(Kroestue.)
KNUD VISSENBERG, HENNING AASUM, ULRIK og ROLLER sidde omkring et Bord, hvorpaa staaer Brændeviin og Glas.
JØRGEN KLO sidder med et Glas Brændeviin og varmer sig ved Kaminen. (De ere alle Røvere.)
ULRIK
– Hvor voxer den da?
ROLLER
Under alle Galger.
Den giver fæle Jammertoner fra sig
I det den trækkes op, og man vil sige –
Dog det er sikkert gammel Kjerlingsladder –
At disse Toner er saa skrækkelige,
At de gjør’ Mennesker og Dyr afsindig’.
Det kommer vel af hypokondert Blod,
Hvad eller og af Frygt; thi den gjør meget.
ULRIK
Hvorledes seer Alrunen ud?
ROLLER
Den ligner,
Men i det Mindre, Kroppen af et lille
Utyske; thi da den er spaltet, seer
Det ud som om den havde tvende Been.
Den bringer jordisk Lykke, Alt, hvad man
Vil ønske sig. Kort sagt, den er saa god
Som een af de saakaldteGalgemænd,
Der gjør den samme Nytte.
ULRIK
Groer da ikke
Alrunen her i Danmark?
ROLLER
Nei, det troer
Jeg ikke; men i Tydskland findes mange.
Her er Jordbunden alt for flad til at
Frembringe slige ædle Væxter.
KNUD
Det
Er ikke andet end den rene Sladder,
Hvad du fortæller om Alrunen, Ulrik!
Jeg har selv eiet een; men hvad jeg end
Og gjorde, hjalp det ei; det Hele er
Kun Overtro og Snak fra Ammestuer.
Vort Haandværk er lidt meer solidt end sligt.
Det fylder Pungen og er frit og muntert!
Samvittighed – besøger ikkun svage Nerver,
Saadanne Folk, som gyse for en Smaating.
Det er ei værd at lægge Alt paa Hjertet.
Gjør Kongerne, som føre Krig, vel det?
De tænke ikke over paa, hvormangen
Uskyldigs Død de ere Aarsag til,
Hvormangen Søn de rive fra Forældre,
Hvormangen Brudgom fra sin Brud, og Mand
fra Viv og Børn; de ere døve mod
Den grændseløse Jammer. Herskesyge,
Ærgjerrighed, det er den Djævels Navn,
Som driver dem – os Guldet, ofte Nøden!
Vi kan, saa godt som de, forsvare i
Den anden Verden, hvad vi have gjort! –
ALLE RØVERNE
(imellem sig.)
Knud taler Sandhed!
JØRGEN KLO
Har jeg ikke stedse
Sagt Eder: Knud har mere af Forstanden,
End alle vi, og er desuden snedig,
Kjæk, dristig, som en Røver jo bør være,
Hvis han skal slaae sig lidt honet igjennem –?
Saa har jeg derfor ofte tænkt, og tænker
Endnu som saa, at slig en Karl, som Knud,
Var værd at lyde. Thi med brave Karle,
Som Jer og mig, han kunde drive vidt –
ROLLER
(afbryder.)
Hvad mener du?
JØRGEN KLO
Captainen har formeget
Af det man kalder nu Samvittighed.
Hvor meget herligt Bytte gaaer ei Glip
For disse Narrestregers Skyld? – Forbød
Han os ei Alle ordentligt forleden
At plyndre eller røve Mindste fra
De tvende Kjøbmænd, som reed her igjennem,
Med over firehundrede Rigsdaler
I rene Sølv, fordi han havde hørt,
At det var deres hele Arvepart?
Hvad ragede det os? – Saa gjør han ofte.
I veed det selv og har vel ofte harmet
Jer over det, saavel som jeg? – Desuden,
Jeg og Captainen har en gammel Regning,
Som vi maae have afgjort med hinanden.
I huske vel for tre Aar siden, i
Den strænge Vinter, da han døde, Martin?
Captainen var ei hjemme, og vi andre
Gik planløs om, for Tidsfordriv, i Skoven.
Kun Korno ene var i Hulen, da
Han hørte Klokkeringen i den Gang
Som gaaer langs under Landeveien;
Saa gav han strax Signal, og vi blev’ samled’.
Du, Roller! var jo med?
ROLLER
(bejaer det med et Nik.)
JØRGEN KLO
Os fulgte Lykken!
