Da der var gået nogen tid,
længtes kongen efter sin søn,
og han sendte bud til ham
om at han atter skulle komme hjem,
for hans andre sønner var døde alle sammen.
Det budskab gjorde sønnen ondt.
Da kongen af Polen forstod
at den gode junker skulle hjem,
smertede det ham dybt
at junkeren ikke kunne blive.
198r|Den ædle dronning var ikke sen;
hun gav ham guld og ædle stene.
Kongen gav ham riddere og svende
som skulle følge ham hjem,
og junkeren rejste derfra med stor pragt.
De måtte i høj grad begræde
at det var kommet dertil
at han ikke kunne blive, den ædle mand.
Da han kom hjem til Bøhmen,
kom hans far ham selv i møde
og begræd over for ham med tårer i øjnene
at alle hans brødre var døde:
»Derfor beder jeg dig, kære søn,
om at være herhjemme
og blive konge her i landet,
for jeg er en gammel mand
og kan ikke regere det længere.
Det beder jeg dig derfor gøre.«
Den unge mand svarede lige på stedet,
og sagde sådan, den gode junker:
»Min kære far, jeg adlyder jer
og gør med glæde det I beder mig om.«
Han blev så konge i Bøhmens land
og optrådte sådan, den ædle mand,
at riddere og svende takkede ham,
og hele det folk som skulle tjene ham.
