91|Dengang Pipin var konge i Frankrig, 92|blev der født en dreng i Berry.A Hans far var tysker, en fornem ridder hvad slægten angik, og god og from i sit levned. Da drengen var lille, lovede både far og mor at hvis Gud ville lade ham leve, ville de bringe ham til Rom og lade ham døbe af paven selv. På samme tid drømte greven af AuvergneA mens hans hustru var højgravid, at paven af Rom stod i hans palads og døbte mange børn. Greven grublede over hvad drømmen kunne betyde, og fortalte den til sine rådgivere og bad dem tyde den. Så svarede en ærværdig mand ham, inspireret af Gud: »Herre, I kan være særdeles glad. I vil få en søn som vil blive hellig. Derfor skal I, hvis Gud vil lade ham leve, bringe ham til Rom, og paven selv skal døbe ham.« Greven blev meget glad over den vise mands svar og gode råd og sagde: »Det må gå efter Guds vilje. Hvis det bliver sådan, så sker det efter Guds vilje, det vil jeg gerne love.«

Da drengen var født og to år gammel, ville faderen opfylde sit løfte, og han rejste mod Rom med barnet. Han kom til en by der hed Lucca.A Her mødte han en fornem ridder, og han var tysker og hørte hjemme i Frankrig. Han ville også til Rom med sin søn og lade ham modtage kristendommen fra paven. De hilste på hinanden og talte 93|sammen og fortalte hinanden om hvad de havde i sinde. De blev så enige om at de ville rejse til Rom sammen.

Da børnene kom sammen, lignede de hinanden så meget at der ikke var nogen forskel på dem, og der næppe var nogen der kunne kende dem fra hinanden. De var også lige gamle. De fik så stor kærlighed til hinanden at de aldrig ville være væk fra hinanden, hverken ved bordet eller i sengen eller noget andet sted. De sluttede så stort et venskab mellem sig at ingen af dem ville svigte eller glemme den anden så længe de levede. Greven og ridderen førte dem frem for paven og sagde: »Hellige fader, du der beklæder Sankt Peters sæde og embede. Greven af Auvergne og en ridder af Berry beder ydmygt om den nåde at du vil give deres sønner kristendom og velvilligt tage imod de gaver som de i ydmyghed skænker din hellighed.« Paven svarede: »Jeres gaver har jeg ikke behov for, giv dem til fattige folk til Guds ære. Og selv om jeg er syndig, vil jeg gerne døbe jeres børn.« Så gav han dem begge kristendommen i Frelserens Kirke ved LateranetA og kaldte grevens søn Amelius og ridderens søn Amicus, og døbte dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Der var mange fornemme herrer med, som fulgte dem til kristendom med stor 94|ære.

Da de var blevet døbt, gav paven hver af dem et bæger af det ædleste kostbare træ, og de var smukt dekoreret med guld og sølv. Og han sagde: »Denne gave skal I have til vidnesbyrd over for Guds dom om at jeg har døbt jer til et evigt liv.« De bægre var så ens i størrelse og omfang og i hele deres form at den der så det ene, han så også det andet. Og derefter rejste de hver til sit. Men Gud gav Amicus, ridderens søn, så megen kløgt og visdom at han overgik de viseste der i landet.

Da han var tredive år gammel, blev hans far dødeligt syg. Han kaldte sin søn Amicus til sig og sagde sådan til ham: »Min kære søn, min time er kommet hvor jeg skal den vej som alle skal gå. Derfor beder jeg dig og råder jeg dig på det bestemteste til at du først og fremmest overholder Guds bud og øver dig som Guds ridder og er tro mod din herre. Hjælp faderløse børn og enker i deres nød, og hav altid Guds yderste dommedag for øje, og det venskab du har lovet Amelius, greven af Auvergnes søn, det skal du aldrig glemme, og din troskab skal du aldrig bryde. I ligner hinanden og ser ud som om I var brødre.« Efter disse ord tog den ædle ridder imod sakramentet og betroede sin sjæl i Guds hænder. Hans søn lod hans legeme begrave med værdighed som det 95|hørte sig til.

