Af Amicus og Amelius

Thæn timan som Pipinnus var konung iFrankerige, 92| tha føddis en pilt i Bericano. Hans fathir var thysker oc en ærligir riddare pa slæktena væghna, oc godhir oc hælaghir i sit lifvirne. Tha piltin var liden, lafvathe bathe fathir oc modhir vm gud vilde honum lade lifva, tha skuldo the føra honum til Rom oc lade honum cristna af pafvan sælfom. I thæn sama tima tha tedhis Aluernensi grefva i søfnin tha hans hustru var framarla mæth barn, at pafven af Rom stoth i hans palacio oc cristnathe mang børn. Grefven vndrathe hwat som drømen hafdhe at thydha oc tedhe honum for sina radhgifva oc bath thøm drømen radha. Tha swarathe honum en ærligir man af gudz indskivdilse: »Hærra, I maghin storliga glædhas! Edher skal en son fødhas, som hælaghir skal vara. Thy vm gudh vil lada honum lifva, tha skulin I føra honum til Rom, oc pafven sælfvir skal honum cristna.« Grefvin glæddis migit af thæn visa mannzins ordh oc ræadh oc saghdhe: »Vare æftir gudz vilgha. Om thæt swa vardhr, tha blifvir thæt æftir gudz vilgha. Thæt vil iac gerna halda.«

Sidhan piltin var føddir oc tv aar gamal, tha vilde fatherin folkomna sina lafvan oc for vpa væyin til Rom mæth barnit. Han com til en stath, het Lucha. Thær fan han en ærligan ridara, oc han var thysker oc atte hema i Frankarige. Han vilde oc til Rom mæth sinum son oc lada honum fonga cristindom af pafvan. The helsathos oc taladhos 93| vithir oc kungiordho hwarandrum sin vilgha. The wordho swa ofvir ena at the vildo bathe til saman til Rom fara.

Tha børnin como saman, var hwar thera androm swa ligir at imællum thøm var ingin atskilnath, oc næppeliga kunne nogor kiænna thæn ena for thæn andra. The voro oc bathe liga gamble. The fingo swa storan kiærlek mællum sin at the gado aldrigh varit atskilde, hwartigh vith bordh ælla i siæng ællas nogor annarstadz. The bundo swa stort kompanskap mællum sin at ingin thera vilde thæn andra ofvirgifva ællas gløma mæthan the bathe lifdho. Grefvin oc riddaren, the førdho thøm for pafvan oc saghdho: »O hælghe fathir, thw som sancte pædhars sæde oc æmbide hafvir. Aluernensis grefve oc en riddare af Bericano, the bedhas ødhmivkliga thina nath at thw vil værdhas gifva cristindom thera sonir oc thækkeliga taga thera gafvor som the mæth ødhmivkt thin hælaghhet offra.« Pafven swarethe: »Edhra gafvor thorf iac ey vithir, gifvin thøm fatigo folk i Gudz hedhir. Oc æn tha at iac ær syndoghir, vil iac idhra sonir gerna cristna.« Sidhan cristnathe han thøm batha i Sancti Saluatoris Kiørkio vith Latran oc kallathe grefans son Amelium oc riddarins son Amicum oc døpte thøm i nafn fathirs oc sons oc thæn hælgheandz. Thær voro mange ærlige hærra hos som thøm til cristindom hiøldo mæth store 94| æro.

Tha the voro cristnathe, tha gaf pafvin hwarghom thera et drykkiekar af ædhlasta, dyro træ, oc the voro mæth gul og silf ærliga pryd. Oc saghdhe: »Thæna gafva skulin I hafva til vitne for Gudz dom at iac hafvir edhir cristnat til æværdhelikt liif.« The karen voro swa lig af storlek oc vithlek oc i alle skikkilse at hwa som thæt ena sa han saa oc thæt andra. Oc sidhan for hwar hem til sin, æn Gudh gaf Amico, ridarins son, swa mikla snille oc visdom at han ofvirgik the visasto som i thæt landit var.

Tha han var thrætiwo aar gamal, tha fik hans fathir hælsot. Han lot til sek kalla sin son Amicum oc saghdhe swa til honum: »Min kiære son, min time ær comen a hwilkin som iac skal fara thænn almænliga væghin. Thy bidhir iac thek oc høyliga rathir at thw forst oc fræmst giøm Gudz budhordh oc øøf thek i hans ridderskap oc var tro thinum hærra. Hiælp fathirløs børn oc ænkior i theras nødh oc haf altidh for thin øghon thæn ytarsta Gudz domadagh, oc thæt vinskap som thw hafvir lafvat Amelio, Alvernensi greva son, thæt skal thw aldrigh gløma, oc thina tro skal thw aldrigh bryda. I ærin bathe lige oc thykkins vara bathe brødhir.« Æftir thesse ordh tha tok thæn ædhla riddarin sin siæla riskap oc antvordhathe sina siæl i Gudz hændir. Hans son lot hans legema hedhirliga til grafva coma som 95| væl tilhørdhe.

