Scenen forestiller en dyb Bjerghule, hvor ELEMENT-AANDERNE ere i fuld Virksomhed;
GNOMERNE hamre Metallet ud af Fjeldet, saa Hammerslagene give
Gjenlyd i de hvælvede Gange; KILDENS ALFER sidde i forskjellige
Grupper og synes at fortælle Eventyr for Bølgerne, medens SYLPHER
og SALAMANDERE tumle sig i lystige Dandse. Paa et fremspringende
Fjeldstykke sees NORANDO i en pragtfuld østerlandsk Dragt, en Skare Element-Aander
bringe ham deres Hyldest og kostelige Skatte.
CHOR
I Bjerget bygge de Gnomer smaae,
Saa lysteligt der de Malmet slaae,
Salamandren løfter sin røde Vinge,
Fra Flintestenen dens Unger springe,
Som Gnister de tumle sig ud og ind,
Og ride med Sylphen paa Hvirvelvind!
KILDENS ALFER
Tys! tys! I Bølger smaae,
Saa rene blaae!
Hvad der rører sig i Fjeldet,
Risler det fra Kildevældet,
Syng det for de Blomster smaae,
De vil Eders Sprog forstaae!
CHOR AF ELEMENT-AANDER
(som bringe Norando deres Hyldest).
Gyldne Frugter, Perler klare
Offrer Dig vor Alfeskare!
NORANDO
(grundende).
Kamp og Fare Øiet skuer;
Mig en ukjendt Rædsel truer,
Dog, jeg blodigt stride vil
I det store Gaadespil!
CHOR
Ild og Bølge, Luft og Fjeld,
Synge Dig Norando, Held!
DERAMO
(med flere Alfer styrte ind og afbryde).
DERAMO
Paa Stormens Vinge
Jeg svang mig hid et Skrækkens Bud at bringe;
Hvad Du har tabt, Dig Intet her erstatter,
Viid, at Armilla – –
NORANDO
Ha! – min Datter!
DERAMO
Hun stod paa Slottet, skued’ over Havnen,
Da kom et Skib, en Yngling sad i Stavnen;
Han bragte sjeldne Sager, sagde Rygtet –
For dem at see, Din Datter steeg ombord,
Og strax, forrædersk imod Pligt og Ord,
Han løfted’ Anker – –
NORANDO og CHORET
Er med hende flygtet –?
DERAMO
Ja flygtet! – Røvet fra sin Faders Bryst,
Hun gjennem Taarer seer mod Hjemmets Kyst.
NORANDO
(farer forbittret frem).
Ha, standser den Frække!
Hvirvler i Dybet den flygtende Snekke,
Synger ham Hævnen i Stormens Brag,
Naar han omklamrer det synkende Vrag!
DERAMO, samt CHOR AF HAV- OG LUFTAANDER
De høie, sorte Bølger, med Skum saa hvid som Snee,
Vi væltede mod Skibet og sang i Stormen »Vee!«
Men stolt det trodsed’ Bølgen, som brød sig mod dets Bryst,
Og Røveren alt nærmer sig Hjemmets grønne Kyst!
NORANDO
(grundende).
Var det den Rædsel, jeg i Aanden skued’?
Den Fare, som mig trued –?
(rasende).
Er Armen bunden?
Er Kraften svunden?
Nei, han skal bøde, For Hævnen bløde!
I Qvaler ende!
Og tungt erkjende
Hvad han forbrød.
(iler ud).
CHOR
Ha, Hævn og Død!
————
(Scenen forandres til en Havn, omtrent en Miil fra Residentsen. Musikken
udtrykker et Uveir, der under Choret og PANTALONES efterfølgende Monolog aftager meer
og meer. En Galei lægger ind i Havnen; PANTALONE og en Deel
Matroser lande med en Baad og slaae Telte op paa Strandbredden).
CHOR AF MATROSER
(i det de med stærke Aareslag arbeide imod Strømmen).
Naar Bølgerne dandse om Merset lidt
Og synge saa Plankerne knage,
Naar Skroget bliver for Roret qvit,
Saa har vi kun lidet tilbage;
Men tager Søen den hele Klat,
Ja saa god Nat!
Saa seile vi alle derneden om,
Men den Vei mange til Himlen kom!
PANTALONE
(til Matroserne, som reise Telte op).
Nu, rap jer, I Hunde! at Prindsessen kan faae Tag over Hovedet paa Landjorden; vel
er hun godt tiltaklet, men hun er en daarlig Seiler! hun holder ikke Søen.