Derefter skete der det at landets herre og skinsyge mænd begyndte at hade Amicus og krænkede ham dybt og gjorde ham ondt og stor uret. De drev ham fra hans fædrene jord. Alligevel elskede han alle og tålte uretten med stor tålmodighed. Da kom han i tanke om sin fars ord og sagde til sine svende: »Verden går os imod. Onde mænds modvilje driver mig fra min fædrenegård. Lad dem få deres vilje; jeg sætter mit håb til Gud at det bliver godt til sidst. Jeg vil rejse til min nære ven Amelius, greven af Auvergnes søn. Det Gud har skænket ham, vil han dele med os.« Han begav sig så på vej mod grevens hus.

I mellemtiden havde Amelius fået at vide at Amicus’ far var død, og Amicus selv var meget bedrøvet. Og derfor red Amelius af sted for at finde ham og trøste ham, og de rejste begge til den andens hus, og ingen fandt den anden hjemme. Så ledte den ene efter den anden fra land til land, fra et sted til et andet, i omkring to år.

Mens de sådan ledte efter hinanden, drog Amicus ind hos en mægtig ridder og spurgte efter sin ven Amelius. Ridderen svarede: »Ham ved jeg intet om, men om dig har jeg hørt at du er en velbårenA mand, kløgtig, vis og mandig. Hvis det passer dig, så vil jeg give dig min datter 96|og med hende tilstrækkeligt med guld og sølv, og jeg vil være dig tro så længe jeg lever.« Det syntes Amicus og hans tjenere meget godt om, og brylluppet blev holdt med stor glæde.

Noget efter at festen var holdt, efterlod Amicus to af sine bedste tjenere dér, og med nogle andre drog han atter ud for at søge efter sin ven Amelius. På det tidspunkt havde Amelius ledt efter Amicus i to år, og da han var en dagsrejse fra Paris, mødte han en pilgrim, og han sagde til ham: »Du har vandret vidt omkring i mange lande. Har du noget sted set min kære ven Amicus, ridder af Berry?« Han sagde at han ikke havde set ham nogetsteds. Så gav Amelius ham sin kjortel og sagde: »Bed for at Gud vil give mig den nåde at jeg kan finde min kæreste ven Amicus.« Pilgrimmen blev glad og gik sin vej.

Allerede samme dag ved aftensangstidA mødte pilgrimmen Amicus, og de hilste på hinanden. Amicus spurgte pilgrimmen om han nogetsteds havde set Amelius, greven af Auvergnes søn. Pilgrimmen undrede sig over at han spurgte sådan og sagde: »Gode ridder, hvorfor vil du lave sjov med mig? Du er den samme Amelius, grevens søn, som jeg mødte i morges, og du gav mig denne kjortel og spurgte om jeg havde set Amicus. Og 97|nu har du skiftet hest og fået nogle andre svende.« Amicus svarede: »Kære broder, jeg gør ikke nar af dig. Jeg er ikke Amelius som du tror, jeg er Amicus af Berry og leder efter Amelius.« Han gav pilgrimmen penge og bad ham bede for sig. Denne tog med glæde imod dem og sagde: »Rid til Paris, og skynd dig. Der håber jeg at du vil finde ham.«

Men Amelius var rejst fra Paris dagen før og sad ved floden SeinenA på en eng og spiste med sine tjenere. Da Amelius så mændene fra Berry komme ud af skoven, troede han at det var hans fjender og greb straks til våben. Da Amicus så det, sagde han til sine tjenere: »Vi ser væbnede mænd komme imod os. Vær fortrøstningsfulde i jeres hjerter. Hvis vi kan stå imod dem, kan vi rejse til Paris med stor ære.« Da de kom nærmere til hinanden, råbte Amicus til dem og sagde: »Gode mænd, hvad anklager I os for, og hvad har Amicus af Berry gjort jer? Hvorfor vil I slås med ham?« Da Amelius hørte det, råbte han af glæde og sagde: »Min kæreste bror og ven Amicus, er du der, min kære kammerat? Jeg, Amelius, har nu i to år ledt efter dig. Velsignet være Gud som har maget det sådan at jeg skulle finde dig her!« De steg af deres heste og omfavnede hinanden med tårer i øjnene. Af glæde kyssede de hinanden.

