a1r|Her begynder slaget om Rhodos

a2r|I år 1481 efter Kristi fødsel, d. 22. maj, drog kejseren af Konstantinopel med 8000 tyrkere fra Tyrkiet 4000 mil over havet for at belejre Rhodos. Rhodos er et land omgivet af vand, 80 mil i omkreds. Der er mange stærke fæstninger og tre købstæder. Den ene hedder Villa Nova, den anden Archangelo og den tredje hedder Collosia – som når den hellige Paulus skriver til kolossenserneA – og er særdeles stærkt bygget med huggede sten og muret med sparkalk.A Rundt om byen går tre ringmure; den inderste er fire fod tyk.A Mellem de to brystværn er der mange store tårne, og en befæstet løbegang hele vejen rundt. Nord for byen ligger borgen. Denne borg består af fire dele: Den første har Rhodos’ stormester; den anden har Sankt Johannes’ korsbrødre. I den del er der syv stærke fæstninger, hver af dem tilhører et bestemt sprog blandt de kristne, og dér plejer der at være 400 korsbrødre: konger, grever og børn af hertuger. I den tredje a2v|del er der et hospital, umådelig kostbart omgivet af mure med mange forskellige huse som de syge mennesker bor i. I den fjerde del bor der bøssemestre, harniskmagere, armbrøstmagere og alle de forskellige håndværkere der er behov for. Foran byen og borgen ligger en havn, hvor man kan sejle ind med hejste sejl i de største skibe det skal være. Omkring havnen løber en stærk ringmur med en befæstet løbegang og 50 store tårne. Der hvor man sejler ind, står de to stærkeste tårne. Mellem dem går en jernlænke, som flyder på vandet på en trækonstruktion så ingen kan komme i havn uden tilladelse.

Nord for borgen, et armbrøstskud væk, står Sankt Antonius’ Kirke som en sikker fæstning og med en stærk ringmur omkring. Dér slog tyrkernes kejser sit telt op da han kom for at angribe Rhodos. Øst for den kirke, et armbrøstskud ude i havet, står Sankt Nikolajs Tårn, som er uhyre stærkt bygget som søbefæstning. Ud til det tårn er der inde fra borgen muret en bro, der er længere end en valsk a3r|mil;A den er muret af strandsand og bygget med meget store tilhuggede sten, der er låst til hinanden med jern og bly. Så snart de ankom, begyndte tyrkerne at angribe det tårn. De var ganske klar over at hvis de kunne erobre det, kunne de hærge både byen og borgen. For at knuse tårnet opstillede de tre kobberkanoner på Sankt Antonius’ Kirke, der hver kunne skyde en sten på ni spandA i omkreds. Det var frygteligt at se, og endnu frygteligere at høre. Da dette allerstærkeste tårn var blevet beskudt med 300 skud fra de tre kanoner i seks samfulde dage, var det halvt nedbrudt. Da tyrkerne så det, klappede de i hænderne og råbte mod himlen i største glæde. Men den glæde blev vendt til sorg.

Da stormesteren så det, sendte han 1000 arbejdere og murermesteren derud, og de skjulte sig i voldgraven om dagen og arbejdede om natten. Og der var indsat mange krigere til at forsvare dem over for tyrkerne, og de havde fremstillet en meget stærk palisade af træ, a3v|som skulle beskytte dem. Der var også opstillet mange store kanoner og bliderA på byens mure, som hele tiden kastede sten og skød græsk ildA mod tyrkerne. Da tyrkerne så at tårnet var muret op igen, angreb de dem med tre stærkt bevæbnede galejerA over havet netop som det begyndte at blive dag. Men de kristne der var på tårnet og bag palisaden rundt om det, slog uforfærdet fra sig så tyrkerne tog flugten, og nær ved 700 tyrkere blev dræbt. Få dage efter ærgrede tyrkerne sig over deres nederlag, og så begyndte de igen at skyde med de tre nævnte kobberkanoner og knuste det der var muret op igen. Da de så at det ikke nyttede, fandt de på en ny metode og byggede en bro over havet, som ganske kunstfærdigt hvilede på vandet med brædder og blev holdt sammen med reb og jern fra Sankt Antonius’ Kirke til Sankt Nikolaj Tårn. Den gik tyrkerne på, tungt bevæbnede med en rullende skærm foran sig og fire galejer bemandet med alle de a4r|fornemste tyrkere og mange andre skibe, som var lastet med kanoner og kanonkugler og nogle af dem med krudt til at forsyne tårnet som de havde til hensigt at erobre.