Thæt skedhe thær æftir at hærran af landit oc afwndsivge mæn børghatho at hada Amicum oc giordho honum stora forsmædhilse oc migit ont oc stor vræt. The drifvo honum fra sit fæthirne. Æn han ælste alla oc ledh sin oræt mæth store tholomodh. Tha mintis han vppa sin fathirs ordh oc talar til sina swenæ: »Værlden gangir os migit omot, onda manna ilzka drifvir mek fra mit fæthirne. Latom thøm hafva thera vilgha; mek hobas til gudh thæt vardhir æn gat vmsidhe. Iac vil fara til min compan oc vin Amelium, Aluernensis grefva son. Af thæt som <Gudh> hafvir honum vnt, skiftir han mæth os.« Han for pa væyin til grefvans hws.

Vnder thæs vardh Amelio til vitande at Amici fathir var dødhir oc Amicus var sælfvir migit bedrøfthir. Oc forthy redh Amelius afstath oc vilde honum finna oc trøsta. Oc hwar thera redh til annars hws, oc ingin fan hin andra hema. Tha søkte thæn ene æftir thæn andra land fra land, af en stath oc til thæn andra, væl tv ar vmkring.

Vndir thæs at the swa hwar æftir hin andra søkte, geste Amicus i væyin til en rigan riddara oc spordhe æftir sinum vin Amelio. Riddarin swarathe: »Af honum vet iac inkte. Æn af thek hafvir iac væl forra hørt at thw ær en vælborin man, sniældir oc viis oc manliger. Vm thek swa thykkir, tha vil iac gifva thek mina dottir 96| oc mæth hænne nok gul oc silf, oc vil iac vara thek hullir swa længe som iac lifvir.« Thætta thæktis Amico oc hans thiænara migit væl, oc theras brøllop, thæt giordhis mæth store glædhe.

Nogot thær æftir at høytidhin var haldin, lot Amicus thær quarra twa sina framarsto thiænara, oc mæth somliga for han adir pa væghin at søgia æftir sinum stolbrodhir Amelio. Tha hafdhe Amelius søkt i tv aar æftir Amico, oc tha han com vpa ena daxledh nær Pariis, tha møtte honum en pelegrim til hwilkin han saghdhe: »Thw hafvir vitharla vandrat om mang land. Hafvir thv nogor stath seet min kiæra stolbrodhir Amicum, riddara af Bericano?« Han saghdhe at han hafdhe honum ingin stadz seet. Tha gaf Amelius honum sin kiortil oc saghdhe: »Bith for mek at gudh vil gifva mek naatha at iac ma finna min kiærasta vin Amicum.« Pelegrimmin var glathir oc for sin væy.

Æn vm thæn sama daghin vm aftansongxtima tha møtte pelegrimen Amico, oc hwar helsathe annar. Amicus spordhe pelegrimen vm han hafdhe nogor stath set Amelium, Aluernensis grefva son. Æn pelegrimen vndrathe hwi han swa spordhe, oc saghdhe: »Godhir riddare, hwi vil thw giøra gaman af mek? Thw ær thæn same grefvans son, Amelius, som mek møtte i morghons, oc thw gaf mek thænna kiortillin oc spordhe tha vm iac hafdhe seet Amicum. Oc 97| nv hafvir thw vmskift hæstin oc hafvir fongit thek andra swena.« Amicus swarathe: »Kiære brodhir, ey dara iac thek. Jac ær ey Amelius som thw væntir, iac ær Amicus af Bericano oc søgir æftir Amelio.« Han gaf pegrimen pæninga oc bath honum bidhia for sek. Han tok gladhliga gien oc saghdhe: »Ridh til Pariis oc lat thek lidha. Thær hobas mek at thw skal honum finna.«

