(De fremstilles som smaae Svartalfer, med store, sorte
Flaggermuus-Vinger og Maske uden Tænder, med tykke, røde Læber).
CHOR
I susende Hvirvel, i surrende Dands,
Vampyrerne flygte for Sol-Lysets Glands!
Naar Natten er stille, naar Alting er tyst,
Vi suge os fast til den Sovendes Bryst,
Og naar han aander i dybe Drømme,
Vi drikke af Hjertets varme Strømme;
Naar Dagen da stiger i straalende Glands,
Vi flygte i susende, surrende Dands!
DEN FØRSTE
I den lune Sommer-Nat,
Brændte Lampe-Lyset mat,
Og paa Leiets Bolstre blaae,
Der en deilig Pige laae.
Sundheds Blomst paa Kinden stod,
Og jeg drak det røde Blod,
Laae ved hendes hvide Bryst; –
O, det var en sjelden Lyst.
CHOR
I susende Hvirvel etc.
DEN ANDEN
Tys! tys! værer stille! –
Lytte vi nu Alle ville.
Snart han sover! Millo sover!
Vi hans varme Blod skal drikke.
Stille! stille! røb os ikke.
CHOR
Stille! stille!
Lytte vi ville.
Vækker ham ikke!
Da skal vi drikke
Livet og Blodet. Stille dog! tys!
Sødere slumrer han jo ved vort Kys!
(De lytte ved Forhænget, der skiller Scenen fra Millos Sovekammer).
JENNARO
(arbeider sig igjennem Gulvet, med en Fakkel i den ene Haand og Sværdet i den
anden).
Du Evige, hav Tak, det lykkedes!
Udmattet er jeg af det tunge Arbeid.
Den gamle Gang forlængst var styrtet sammen;
Jeg maatte bane mig en Vei dernede
Igjennem Gruus og Stene. Vee mig nu,
Om alt jeg kom for seent! – Om han var dræbt!
O høie Himmel, frels Uskyldigheden!
VAMPYRERNE
Stille! stille!
Lytte vi ville.
JENNARO
(bliver dem vaer).
Hist staaer den sorte fæle Igle-Slægt,
Og ryster dorsk de stygge, store Vinger.
Algode Himmel, giv mig Kraft og Mod,
At jeg min elskte Broders Liv maa frelse!
VAMPYRERNE
Nu slumrer han sødt,
Og medens vor Vinge
Ham Kjøling skal bringe,
Vi suge Blodet saa varmt og rødt!
– Men stille dog! tier!
JENNARO
(styrter sig ind imellem dem med draget Sværd).
Dig, Naadens Himmel! dette Slag jeg vier!
(Ved Slaget af hans Sværd brister Forhænget, som hænger for Sovekammeret;
Vampyrerne forsvinde, Jennaro staaer som lynslagen med Sværdet i Haanden; Millo
træder frem).
MILLO
Forræder! klar er nu Din Færd!
Du trænger frem med Hævnens Sværd,
Og mens jeg er i Søvnen bundet,
Du myrder mig med djævelsk Lyst!
JENNARO
(stirrende paa den Plet, hvor Vampyrerne forsvandt).
Forsvundet! – Alt forsvundet!
Det blev med eet saa tyst.
MILLO
Forræderi!
Staaer ingen Kongen bi?
Hvo vaager i min Fare?
JENNARO
Fortvivl min Sjæl, jeg tør mig ei forsvare!
CHOR AF VAGTEN
Tro Din Kriger-Skare
Vil dit Liv forsvare!
Forræderen skal bøde!
I Døden bløde!
JENNARO
Jeg er uskyldig, tro mit Ord!
MILLO
Uskyldig, Du? – Ha, Frække!
Din Id er endt paa denne Jord!
CHOR AF GILDINGER
Det er Jennaro! – Ha, den Frække!
Hvor kom han her – –?
(opdager de fra Gulvet opgravne Stene og Gruus).
En Vei han banede sig der;
Sin Broder har han villet dræbe.
JENNARO
Sandheds Ord er paa min Læbe!
Broder, for Din Frelse ene,
Brød jeg gjennem Gruus og Stene! –
– vee, hvad har jeg sagt, jeg Arme!
MILLO
Du tør spotte i min Harme!
Døe Forræder!
CHOR
Døe, Forræder!
JENNARO
Dine Sorger, Dine Glæder
Altid før jeg deelte tro,
Intet skilte da os to.
Saae Jeg Ønsket i dit Øie,
Drog jeg over Bjerg og Høie,
Thi Din Lykke var min Lyst;
Troer Du da, jeg i Dit Bryst
Kunde støde Dødens Sværd?
MILLO
Saa forklar Din sære Færd!
Viis Dig reen for mine Blikke!
JENNARO
Himmel, nei! jeg kan det ikke!
Broder! jeg uskyldig er.
MILLO
Længer ei Du spotte her!
