En dag fik kvinden en tanke
og sagde så til fruen:
»Kender I nogen i verden
som I mener vil hjælpe jer,
en som I kunne skrive til,
og som kunne fordrive sorgen?«
Fruen svarede hende:
»Jeg siger dig i sandhed
at jeg ingen kender i verden
der vil hjælpe mig ud af denne nød,
bortset fra en eneste mand;
han er konge i Bøhmen.
Af ham kunne jeg nok få hjælp
hvis jeg havde et bud at sende til ham.«
Konen svarede hende da:
»Min kære frue, det skal I gøre:
I skal skrive et brev med det samme.
Jeg vil så bringe det til ham
og få et svar til jer tilbage,
såfremt jeg kommer levende hjem.«
Fruen tænkte sig så om
og skrev i hemmelighed et brev
og beklagede sig til den ædle mand
som var konge i Bøhmen.
Da brevet var skrevet til ende,
gav hun konen det i hænde
og bad hende ved den mægtige Gud:
...
205r|»Jeg ved nu ingen i verden
at vise min sorg over for.
Det smerter mig dybt i mit hjerte
at den mand svigtede mig
som jeg holdt så inderligt af.
Nu vil jeg i sandhed sige
at jeg skal tage mig andet for:
Daglig være Vor Frues tjener
så længe jeg lever her.
Til hende sætter jeg min lid,
hun skal gøre en ende på sorgen
enten her eller hisset.
Jeg vil ikke klage til andre.«
Konen svigtede hende ikke,
hun tjente hende daglig
med al den respekt hun kunne;
og hun ville aldrig ophøre med det.
Nu vil vi lade det stå sådan
og vende os andetsteds hen.
