af H.C. Andersen (1832)  
forrige næste

Anden Act

TRUFFALDINO med en stor Kikkert. BRIGHELLA

TRUFFALDINO

Jeg græder Brighella! seer Du? O den gode Konge! o den forbandede Ravn! før Kongen kom til at skyde det slemme Dyr, var han saadan en blomstrende Yngling, havde saadan et kongeligt Corpus. Ak! ak!

BRIGHELLA

Men hvorfor græder I dog? Nu er jo alting godt igjen. Prinds Jennaro har bragt ham en Prindsesse, der er hvid som Marmor og rød som Blod; nu er jo hele Trolddommen hævet!

TRUFFALDINO

Stille, siger jeg! stille! jeg repeterer Sorgen, saa føler jeg desmere ved Glæden.

BRIGHELLA

Ja, vel var det, at vi fik Glæde igjen! den evige Graad og Suk er meget kjedsommelig! jeg er en komisk Person, jeg kan ikke altid græde! og kom jeg der bare engang med mit eget Ansigt, saa tog jeg mig ud som en Flaske Viin paa en Liigkiste! komme der flere slige Ulykker, saa pakker jeg ind, for jeg og hele min Person er ikke beregnet paa saadant noget!

TRUFFALDINO

Tal ikke saadant Brighella! tal ikke saadant! mit Hjerte er saa gyselig rørt over al den store Lykke! jeg er saa glad, at jeg ordentligt er ganske bange for, at der snart møder en Ulykke, thi det rigtige Gode kan ikke holde længe ud! ak ja! ak ja! – Nu komme de vist snart! herfra vil jeg kunne see dem i Kikkerten! Kongen og det halve Rige er ude at tage imod den deilige Prindsesse.

(tager sin Kikkert og seer ud).

BRIGHELLA

Hvor jeg skal lee! og hvor jeg skal snakke for den lange Tid, jeg har maatte holde mig!

TRUFFALDINO

Jeg er saa bange for, at de slet ikke komme, eller at Prindsessen ikke har den tilbørlige Skjønhed – o ja, o ja!

BRIGHELLA

Hvem vil nu tænke paa sligt! Ere ikke alle Ulykkerne nu forbi? Og komme der flere Forordninger ud, at ingen maa lee, saa pakker jeg som sagt ind; lad kun dem blive, som have Lyst til at græde.

Vise

1.
Bort fra Byens snevre Muur!
Ud, ja ud, i Guds Natur.
Lystig over Mark og Vang
Svinger Fuglen sig med Sang,
Kom vi vil ham følge,
Flyve over Bølge!
2.
Hvad skal Griller, Suk og Vee?
Nei, vi skabtes til at lee!
Livet, Verden, Guds Natur,
Det er intet Fangebuur!
Her er Alt jo Glæde,
Kan da Hjertet græde?
3.
Bliver Barmen Dig for trang,
Syng en rask, en munter Sang,
Og paa Melodiens Flugt
Seer Du atter Livet smukt,
Vil med Fuglen følge,
Flyve over Bølge!

————

TRUFFALDINO

(som seer ud).

Endnu kan jeg ingen see! – men, det er vel ogsaa mueligt, at de komme fra Søekanten! troer Du ikke, Brighella?

(han træder frem i Forgrunden og stiller sin Kikkert paa Spectatores).

Uh! hvor det seer sort ud. Havet er uroeligt!

BRIGHELLA

Men seer I noget til dem der?

TRUFFALDINO

(som bestandig seer ud).

Nei! – jo! der kommer en Seiler. Hun stryger godt! – O nei, det var en Strandmaage!

(seer i Veiret).

Der ere mange i Høiden.

BRIGHELLA

Laan mig Kikkerten, maaskee jeg lettere opdager!

TRUFFALDINO

Hvor der maae være underlige Ting dernede paa Havets Bund!

PANTALONE

(styrter ind).

Staae de ikke der og sladdre begge to! men Truffaldino! Brighella!

TRUFFALDINO

Pantalone! hvad, er I der? Og Prindsessen og den hele Flok? –

PANTALONE

O jeg blæser af det hele Compagnie! er ikke min egen Prinds, den velsignede Jennaro bleven gal! reent gal! neppe har den Ene faaet Forstanden, saa kastes den over Bord hos den anden!