(til Vagten).
Bringer ham fra mine Blikke!
Han skal døe!
CHORET
Ja, døe paa Stand.
JENNARO
Millo! nei, det kan Du ikke!
(med den inderligste Smerte).
Broder, Liv og Fædreland
Skal mit unge Hjerte miste!
Alt i Dødens Nat vil briste,
Naar jeg snart har Øiet lukt,
Broder, Livet er saa smukt!
Jeg er ung, mit Hjerte flammer –!
CHORET
Sært mig rører al hans Jammer!
MILLO
Vel, forklar Dig! – Kan Du ei,
Er der ingen Frelsens Vei!
JENNARO
Nei, saa maa jeg bløde!
Vandre til de Døde!
Kastet er mit Tærningspil,
Blodigt Du det angre vil!
MILLO
(giver Vagten et Tegn).
Afsted!
CHORET
(til Jennaro).
Viis os Din Uskyldighed!
(i det de vil føre ham bort, river han sig løs, træder hen mod Millo, og
siger med Høitidelighed og Smerte).
O Broder! Broder! Døden vil Du jeg skal lide.
Nu vel! men Du og Verden skal min Uskyld vide!
– Jeg er uskyldig! – Klart jeg seer Din Anger og Din
Smerte;
Men Du det vil – Lad isne da mit Hjerte!
For Dig jeg røvede Armilla!
For Dig at glæde, tog jeg Falk og Hest!
Vel har jeg Falken dræbt,
Ja, Hesten selv jeg viede til Døden!
Din Bryllups-Fest jeg grusomt vilde standse,
Og nærmer mig nu her, i denne Nat,
Foran Dit Leie, med mit dragne Sværd;
Og dog, o Broder! er jeg her uskyldig!
Norandos grumme Magt er Skyld i Alt!
Hør nu, hvad han og Dybet mig har varslet.
(Melodrama)
»Den stolte Falk, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde!
Den Næbet i hans Øie slaaer, saa at han Blod vil græde.
Men bringer Du ham Falken ei! tør Du det aabenbare!
Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!«
(med et Skrig).
O Lysets Gud!!!
(Scenen bliver pludselig mørk, man hører et underjordisk Bulder; Jennaro
bliver fra Foden til Knæet til hvidt Marmor).
MILLO
(vender sig bort).
Ha, hvad er det! O Skræk!
JENNARO
O, fly mig ei! nu maa Du Dommen høre!
»Den stolte Hest, Du nylig fik, skal ei Din Broder glæde!
Thi, naar han sætter sig paa den, er Døden brat tilstede!
Men bringer Du ham Hesten ei, tør Du det aabenbare,
Strax bliver Du en Marmorsteen, fortvivl nu i Din Fare!«
(underjordisk Bulder. Jennaro forvandles indtil Brystet, til hvidt Marmor).
MILLO
(styrter forfærdet henimod ham).
Stands Broder! stands! – O siig ei meer!
Du er uskyldig! – Gud!
JENNARO
Nei, jeg maa tale,
Thi Marmorkulden isner alt mit Indre!
»Ja Pigen selv, Du røvet har, skal ei Din Broder glæde,
Hans Bryllups-Nat Vampyrerne, som Gjæster, er tilstede!
Men bringer Du ham Pigen ei, tør Du det aabenbare,
Strax bliver Du en Marmorsteen – –«
(underjordisk Bulder).
Jeg isner! Døden! Broder!!!
(Jennaros Hoved forvandles til Marmor).
MILLO
(kaster sig fortvivlet ned foran Statuen).
CHORET
Skræk og Rædsel os betage!
Død og Jammer Øiet seer.
Bange lyder Folkets Klage;
Vor Jennaro er ei meer!
MILLO
(hæver sig i Veiret).
O, lad mig ene med min bittre Smerte! –
Jennaro! Broder! jeg har myrdet Dig!
Fortvivl, min bange Sjæl! jeg har ham dræbt!
– Forkynd for Folket, at han var uskyldig!
Forkynd hans ædle Daad og Millos Brøde!
Her vil jeg døe! her, tæt ved dette Bryst,
Som elsked’ mig, men som jeg grumt har myrdet!
CHOR
Skræk og Rædsel o. s. v.
(de trække sig bort).
MILLO
(knæler ned foran Jennaro.)
Øiet er lukt!
Lysets Flamme slukt!
Marmorkold og hvid,
Han staaer; dog mild og blid,
Som før, hans Læbe smiler!
Han sover! – sover? nei!
Han vaagner ei!
Jeg har ham dræbt, o Smerte!
Fortvivl mit Hjerte!
NORANDO
(aabenbarer sig for ham, han holder en Dolk i Haanden).
(Melodrama)
Kong Millo, stands Din Smertes vilde Udbrud!
I Skjæbnens Bog stod Ravnens Død optegnet,
Forbandelsen, Armillas Ran, Din Qval,
Selv Straf for mig, for Hævnen i mit Hjerte!