Den 13. juli ved midnatstid drog tyrkerne i stilhed ud med den omtalte hær. De kristne faldt ikke i søvn, men varetog nøje deres opgaver. De var ganske klar over at hvis tyrkerne erobrede tårnet, havde de taget det fra beboerne i Rhodos. Da de kristne forstod at tyrkerne var kommet over, iførte de sig deres harnisker og spændte deres sværd om livet. Så skød de med kanoner og blider, mortérerA og pile og græsk ild og kæmpede tappert på begge sider fra midnat til midt på dagen næste dag. Gud var nådig, tyrkerne tog flugten og trak sig tilbage på broen igen. Broen, som flød på vandet, og som var fuld af tyrkere, blev skudt i stykker fra tårnet, og de tyrkere der var på den, gik til bunds. De fire galejer og andre skibe, der var fyldt med tyrkere og bevæbnede, blev skudt i sænk. I den kamp blev der blandt tyrkerne dræbt a4v|op imod 3500 samt de mest højtstående, som var tyrkernes hærførere, hvis død voldte dem sorg og gråd i mange dage. Da tyrkerne havde mistet det håb de havde om at indtage tårnet, gav de sig til at storme byen, som de beskød så voldsomt med kanoner og blider og mortérer at den ikke så ud som før. Ni tårne på stormesterens palads og mange andre tårne og fæstningsværker blev skudt i stykker. Nu overvejede tyrkerne hvad der var det svageste sted i byen, hvor de kunne storme. Og de fandt ud af at det svageste sted var mod syd i byen ved Jødegaden. Ud for det sted opstillede de otte kobberkanoner, der alle skød med sten på ni spand i omkreds, og mange blider og mortérer, som aldrig holdt op med at skyde og sende sten mod muren og ind i byen så byen stod i lys lue på grund af disse kanoner og græsk ild og glødende projektiler. Så gav stormesteren ordre om at kvinder og børn skulle forlade husene og gå ud i frugthaver og andre haver b1r|for at forsvare sig mod de skud der faldt. Tyrkerne skød også glødende sten med græsk ild fra kanoner og mange andre glødende projektiler ind i byen. Men stormesteren havde sendt kloge mænd derhen, som kunne slukke ilden så de ikke led overlast.

Da tyrkerne så at det ikke nyttede, fandt de på en hemmelig metode og gravede lange, dybe og buede gange ude fra det åbne land og ind til byens voldgrave og dækkede dem til med grene og jord så de kunne gå uset ude fra landet helt ind til bymuren. På det sted hvor muren var halvt nedbrudt af skud, fyldte de graven med sten så de fik let adgang til muren, og ind mod det sted havde de lavet mange skærme og palisader, hvorfra de konstant skød med geværer og pile mod det sted hvor bruddet var. Stormesteren fik så snedigt fremstillet en skærm af grønne træer, som han føjede sammen og dækkede med grene og ler imod kanoner og blideskud, og så fik han opstillet de stærkeste b1v|væbnere på muren for at forsvare det sted. Så overvejede han hvordan han kunne tømme de grave der var fyldt med sten, sådan at det ikke skete åbenlyst. Han gav så ordre til at der skulle hugges en åbning i muren ud mod stenbunken, og så fik han stenene båret fra graven og ind i byen om natten.

Da tyrkerne opdagede at stenbunken hvori deres håb om at komme over muren bestod, blev mindre, begyndte de at give de kristne andet at lave. Dag og nat ophørte de aldrig med at skyde med de otte store kobberkanoner, mortérer og andre kanoner og skyde med blykugler og pile og kaste græsk ild, og de dræbte mange af de kristne der var oppe på muren. Så på 30 dage sendte tyrkerne 3500 store sten ind i byen og mod muren så ingen af de kristne kunne opholde sig på muren på dette sted. For at de ikke skulle bevæge sig ned og op igen, var der også opstillet fire stiger fra byen op til muren og en stor klokke de skulle ringe på når de skulle op eller ned.