TRUFFALDINO

Over Bord?

PANTALONE

Ja, havde jeg ikke der skaffet Prindsen en Hest – O, der var ikke saadan en Hest ved hele Hoffet! den gjorde Krumspring som en Dandser! og saa en Falk, der kunde tage fire Fugle i eet Slag! Der var nu Prindsen, i Førstningen, saa forhippet paa denne Present, som han vilde give Broderen; men med eet bliver han melankolsk, og da fyrst Millo strækker Haanden ud, for at modtage den kostelige Falk – tænk da engang –!

TRUFFALDINO og BRIGHELLA

Nu da!

PANTALONE

Hvad gjør han ikke! – strax trækker han Kniven fra Bæltet og skjærer Hovedet af det velsignede Dyr. Saadan en Raritet, der kunde fange Vildænder med Halen!

TRUFFALDINO

Han er gal! – Ak, den velsignede Prinds.

BRIGHELLA

Tænkte jeg det ikke nok! – jo, her faaer man aldrig Lov at lee!

PANTALONE

Men, væk med Falken! – Lad Falken gaae over Bord! men Hesten – tænk bare! – det skjønneste og modigste Dyr i Verden! – og der var nu ogsaa Hans Majestæt saa lykkelig over dette Dyr, og Prindsen, min egen Gut, undte ham den af Hjertet, det veed jeg! men ret som jeg holder Stigbøilen, og Majestæten vil stige op, trækker Prindsen sin Sabel og hugger Dyret saaledes over Forbenene, saa de sagde: »knak!« og jeg havde nær sagt det samme med; for det elendige Bæst væltede paa sine to lige over paa mig! o min Prinds! min egen kjære Dreng! –

TRUFFALDINO

Ak, jeg faaer saadan en Bævelse!

BRIGHELLA

Nu vil der da for første Gang blive Splid og Uenighed mellem Brødrene!

PANTALONE

Truffaldino! vi to kjende hinanden. Vi har leget som Rollinger og ladet Papiirsbaade seile i Vandballen! I har holdt Eder til Landjorden, jeg har stukket i Søen, men det gamle Kammeratskab har holdt ved. I har Grunkerne – vær mig en Ven! – I maa rykke ud. Alle mine Penge gik med paa de to Bæster, der nu ere spolerede!

TRUFFALDINO

Rykke ud?

PANTALONE

Ja, en lumpen Pose Zekiner, for at jeg kan stikke den i Næven paa en Doctor, der kan drive den onde Aand ud af min Hjertens Dreng, min egen Øiesteen! thi han er ikke mere den samme!

TRUFFALDINO

Zekiner! – Pantalone! – Du kjender mig! Vi har leget som Rollinger, vi har ladet Papiirsbaade seile i Vandballen; jeg har holdt mig til Landjorden og Du har stukket i Søen, men naar har Du seet mig rykke ud med Zekiner? Nei, jeg kan kun græde! græde! O den velsignede Prinds! o! o!

PANTALONE

Vil I ikke hjælpe, saa kan I ogsaa lade være at skraale, og praie af fra mit Fartøi! jeg seiler min egen Søe.

TRUFFALDINO

Maa jeg ikke føle? – Maa jeg ikke græde i saa store Elendigheder? O Brighella, ræk mig Armen, jeg er saa mat, saa mat! –

PANTALONE

Vil I da slet ikke hjælpe?

TRUFFALDINO

Jo, græde vil jeg! græde! – maaskee den onde Aand da viger!

PANTALONE

O, den gjør Fanden! – Skraal, naar I vil! men det siger jeg Eder, I er ingen Søegut! Eders Hjerte er tørt, som en Stokfisk! I kan ikke føle.

(gaaer).

BRIGHELLA

Ja, nu pakker jeg ind til Reisen! gjør I det samme, Truffaldino!

TRUFFALDINO

(med et Blik mod Himlen).

Jeg ikke føle?!

(de gaae).

MILLO

(ene).

(Recitativ)

Hvo kan min Smerte lindre!
En Rædsels-Tanke voxer i mit Indre;
Som nu, saa var han ingen Tid!
Jennaro, ha! nu først jeg fatter klart Din Id.
Du elsker hende selv! – o vilde Smerte!
Armilla elsker han, o brist mit Hjerte!
Men kan han? Kan han? Altid broderøm,
Mit Liv han trylled’ til en venlig Drøm!
Men hun er skjøn – hans Hierte flammer,
Hvad er ham da hans Broders Nød og Jammer.