Æn Amelius var annan daghin forra farin af Pariis, oc vith Secananflodh i ene æng sat han oc ad mæth sina thiænara. Tha Amelius saa Bericanos coma fram vt af skowin, tha thænkte han at thæt var hans fiende, oc væpnto sek snarliga. Tha Amicus thæt saa, saghdhe han til sina thiænara: »Vi sem væpnta mæn omot os coma. Varin trøste i edhart hiærta. Gide vi thøm bestondit, tha maghe vi mæth store æro ridha til Pariis.« Tha the como nogot nær saman, robathe Amicus til thøm oc saghdhe: »I godhe mæn, hwat hafvin I os at vida, ællas hwat hafvir Amicus af Becario idher giort? Hwi vilin I omot honum stridha?« Tha Amelius fik thæt at høra, robathe han af hiærtans glædhe oc saghdhe: »O, min kiæraste brodhir oc vin Amicus, æstu thær min kiære sælla? Iac, Amelius, hafuir nw i tu aar æftir thek søkt. Vælsighnathir vare Gudh som thæt hafuir swa skikkat at iac skulde thek hær finna.« The stigho af theras hæsta oc togos i fagn mæth grædandis tara, for glædhe skyld mintis hwar thera vith an98|nar.

The bundo theras vinskap af ny, oc foro swa bathe til Konung Karl i Frankarige. Han vnfik thøm ærliga oc tok thøm til sina thiænara oc hafdhe thøm kiæra. Oc Amelius wrdh hans drozith, oc Amicus wordh hans kamaramæstare. The varo sniælle, høviska oc vælsinnathe. Konungin oc drotningin hafdhe thøm kiæra, oc ale vnte thøm gaat som mæth thøm vmgingo. Tha som thry aar voro framlidhin talathe Amicus til Amelium: »Min kiære brodhir, iac vil nw fara til mina hustru, som iac hafvir længe fra varit. Iac vil rasliga fara oc snart adir coma til thek. Bliif thw hær quar oc tak thit æmbite væl til varo, oc vakta granliga at thæn kiærlekhet som thw hafvir til konungins dottir, komber thek ey i drøfvilse oc skatha. Oc tak til varo at hon ælskir thek ey for nokra odøyth. Thy kom ey vithir hænne swa at thw giør hænne nogra blygdh. Oc vokta thek væl for Ardrici grefva swikliga vinskap.«

Amicus beddis orlaf oc for hem til sina hustru. Æn Amelius fik thær æftir stark frestilse, oc en tidh fan han jomfruona ensamna. Tha glømde Amelius sin brodhirs raath oc krænkte hænna jomfrudom oc giordhe hænne vald. Æn hon ræddis vænfrægdh oc skiæmelikt røkte, forthy thordhe hon ey roba oc thæt for ingom sigha vtan græt oc sørghde oc bar sin drøfilse vith sek ena. Tha var i konungins gardh thæn 99| fornæfnde Ardricus grefve. Han hiølt sek til Amelium oc saghdhe: »Min kiære vin, hafvir thw hørt hwat Amicus, thin stolbrodhir, hafvir giort? Han hafvir stulit vt konungsins fatabur, oc forthy ær han vndan rymdir oc combir aldrigh igien. Thy bindom vi bathe sælskap saman oc swærghom pa hælghedoma at ingin vora skal thæn andra swiga.« The sworo sek i brødhraskap, oc sidhan ræddis ey Amelius at sigha honum alt thæt som han hafdhe lønlikt i sit hiærta.

Thæt hænde vm en dagh thær æftir tha konungi skulde gaa til bordh oc Amelius gaf vatn pa hans hændir, tha saghdhe Ardericus grefve: »Hærra, tagin ey vatn af thænna forrædharins hændir. Han hafuir krænkt idhra dottir oc giort hænne last oc skam. Han vare bædir værdh en ondan dødh æn han skulde idhir vatn gifva pa idhra konungxliga hændir. Af thesse ordhin wordh konungin storliga vrethir, oc Amelius word migit ræddir. Konungin spordhe Amelium hvro som thær vm var. Han swarethe: »Kiære hærra, thæt hafuir iac ey giort. Han hafvir mek thæt mæth stor oræt ofvirsakt.« Konungin sporde sina dottir at vm thæt var som Ardericus grefve saghdhe. Hon dulde oc saghdhe at thæt aldrigh var. Tha skulde grefvin thæt bevisa, oc kunne han thæt ey bevisa, tha bødh konungin at the skuldo thær vm campa. The togo thær vithir oc thøm laghdhis dagh at the skuldo thøm thær til 100| redha. Æn Amelius bar lønliga storan rædhugha oc innirliga sorgh i sit hiærta, thy at han viste sek brøtligan omot Gudh, oc han skvlde falskeliga omot sannandene kampa, oc Amicus, hans compan oc kiæraste vin, var borto.