Kun Qvinder, Kudsken og en fornem Herre,
Sad i den fuldbepakte Reisevogn.
Et herligt Bytte! – Alle faldt, som Ax
For Bondens Lee! – Det eneste, som leved,
Var kun et lille Kræ, hvis Skrigen rørte
Jer alle, uden mig. Hver anden fik
Benauelse og bad for Ungen; thi
Den var som Melk og Blod. Saa sagde jeg:
»Lad mig faae Klo i den!« Og siden den Tid
Har I jo kaldt mig Jørgen Klo; – det har
Jeg taalt for Broderskabets Skyld. Jeg tog
Da Ungen fast i Benene, og slængte
Den hen mod Vognen, saa at Hjernen sprøited’
Hen paa Jer andre blege Spøgelser.
Captainen blev som rasende, da han
Blev underrettet om det. Lod han mig
Ei kaste ned, dybt i det fæle Hul,
Hvor Martin spøger? Blot fordi jeg havde
Skilt Ungen ved sin Smule Liv! Jeg tier,
Men, naar da Flammen først engang udbryder,
Den slukkes ei; før maa den hele Bygning
Gaae ned i Gruus, maa styrte sammen!
KNUD
Siig,
Hvor fører vel den lange Præken hen?
JØRGEN KLO
Da Isen er nu eengang brukket; vel! ....
(seer mistroisk omkring sig.)
Jeg tør vel troe Jer Alle, Kammerater? –
Min Dolk har kildret Mange, saa at de
Har glemt at reise sig. Det har og Eders.
Man kunde muligt falde paa, ifald
Vi ikke nu forstaae at handle, derfor
At give os et Strømpebaand af Jern
Og skjønne Halsbind af den gule Hamp.
Og da min Hals har endnu ingen Lyst
At vide om jeg veier mange Lispund,
Saa maa man tænke paa sin Sikkerhed.
Derfor i Korthed, uden mange Ord:
Afveien med Captainen! Knud istedet!
HENNING
Er det dit Alvor, Jørgen?
JØRGEN KLO
Er du ikke døv,
Har du vel kunnet hørt det af min Tale!
HENNING
(vil gjennembore ham med sin Kniv.)
Saa far til Helvede ...!
KNUD
(holder ham tilbage.)
Lad være, Henning!
De klare Draaber ...
(peger paa Brændevinen.)
... aabne Hjertet, men
Tillukke Øiet. Naar han først har sovet
En halv Dags Tid, saa gaae de Griller over.
JØRGEN
(rasende.)
Er det min Løn? Er dette Broderskab?
I Satans Kjeltringer! Gid Helveds Svælg
Opsluge Eder levende, for Mænd
I ere! – Feige Uslinger! At tage
Indvolden ud af Kufferter, at dræbe
En Reisende, naar I er tre imod ham,
Opdirke Laase, fange Egnens Piger,
Som uden Modstand falde Jer til Brystet:
Det kan I nok! Men tænke, trænge ind
I andres Planer, kan I ikke. Døde
Kjødhoveder! Jeg frygter ikke for Jer!
Hvis I har Lyst, saa kom! Min Bjørnekloe
Skal ryste Liv i Eder!
HENNING
(rækker ham roligt et Glas Brændeviin.)
Drik, min Broder!
Den megen Skrigen taer paa Lungerne!
JØRGEN
(støder det bort.)
Dit Hjerteblod, det vil jeg drikke!
ROLLER
Stille!
Jeg mærker, at du ikke taaler Heden.
Nu, det er Synd; saa kjøl dig af derude
I Maaneskinnet; lad mig hjelpe dig!
(tager Jørgen med Magt om Livet, saa han ikke kan afværge det, og bærer ham udenfor.)
JØRGEN
(rasende.)
Ha, Djævler! Helveds Yngel! Roller! Satan!
(Pause.)
ROLLER
(kommer tilbage.)
Nu ligger han ret blødt og godt derude
I Muddergrøften og udspyer sin Harme
Omkap med Snogene. Jeg hørte, hvor
Ham Frøerne tilqvækked’ et »Velkommen!« –
Det har ei Fare, han er engang vant
Til Fugtighed: saa slukkes Flammen, som
Han sagde, og den hele Bygning vil
Da ikke styrte sammen.
(skjænker og drikker.)
Paa hans Sundhed!