(Cavatina)

1.
Vi vare Brødre før i Fryd og Smerte,
Ved Blodets Baand, ved Venskabs stærke Lyst,
Jeg lod ham læse Tanken i mit Hjerte,
Og aabent stod for mig hans Broder-Bryst.
2.
End lyser Solen med den samme Flamme,
Og Skoven grønnes, Havets Bølge slaaer,
Alt er som før, kun han er ei den samme!
Hvad her jeg tabte, aldrig meer jeg faaer.

(synker hen i Veemod, hvorfra han snart gaaer over til den vildeste Smerte).

Nei, jeg kan ei dæmpe
Flammen i mit Bryst!
Ei med Kraft bekjæmpe
Hævnens vilde Lyst!
Han er ei den samme,
Som han før mig var,
Nei, en fjendtlig Flamme
Mig ham røvet har! –
Vee, naar Straffen kommer!
Skal jeg end forgaae,
Kongen staaer som Dommer,
Retfærd seire maa!

Armilla

(træder ind).

MILLO

Armilla! – nei, jeg kan ei ganske troe,
At ogsaa dette rene Blik bedrager!
Dog han – – han elskede mig før saa høit,
Saa broderømt, som ogsaa jeg ham elsked’.

ARMILLA

Hvad fattes Dig? Dit Øie gløder sært.
Betroe Dig til mig.

MILLO

                              Elsker Du ham ei?
Armilla, siig mig, elsker Du ham ei?

ARMILLA

Hvem mener Du? – Jeg fatter ei Din Tale!

MILLO

Jennaro elsker Dig! Du ham igjen!
O, siig det kun, at jeg min Qval kan fatte.

ARMILLA

Hvad sælsom Tanke vækkes i Din Sjæl?

MILLO

Som nu, saaledes var han aldrig før!
See, eensomt sniger han sig om paa Slottet;
Han er jo bleg og Øiet fuldt af Graad,
Han kan ei skjule Stormen i sit Indre!
Du veed hans Smerte, skjuler den for mig –
Ja, elsker ham maaskee? Ha, bittre Tanke!

ARMILLA

Nei, Millo, nei! – selv ham Du vist miskjender!
Og jeg – ja Konge! ei jeg dølger det,
Skjøndt jeg er Qvinde; ene Dig jeg elsker!
Dit Billede jeg saae i mangen Drøm,
Og ukjendt er mig ei Din Daad, Dit Hjerte!

MILLO

Du elsker mig! – O, siig det nok engang!
Kun mig Du elsker?

ARMILLA

                              Ene Dig jeg elsker! –
Og, som det største Pant herpaa – nu vel!
Naar Du det vil, jeg følger Dig til Altret!

MILLO

Armilla! Pige! – Hvad, det vil Du gjøre?
Selv om jeg bad Dig, end i denne Dag?
I denne Time –?

ARMILLA

                              – Tro jeg følger Dig!
Det har jeg lovet, ledet af mit Hjerte.

MILLO

O Kjærlighed, hvor hæver Du mit Indre!

1.
Kjærlighed, Du stærke Flamme,
Som gjør ene Himlen stor!
Læben kan Dig ei fremstamme,
Skjøndt Du dybt i Hjertet boer!

ARMILLA

2.
Navnløs Fryd mig gjennembæver;
Alt, o Alt er Kjærlighed!
Selv i Blomstens Duft den lever,
Den i Solen flammer ned.

MILLO

3.
Fuglen synger den i Skoven,
Og for den er Himlen blaa!

ARMILLA

Ja, den straaler ned fra oven,
Blinker fra de Stjerner smaae.

BEGGE

4.
Salig Fryd og salig Glæde,
Som ei tolkes kan med Ord!
Hele Himlen er tilstede
Paa vor lille, snevre Jord!

————

MILLO

Armilla! – o, jeg fatter ei min Fryd!
Med Dig opfyldes mine bedste Drømme.