(træder frem i Forgrunden).
Naa, der vil blive en Glæde og Fornøielse i det hele Frattombrosa! og hvor Prindsessen vil gjøre store Øine, naar hun faaer at
see, hvad Ende Seiladsen tager. Ja, det er Broderkjærlighed! ja, det er en Mand
den unge Prinds, gid jeg blive en vindtør Landkrabbe, om han ikke er af den ægte
Sort. Hvor Folk nu vil passiare! ja, om hundred Aar sidde maaskee de gamle
Kjærlinger og fortælle den hele Begivenhed, som en anden løgnagtig Historie.
Vise
Morlille sidder med Briller paa,
Fortæller om gamle Dage;
De Rollinger lytte, store og smaae,
De høre om Trold og om Drage.
»Uh! Uh!«
– I Bjerget der sidder en fangen Mø,
Da kommer en Prinds over salten Sø,
Og snart maae Troldene sukke,
Thi han løber af med den Smukke!
Nu holdes der Bryllup paa Prindsens Slot,
I Stadsen er han en Mester;
Med røde Roser og Æblecompot
Tracteres de fornemme Gjester.
»Uf! Uf!«
Høit klappe i Haanden de Rollinger smaae,
Hvor det dog er rart at tænke paa!
Thi hun kom høit paa en Throne,
Og Prindsen fik sig en Kone.
Men det er sandt, her kan det ikke passe i det Hele, thi min Prinds giver hende
til Broderen, som en anden Skjenk, men det er honet! – ja jeg
kjender min Dreng! har jeg ikke ogsaa selv opdraget ham? jeg? ja lige fra Vuggen
af har han været det bedste Hjerte og den rene Ærlighed. Aldrig har jeg endnu hørt
ham sige en Løgn; Slog han som lille Purk en Kop itu, eller kneb et Æble, aldrig var han den, der skulde hjælpe sig med det Pjankerie, som
min salig Kone, Gud glæde hende, der havde været hans Amme, lærte ham: »Søde Mama,
det var Katten, det var Bussemanden!« nei, han sagde reent ud: »det var mig, det var mig, jeg beder om Forladelse, jeg skal aldrig gjøre
det mere!« – See, saadan var han, og saadan er han! jeg veed bedst, hvad det har
kostet ham, at stjæle Prindsessen, men her gjaldt det jo Broderens Liv –! Og hun
bliver nok fornøiet! ja hun maa blive det, dersom ikke hendes kongelige Hoved er
gjort af Pap, med Respekt at sige. – Men see, der kommer min Prinds med den
bedrøvede Due, naa, nu vil her nok blive en Tuden, jeg vil derfor gaae agter ud i
det Grønne.
(gaaer ind i Skoven).
JENNARO og ARMILLA
(stige i Land).
ARMILLA
Sorg og Smerte
Aande i mit bange Hjerte;
Fader, Alt har mig forladt!
JENNARO
Græd dog ikke!
Aftør Dine vaade Blikke,
Solen stiger i Din Nat.
ARMILLA
Ingen trofast Alf mig følger,
Røvet fra min Faders Bryst;
Havet vælter sine Bølger,
Mellem mig og Hjemmets Kyst!
JENNARO
Stands dog Dine dybe Sukke!
Glæden staaer med Blomster smukke!
Friske Krandse flettes atter,
Haabet staaer i Vaarens Pragt.
ARMILLA
Kjend i mig Norandos Datter,
Skjælv ved Tanken om hans Magt!
JENNARO
Lad hans Vrede mig kun ramme,
Ei jeg frygter Hævnens Flamme,
Naar kun Du tilgiver mig!
ARMILLA
Grumt Du spotter mig i Nøden.
Er da Frelse kun i Døden,
Der jeg da vil søge Dig!
JENNARO
Hør mig, Prindsesse! hør mig denne Gang.
Vel kan mit Ord ei ganske hæve Brøden,
Dog skal jeg da staae mere skyldfri for Dig!
ARMILLA
Hvad Forsvar kan Du vel fremføre her?
Som Kjøbmand kom Du til min Faders Land
Med sjeldne Sager, kostelige Perler,
Og da jeg tryg i Skibet steeg ombord,
For selv at see, hvad Rygtet mig fortalte,
Du løfted’ Anker, styred’ over Dybet –
Ak, aldrig seer jeg meer mit Fædreland!