Thæt ledh fast at timan, oc thæs mere sorgh hafdhe han. En dagh gik Amelius vt vpa markena migit sørghande. Tha fik han se hwar Amicus com farande. Han løp omot honum oc fiøl pa knæ for hans fødir oc kiændis hemeliga for honum sin vanda oc saghdhe: »Iac hafvir migit darliga giort, oc thin raadh hafvir iac ey haldit. Iac hafuir konugsins dottir vaaltagit, oc iac bant vinskap mæth Ardrico grefva oc saghdhe honum thæt iac hafdhe giort, oc al thæn lønlikhet som iac hafvir i mit hiærta. Oc han hafvir thæt obinbarliga for konungin sakt, oc ær nw comit swa nær at iac æftir konungsins budh skal mæth honum campa.« Tha tok Amicus honum vm handena oc gik ini skowin mæth honum enliga oc avite honum oc saghdhe: »Thw hafvir storliga illa giort oc thek sælfvan vathliga vtsat. Thw ær skyldhoghir for sagena. Hvro kan thw seghirliga stridha? Æn thw skal ey længir sørgha; iac vil thek troskap bevisa. Iac vil vaagha mit lif for thek, oc iac vil mæth honum campa. Før thek i min clædhe oc faa mek thin oc tak mina hæsta oc mina thiænara oc riidh hem til mina hustru oc blif hos hænne swa længe til 101| thw høre hvor mek gaar. Hon kiænnir thek ey oc vet ey annat æn thæt ær iac. Oc vakta thek granliga at thw giør ey swa vtroliga at thw mæth odygdh combir vithir hænne. Æn vardhir iac ihæl slaghin, tha behalt mina hustru. Vil gudh gifva mek seghir, tha combir iac skiøt til thec igien.«

Thæt skedhe swa at Amelius tok Amici clædhe, hans hæst oc hans thiænara oc redh hem til hans hustru. Tha hon sa honum coma, gik hon mot honum oc tokan i sin fagn oc thænkte at thæt var hænna hærra. Thy at hon kiænde honum ikkie. Tha timen com oc the gingo i siæng, drogh Amelius vt sit swærdh oc laghdhe thæt mit imællum thøm bathe oc saghdhe: »Swa frampt som thw vil længir lifva, tha skal thw ey vith mek coma. Iac ær drøfthir, oc glæthe ællas hughnath iac aldrigh faar foræn iac spør huro minum kiæra stolbrodhir gaar.« Swa lagho the saman i manga nættir.

Vndir thæs com timen som the skuldo saman oc campa. Tha lot the milda Drotningin Hillegiærdh samansanca en storan quinnaskara oc gik mæth thøm til kiørkio oc gaf almoso oc ærathe Gudh mæth sit offir. Hon bath alla troliga mæth sek for honum bidhia som hænnas dottir hedhir oc æro vilde bevara. Tha fik Amicus en thanka oc saghdhe vith sek sælfvan: »Ve mek vslum man, swa swikliga oc orætteliga iac girnas thænna grefvans dødh. Dræbir iac honum, tha ær iac skivldoghir for 102| Gudz dom at swara for hans liif. Dræbir han oc mek, tha vardhir et røkte ofvir al landin at iac ær æroløøs forwnnin oc flere fonga bløyth oc skam. Jac vil æn for mæth honum forsøgia vm thæt can bætra vara.« Oc gik til grefvan oc saghdhe swa: »Min kiære vin, mek thikker at vi hafve thætta ærandit vvisliga fore tagit at vi vilghom vort liif oskiælliga taba. Kalla thin ordh igien, tha vil iac vara thin vin oc læggiom af thesse stridh.« Ardericus grefve swarathe: »Jac spør æftir thit vinskap inkte. Thit liif skal thæt i dagh betala at thw hafvir konungins dottir skiæmp oc giort mot thinum rætta hærra stora væro.«

Thæræftir gingo the til saman oc striddo længe j konungins asyn oc manga andra riddara oc swena. Æn Gudh halp Amico at han van campin oc hiøg hofdhit af Ardrico grefva. Tha wordh konungin migit glathir oc laafathe honum sina dottir oc lot tilredha oc kreyerathe stort hof. Mæthan redh Amicus hem til sina hustru oc fik Amelio hemliga adir sin clædhe oc berætte honum allaledh huro som mæth honum var gangit, oc bat at han skulde adir til hofva ridha oc taga sek konungins dottir til hustru. Han thakkathe Amico oc giordhe alt som han bath oc wordh en rigir, mæktoghir hærra. Alt thætta ærandit beleddo the swa hemeliga at ingin lifvandis kunne thæt vita vtan Gudh 103| oc the bathe ensamne.