ARMILLA

O, sikkert, sikkert, er Jennaro tro!
Skjøndt ei jeg kan hans Særhed ret forklare.
Kun Dig han elsker!

MILLO

                              Nævn ham ikke for mig!
Da isner Blodet! – Før var han mig kjær,
To Brødre fandtes ei, som vi, paa Jorden!

ARMILLA

For Dig han voved’ Æren selv og Livet,
Hvor kan Du da saa haardt miskjende ham?

MILLO

Miskjende ham – – O, gid det var min Brøde!
Men nei! han elsker Dig. Selv Tanken dræber!
Hans Særhed og hans Qval har røbet ham.
– Men tys! der kommer han. Med sagte Fjed
Han sniger sig igjennem Buegangen.
Var han uskyldig –? Nei, han er det ikke!
– Bag Søilen hist jeg skjuler mig – og Du –
Ja, Du maa tale til ham – jeg vil lytte.
For Dig udfolder han sit skjulte Indre;
Og jeg skal vide om han er mig tro,
Om jeg skal elske, eller blodigt hade.
Du vil Armilla?

ARMILLA

                              Jeg Dig lover det!

(Millo skjuler sig).

————

JENNARO

(træder ind; han er dybt indsluttet i sig selv).

JENNARO

Hvor findes der en Frelsens Vei for ham?
Naar Bryllups-Klokken snart fra Kirken toner,
Hvorledes skal jeg kunde frelse ham?
Vampyrerne hans Hjerte-Blod vil drikke!
O, mat af Sorg mit arme Hoved’ er.
Jeg kan ei tænke, kan ei Redning finde!

(seer Armilla).

Armilla! vee mig, har hun hørt mit Ord!
Jeg føler alt den kolde Marmor-Isnen!

ARMILLA

(nærmer sig).

Saa sorrigfuld! – I er ei meer den samme!
Hvad har med eet forandret Eder saa?
O, siig mig Grunden! Frygter I min Fader?
Er det Norandos Magt I frygter for?

JENNARO

(afsides).

Vee, hun har hørt mit Ord!

(høit).

                              O, tro ei det!
Her er jeg sikker. Ei jeg frygter ham.

ARMILLA

O, siig da mig, hvad eller siig til Millo
Den skjulte Grund til Eders dybe Smerte.
Alt kan endnu vist blive godt som før,
Vær glad! det er i Dag min Bryllups-Dag,
Den Bryllupsdag, som I saa varmt har ønsket,
Bedrøv ei mig, opir ei Vrede!

JENNARO

Du ægter ham i Dag? I denne Dag!

ARMILLA

Det har jeg lovet, ledet af mit Hjerte.

JENNARO

O nei, Armilla! nei! O gjør det ei!
Ved Sjælens Salighed, jeg beder Dig,
Fuldbyrd ei dette Bryllup, fly min Broder!
Han eller jeg maa døe – – Hvad har jeg sagt!
Vee! vee mig!

MILLO

(træder frem).

                              Vee! nu fatter jeg dit Indre!

[Sammen begynder]

MILLO

Blodet syder, Barmen brænder!
Hævnen snart sin Straale tænder.
Bristet er hvert Broder-Baand,
Bristet ved Forræder-Haand!

JENNARO

Blodet syder, Barmen brænder!
Ak, saa grumt Du mig miskjender.
Ingen skal min Uskyld see,
Paa min Grav selv toner Vee!

ARMILLA

Blodet syder, Barmen brænder!
Fader, her din Magt jeg kjender;
Flammen i Jennaros Bryst,
Tændte Du af Hævnens Lyst!

[Sammen slutter]

MILLO

Skjælv! thi klart Din Id jeg skuer;
Men jeg frygter ei for Dig!

JENNARO

Kun for Dig mit Hjerte luer!
Kan vel Du miskjende mig?

ARMILLA

Ædle Brødre strider ikke!

JENNARO

Skal da Uskyld her forgaae!

MILLO

Fly fra mine vrede Blikke!
Alt i Dag vi skilles maae.

JENNARO

Broder, knus ei den, der lider!
Alt er kun en Rædsels-Drøm;
Husk dog hine svundne Tider!
Altid var jeg tro og øm!

MILLO

Kom Armilla! lad os ile;
Bryllupskjærten flammer klart!

JENNARO

(stiller sig i Veien).

