom Kjærlighed! saaledes har jeg ikke kjendt den hos din salig Fader og den var inderlig ægteskabelig.
META
Moder!
GERTRUD
See dog ikke paa mig med det Ansigt! Du har en Magt over mig! – bliv bare frisk og sund og glad igjen! – Du skal have din Villie! –
META
Tak og Velsignelse!
GERTRUD
Men hvorledes skal jeg kunne sige det til Hr. Lars Ley?
META
Jeg vil sige ham det! og Dig vil jeg sige Tak, tusindfold Tak! Du har løftet en tung Steen fra mit Hjerte.
GERTRUD
Ja naar Du faaer din Villie, saa er jeg en god Moder, men en klog Moder er jeg ikke, det siger jeg! – Det banker, der har vi ham. Vær saa artig, træd ind.
Lars Ley træder ind; han har i Haanden to store Alterlys, smykkede med Silkebaand.
LARS LEY
Skyldigste Tjener, Mo’er Skippers, og min Hjerte Jomfru.
META
(neier).
Hjerte – Herre!
LARS LEY
Hun siger Hjerte.
GERTRUD
I er en Hædersmand!
LARS LEY
Det maa vel bekræfte sig, naar jeg sætter to saadanne Alterlys frem, hvert er som en lille Humlestang, dem giver jeg til Vor Frue Kirke, de skulle tændes til Vielsen.
GERTRUD
Ak, Hr. Lars Ley! – (i det hun vil skjule sin Forlegenhed.) I seer overordenlig vel ud. Hvor I maa være sund!
LARS LEY
Takker Gud og mit gode Øl. Men hvad siger I om Lysene, man kan tænde dem naar man vil!
GERTRUD
Jeg kan ikke stille mine Ord, for jeg har ikke Ord! – Ak, Hr. Lars Ley!
LARS LEY
I finder det er en stor Lykke, jeg forunder Eders kjære Jomfru Dotter, og Glæden overvælder Eder!
GERTRUD
Ja, en overvættes Lykke og mig en Livsens Glæde! – men der er Omstændigheder –.
LARS LEY
Dem springe vi over!
GERTRUD
Min Datter selv vil sige Eder hvad der maa siges.
META
Ja, vil I forunde mig at jeg taler med Eder aabent og ærligt, lige ud af mit Hjerte!
LARS LEY
Hvad har min Hjerte Jomfru at betroe mig?
META
Jeg har raadført mig med Gud og mit Hjerte; det er mig klart og vist, jeg kan ikke blive Eders Hustru.
LARS LEY
Hvad er der iveien?
META
At jeg ikke har Elskov i mit Hjerte for Eder!
LARS LEY
Ikke Andet! I faaer nok Elskov naar I flytter ind til min Velstand.
META
Jeg takker for Æren af Eders Andragende, men jeg maa besvare det med Nei!
LARS LEY
Nei, til Lars Ley! hi, hi! I er saare skjemtefuld.
META
Aldrig talte jeg med mere Alvor end i dette Øieblik.
GERTRUD
Velbaarne, agtværdigste Monsieur Ley! hun mener, hvad hun siger. Tvinge hende gjør jeg ikke, men en Hjertesorg er det mig, at I ikke bliver min Svigersøn.
LARS LEY
Jeg er i Forbandelse! det er en Umulighed. Kom hjem og see ret mit Bryggeri, see i Kister og Skabe, see hvad Mand I faaer, Hjerte Jomfru.
META
Om I var rigere end Kongen selv, jeg har ikke Elskov til Eder, og faaer den aldrig!
GERTRUD
Jeg beder om Forladelse, for hvad Barnet siger.
LARS LEY
Bed I ikke mig om Forladelse, men lad hende gjøre det. Taaler I slige Pigenykker?
GERTRUD
Hun har sagt mig med Taarer, at hun bliver ulykkelig!
LARS LEY
Ulykkelig ved at faae et Bryggeri, Velstand og en af Stadens velmeriterede Borgere. Der er nok ikke Orden i Eders Hoved-Kammer. – Jeg fandt Jomfruen tækkelig, agtbar og værdig –.
GERTRUD
Ak, jeg fattige Menneske!
LARS LEY
Jeg behøver bare at strække Haanden ud, saa hænger der en Jomfru ved hver Finger.
META
Jeg ønsker Eder den Allerbedste! og at I ikke bærer Nag til mig.
LARS LEY
Her staaer jeg nu med de to store Lys –! men de skal tændes og det i næste Uge – der er mere end een fiin Jomfru, som kysser paa Fingre for at blive Madam Lars Ley.
Paa begge Alterlys kan jeg strax sætte L. L., Lisbeth Lest, Lars Ley; vi høre allerede sammen i Bogstaverne. Nu gaaer jeg. Bag efter kommer tyndt Øl. Skaal! (Gaaer.)
GERTRUD
Han blev vred, og jeg kan ikke fortænke ham deri! bare Du aldrig fortryder denne Time!
META
Fortryde! min Fremtid vilde være bleven forgyldt Elendighed, mit Hjerte var gaaet itu, nu er det saa let, en tung Steen er væltet fra det.
GERTRUD
Et godt Giftermaal –!
META
Skal det komme, saa kommer det, men spørg ikke om Kjæresten er rig eller fornem, spørg om han er god, om han holder af mig og jeg af ham.
GERTRUD
Han kommer ikke, og jeg bliver gammel og kan ikke gjøre Gavn.
META
Saa arbeider jeg for os begge To!