Spedalskheden

Longan tima thær æftir wordh Amicus af Gudh storliga plaghathir swa at han wrdh folkomliga spitalsker oc gat sek sælfvir alzinkte hulpit. Tha mintis honum thæt som skrifvit staar, at Gudh næfser oc plaghar thæn som han ælsker. Oc thy var han migit thologhir i sine drøfilse. Hans hustru het Jobia. Hon fik swa mikla ledho oc hat til honum at hon vilde ofta ladit honum fordærfvat. Amicus callathe til sek twa sina thiænara som han bæst trodhe, oc saghdhe til thøm: »Tagin mek rasliga vt af mina onda hustru hændir oc hafvin mit drykkiekar mæth mek oc førin mek til mit fæste i Bericano.« The giordho som han bath. Tha the como for fæstit, tha løb vt omot thøm en stor hob oc spordho hwat sivgir man som thæt var som the førdho. The swaratho: »Thæt ær Amicus, idhar landzhærra. Han ær plaghathir mæth spitalske sot. Han combir nw til idhir at I vilghin honum miskunda.« Tha som the thætta hørdho, slogho the vslo mænnena hans thiænarar oc vælto vagnin vmkring mæth Amico oc saghdho: »Pakkin idhir snarliga hædhan swa frampt som I vilghin idhart liif behalda.« Tha brast Amicus i at græda oc saghdhe: »O, hærra Gudh, mildaste fathir at alle miskund. Tak mek antige af værldene ælla tilføghe mek vslum man hiælp af thine naath.« Sidhan talathe han til sina swena: »Førin mek til Romo, til Sancte Pædhars Kiørkio, 104| vm Gudh vil værdhoghas at vitia mek mæth sine miskvnd.« The giordho oc swa.

Tha the como til Rom, vnfik pawen thøm ærliga, oc the godho mæn som Amicum togo vt af funtkar oc giordho honum oc hans swenum stora hiælp. Vppa thridhia aar thæræftir tha wordh swa stort et oaar i Rom oc swa migin hungir oc sult at fatherin dref fra sek sonnen oc ingin formatte andrum at hiælpa. Tha saghdhe hans twa swena til Amicum: »Kiære hærra, thw veet hvro troliga vi hafwm thek thiænt sidhan thin fathir dødhe, oc aldrigh giordho vi omot thine bud. Nw gido vi ey længir i thætta landit varit for sult oc hungir som os nw ofvirgaar. Thy vm vi skulum vor liif behalda, gif os thit orlaf oc lat os fara thit som vi maghom vort liif for hungir bærgha.« Amicus swarathe mæth grædande tara: »Mine kiære sonir oc ey thiænara, I ærin min hiælp næst Gudh. Iac bidhir idher for Gudz skyld at I ladin mek hær ey quarran blifva. Vdan føren mek vslan man til min vin Amelium.« The swaratho: »Vi hafva altidh giort idhart budh, swa vilie vi oc nw giøra.«

The førdho honum af Room oc til Amelii grefvafæste oc laghdho honum for hans port oc bøste pa ene taflo som man plæghar at giøra for thæt folk som swadana sot hafvir. Tha Amelius fik thæt høra som 105| han sat ofvir bordh, saghdhe han til en sin thiænara: »Tak brødh oc kiøt oc fyl mit drykkiekar mæth bæsta viin oc gif thæn siwga mannin som klappar vde for portin.« Swennin giordhe som han bath, oc com adir til sin hærra oc saghdhe:»Hærra, iac sighir idhir thæt pa mina tro: Vore thæt swa at iac hafdhe ey haldit edhart car i handene, tha hafdhe iac thænkt visseliga at thæt hafdhe varit edhart kar som thæn sivge mannin hafvir. Forthy the æra bathe i feyrind oc storlek jæfnlik i alle mada.« Tha saghdhe grefvin: »Gak snarliga oc lat honum til mek coma.«