98|De knyttede deres venskab på ny og rejste så begge til kong KarlA i Frankrig. Han tog godt imod dem og gjorde dem til sine tjenere og holdt meget af dem. Og Amelius blev hans drost,A og Amicus blev hans skatmester. De var dygtige, høviske og retsindige. Kongen og dronningen elskede dem, og alle der omgikkes med dem, holdt af dem. Da der var gået tre år, sagde Amicus til Amelius: »Min kære bror, nu vil jeg rejse til min hustru, som jeg har været borte fra længe. Jeg vil rejse hurtigt og snart komme tilbage til dig. Bliv du her og pas dit embede godt, og se omhyggeligt til at den kærlighed du føler for kongens datter, ikke bliver dig til ulykke og til skade. Og pas på at hun ikke elsker dig for noget uanstændigt. Og kom hende ikke nær så du giver hende årsag til skam. Og vogt dig for grev Ardericus’ svigefulde venskab.«

Amicus bad sig fri og rejste hjem til sin hustru. Men senere blev Amelius stærkt fristet, og på et tidspunkt fandt han pigen alene. Så glemte han sin brors råd og krænkede hendes jomfrudom og voldtog hende. Men hun var bange for vanære og et ødelagt rygte, og derfor turde hun ikke råbe op eller sige det til nogen, men græd og sørgede og holdt sin græmmelse for sig selv. Nu var den førnævnte 99|grev Ardericus i kongens gård. Han talte med Amelius og sagde: »Min kære ven, har du hørt hvad din kammerat Amicus har gjort? Han har stjålet fra kongens skatkammer, og derfor er han flygtet og kommer aldrig igen. Lad os derfor slå os sammen og sværge ved relikvierneA at ingen af os skal svigte den anden.« De svor sig sammen i broderskab, og efter det var Amelius ikke bange for at fortælle ham alle de hemmeligheder han gemte i sit hjerte.

Derefter skete det en dag da kongen skulle gå til bords, og Amelius hældte vand på hans hænder,A at grev Ardericus sagde: »Herre, tag ikke imod vand fra denne forræders hænder. Han har krænket jeres datter og voldt hende skam og vanære. Han fortjente snarere en grusom død end at han skulle hælde vand på jeres kongelige hænder.« Ved de ord blev kongen meget vred, og Amelius blev meget bange. Kongen spurgte Amelius hvordan det hang sammen. Han svarede: »Kære herre, det har jeg ikke gjort. Han beskylder mig uretfærdigt.« Kongen spurgte sin datter om det var som grev Ardericus sagde. Hun nægtede det og sagde at det aldrig var sket. Så skulle greven bevise det, og kunne han ikke bevise det, så skulle de kæmpe om det. Det enedes de om, og der blev fastsat en dag som de skulle gøre sig 100|klar til. Men Amelius bar i det skjulte stor frygt og inderlig sorg i sit hjerte, for han vidste at han var skyldig over for Gud, og han skulle kæmpe med urette mod sandheden, og Amicus, hans kammerat og kæreste ven, var borte.

Tiden nærmede sig hastigt, og hans sorg blev stadig større. En dag gik Amelius ud på marken i stor sorg. Da så han Amicus komme. Han løb ham i møde og faldt på knæ ved hans fødder og fortalte ham fortroligt om sine kvaler og sagde: »Jeg har handlet meget forkert, og jeg har ikke fulgt dit råd. Jeg har voldtaget kongens datter, og jeg har sluttet venskab med grev Ardericus og fortalte ham hvad jeg havde gjort, og alt det hemmelige jeg bærer i mit hjerte. Og han har sagt det ligeud til kongen, og nu nærmer det sig at jeg efter kongens ordre skal kæmpe med ham.« Da tog Amicus ham i hænderne og gik med ham alene ind i skoven og irettesatte ham og sagde: »Du har handlet meget forkert og udsat dig selv for fare. Du er skyldig i sagen. Hvordan kan du sejre i kampen? Men du skal ikke sørge længere; jeg vil bevise min troskab mod dig. Jeg vil vove mit liv for dig, og jeg vil kæmpe med ham. Tag mit tøj på og giv mig dit, og tag mine heste og mine tjenere og rid hjem til min hustru og bliv hos hende til 101|du hører hvordan det går mig. Hun kender dig ikke og ved ikke andet end at det er mig. Og pas godt på at du ikke er så troløs at du kommer hende nær på en uanstændig måde. Men hvis jeg bliver slået ihjel, så behold min hustru. Hvis Gud giver mig sejr, kommer jeg hurtigt tilbage til dig.«

Sådan blev det. Amelius tog Amicus’ tøj, hans hest og hans tjenere og red hjem til hans hustru. Da hun så ham komme, gik hun ham i møde og omfavnede ham og troede det var hendes herre. For hun kendte ham ikke. Da tiden kom og de gik i seng, trak Amelius sit sværd og lagde det mellem dem og sagde: »Hvis du vil leve længere, skal du ikke komme mig nær. Jeg er trist og får ikke min glæde igen før jeg ved hvordan det er gået min ven.« Sådan lå de sammen mange nætter.