MILLO
Norando, Du ene
Kan Frelsen forlene!
Til Dig kun jeg flygter;
Thi Lyset jeg frygter,
Det hører mig ei
Paa min blodige Vei!
NORANDO
(nærmer sig).
Jennaro frelses kan!
(for sig)
grusomme Dom!
Men Stjernerne det vil.
(til Millo).
tag denne Dolk,
Og stød den dybt, dybt i Armillas Hjerte!
Men her! paa dette Sted! og hendes varme Blod
Oplive vil det kolde Marmorbilled.
(peger paa Jennaro).
– Selv hun maa straffes, thi hun glemte mig!
(rækker ham Dolken).
MILLO
Hun er Din Datter! hun er min Viv!
O Grumme, dræb mig! tag mit Liv!
NORANDO
Der er ei anden Vei til Frelse her.
Hun dræbes maa! men kan Du ikke?
Da bær Din Qval, jeg føler den, som Du!
(forsvinder).
MILLO
O vee! min Dom jeg opfyldt seer!
(kaster Dolken bort)
Der er ei Redning meer!
(han synker fortvivlet ned paa Jorden).
————
(Musikken udtrykker hans dybe Smerte; efter nogle Øieblikke træder Armilla
bleg og langsomt ind, hun nærmer sig Millo, bøier sig sorgfuld og med Kjærlighed over
Brødrene).
ARMILLA
O Millo! Millo!
MILLO
(farer sammen ved at see hende, og viser med Haanden, at hun skal forlade
ham).
Ha, Armilla! – bort!
Fly dette Sted, hvor Dødens Rædsler true!
ARMILLA
Nei, Millo! nei! nu er jeg altid Din!
Hver Sorg og Smerte bør jeg med Dig dele.
Din Qval er min, med Dig jeg lide vil!
O Millo! O Jennaro!
MILLO
Vee mig arme!
ARMILLA
Kom Elskede! Jennaro frelses maa!
Kom! vi vil begge ile til Damascus,
Og bede der min Fader os tilgive!
Min Graad vil røre ham – Jennaro frelses!
Og aldrig mere skal vi skilles da!
MILLO
Ulykkelige! – O, Du veed det ei!
Du fatter ei den grændseløse Jammer.
– Din grumme Fader kjender ei til Naade!
Selv har jeg seet ham, hørt hans Rædselsord.
Her stod han. Her lød hans
Forbandelse!
Seer Du den slebne Dolk paa Gulvet hist?
Veed Du hans Ord, da han mig rakte den?
»Jennaro frelses kan! tag denne Dolk,
Og stød den dybt, dybt i Armillas Hjerte!
Men her paa dette Sted! og hendes varme Blod
Oplive vil det kolde Marmor-Billed!« –
O grumme Fader! nei, det skal ei skee,
Selv vil jeg døe, døe ved min Broders Hjerte.
ARMILLA
Hjertet isner! Tanken flammer!
Grumme Fader, skue vor Jammer,
– Frels Jennaro! jeg vil bøde!
Du jo vil, at jeg skal bløde –
(hun kaster sig ned og omfavner Jennaros Statue).
Naade! Frelse! tag mit Liv!
(i det Øieblik Armilla hæver Dolken mod sit Bryst, ruller et Tordenbrag
gjennem Slottet; Norando aabenbarer sig og griber Armillas Haand; i samme Nu
oplives Jennaro atter, og Alt omkring dem toner Trylle-Melodier).
JENNARO. ARMILLA og MILLO
Flamme-Drømme
Hjertet gjennemstrømme!
Alt er Melodie!
NORANDO
Natten er forbi.
Straffen er endt!
Tungt I maatte bøde!
Naaden er sendt fra Lysets Morgenrøde.
Det Hemmelige er fuldbragt,
Og Mildhed hæve vil min Magt.
Den dræbte Ravn oplives atter.
Forsvunden er nu Troldens Harm.
Armilla, Du min elskte Datter!
Kom, hvil Dig ved min Fader-Barm.
ARMILLA
Jeg aander Livet!
Du har tilgivet!
O Millo! o Jennaro! jeg maa græde!
Jeg rummer ei mit Hjertes store Glæde!
MILLO og JENNARO
Armilla! elskte Broder! jeg fatter ei min Lyst!
Min Barndoms glade Himmel er atter i mit Bryst.
NORANDO
(forener Millo og Armilla).
Nu er jeg Fader atter!
Modtag min Datter!
ARMILLA, MILLO og JENNARO
O Salighed, o Lykke!
Ei Læben kan udtrykke
Den høie Guddoms Lyst,
Der fylder dette Bryst.
(Under deres jublende Glæde forvandles Scenen, paa et Vink af Norando, til et
glimrende Feeslot. Hele Hoffet og Folket strømmer til,
festligt klædt).