Da tyrkerne fornemmede at det var tid at entre b2r|muren, holdt de op med at skyde og klappede i hænderne. To tusind svært bevæbnede tyrkere entrede muren og foldede deres fane ud dér. Så dræbte de dem der stod på muren. Så besatte de muren fra det sted hvor de var kommet op, et armbrøstskuds længde hen til det italienske tårn. Nu gav stormesteren ordre til at de fire stiger der gik op til muren, skulle slås i stykker så hverken kristne eller tyrkere kunne komme ned. Så trængte de kristne der var oppe på muren, 300 af tyrkerne ned fra muren så de faldt ned i byen. De blev straks slået ihjel. Uden for muren var det åbne land og løbegraverne så fulde af tyrkere der ville op på muren, at man ikke kunne se jorden for dem. På dette ene sted var der under stormen 40.000 tyrkere. De tyrkere der var oppe på muren, råbte og skreg ad de kristne og slog voldsomt fra sig. De ville besætte hele muren, men de kristne slog tappert fra sig både mod højre og venstre og ville ikke tillade dem det.

Dette aldeles grusomme slag b2v|varede i to timer til de kristne blev trætte og modløse. Så tog stormesteren den hellige korsfane i hånden og ovenpå et stort stykke af det kors Jesus hang på. Så gik han i spidsen, og nu fulgte de kristne tappert efter. Da tyrkerne så det hellige kors’ tegn, blev de forfærdede og kastede sig på flugt tilbage som for et brændende bål, så omgående og så hurtigt at de kvæstede hinanden og trådte hinanden ned. De kristne fulgte dem tappert ud på det åbne land og jog dem ned til kysten til deres skib. I det slag faldt 3500 mand. Stormesteren selv blev såret, og blandt de stærke væbnede hænder faldt mange af Guds riddere. De er sandsynligvis nu blandt martyrerne. Nu trak stormesteren sig tilbage til byen igen og sørgede for behandling til dem der var såret, og takkede og velsignede den som fra Himlen havde givet dem sejren så de hellige kristne mennesker ikke skulle besmittes af Makamet,A den b3r|afskyelige afgud, og han fik sat friske vagter op for at forsvare muren og tårnet. Mange af de tyrkere der var blevet taget til fange, fortalte åbenlyst de kristne at mens de kæmpede ved Sankt Nikolajs Tårn, så de at der red en uhyre stærk kriger oppe på tårnet, som fægtede og skød med pile. De så også en umådelig smukt klædt frue gå rundt oppe på tårnet og råbe til de kristne at de skulle kæmpe uforfærdet mod tyrkerne. Og de så en utallig væbnet skare på tårnet og rundt omkring på jorden, alle klædt i hvidt, som kæmpede mod tyrkerne. Og på bymuren så de utallige skarer, alle klædt i hvidt, og en umådelig skøn frue gik foran dem og skjulte dem med sin dragt så tyrkerne ikke kunne ramme dem. En tyrker fra EbrenA så et umådelig kostbart smykket guldkors stå på muren dér hvor den var skudt i stykker. Derfor antog han den hellige kristne tro. Da kampen var ovre, lod stormesteren dem samle alle de tyrkere der var faldet b3v|i kamp, sammen. Der blev fundet henved 9000, foruden de utallige der var derudover. Dem fik han alle sammen brændt på et bål for at tyrkerne ikke skulle bringe dem med hjem og sørge over dem. Tyrkerne havde bragt utallige spidse pæle og reb med sig til at pine de kristne med. Havde de erobret Rhodos, ville de have taget alle kristne under ti år med sig hjem og fået dem til at afsværge deres gud. Alle kristne over tyve år ville de have spiddet på de pæle og bundet med rebene og så pint dem til døde og delt deres ejendele mellem sig og beriget sig med dem. Men de store forhåbninger blev i stedet vendt til sorg og bedrøvelse.

Kejseren der drog til Rhodos og havde i sinde at erobre byen og blive rig, drog hjem igen med tab og vanære og efterlod bag sig sin kære svigersøn og den nære slægtning som var øverstkommanderende over den tyrkiske hær; og de gjorde de kristne rige af det bytte de erobrede fra dem. Derfor sørger og græder mange enker og faderløse børn b4r|i Tyrkiet. Rhodos, den fornemme by, led stor overlast, og derfor har den mistet sin pragt. Men Gud i sin nåde og alle kristne herrer skal hjælpe så den bliver istandsat på enhver måde. Den 5. september sagde tyrkerne farvel til Rhodos. De hejste deres sejl og drog hjem med tab og vanære. Derfor skal Gud være velsignet i evighed. Amen.