Imens kom tiden hvor de skulle kæmpe. Da fik den milde dronning Hildegard samlet en stor skare af kvinder og gik i kirke med dem, uddelte almisser og ærede Gud med et offer. Hun bad alle bede trofast for den der ville beskytte hendes datters hæder og ære. Da kom Amicus til at tænke og sagde ved sig selv: »Ve mig, usle mand, der så svigagtigt og uretfærdigt ønsker denne greves død. Dræber jeg ham, så er jeg ansvarlig for 102|hans liv over for Guds dom. Og dræber han mig, så vil det rygtes over hele landet at jeg har lidt et æreløst nederlag, og flere får skam og vanære.A Inden da vil jeg dog afprøve med ham om det kan gå bedre.« Og han gik til greven og sagde sådan: »Min kære ven, jeg synes det er en uklog beslutning vi har taget, at vi skal miste vores liv uden grund. Tag dine ord tilbage, så vil jeg være din ven, og vi kan bilægge striden.« Grev Ardericus svarede: »Jeg søger ikke dit venskab. Dit liv skal i dag være betalingen for at du har bragt skam over kongens datter og gjort din herre stor vanære.«

Derpå gik de mod hinanden og kæmpede længe i kongens og mange andre riddere og svendes påsyn. Men Gud hjalp Amicus så han vandt kampen og huggede hovedet af grev Ardericus. Da blev kongen meget glad og lovede ham sin datter og gjorde klar og udråbte en stor fest. Imens red Amicus hjem til sin hustru og gav i hemmelighed Amelius sit tøj og fortalte ham alt om hvordan det var gået ham, og bad ham ride tilbage til hoffet og tage kongens datter til hustru. Han takkede Amicus og gjorde alt hvad han bad om, og han blev en stor og mægtig herre. Hele denne sag ordnede de i hemmelighed så ingen levende kunne vide det, ud over Gud 103|og de to alene.

Lang tid senere blev Amicus alvorligt plaget af Gud så han blev fuldkommen spedalskA og slet ikke kunne hjælpe sig selv. Da mindedes han det der står skrevet, at Gud tugter og plager den som han elsker.A Og derfor var han meget tålmodig i sin sorg. Hans hustru hed Jobia.A Hun fik så stor lede og had til ham at hun ofte havde lyst til at tage livet af ham. Amicus tilkaldte de to tjenere han stolede mest på, og sagde til dem: »Bring mig hurtigt ud af min slemme hustrus greb, og tag mit bæger med mig, og før mig til min borg i Berry.« De gjorde som han befalede. Da de nåede frem uden for borgen, kom en stor flok ud til dem og spurgte hvad det var for en syg mand de havde med. De svarede: »Det er Amicus, jeres herre. Han lider af spedalskhed. Han kommer nu til jer for at I skal vise ham barmhjertighed.« Da de hørte det, slog de usle mænd hans tjenere og væltede vognen med Amicus og sagde: »Forsvind herfra med det samme hvis I vil beholde livet!« Da brast Amicus i gråd og sagde: »Herre Gud, al barmhjertigheds mildeste fader. Tag mig enten ud af verden eller giv mig, arme mand, hjælp af din nåde.« Derpå talte han til sine svende: »Bring mig til Rom, til Sankt Peters Kirke 104|for at se om Gud vil nedlade sig til at besøge mig med sin barmhjertighed.« Det gjorde de så.

