Tekstbeskrivelse

Tid, sted og forfatter

Den lille anonyme Lejrekrønike er et på mange måder ret gådefuldt skrift. Teksten giver os ingen eksplicitte oplysninger om nedskrivning, formål, kilder eller forfatter, og da vi heller ikke hører den omtalt andre steder, er vi overladt til mere eller mindre velfunderede gætterier.

Hvad angår tidspunktet for Lejrekrønikens nedskrivning, er den mest udbredte opfattelse, at teksten stammer fra 1100 tallets sidste halvdel, med tiden omkring 1170 og 1190’erne som de forslag, der har vundet størst tilslutning.

Man har tidligere, bl.a. på baggrund af tekstens ret udførlige skildring af byen Roskildes grundlæggelse, argumenteret for, at skriftet måtte være affærdiget dér. Men fra 1060'erne og fremad er det blevet mere almindeligt at forbinde krøniken med domkapitlet i Lund og det miljø for historieskrivning, som man mener må have eksisteret dér i årene omkring 1200. Et argument for denne placering af teksten er beskrivelsen af kong Snjo, som i det store hele består af ordrette citater hentet fra den lidt ældre Roskildekrønike, der med sikkerhed var tilgængelig i dombiblioteket i Lund.

På baggrund af de verbale og stilistiske ekkoer af Roskildekrøniken er det ligeledes blevet foreslået, at Lejrekrøniken skulle være udarbejdet som en slags senere tilføjet indledning til Roskildekrøniken - men heller ikke dette kan endeligt af- eller bekræftes.

Indhold

Denne lille krønike behandler primært de såkaldte Lejre-konger (dvs. de konger hvis kongesæde var Lejre), hvilket har givet teksten sit moderne navn: Lejrekrøniken. Det stof der behandles i krøniken, er tidligere blevet opfattet som mundtligt overleverede danske sagn, men også denne opfattelse er i løbet af 1900-tallet blevet draget i tvivl med henvisning til ligheder mellem motiver i Lejrekrøniken og det engelske digt Beowulf samt et stort sammenfald i navnene på de danske konger og kongerne af Dakien i det moderne Rumænien (områdets latinske navn var i antikken og middelalderen Dacia, et navn som i Lejrekrøniken også bruges om Danmark, hvilket muligvis er grunden til sammenblandingen af de to kongehuse).

Lejrekrøniken indledes med en datering af handlingens begyndelse til både Davids og kejser Augustus’ tid. Denne selvimodsigende men glorificerende datering danner udgangspunktet for en kortfattet fortælling der strækker sig fra Kejser Augustus’ påståede forsøg på at erobre Danmark til grundlæggelsen af Hedeby.

Fortællingen indledes således med den svenske kong Yppers indsættelse af sin søn, Dan, som konge over Videslet (Sjælland, Møn, Lolland og Falster) og historien om, hvordan Dan som tak for sin hjælp imod Kejser Augustus’ invasion ligeledes udråbes til konge af Jylland, Fyn og Skåne. Historien slutter med, at riget opkaldes efter dets første hersker, og således får navnet Danmark.

Efter denne rigets samling bevæger vi os videre til sønnen Ro og hans grundlæggelse af byen Roskilde. Han følges af sønnerne Halfdan, som bliver konge af Danmark, og søkongen og piraten Helge, som får sønnen Rolf Krake med sin egen datter Ursula.

Her træder den næste svenske konge, Athisl, ind på scenen og indsætter Rakki som konge over Danmark. Da han dræbes af sine hunde, indsætter Athisl Snjo i hans sted og, da denne dør af loppebid, tilkæmper Rolf Krake sig magten.

Herefter følger en hastig gennemgang af en mildest talt tumultarisk tronfølge. Rolf dræbes af sin svoger Hjarvart, som dræbes af Aki, som dræbes af Rolfs svigersøn Fridlev. Han dør en naturlig død og efterfølges af Frode d. Gavmilde, som bliver dræbt af Swertings sønner, men efterfølges af sin søn Ingjald. Ingjald efterfølges af sønnen Olav, som efterfølges af sin datter Åsa, og efter hende bliver Harald Hildetand konge. Han tilkæmper sig et imperium, der strækker sig hele vejen til Middelhavet, men han dør i slaget ved Bråvalla mod den svenske kong Ring, som derefter lader danskerne udråbe den kvindelige kriger Hede til regent.

Hermed er vi nået til vejs ende og har hørt om rigets første femten regenter, selvom de sidste otte kun behandles ganske flygtigt i tekstens sidste ottendedel. Det der dvæles mest ved, er små udviklede fortællinger - såsom historien om piraten Helge eller tyrannen Snjo - samt geografi (rigets dele, Dannevirke, kongesædet Lejre), foruden en forklaring på rigets og Roskildes navn. En pudsig detalje ved fortællingen er desuden de svenske kongers tilbagevendende indsættelse af danske regenter. Værket indledes således med Dans indsættelse, og ret præcist midt i teksten har vi Athisls udpegning af først Rakki, så Snjo. Værket afsluttes med kong Rings accept af Hede som dansk regent.

Tekstens efterliv

Grundet den store usikkerhed omkring det præcise tidspunkt og sted for tekstens komposition er det naturligvis umuligt at sige noget med sikkerhed om dens indflydelse på samtidige forfattere. Der er imidlertid en række motiver og fortællinger i Lejrekrøniken, som går igen hos de to lidt senere forfattere Saxo og Sven Aggesen.

Sven Aggesen omtaler således søkongen Helge på en måde, der minder meget om Lejrekrønikens beskrivelse af ham, og påpeger ligesom Lejrekrøniken at Lejre tidligere var kongesæde, men nu (dvs. i forfatterens samtid) kun er en forladt egn i nærheden af Roskilde. Sven har desuden en meget udviklet fortælling om en dansk regent, der modsætter sig et tysk invasionsforsøg ved Dannevirke, i form af fortællingen om Thyra og hendes grundlæggelse af netop Dannevirke. Både Lejrekrønikens fortælling om Dan og Svens fortælling om Thyra slutter med en ”folkeforsamling” der hylder regenten.

I Saxos Gesta Danorum finder vi to episoder som også optræder i Lejrekrøniken, nemlig slaget ved Bråvalla, hvor skjoldmøerne Hede og Visna ligeledes optræder, og fortællingen om søkongen Saxo genfortæller begge episoder langt mere udførligt end Lejrekrøniken og ændrer Helge. Saxo genfortæller begge episoder langt mere udførligt end Lejrekrøniken og ændrer ligeledes flere detaljer, men der er et betragteligt sammenfald i motiver og navne. Om disse sammenfald i motiverne blot skyldes at teksterne grundlæggende behandler det samme stof, eller om Saxo og Sven faktisk har læst og brugt Lejrekrøniken, kan man nok aldrig afgøre med sikkerhed.

Videre læsning

GERTZ, M. Cl. (ed.), 1918-22, Scriptores minores historiæ Danicæ, vols. I-II, Copenhagen (reprint 1970).
HEMMINGSEN, L., 1996, By Word of Mouth: the origins of Danish legendary history, Ph.D. diss. University of Copenhagen, København.
KRISTENSEN, A. K. G., 1969, Danmarks ældste annalistik, København.
LUKMAN, N., 1943, Skjoldunge und Skilfinge, Hunnen und Herulerkönige in ostnordischer Überlieferung, København. En mere udførlig (engelsk) introduktion til teksten med mere omfattende henvisninger til relevant sekundærlitteratur kan findes online under: https://wikihost.uib.no/medieval/index.php/Chronicon_Lethrense