JENNARO
Græd ei Armilla! lad mit Ord Dig trøste,
Jeg er ei Røver, nei, Fyrst Millos Broder,
Han, som behersker dette skjønne Land.
ARMILLA
Bedrager!
JENNARO
Efter Handlingen at dømme,
Er jeg en grum, en frygtelig Corsar!
Men hør mig blot. Min Broder er mig kjær,
Kjær som mit Liv, som mine Øines Lys,
Jeg elsker ham saa høit et Hjerte kan,
Og derfor har jeg vovet Alt for ham,
Ja, Æren selv. Hør mig! De skjulte Magter
Har kjædet os et selsomt, grusomt Spil.
Min Broder, Landets Drot og Førstefødte,
Har fra sin Ungdom altid elsket Jagten;
For tre Aar siden, som han jog i Skoven,
Fandt han, dybt i dens Tykkeste, et Gravsted,
Af sneehvidt Marmor; mens han saae derpaa,
Fløi der fra Buskene en kulsort Ravn;
Rask greb han Buen, Pilen fløi fra Strengen,
Og Ravnen styrted’, sprællede i Døden,
Dens røde Blod faldt paa det hvide Marmor,
Og gjennem Skoven lød et Tordenskrald.
Da fremsteg Ravnens frygtelige Eier,
En grusom Trold med Hævnen i sit Blik;
Med rynket Bryn og rædsom Flamme-Tale,
Udslyngede han sin Forbandelse:
At til min arme Broder fandt en Qvinde,
Der var saa hvid, som denne Marmorsteen,
Saa rød, som Ravnens Blod, og havde Lokker,
Der vare sorte, som dens Fjederham,
Han skulde i vanvittig Angst og Smerte
Tilbringe Dag og Nat. – Forstenet stod
Min arme Broder, stirrede paa Ravnen.
Med Magt vi maatte føre ham til Slottet,
Hvor snart vi saae den grumme Dom opfyldes.
ARMILLA
I Sandhed, sælsomt!
JENNARO
Rundt i alle Byer
Jeg sendte Speidere, men uden Nytte!
Slig sjelden Skjønhed ingen kunde finde.
Ak, Tiden svandt, og intet Haab jeg saae.
Da kom en Aftenstund en gammel Mand,
Min Skjæbnes gode Aand, han nævned’ Dig.
At hos Norandos Datter Frelsen var,
At Du – at ene Du os løse kunde
Hiin grumme, blodige Forbandelse!
– Nu lærte Gubben mig, hvordan jeg skulde
Forklædt som Kjøbmand, lokke Dig paa Skibet.
Din Smertens Graad, Din Afsky for min Brøde,
Min Anger, Alt, Armilla, Aarsag er,
At jeg først nu den sande Grund Dig siger.
ARMILLA
Du vil ei skuffe mig?
JENNARO
Ved Himlen, nei!
Jeg har alt afsendt Iilbud til min Broder,
Snart han og Rigets Ædle møde vil;
Tillad imidlertid, jeg er den Første,
Der byder Dig, som Dronning, her velkommen.
Du kan tilgive, og Du vil det vist!
En grum Nødvendighed er Skyld i Alt:
Der var ei anden Frelse for min Broder.
ARMILLA
Ulykkelige! – ja, jeg kan tilgive.
Dit Mod, Din Ømhed for en Broders Liv
Selv vækker høi Beundring i mit Hjerte.
– Min Fader gav mig aldrig Fader-Kys,
Jeg kjender kun hans Magt, hans mørke Blik,
O vee Dig! vee! – –
JENNARO
Du alt tilgiver mig?
Det seer jeg i Dit fromme, milde Øie,
Og han er frelst! min Broder har jeg frelst!
Nu frygter jeg ei nogen Livets Fare.
ARMILLA
Ulykkelige! frygt min Faders Hævn!
Uforsonlig, grum og kold
Stiger han fra Bjergets Vold,
Aander Liv i Træ og Stene,
At til Hævn de sig forene.
Paa hans Bud sig Bølgen vælter,
Fjeldet smelter!
Skyens Ild og Hvirvelvind,
Lyde maa hans Bud: Forsvind!
Hvor Du flyer bag Skovens Hække,
Selv i Jordens dybe Skjød,
Over Bølgen paa Din Snekke,
Følger han med Hævn og Død;
Alt hans vilde Hær jeg skuer,
Hjertet gruer!
Kamp og Undergang Dig truer,
Ak, selv under Kirkens Buer,
Du hans Magt ei undgaae vil!