Da de kom til Rom, tog paven og de gode mænd som havde holdt Amicus over dåben, nådigt imod dem, og ydede ham og hans svende stor hjælp. I det tredje år derefter kom der så stort et misvækstår i Rom og så megen sult og hungersnød at faderen drev sønnen fra sig, og ingen formåede at hjælpe hinanden. Da sagde Amicus’ to svende til ham: »Kære herre, du ved hvor trofast vi har tjent dig siden din far døde, og at vi aldrig har handlet imod dine ordrer. Nu kan vi ikke længere blive i dette land for den sult og hungersnød som nu har ramt os. Hvis vi skal bevare livet, så giv os fri og lad os rejse hen hvor vi kan redde livet fra sulten.« Amicus svarede med tårer i øjnene: »Mine kære sønner — ikke tjenere — næst efter Gud er I min hjælp. Jeg beder jer for Guds skyld om ikke at efterlade mig her, men bringe mig, arme mand, til min ven Amelius.« De svarede: »Vi har altid gjort hvad I befalede, så det vil vi også gøre nu.«

De førte ham fra Rom til grev Amelius’ borg og lagde ham foran hans port og slog på en plade, som man plejer at gøre det for folk der har den sygdom. Amelius sad ved bordet, og da han hørte det, 105|sagde han til en af sine tjenere: »Tag brød og kød og fyld mit bæger med den bedste vin og giv det til den syge mand der klaprer uden for porten.« Svenden gjorde som han befalede, og kom tilbage til sin herre og sagde: »Herre, jeg siger jer ærligt: Hvis det ikke havde været sådan at jeg holdt jeres bæger i hånden, så havde jeg været sikker på at det var jeres bæger den syge mand havde, for de er både i skønhed og størrelse på enhver måde ens.« Da sagde greven: »Gå straks ud og lad ham komme ind til mig.«

Da han var kommet, spurgte greven hvor han var fra, og hvor han havde fået det bæger han havde. Amicus svarede at han var født i Berry, og at han havde fået bægeret af paven i Rom. Da han sagde det, forstod Amelius at det var hans kæreste ven Amicus, som havde vovet sit liv for hans liv og skaffet ham kongen af Frankrigs datter som hustru. Han sprang op fra bordet og omfavnede ham med tårer i øjnene og kyssede ham og ynkedes over ham af hele sit hjerte. Da grevens hustru fik dette at vide, kom hun løbende og modtog ham kærligt af et godt hjerte og førte ham til deres eget værelse hvor de selv plejede at sove, og fik redt en god 106|seng til ham. Greven spurgte hvordan han var blevet så fattig. Amicus svarede: »Da Gud plagede mig med denne sygdom, afviste min hustru og alle mine venner mig. De tog min ejendom og jog mig bort fra mit land.« Da sagde Amelius: »Ak, min kæreste ven, du har vist mig så stor troskab. Jeg og min hustru kan aldrig takke dig nok. Alt hvad vi ejer, er dit, og det skal du råde over. Og så længe du lever, skal du blive hos os.«

Amicus blev der med sine to svende, og øvede sig i Guds kærlighed med faste og gudelige bønner; og alle de ting som han vidste at Vorherre elsker, dem udførte han af al magt det bedste han kunne.

Derefter ville Gud vise hvor meget det behager ham at menneskene er trofaste over for deres næste. En nat da greven og Amicus lå i samme værelse, og grevens hustru ikke var til stede, da kom en Guds engel, som var en udsending fra Gud, til Amicus og sagde: »Amicus, Guds ven, sover du?« Amicus troede at Amelius talte til ham, og sagde: »Jeg sover ikke, min kære ven.« Så sagde englen: »Fordi du har efterlignet Jobs og Tobias’ tålmodighed,A skal du være i selskab med de hellige mænd i Himmerige. Jeg er Guds engel Rafael,A der er sendt til dig fra Himmerige 107|for at meddele dig et middel mod din sygdom. For Gud har nu hørt dine bønner. Hør derfor Guds befaling, og sig til grev Amelius at han skal dræbe sine to sønner og vaske dig i deres blod, så bliver du renset og helbredt.« Amicus svarede: »Det kommer aldrig til at ske, min kære herre, at greven skal dræbe sine børn for min skyld.« Englen svarede: »Det bør ske sådan, for det er Vorherres befaling.« Med disse ord forsvandt englen.

