I Avisen stod at læse iblandt Udnævnelserne: Hr. Georg udnævnt til Professor, femte Classe Nummer otte.

»Det er Skade, at hans Forældre ere i Graven og ikke kunne læse det!« sagde de nye Portnerfolk, der nu boede i Kjælderen under Generalens: de vidste, at Professoren var født og voxet op indenfor deres fire Vægge.

»Nu kommer han ind i NRangskatten!« sagde Manden.

»Ja er det ikke grumme Meget for et fattigt Barn,« sagde Konen.

»Atten Rigsdaler om Aaret!« sagde Manden; »ja, det er mange Penge!«

»Nei Høiheden mener jeg!« sagde Konen. »Hvad troer Du han bryder sig om de Penge, dem kan han fortjene mange Gange! og han faaer vel en rig Kone til. Havde 30| vi Børn, Mand, saa skulde vort Barn ogsaa være Bygmester og Professor!«

Georg blev vel omtalt i Kjælderen, han blev vel omtalt paa første Sal; den gamle Greve tillod sig det.

Det var de tegnede Billeder fra Barndomstiden, som gave Anledning. Men hvorfor omtaltes de? Man talte om Rusland, om Moskau, og saa var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til Frøken Emilie; han havde tegnet saamange Billeder, eet især erindrede Greven: »lille Emilies Slot«, hvor hun sov, hvor hun dandsede og legede »komme Fremmede«; Professoren havde megen Dygtighed, han vilde vist døe som gammel Conferentsraad, det var ikke umuligt, og forud virkelig have bygget et Slot for den nu saa unge Dame; hvorfor ikke?

»Det var en besynderlig Munterhed«, bemærkede Generalinden, da Greven var borte. Generalen rystede betænksom paa Hovedet, red ud med Rideknegt i tilbørlig Afstand og sad stoltere end før paa sin høie Hest.

Det var lille Emilies Fødselsdag, Blomster og Bøger, Breve og Visitkort bleve bragte; Generalinden kyssede hende paa Munden, Generalen paa Panden; det var kjærlige Forældre, og baade hun og de fik høie Besøg, to af Prindserne. Der taltes om Baller og Theatre, om diplomatiske NSendelser, Riger og Landes Styrelse. Der taltes om Dygtighed, eget Lands Dygtighed, og derved kom den unge Professor paa Tale, Hr. Bygmesteren.

31|»Han bygger for sin Udødelighed!« blev der sagt, »han bygger sig vist ogsaa ind i en af de Nførste Familier!«

»En af de første Familier!« gjentog siden Generalen for Generalinden. »Hvem er en af vore første Familier?«

»Jeg veed hvem der Ntydedes til!« sagde Generalinden, »men jeg udtaler det ikke! jeg tænker det ikke! Gud raader! men forbauses vil jeg!«

»Lad mig ogsaa forbauses!« sagde Generalen, »jeg har ikke Idee i mit Hoved!« og han sank hen i Tanke-Forventning.

Der er en Magt, en unævnelig Magt i Naadens Væld fra oven, Hoffets Gunst, Guds Gunst; – og al den Naadens Gunst havde lille Georg. Men vi glemme Fødselsdagen.

Emilies Stue duftede af Blomster fra Venner og Veninder, paa Bordet laae smukke Gaver til Hilsen og Erindring, men ikke en eneste fra Georg, den kunde ikke komme, men behøvedes ikke heller, hele Huset var en Erindring om ham. Selv fra Sandhullet under Trappen pippede Mindeblomsten frem; der havde Emilie pippet, da Gardinet brændte og Georg kom som første Sprøite. Et Blik ud ad Vinduet, og Akasietræet mindede om Barndomstiden. Blomster og Blade vare faldne af, men Træet stod med Riimfrost, som var det en uhyre Koralgreen; og Maanen skinnede klar og stor mellem Grenene, uforandret i al sin Foranderlighed, som da Georg deelte Smørrebrød med lille Emilie.

Fra Skuffen tog hun frem Tegningerne med Czarens 32| Slot, med hendes eget Slot; Mindegaverne fra Georg; de bleve seet paa og tænkt ved, og der løftede sig mange Tanker; hun huskede den Dag, hun, ubemærket af Fader og Moder, gik ned til Portnerkonen som laae paa sit Yderste; hun sad hos hende, holdt hendes Haand, hørte hendes sidste Ord: »Velsignelse! – Georg!« Moderen tænkte paa sin Søn. – Nu lagde Emilie sin Betydning heri. Jo, Georg var med paa Fødselsdagen, rigtig med!

Næste Dag, det traf sig saa, var igjen en Fødselsdag der i Huset: Generalens Fødselsdag; han var født Dagen efter sin Datter, naturligviis tidligere end hun, mange Aar tidligere. Nu kom igjen Foræringer og mellem disse en Sadel, udmærket af Udseende, beqvem og kostelig, der var kun en af Prindserne, der havde Mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille Seddel fulgte med; havde der staaet paa den: »Tak for igaar!« saa kunde vi Andre nok have gjettet fra hvem den kom, men der stod skrevet: »Fra En, Hr. Generalen ikke kjender.«

»Hvem i Verden kjender jeg ikke!« sagde Generalen. »Alle Mennesker kjender jeg!« og hans Tanke gik i stort Selskab; han kjendte dem Allesammen. »Det er fra min Kone!« sagde han tilsidst. »Hun smaaskjelmer mig! charmant!«

Men hun smaaskjelmede ikke, den Tid var forbi.