GERTRUD
Og naar Du saa bliver syg! –
META
Og naar saa Himlen falder ned og slaaer Kjøbenhavn istykker –! Det skeer ikke. Jeg er saa glad, og det skal Du ogsaa være, min egen, søde Moder! i Tilfredshed er Velstand. Nu Rokkene frem! nu skulle vi spinde, vinde, og være rigtig glade!
(Drager Moderen med sig.)
GERTRUD
(idet hun følger.)
Jeg vil ikke pukke paa Dig, men paa mig selv, indad!
Scenen forandres til Haven ved Frederiksberg.
Alt er vildt tilgroet; en Træhusar staaer op foran nogle gamle Taxushække, tæt ved er et blomstrende Rosentræ, tilhøire en Laage ud til Veien. Over Trætoppene seer man Frederiksberg Slot.
FRANDS
(træder ind).
Hvor mit Hjerte banker! jeg er gaaet for stærkt. Her er Stedet. Maanen skinner deiligt, som i gamle, lykkelige Dage! men Haven selv hvor er den forandret. Buxbom og Taxus-Hække skyde Grenene vilde ud, engang stode de snorlige beskaarne og i Gangene laae rød-gule Smaasteen. Men det er ikke for at falde udi Tanker, at jeg er kommen her. Der staaer Træhusaren, der det store Rosentræ, det har mange Blomster iaar. Der tilhøire skal Rigdommen ligge, om Drøm bliver Virkelighed. Jeg maa hente en Spade, den pleier at staae i det lille Skuur. (Gaaer derind.)
(Ude fra Veien lyder lystig Sang af hjemvandrende unge Mennesker.)
(Under Sangen er Frands igjen vendt tilbage.)
FRANDS
De ere lystige derude paa Veien; jeg ønsker helst der Ingen var, og dog gaaer jeg i mit lovlige Kald, er paa min egen Grund. Nu fjerner Sangen sig; jeg er alene. Om faa Minuter veed jeg om jeg er rig igjen eller kun en taabelig Drømmer!
(Gaaer hen mod Rosenhækken og sætter Spaden mod Jorden, i samme Øieblik staaer Thyge udenfor Laagen, helder sig over den og raaber til ham.)
THYGE
God Aften, Frands!
FRANDS
Hvem er det?
THYGE
De ere Alle fulde! men jeg er ikke fuld!
FRANDS
Hvor kommer Du her, Thyge?
THYGE
(idet han træder ind i Haven).
Jeg har bare flyttet lidt fra Viinkjælderen op i Qvisten!
(Peger paa sit Hoved.)
FRANDS
Du kommer fra en Sviir.
THYGE
Fy! det er en Ubehagelighed, at de unge Mennesker svire! hørte Du hvor de skraalte! jeg gad ikke gaae med dem; jeg holdt mig tilbage, jeg holdt mig ved din Laage og saa kjendte jeg Træhusaren, og saa troede jeg at han var dobbelt, men saa saae jeg det var Dig!
FRANDS
Den Fornøielse havde Du.
THYGE
Fornøielse igjen! Er det Nøglen til Viinkjælderen Du holder paa? (Peger paa Spaden.) Det er en stor Nøgle. Skal jeg lukke op? Alting løber rundt ligesom det havde en Sviir; jeg stiller mig med Nøglen, og naar Kjælderdøren kommer forbi, stikker jeg Nøglen ind.
FRANDS
Den Fuldmands Vittighed kjender jeg nok.
THYGE
Kjender Du? Ja, i Nøden skal man kjende sine Venner, og Du er jo i Nøden. Folk sagde, Du var i Hamborg, men det er Løgn. Jeg er Thyge Sophiesen.
FRANDS
Vær mig bare ikke Thyge Brahe og gjør denne Dag til en Tycho Brahes Dag.
THYGE
Kalder Du det Dag! det er jo det deiligste Maaneskin til at gaae i med sin Kjæreste. – Frands, nu har jeg Dig –, Du er en Hykler, Du er en Moralist! fy! – Du har en lille Kjæreste derinde! Nu gaaer jeg –! jeg kan godt gaae den lige Landevei!
FRANDS
THYGE
FRANDS
THYGE
(Gaaer.)
FRANDS
Nu er han borte, han løber afsted og kukker som Gjøgen. Nu til mit Arbeid! der blomstrer Rosenhækken, der gjemmes Skatten. Min Fader gjentog oftere de Ord: Gaaer det engang min Søn galt, saa groer der et Brødtræ for ham ude i Haven ved Landstedet; i hans Dødsstund var hans Tanke her og hans sidste forstaaelige Ord vare: – »ude i Haven!« – det falder mig som Skjæl fra Øinene! I Himlens Navn. (Sætter Spaden til Jorden.) Jorden er blød at grave i! Allerede støder Spaden imod! og see her! Jorden bort. Her ligger en Steenplade! – stor og bred og tung! – Et Skriin! – om det var som Oluf Baggers Skriin –! i det laae kun en Kjep og bittre Ord til Børnene, der ventede en Skat! – maaskee det samme her! jeg har fortjent det over min Ungdoms-Tankeløshed. (Bøier Knæ.)
(Løfter Skrinet.) Hvor det er tungt! maaskee kun fyldt med Steen. (Bryder det op.) Guld! O, hvilken Rigdom!
(Under denne Replik komme igjen Thyge og Svirebrødrene som drillende Aander ved Skattegraveriet.)
Mel. af 500000 Teufel: »Ihr Schornsteinfeger, seid Ihr da!«
THYGE
CHOR
FRANDS
(talende).
Hvem der! Hvad vil Du, Thyge?
THYGE
CHOR
THYGE
CHOR
THYGE
PAA EENGANG [begynder]
CHOR
FRANDS
PAA EENGANG [slutter]
Tæppet falder hurtigt.