Amelius vågnede af sin søvn ved at Amicus og englen talte sammen, og spurgte Amicus hvem han talte med. Han svarede: »Ingen talte med mig, men jeg bad til Gud som jeg plejer, for mine synders skyld.« Greven svarede: »Jo, der var bestemt nogen der talte med dig,« og stod straks op og gik til døren og fandt den låst og sagde: »Min kære bror, sig mig hvem der talte med dig.« Så begyndte Amicus at græde bitterligt og sagde: »Hvis du endelig vil vide det, så vil jeg sige dig det. Guds engel Rafael kom til mig og sagde: ‘Amicus, dette siger Vorherre: Grev Amelius skal selv dræbe sine to sønner og vaske dig i deres blod, så bliver du helbredt for din spedalskhed’.«

Da Amelius hørte det, blev han ophidset og sagde: »Min kære ven, jeg har taget dig ind i mit hus og givet dig magt både 108|over tjenere og tjenestekvinder og over alt hvad jeg ejer. Hvorfor vil du nu forlange noget så sørgeligt af mig og løgnagtigt påstå at englen befaler mig at dræbe mine egne børn?« Amicus svarede med gråd i stemmen: »Min kære bror, selv om jeg meget mod min vilje har sagt noget der bedrøver dig, beder jeg dig for Guds skyld: Vis mig ikke ud af dit hus!« Amelius svarede: »Hvad jeg har lovet dig, det vil jeg holde. Men jeg bønfalder dig for Guds skyld og ved din kristne tro og ved det venskab vi har sammen, og den dåb vi har modtaget sammen en dag i Rom, om at sige mig om englen har udtalt de ord, eller en anden har sagt dem til dig.« Amicus svarede: »Eftersom det er sandt at englen talte til mig, er det sandt at Gud vil frelse mig fra den sygdom jeg har nu.« Da begyndte Amelius i hemmelighed at græde, og han tænkte ved sig selv: »Når han var rede til at dø for min skyld, hvorfor skal jeg så skåne mine børn for hans helbreds skyld. Har han været trofast lige til døden, hvorfor skulle jeg så ikke være det mod ham? De hellige mænd har vundet himlen med deres stærke tro. Gud siger i skriften: 'Det I vil at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod andre.'«A

Derpå gik han derhen hvor hans hustru og børn lå, og bad hende stå op og gå i kirke. Da hun var gået, 109|tog han sværdet i hånden og gik så til sine børns seng og fandt dem sovende. Han lagde sig over dem og græd bitterligt og sagde: »Hvem har nogensinde hørt om en far der frivilligt dræbte sine egne børn?« Og han jamrede inderligt. Derved vågnede børnene. Da de så faderen, sprang de op mod ham og rakte hænderne ud og begyndte at le. De var to år gamle. Faderen sagde: »Ak, mine kære børn, jeres glæde bliver snart forvandlet til gråd, for I skal nu udgyde jeres uskyldige blod for jeres hårde far.« Med de ord huggede han hovedet af dem begge og samlede blodet i et kar og lagde deres hoveder tilbage ved kroppene og bredte deres tøj over dem og lod dem ligge som om de sov.

Han tog deres varme blod og gik til Amicus og smurte ham med det over det hele og sagde: »Herre Jesus Kristus, du der byder menneskene at elske deres næste som sig selv og vise ham troskab i nøden, og du der helbredte spedalske med ordet alene, helbred min ven Amicus, for hvis kærligheds og troskabs skyld jeg efter dit bud ikke er veget tilbage for at udgyde mine børns uskyldige blod.« Og i samme øjeblik blev han fuldstændig helbredt og helt fri for sin sygdom. De takkede Gud med stor glæde og sagde: »Lovprisning, hæder og ære 110|til Gud, der helbreder alle som tror fast på ham.«

Så klædte greven Amicus i sine bedste klæder, og de gik sammen til kirken for at lovprise og takke Vorherre. Da de kom, ringede klokkerne af sig selv, og alle der var i byen, kom løbende for at se dette under. Da grevens hustru så dem begge to sammen, spurgte hun hvem af dem der var hendes herre og husbond. Så gik greven hen til hende og sagde: »Jeg er Amelius, og dette er min ven Amicus. Han er nu helbredt for sin sygdom.« Så sagde hun: »Hvordan er det gået til? Det vil jeg gerne vide.« Greven svarede: »Lad os takke og lovprise den velsignede Gud, som i sin mildhed og dyd ville rense og helbrede ham. Men hvordan det gik til, det skal du nok få at vide.«

Da de havde været i kirken i tre timer og hyldet Gud og takket ham for hans nåde, gik de glade hjem. Men greven sukkede hele tiden dybt og havde hele tiden børnenes død i sine tanker. Da befalede grevinden at børnene skulle hentes for at deres glæde skulle være endnu større, men greven befalede at de skulle lade dem ligge og sove i fred. Derefter gik greven alene og meget sorgfuld derhen hvor børnene lå, og fandt dem levende; de lå og legede med hinanden, og de havde hver et ar omkring halsen som om der var trukket en rød 111|silketråd omkring den. Og det beholdt de så længe de levede.

