Da kom der bud fra kysten
om at kongen var kommet til landet.
Da Skares hørte det,
gjorde han sig på stedet klar
og red sin herre i møde
med den besked som ikke var god,
og tænkte bestandig på
hvordan han skulle bagtale dronningen
og vække kongens had mod hende
202r|for at drive den ædle kvinde fra ham.
Så snart nu kongen så ham,
talte han til ham og sagde:
»Hvordan står det til i mine lande,
og hvordan går det min hustru,
som jeg i mit hjerte elsker mere
end alle kvinder i verden?«
Skares svarede straks:
»Herre, jeg kan med sikkerhed sige
at det står godt til med jeres lande,
og de venter på jeres styre.
Men jeg må sige, og det er sandt,
at jeg fandt en mand i sengen med hende,
det var en simpel tjenestekarl.
Jeg slog ham ihjel i hendes seng,
i sandhed, herre, det gjorde jeg,
og det har jeg gode vidner på.
I vil i sandhed få at se
at hun er en ussel kvinde,
der ingen anden død fortjener
end at brænde ihjel i de røde luer.«
Da kongen hørte ham tale sådan,
var han nær ved at gå fra forstanden;
han faldt til jorden
og magtede ikke at sige et ord af sorg.
Da han atter kom til sig selv:
»Skares, hvis det er sandt hvad du siger,
202v|så vil jeg hellere dø
end leve længere med sådan en sorg.
For jeg elskede hende af hele mit hjerte,
det kan jeg sige med sikkerhed.
Har hun begået en sådan skændsel,
må jeg daglig begræde det over for Gud.«
Kongen ville ikke vente længere,
steg til hest og ville ride,
og red så i hast til sin borg;
hans hjerte var knuget af sorg.
Dronningen gik ham straks i møde,
og kastede sig for sin herres fod,
for hun var ganske sikker på
at Skares havde bagtalt hende.
Hun faldt på knæ for ham
og ønskede ham i Guds navn velkommen hjem.
Vil I nu lytte og høre,
så vil jeg sige hvad kongen gjorde:
Han talte vredt til hende:
»Gå bort, du usle kvinde!
Du har krænket mig,
det har jeg fået at vide.«
Den ædle kvinde sagde nej,
men det hjalp hende ikke.
Da hun forstod sin herres had
og at hun var så foragtet af ham,
da gik hun ud af borgen
med sorg og dybe suk.
203r|Hun gik så bort alene,
havde hverken piger eller svende med.
Da hun gik hen ad vejen,
kom en pilgrim hende i møde.
Det var en fattig kvinde;
dronningen talte til hende:
»Kære søster, jeg beder dig,
vil du bytte tøj med mig?«
Kvinden svarede hende:
»Det vil jeg gerne gøre.«
Dronningen trak sit røde skarlagen af,
gav den fattige kvinde det
og tog de lasede klæder på.
Så gik hun bort, det gjorde hun,
hun rejste som en tigger
og gik til side for alle.
Da tænkte hun for sig selv:
»Herre Gud, se i nåde til mig
så ussel som jeg går omkring;
jeg har virkelig grund til klage.«
Da så hun dér en lille by
og blev i hjertet ganske glad,
og begyndte så at tænke:
»Når Gud har maget det sådan
at jeg ikke kan være dronning for alles øjne,
så skal jeg hemmeligt være her
og blive i denne by
203v|for at modtage det som Gud vil give
og aldrig rejse herfra
såfremt jeg selv kan bestemme,
før end Gud vil frelse mig,
om jeg så er død eller stadig i live.«
Der var hun nu et stykke tid
og havde mange sorger,
men en dag hun lå i kirken,
lå der en kvinde og hørte på
hvor ynkeligt hun sørgede
og daglig fældede tårer.
Kvinden talte til dronningen:
»Ædle søster, hvorfor sørger I sådan?
Lad mig høre det.
Hvis jeg ved hvad der plager jer,
kan jeg give jer gode råd;
det vil jeg altid gøre.«
Dronningen svarede hende da
og sagde så til kvinden:
»Min kære søster, må Gud bevare dig,
du skal ikke spørge mig
hvad jeg har haft af modgang,
for du kan ikke hjælpe mig.«
Konen svarede hende så:
»I kan være vis på at
kan jeg på nogen måde hjælpe,
så vil jeg altid gøre det.«
Konen ville så gerne trøste hende
204r|fordi hun var en fremmed dér.
Da svarede fruen hende:
»Min kære søster, hvis det kan hjælpe,
så vil jeg sige jer sandheden
og ikke fortie min sorg.
I har både hørt og bemærket
den nyhed som nu er ude i landet,
at kongen har forstødt sin dronning.
I skal vide at det var mig.
Jeg kan ikke fortie for jer
den uret der er sket mig.
Jeg har mistet min ære ved løgn
og må daglig begræde det over for Gud.«
Da kvinden nu forstod
at det var den gode dronning,
bøjede hun sig for hende,
det gjorde den gamle kvinde.
Dronningen svarede hende så:
»I skulle ikke gøre sådan
og ydmyge jer for mig.
I er jo lige så god som mig.«
Men konen ville ikke lade være;
hun tjente hende på alle måder,
tidlig og silde gjorde hun det,
fulgte hende til kirke og hjem
og skaffede hende alt hun skulle bruge,
204v|både at spise og drikke.