Arme Yngling, Du mig rører,
Hævnens Aander Du tilhører,
Døden er Du viet til. –
(Hun gaaer ind i sit Telt).
————
JENNARO
Hver Blomst, hvert Blad, de Bølger rene, klare,
Tilhvidske mig: Du skal dit Mod bevare!
Ja frygt ei Fare!
Lysets Skare
Barnlig Uskyld vil forsvare!
PANTALONE
(iler ind).
Hurra! Lykken falder os paa Næsen, som hun var et Kirsebær! – O, Deres kongelige
Høihed! hvilken Nyhed! jo nu ere vi ret komne under Passaten!
JENNARO
Hvad er det Pantalone?
PANTALONE
O lutter Glæde og Fornøielse! og dog en Ubetydelighed! alt ligesom man vil tage
det! men for hans Majestæt – – o! o! jeg kunde slaae en Kolbøtte af bare Glæde,
dersom saadanne barnlige Krumspring anstod en Admiral for Flaaden!
JENNARO
Hvad er der hændet Dig?
PANTALONE
Jeg veed nu ikke hvordan det er, men naar jeg bliver rigtig glad, saa kan det
krille mig lige ude i Finger-Enderne, det er som de vilde snakke med, ja Been og
Arme, hele Kroppen vil pluddre med – –
JENNARO
Men siig dog, hvad det er!
PANTALONE
Ja hør nu engang! hør nu min egen Prinds, da De discourerede
med hendes kongelige Høihed, tænkte jeg som saa: Det rager ikke Dig Pantalone,
hvad De snakke om, og saa trak jeg mig efter min forbandede Skyldighed bort; gik
derfor agter ud og tænkte paa Brylluppet og al den Lystighed, vi have i Vente; men
kommer der mig ikke saa en Jæger til Hest – ja Hesten det var et Dyr! hille den Onde – –! hvad jeg vilde sige! vel er jeg kun en
Sø-Qvabbe, men jeg har været i den fine Verden! hører jeg ikke med til Hoffet? Har
jeg ikke været baade til Thevands-Slaberas og adelige Parade-Selskaber? Jo, jeg
har seet Heste før! men saadan en Hest, med saadan en Skabelon og saadanne
Manerer, har jeg aldrig seet!
JENNARO
Det er da ret en Sjældenhed. Nu vel,
Den maa Du see at faae mig til min Broder.
PANTALONE
Ja, det var just det, jeg tænkte! men der er mere endnu! Jægeren havde den
nydeligste Falk, som nogen Prindsesse vil bære paa sin hvide Haand! grøn og guul
paa Vingerne, og rød og blaa i Toppen! men det er dog det Mindste ved den! – den
tog i Flugten – tænk bare! i Flugten! – den tog en Agerhøne
med hver Klo, en Sneppe med Næbet og med Halen – – ja, det klinger rigtig nok lidt
utroligt, men om det saa gjælder min Knap – med Halen tog den
en Fasan.
JENNARO
Du kan vel flere slige Eventyr.
PANTALONE
Eventyr? Gid jeg aldrig mere maa stikke i Søen, om jeg her laver Dem noget
Eventyr! fire Fugle tog Falken i eet Slag. Ja, den Falk og Hest! lægge vi disse to
Rariteter til Prindsessen, vil det blive et Kløverblad, der gjør vor naadigste
Konge til den lykkeligste Mand i hele Frattombrosa.
JENNARO
Men troer Du, Pantalone, Jægeren
Vil skille sig ved disse Sjeldenheder?
PANTALONE
Han baade vil og har gjort det. Troer Deres kongelige Høihed, at jeg er saadant et
Fæ, at jeg skulde lade slig en Prise gaae fra mig? Nei, jeg
vidste jo nok, hvilken Plaseer det vilde være Dem, at bringe
Deres kongelige Broder denne Foræring. Jeg underhandlede strax med Jægeren, som
var en ægte Flynder, man kunde faae ham, hvorhen man vilde;
baade Hest og Falk blev min for en Spotpriis, jo, jeg har Anlæg til Handelen! Naar
jeg engang kommer paa Vartpenge, vil jeg sætte mig ned, og
handle med alle de Ordner og Complimenter, jeg nu faaer ved
Hove, naar jeg kommer hjem med dem og vort Tyvegods, den velsignede, deilige
Prindsesse.
JENNARO
Du er en Sladdrer! – Nu, den Falk og Hest
Vil sikkert glæde Millo; derfor Tak!
Jeg giver Dig det Doppelte igjen
Af hvad Du har lagt ud ved denne Handel.