Han tog dem begge med stor glæde i sin favn og bar dem til deres mor og satte dem på hendes skød og sagde: »Min kære hustru, vær glad, for Gud har i sin ubegribelige barmhjertighed gjort dine sønner levende, som jeg havde dræbt, og med deres blod blev Amicus helbredt.« Og han fortalte hende fra ord til andet hvordan sagen hang sammen. Da sagde moderen: »Min kære herre, hvorfor kaldte I ikke på mig? Jeg ville gerne have holdt karret under deres blod og givet Amicus det til sundhed og helbredelse.« Dette må du tro om du vil. Da sagde greven: »Lad os ikke tale mere om det. Vi vil rejse herfra og leve gudfrygtigere og altid være i Guds tjeneste fordi den almægtige Gud har nedværdiget sig til at gøre et stort under i vores hus,« hvilket de også trolig gjorde i al kyskhed så længe de levede. Og der blev holdt en stor fest i hele byen i henved ti dage.

Samme dag som Amicus blev helbredt for sin sygdom, fór djævlen i hans onde hustru og kvalte hende så hårdt at hun faldt omkuld og døde. Derefter samlede Amicus en hær og rykkede ind på sit fædrene gods, som han tidligere var blevet jaget ud af og belejrede Berrys indbyggere lige til de overgav sig. 112|Han betalte ondt med godt og tog dem til nåde og tilgav dem deres brøde. Derefter boede han fredsommeligt sammen med dem i lang tid i fred og havde altid grev Amelius’ søn hos sig og tjente Gud af hele sit hjerte.

Nogle år senere skete der det at kong Karl den StoreA af Frankrig med en stor hær drog ind i Italien mod longobardernes konge DesideriusA og kæmpede imod ham for romerkirkens frelse. Og de to gode venner Amicus og Amelius var høvedsmændA i kampene og blev begge dræbt dér og med dem utallige folk på begge sider. Alligevel vandt kong Karl kampene, og kong Desiderius flygtede fra slagmarken. Derefter sendte kong Karl bud til Frankrig og fik hentet sin hustru og sine velbyrdige børn til sig. Og biskoppen Sankt AlbinusA og flere andre biskopper og abbeder rådede kongen og dronningen til at lade bygge en kirke, hvori de kunne lægge de hellige mænds legemer og begrave de andre som var dræbt sammen med dem.

Det råd syntes kongen godt om. De lod så bygge to skønne kirker, den ene på kongens vegne, og den blev viet af Sankt Albinus til Sankt Eusebius.A Den anden blev bygget på dronningens vegne og blev viet til Sankt Peters 113|ære, og fordi kongen og dronningen holdt så meget af deres svigersøn Amelius og hans ven Amicus, sendte de bud til Milano og fik købt to kister af marmor dér. I den ene blev Amicus lagt og sat i kongens kirke, og i den anden Amelius og sat i dronningens kirke.

Da skete der det store Guds under at de fandt Amelius’ lig i kongens kirke i kisten hos sin kære ven Amicus, og de lå i hinandens favn. Det var et mirakuløst kammeratskab og en usigelig kærlighed som ikke kunne sønderrives af døden. Den almægtige Gud, som føjede dem sammen med sand kærlighed i deres barndom, han ville ikke skille dem i døden, og ikke efter døden. Derfor er det ganske sikkert at de aldrig skilles ad i Himmerige.

Ved dette jærtegn blev alle glade. Kongen og dronningen, biskopper og præster og hele folket holdt en stor højtidelighed i tredive dage for dem der var blevet dræbt. Og Sankt Albinus sendte præster som skulle opretholde de kirkelige handlinger. Og kongen og dronningen skænkede store indtægter til kirkerne, og i den kirke hvor Amicus og Amelius ligger, gør Gud daglig store jærtegn. De blev som sagt dræbt i kamp for den hellige tro i oktober måned fire dage efter 114|Sankt Dionysius’ dag for at råde og styre med Vorherre Jesus Kristus, som lever med Faderen, Sønnen og Helligånden, nu og til evig tid. Amen, amen, amen.

Vers:A

Min kære ven, tag ved lære af dette: Sky falskhed og bevar troskab og sandhed.