Han fik så skrevet breve,
der skulle sendes til riddere og svende,
om at de skulle komme så snart som muligt
og tale med ham om kongens bedste.
Da ridderskabet kom sammen
havde de morskab og glæde.
De lod blæse i basuner
og slog telte op foran slottet.
De blev liggende ude på marken
under deres silketelte.
I mere end fem dage lå de dér
før Skares ville tale med dem.
Så opblæst var den gode mand,
fordi han nu havde magten i hænde.
Nu skal I bare høre
200r|hvad Skares begyndte at
gøre:
Han kaldte en tjenestekarl hen til sig:
»Vil du gøre det jeg beder dig om,
så skal jeg lønne dig rigeligt,
det kan du stole på.
I aften når dronningen går for at sove,
er det eneste du skal tænke på,
om du kan komme nær nok til
at ligge under sengen i nat
uden at nogen bemærker det;
jeg giver dig belønning for det.
Tag tøjet af derinde,
du skal være aldeles nøgen,
og lig så der og vent på mig
til jeg kommer ind til dig.
Og når jeg kommer ind i rummet,
så sig: ‘Kære Skares, min herre,
det er i jeres magt:
lad mig beholde livet!’«
Karlen gjorde som han sagde,
gik med det samme derhen,
kom ind i rummet i hemmelighed
og skjulte sig under silketøjet.
Der blev han liggende, tjenestekarlen,
lige til de havde redt hendes seng,
og da dronningens piger gik ud igen,
tøvede han ikke,
200v|men lagde sig hurtigt under sengen
som han havde lovet Skares.
Tidlig om morgenen da Skares kom ind,
sprang han op fra skarlagenskindene.
»Beskyt mig med din store magt,
lad mig beholde livet!«
Skares forbandede tjenestekarlen
og slog ham ihjel foran dronningens seng.
Så gjorde han sig vred,
og talte hårdt til fruen.
»I bedrager min intetanende herre,
I fortjener ikke at bo med ham.
Jeg siger jer i sandhed:
I burde med rette brændes.«
Dronningen svarede: »Det er ikke sandt!
Du vil lyve mig min ære fra.«
Derpå svarede Skares hende:
»I kan være sikker på
at når min herre kommer hjem,
så skal I med sikkerhed blive brændt
fordi jeg har grebet en tjenestekarl
med jer i sengen.«
Fruen sagde med styrke nej,
men det hjalp hende ikke.
Efter at Skares havde talt,
tog han manden der lå dér død,
og hurtigt, siger jeg jer,
201r|kastede han ham ned fra volden
og råbte til alle de herrer
der lå der uden for slottet:
»Her har jeg grebet en tjenestekarl
som lå med vor dronning i sengen.«
Da dronningen så denne falskhed,
blev hun både rød og bleg
og følte så frygtelig en sorg
at hun nær gik fra forstanden.
Hun sørgede voldsomt nat og dag
og fældede daglig tårer.
Da Skares havde gennemført sin plan,
gik han straks til herrerne
og spurgte dem til råds:
»Hvad skal jeg gøre ved sådan en ulykke?
Vor dronning har handlet forkert,
som I alle har set og hørt.
Hun har bedraget min intetanende herre,
derfor bør I nu træde til
og give mig jeres bedste råd
så jeg ikke skal lide ved det.«
Herrerne svarede ham straks:
»I kastede en død mand ned fra volden i nat,
det benægter vi ikke.
Hvor I fandt ham, ved vi ikke.
Dog vil vi råde jer til
ikke at gøre dronningen ondt
førend vor konge er kommet hjem.
201v|Hvad han vil gribe til,
det får vi da at høre,
og hvor nådigt han vil behandle hende.«
Da Skares hørte
de gode herrer svare sådan,
bad han dem rejse hjem
med alle deres folk.
»Vi kan ikke råde til andet,
for her er sket en stor katastrofe.«
Herrerne lod så blæse i basuner
og brød deres telte op.
Så drog de alle hjem igen
hver til sin hustru.
Ofte gjorde Skares mod den gode frue
det han vidste krænkede hende,
og han lod hende daglig høre
for det hun aldrig ville gøre.
Han voldte hende sorg og smerte
fordi han selv havde så lidt dyd.
