Sommeren gik, Vinteren kom, der taltes igjen om Hr. Georg; han var vel seet og vel optaget selv paa de høieste Steder, Generalen havde mødt ham paa Hofbal.

Nu skulde der i Huset være Bal for lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?

»Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa Generalen indbyde!« sagde Generalen, og løftede sig en heel Tomme fra Gulvet.

Hr. Georg blev indbudt, og han kom; og Prindser og Grever kom, og den Ene dandsede bedre end den Anden; men Emilie fik kun dandset den første Dands; i den traadte hun feil paa Foden, ikke farligt, men til at fornemme, og saa maatte man være forsigtig, holde op med at dandse, see paa de Andre, og hun sad og saae, og Bygmesteren stod ved Siden af hende.

»De giver hende nok hele Peterskirken!« sagde Generalen, idet han gik forbi og smilede som Velvilligheden selv.

Med samme Velvillighedens Smiil modtog han Hr. Georg, nogle Dage efter. Den unge Mand kom vistnok for at takke for Ballet, hvad Andet? Jo det meest Overraskende, 28| det meest Forbausende: vanvittige Ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne Øren; »Npyramidal Declamation«, et NAndragende, der var utænkeligt: Hr. Georg bad om at Nerholde lille Emilie til Kone.

»Mand!« sagde Generalen og blev kogt i Hovedet. »Jeg forstaaer Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kjender Dem ikke! Herre! Menneske! det falder Dem ind at falde ind i mit Huus! maa jeg være her, eller maa jeg ikke være her?« og han gik baglænds ind i sit Soveværelse, dreiede Nøglen om og lod Hr. Georg staae alene, han stod nogle Minuter, dreiede saa om. I Corridoren stod Emilie.

»Min Fader svarede –?« spurgte hun og Stemmen rystede.

Georg trykkede hendes Haand: »han løb fra mig! – der kommer en bedre Tid!«

Der var Taarer i Emilies Øine; der var Forvisning og Mod i den unge Mands Øine, og Solen skinnede ind paa de To og gav dem sin Velsignelse.

I sin Stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det løb over i Ord og Udbrud: »Vanvid! Portner-Galskab!« –

Der var ikke gaaet en Time, da Generalinden havde det af Generalens egen Mund, og hun kaldte paa Emilie og sad alene med hende.

»Du stakkels Barn! saaledes at fornærme Dig! fornærme os! Du har ogsaa Taarer i Øinene, men de klæde Dig! 29| Du er yndig i Taarer! Du ligner mig paa min Bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie!«

»Ja det maa jeg!« sagde Emilie, »dersom ikke Du og Fader siger Ja!«

»Barn!« raabte Generalinden; »Du er syg! taler i Vildelse, og jeg faaer min forfærdelige Hovedpine! al den Ulykke, der kommer over vort Huus! Lad ikke din Moder døe, Emilie, saa har Du ingen Moder!«

Og Generalinden fik vaade Øine, hun kunde ikke taale at tænke paa sin egen Død.