PANTALONE
Nei, hvad er det nu for noget? De vil betale, betale doppelt! nei, vil man høre?
Har ikke min salig Kone givet Dem Bryst? Har De ikke redet Ranke paa mine Knæ, og
været bange for mit lange Skjæg? Og har jeg ikke nu i 30 Aar faaet mit Brød i
Deres Huus, og jeg skulde ikke holde af Dem og vise et lille Gran af Taknemlighed?
– Nei, Hesten og Falken er Deres! har jeg kommanderet Dem, da De var en lille En,
lad mig da ogsaa snakke med nu, De er stor! O, hvor mit gamle Hjerte dandser!
hvilke glade Dage skal vi ikke nu alle faae! men snak saa ikke mere om at betale,
betale doppelt – –
JENNARO
Nu, vel, jeg vil beholde det in mente!
PANTALONE
Ja behold De in mente alt det Gode, De har gjort mod mig,
men kom aldrig at laane een og saa sige, det er saa meget som ti; nei, det er kun
lave Renter af en gammel Gjeld. O, jeg kunde næsten forglemme Respecten og trykke
min kongelige Dreng op til mit gamle Hjerte.
JENNARO
(trykker hans Haand).
Du kjære Gamle! ja jeg holder af Dig.
PANTALONE
Og hele Verden holder af Dem, og det maa den! det maa den, ellers var den ikke
værd at krydse i. – O hvor er jeg glad! – Signalet om Deres Ankomst har jeg for
længe siden givet; jeg tænker, at snart Fyrsten og det halve Frattombrosa kommer her, for at tage imod os.
(iler ud).
JENNARO
(Recitativ)
Opfyldt er nu mit Haab, min bittre Længsel,
Snart Millo, aabner jeg dit Smertens-Fængsel,
De dunkle Magters Hævn er nu fuldbragt,
Og atter stiger Solen i sin Pragt.
(Cavatine)
Hvorfor kan jeg ei udsige
Tanken i mit glade Bryst?
O, det er, som Jordens Rige
Var for snevert for min Lyst.
Glæde, Tak og søde Drømme
Smelte hen i Harmonie,
Og paa Tankens stærke Strømme
Svæve de mod Himlen frie!
(Musikken udtrykker hans inderlige Sjæle-Glæde, han synker hen i Drømmerier,
da pludselig tre Havfruer hæve sig frem paa Bølgerne)
ALLE TRE
Vee dig, Jennaro! vee!
DEN FØRSTE
(Melodrama)
Den stolte Falk, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde;
Den Næbbet i hans Øine slaaer, saa at han Blod skal græde!
Men bringer Du ham Falken ei, tør Du det aabenbare,
Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!
JENNARO
Ha, hvad er det! fra Bølgens Strømme
I varsle mig i fæle Drømme!
ALLE TRE
Vee Dig, Jennaro! vee!
DEN ANDEN
(Melodrama)
Den stolte Hest, Du nylig fik, vil ei Din Broder glæde,
Thi naar han sætter sig paa den, er Døden brat tilstede!
Men bringer Du ham Hesten ei, tør Du det aabenbare,
Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!
JENNARO
Fordømte Skare! – Dybets Gjøgle-Værk!
Min Arm er stærk –
(drager sit Sværd).
ALLE TRE
Vee Dig,Jennaro! vee!
(Melodrama)
Og Pigen selv, Du røvet har, skal ei Din Broder glæde,
Hans Bryllups-Nat Vampyrerne, som Gjæster, er’ tilstede.
Men bringer Du ham Pigen ei, tør Du det aabenbare,
Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!
(De forsvinde).
JENNARO
Vee, hvad har jeg hørt, jeg Arme!
Himlen kan sig ei forbarme!
Dybets vilde, røde Flammer
Kalde mig til Skræk og Jammer!
Vee mig! vee! det var ei Drømme!
Hist de sank i Dybets Strømme!
I mig, om mig endnu toner
Dommens dybe Rædsels Toner!
Blodet isner, Tanken svinder!
Ingen Frelsens Vei jeg finder;
Kun Fortvivlelse og Død
Vinke mig fra Dybets Skjød!
(knæler).
Høie Magter, see min Smerte!
Vanvid bruser i mit Hjerte!
Døden isner alt mit Blod.
Styrk min Sjæl, skjænk Kraft og Mod!
(Bag Scenen høres Musik og Jubel af Folket, som nærmer sig med Fyrst Millo).