Tha han var comin, spordhe grefven hwæthan han var, oc hwar som han hafdhe fongit thæt drykkiecarit som han hafdhe. Amicus swarathe at han var føddir i Bericano, oc carit var honum gifvit i Rom af pafwan. Tha thætta var sakt, vndirstoth Amelius at thæt var hans kiæraste stolbrodhir Amicus som sit liif vaghathe for hans liif oc van honum konungins dottir af Frankarige til hustru. Han sprong vp fra bordith oc tok honum i sin fagn mæth grædandis tara oc mintis vithir honum oc ønkathe ofvir honum af allo hiærta. Tha grefans hustru fik thætta at spørgha, kom hon løbande oc vnfik honum kiærliga af godhom vilgha oc leddo honum i theras eyit hærbærghe thær the plæghatho sælf i liggia, oc lodo honum redha ena ærliga 106| siæng. Grefven spordhe hvro som han var swa fatigir wrdhin. Amicus swarath: »Tha Gudh plaghathe mek mæth thæna sottin, tha forsmadhe min hustru mek oc alle mine venir oc togo mit godz oc drifvo mek fra min eyin.« Tha saghdhe Amelius: »O, min kiæriste vin, thw hafvir mek swa stor troskap bevist. Aldrigh kan iac oc min hustru thek fulthakka. Alt thæt som vi æghom, thæt ær thit, oc thær skal thw ofvir radha, oc swa længe som thw lifvir, skal thw hos os blifva.«

Thær blef Amicus mæth sina twa swena. oc øfdhe sek i Gudz kiærlikhet mæth fasto oc gudhliga bønir, oc i al the thing som han viste at Vorum Hærra var kiær, thøm folkomnathe han æftir sine makt thæt bæsta som han kunne.

Thæræftir vilde Gudh bevisa hvro thækkelikt honum ær at mænniskan haldir troskap sinum jæfncristin. Vm ena nat thæræftir tha grefvin oc Amicus lagho bathe i et hærbærghe, oc grefvans hustru var ey nærvarandis, tha com Gudz ængil som vtsændir var af Gudh, til Amicum oc saghdhe: »Amicus, Gudz vin, sofvir thw?« Amicus thænkte at Amelivs talathe til honum oc saghdhe: »Ey safvir iac, min kiære sælle.« Tha saghdhe ængelin: »Forthy at thw hafvir æftefult Jobs tholomodh oc Tobie, forthy skal thw vara i hælgha manna companskap i hemerige. Jac ær Raphale, Gudz ængil, hit til thek af he107|merige sændir at sigha thek lægedom til thin sot. Thy at thina bønir æra nw hørdha for Gudh. Thy hør Gudz budh, oc sigh thæt Amelio grefva at han dræbir sina twa sonir oc thwa thek i theras blodh, tha fongir thw bot oc helso.« Amicus swarathe: »Aldrigh vordhir thæt, min kiære hærra, at grefvin skal for mina helso skyld dræba sin børn.« Ængelin swarathe: »Thæt bør swa at vara, thy at thæt ær Vors Hærra budh.« Æftir thesse ordhin for ængelin bort.

Amelius vaknathe i søfnin vithir at ængelin oc Amicus, the talatho saman, oc spordhe Amicum vith hwem som han talathe. Han swarathe: »Ingin talathe vithir mek, vdan iac bath til Gudh som iac var van at giøra for mina syndir.« Grefven swarathe: »Sanneliga, nogor talathe vithir thek,« oc stoth vp genstan oc gik til dørrena oc fan hænne stængda, oc saghdhe: »Min kiære brodhir, sigh mek hwa vith thek talathe.« Tha tok Amicus betterliga at græda oc saghdhe: »Mæthan thw vil jo ændeliga vida, tha vil iac thek thæt sigha. Gudz ængil Raphael com til mek oc saghdhe: ‘Amice, thætta sighir Vor Hærra: Amelius grefve skal sælfvir dræba sina twa sonir oc thw thek i theras blodh, tha vardhir thv helbretha af thine spitalske sot’.«

Tha Amelius thætta hørdhe, wrdh han illa vithir oc saghdhe: »Min kiære vin, iac tok thek in i mit hws oc giordhe thek folmæktoghan bathe 108| offvir thiænara oc thiænistoquinna oc ofvir alt thæt som iac æghir. Hwi vil thw swa sørghelikt bedhas af mek oc diktar thæt falskeliga at ængelin bivdhir mek dræba min eyin børn?« Amicus swarathe mæth grædande røst: »Min kiære brodhir, æn tha at hwarghist iac hafvir thek nødhoghir sakt thæt thin hvgh bedrøfvir, iac bidhir thek for Gudz skyld: Kiør mek ey bort vt af thit hws!« Amelius swarathe: »Thæt iac hafvir thek sakt thæt, vil iac thek gerna halda. Æn iac manar thek vpa Gudz væghna oc pa thina cristelige tro oc vm thæt vinskap som vi tilsaman hafva oc vm thæn dop som vi togom bathe en dagh i Rom, at thw sighir mek vm ængelin hafvir the ordhin talat ællar hafvir nogor annar thek thøm sakt.« Amicus swarathe: »Swa som thæt ær sant at ængelin talathe vithir mek, swa sant frælse Gudh mek af mine sot som iac nw hafvir.« Tha tok Amelius hemeliga at græda oc thænkte i sit hiærta oc saghdhe: »Var han redhobon at dø for mina skyld, hwi skal iac spara min børn for hans helso skyld? Hafvir han varit tro alt til dødhin, hwi skal ey iac vara swa honum? Hælghe mæn the hafva wnnit hemerige mæth theras starko tro. Gudh bivdhir i læstin: ‘Thæt I vilin at andre mæn giøra idher, thæt skulin I giøra androm’.«