Aldrig, nei! –

MILLO

                              Ha, Hævnens Pile Dig,
Forræder, ramme snart!

ALLE TRE

Blodet syder, Barmen brænder! o. s. v.

ARMILLA

Lyse Magter i det Høie,
Naadig I bønhøre mig!

MILLO

(til Jennaro).

Kom ei mere for mit Øie,
Eller Døden venter Dig!

JENNARO

Millo, Broder, føl min Smerte –!

MILLO

Ha! i Dit Forræder-Hjerte
Brænder der en syndig Lyst!
– Kom Armilla!

ARMILLA

                              Jeg Dig følger!

JENNARO

(i det Millo iler ud med Armilla).

Vanvids vilde Flamme-Bølger
Vælte i mit piinte Bryst!

(han synker hen i Smerte).

O Broder, Broder, Du er tabt for mig!
Jeg kan ei frelse Dig!

DE TRE HAVFRUER

(vise sig og true).

Vee Dig, Jennaro! vee!

JENNARO

Atter kan jeg skue
Dybets Aander true,
Høre Hævnens Vee!

HAVFRUERNE

Vee Dig, Jennaro! vee!

(De forsvinde).

JENNARO

Ja, vee! thi Natten stiger snart paa kulsort Vinge,
Vampyrerne sig mod hans Leie svinge,
Og ved den røde Bryllups-Kjærte,
De suge Blodet af hans unge Hjerte!
Alt nærmer Tiden sig – hør Klokken klinger;
Den til et Bryllup og en Liigfest ringer!
Altar-Ilden straaler klar
Gjennem Kirke-Rudens Glar,
Medens Klokkens dybe Klang
Blander sig med Folkets Sang.
Oldinge og Mødre staae,
Løfte frem de kjære Smaae
Og af Vaarens Blomster-Flor,
Offres der, ved Jubel-Chor.
– Han frelses maa! hvis ei, lad da mit Hjerte isne!
Jeg har alt seet min bedste Krands at visne!
Min Broder hader mig – – Alt voves maa!

(grunder).

Jeg veed, at her skal gaae
En lønlig Gang dybt under Slottets Buer;
Den længst er sjunken, men med dette Sværd,
Til slig en Færd,
Jeg graver mig en Vei, hvor Døden truer!
Og naar han blunder, jeg som Vagt vil staae.
Lad Dybet komme! Uskyld seire maa!

(iler ud).

CHOR og DANDS

(medens Scenen smykkes med Guirlander og Krandse).

Under Sang og glade Dandse,
For vor Fyrste og hans Brud,
Smykke vi med Blomster-Krandse
Disse stolte Haller ud!

(Solodans).

TARTAGLIA

(stammende).

Stille, ingen Støi og Trætte,
Vil I have Lov at staae!
Jeg Tartaglia med Rette
Her i Dag befale maa.

(Mængden trænger meer og meer til).

CHOR

Toget kommer! hvilke Glæde!
Kunde jeg dog bare see!

SMERALDINA

(en gammel, naragtig Dame imellem Mængden).

Hr. Captain, vil De tilstede –?
Hr. Captain – O vee, o vee! –
Her man staaer blandt hele Skrabet,
Bliver puffet bruun og blaa!

TARTAGLIA

Jeg – Captain ved Borgerskabet,
Veed, hvad Skjønhed ydes maa.

(til Mængden).

Væk I Bengler! væk I Tærner!

(til Smeraldina).

Skjønne Donna, træd kun frem!

SMERALDINA

(pathetisk).

Hr. Captain! ved Himlens Stjerner,
Aldrig skal jeg glemme Dem!

CHOR

Vi for Ingen vige ville!

TARTAGLIA

(fører Smeraldina frem).

Her i Fronten skal I staae!

CHOR

Stod’ dog bare alle stille,
Saa blev ingen bruun og blaa!

(Processionen til Kirken begynder. Præster og Pager aabne Toget,Millo og Armilla gaae under en Thronhimmel. Et Tog af festligklædte Hoffolk og Drabanter følge).

CHOR

Hil Dig Millo! hil Armilla!
Høit toner vor Sang for de Elskende to!
De leve! De leve!
Mens Fuglene qviddre og Blomsterne groe.

————

(Musikalsk Mellem-Act)