Sidhan gik han thit som hans hustru oc børn lagho, oc bath hænne vpstanda oc til kiørkio. Tha hon var bort 109| gangin, tok han swærdhit i sina haand oc gik swa til sina børna siæng oc fan thøm safvande. Han laghdhe sek ofvir thøm oc græd bittirliga oc saghdhe: »Hwa hørdho nogortidh at fatherin sælfvilghande dræba sin eyin børn?« Oc han gafs i sine hiærta ofvir alla mada. Thæraf vaknatho børnin. Tha the sagho fatherin, sprungo the vp mot honum oc rakto vt hændirna oc togo til at lee. The voro pa thridhia aar. Fatherin saghdhe: »O, min kiæriste børn, idhor glædhe hon vændis idhir snart i grat, thy at I skulin nw vtgivda edhart menløsa blodh af idhrom omilda fathir.« Mæth thæt ordhit hiøg han hofdin af thøm bathom oc sankathe blodhit i et car oc laghdhe hofdhin af thøm adir vith kroppena oc bredde ofvir thøm clædhin oc lot thøm ligga som the safvo.

Han tok theras blodh swa varmp oc gik til Amicum oc bestrøk honum allan saman oc saghdhe: »Hærra Ihesu Christe, thær bivdhir mænniskone ælska sin iæfncristin som sek sælfvan oc bevisa hænno troskap i sine nødh, oc thw thær spitalska mæn helathe mæth ene ordh, hela thænna min vin Amicum, for hwilkins kiærlek oc troskap iac ey ræddis æftir thine budh vtgivda mina børna menløsa blodh.« Oc i sama punktin tha wordh han folkomliga helbredha oc reen af allum sinum soot. The thakkatho Gudh af hiærtans glædhe oc saghdho: »Laaf oc hedhir oc æra 110| hafve Gudh som alla hela som stathliga vpa honum tro.«

Tha førdhe grefvin Amicum i sin bæsto clædhe oc gingo swa bathe saman til kiørkio at lafva oc thakka Vor Hærra. Som the como, tha ringde clakkorna thøm sælfva, oc alt folkit som i stathin var, thæt com løbande at se thætta vndir. Tha grefvans hustru, hon sa thøm bathe saman, tok hon at spørgha hwilkin thera som hænnas hærra oc husbonde var. Tha gik grefven til hænne oc saghdhe: »Jac ær Amelius, oc thætta ær min vin Amicus. Han ær nw helbredha af sinum sot.« Tha saghdhe hon: »Hvro kom thæt til? Thæt vil iac gerna vida.« Grefvan swarathe: »Laafom oc thakkom thæn vælsighnatha Gud hwilkin som af sine mildhet oc døyth vilde honum rensa oc hela. Æn hwilka lund som thæt var giort, thæt fongir thw væl at spørgha.«

Tha the hafdho varit i kiørkione i three tima oc giort gudh hedhir oc thakkathe honum for sina naatha, gingo the hem mæth glædhe. Æn grefven saakkathe sarliga aldith oc hafdhe børnana dødh altidh i sine aminne. Tha bath grefinnan hænta børnin thær til at theras glædhe skulde thæs større vara. Oc grefven bath thøm lada liggia oc hafva roligan søfn. Thæræftir gik grefven ensamen migit sørghandis thit som børnin the lagho, fan thøm lifandis oc lagho oc lekto hwart vith annat, oc hwar thera hafdhe et ar vmkring halsen som en rødhir 111| silkiethraadh vore thær vmring draghin. Oc thæt behiøldo the swa længe som the lifdho.

Han tok thøm batha mæth store hiærtans glædhe i sin fagn oc bar thøm til theras modhir oc satte thøm i hænna skiøt oc saghdhe: »Min kiæra hustru, var glath, thy Gudh mæth sine obegriplige miskund hafvir giort thina sonir lifvande, hwilka som iac drap, oc af theras blodh wordh Amicus helbredha.« Oc berætte hænne ordh fra ordh hvro som thæt ærindit sek hafdhe. Tha saghdhe modheren: »Min kiære hærra, hwi saghdhin I mek ey til? Gerna vilde iac hafva haldit karit vnde blodhit theras oc gifvit Amico til lægedom oc helso. Thætta ma thv tro vm thw vil.« Tha saghdhe grefven: »Ladom nw thesse talan fara. Vi skulum hædhan fara oc gudhligara lifva oc idhlega vara i Gudz thiæniste, forthy i vore hws værdhoghathis alzvoldoghir Gudh at giøra stor vndirlik thing,« hwilkit the oc troliga giordho giømande renlik æmæthan the lifdho. Oc stor høytidh giordhis i allan stathin vmkring tii dagha vmcring.

Sama dagh som Amicus wordh hel af sinum sot, com diæfolin i hans onda hustru oc qualde hænne swa hardheeliga at hon fiøl vmcul oc blef dødh. Thæræftir samnathe Amicus en hær oc rukte in i sit fædhirne af hwilko som han var forra vtdrifvin, oc belaghdhe bericanos swa længe at the gafvo sek vndir hans hand. 112| Han giordhe thøm gaat omot ondo, tok thøm til naadh oc forgaf thøm theras brøde. Sidhan bodhe han spakliga mæth thøm longantima i godhom fridh oc hafdhe altidh hos sek Amelii grefva son oc thiænte Gudh af allo hiærta.

Thæt hænde nagor aar thær æftir at Konung Karl Magnus af Frankarige for mæth en stor hær in i Ytalia omot longobardorum konung Desiderio oc stride omot honum for romarakiørkio frælse. Oc the twa godho stolbrødhirne Amicus oc Amelius, the voro twa høvitzmæn i stridhene oc wrdho thær bathe dræpne oc otallikt folk mæth thøm vppa batha sidhor. Æn tha van Konung Karl stridhena, oc Desiderius conung rymbde af markene. Thæræftir sænde Konung Karl budh til Frankarige oc lod føra til sek sina hustru oc sin ærligo børn. Oc Sanctus Albinus biskop oc flere andre biskoba oc aboda gafvo raath thærtil at konungin oc drotningin skuldo thær lada ena kiørkio byggia i hwilko the matto the hælgha manna legema læggia oc jordha the andro som mæth thøm voro dræpne.

Thæt rathit thæktis konungin migit væl. The lodo thær byggia twa skiøna kiørkor, the ena pa konungins væyna oc vighdhis af Sancto Albino oc Sancto Evsebio til hedhir, the andra bygdis pa drøtningena væyna oc vighdhis Sancto Petro 113| til hedhir. Oc forthy at konungin oc drotningen hafdho theras maagh migit kiæran, Amelium oc hans stolbrodhir Amicum, tha sændo the til Melan oc lot kiøba thær twa kistor af marmorsten. I the eno laghdhis Amicus oc sattis i konungins kiørkio, oc i the andro Amelius oc sattis i drotningena kiørkio.

Tha skedhe thær et stort Gudz vndir at the funno Amelii legema i konungins kiørkio i the kistone hos Amico sinum kiæra stolbrodhir, oc hwar laa i annars faghn. Thæt var et vndirlikt companskap oc osighligher kiærlek som e<y kunde> slidas mæth dødhin. Alzvoldoghir Gudh so<m thøm> samanføghathe i theras barndom mæth san<nom> kiærlek, han vilde thøm ey atskilgha i dødhin oc ey æftir dødhin. Thy ær visseliga troande at the aldrigh skilghas at i hemerige.

Af thætta jærtekniet glæddos alle. Konung oc drotning, biskoba oc clærca oc aldir almoghin giordho stora høytidh i thrætiwo dagha for thøm thær voro dræpne Oc Sanctus Albinus skikkathe thær clærca som Gudz thiænisto skulde vppehalda. Oc konungin oc drotningen, the begafvatho the kiørkorna mæth stor ingeld, oc i the kiørkione som Amicus oc Amelius, the liggia giør Gudh daghliga stor iærtekne. The voro dræpne i striidh for the hælghe tro skyld som for ær sakt, i octobris manath fira dagha æftir 114| Sancti Dyonisii dagh raadha oc styra mæth Vorum Hærra Ihesu Christo som lifvir mæth fathir, son oc thæn hælghe and, nw oc æ forvdan ænda. Amen. Amen. Amen.

Min kiære vin, tak thek hær af lærdom: Fly falshet oc giøm troskap oc sannanda.