Vil I nu alle høre
hvad kongen i Bøhmen gjorde?
Da han havde set det brev,
begyndte han at tænke
på den ære dronningen havde vist ham,
som I hørte før her i bogen,
og tænkte i hemmelighed ved sig selv:
»Den dronning var meget dydig
205v|og gjorde mig megen ære
dengang min far sendte mig til Polen.
Jeg vil lede dér,
og jeg vil få sandheden frem:
Er hun uskyldig i den sag,
så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for hende,
men finder jeg virkelig ud af
at hun er en ussel kvinde,
så vil jeg ikke blive dér,
men ride hjem med det samme.«
Da dette i hemmelighed var tænkt,
kaldte han svende og riddere til sig
og lod dem alle forstå
at han ville forlade landet.
Han overlod ansvaret til en drost:
»Du skal bevogte mine lande,
beskytte dem over for alle mænd
indtil jeg kommer tilbage igen.«
Da disse ord var sagt,
udtog han tolv af sine mænd
blandt de tapreste han havde.
Han talte til dem og sagde:
»Jeg vil fortælle jer nu
at I skal følge mig ud af landet;
og gør nu hvad jeg beder jer om:
I skal få lavet munkeklæder,
det vil jeg sige jer nu,
206r|og jeg vil optræde som en legat fra paven.
Afslør ikke for nogen
hvad mit ærinde er.«
De lovede da med æresord
at de ville være ham hulde og tro
og følge ham i lyst og nød
så længe de var i hans tjeneste.
Da munkekutter var syet til alle,
rejste hans tolv disciple i dem.
Sit eget tøj fik han også lavet
som en kardinal bør gå klædt.
Derpå valgte han harnisker af de bedste
og dertil tolv abildgrå heste,
som hans tolv munke skulle ride på.
Hans egen hest var også grå.
Deres harnisker fik han gjort særlig stærke
og lanser og skjolde som hørte til.
Han lod også en vogn beslå
som han skulle køre harnisker på.
For den gik seks heste,
de var alle blandt de bedste.
Da alt hans udstyr var rede,
kunne herren rejse fra landet.
Han red straks fra Bøhmens land
den hurtigste vej til Polen.
Med ham fulgte hans tolv munke,
deres klæder var ikke særlig smukke.
Da legaten så den borg
206v|som kongen af Polen boede på,
var det hans hensigt at drage dertil
med sine munke, de tolv i flok.
Samme aften kom han derhen,
og kongen modtog ham med hæder
og spurgte ham med det samme
om han var legat fra paven.
Legaten gav så dette svar:
»Sandelig, herre, det er jeg.
Der er nu sket det
at hedningene vil ind til Rom
og erobre byen fra os.
Derfor kommer jeg hertil nu
og bringer nåde og aflad med
hvis I, herre, vil tillade mig
at rejse i jeres lande med fred
så ingen bedrager mig.«
Kongen svarede ham
på hans spørgsmål med disse ord:
»Sandelig, sådan skal det blive;
det kan I være sikker på.
Jeg skal garantere at I
ikke bedrages af nogen,
og at der ikke bliver ufred her
mens I rejser i mine lande.«
Da nu herrerne havde talt,
gik de til bords.
De talte meget og morede sig
207r|den aften mens de sad der sammen.
Samme aften mens de sad til bords,
sagde legaten nogle ord:
»Herre, vi har erfaret
at I har forstødt jeres dronning
på grund af en løgn der er sagt om hende.
Jeg tror virkelig ikke på
at hun kan være skyldig
eller have mistet sin ære.
Vi har hørt så mange gange
at hun er en ædel kvinde.
Derfor mener jeg det var bedst
at I lod hende komme her
og atter tog hende til nåde,
ellers bliver det til skade for jeres sjæl.«
Kongen blev rasende,
for han hadede og foragtede hende
og svarede derfor den ædle mand:
»Jeg, herre, skal sige jer dette klart
at hun har begået en ugerning
så stor at jeg ikke kan sige det.
Derfor vil jeg aldrig tage hende tilbage,
men hellere leve alene resten af livet.«
Da legaten hørte
at han svarede sådan, den gode herre,
lod han det være for denne gang
indtil han kom tilbage.
Den næste morgen da det blev dag,
207v|gav han kongen den besked
at han ville ride med det samme
og ikke vente længere.
Kongen ønskede ham så farvel,
bad Gud bevare hans liv og ære,
og hjalp ham så til hest.
Så red han så hurtigt han kunne.
Han vidste godt hvor dronningen var;
det havde han hørt fra hende der bragte ham brevet.
Så snart legaten kom derhen,
til byen hvor hun skulle være,
gik han ind i kirken.
Efter ham fulgte mænd og kvinder
som ville have aflad af ham;
de vidste ikke bedre end at det var sandt.
Han bad sin præst holde messe der.
Hans munke, de tolv, de tjente nær ved,
dem bad han samtidig stå i koret
– de fleste kunne ikke læse et ord.
Kun sjældent holdt han selv messe,
for selv kunne han ikke læse så godt.
Da messen var ovre og folk gik hjem,
blev han tilbage i kirken.
Og netop da fik han øje på
hvor dronningen lå i sin sorg og smerte.
Han gik til skamlen hvor hun lå:
»Ædle kvinde, hvad sørger I for?
Lad mig høre hvad det er,
så kan jeg sige med sikkerhed
208r|at jeg kan hjælpe jer.
Det vil jeg gerne gøre.«
Dronningen svarede da:
»Ædle mand, hvorfor spørger I om det?
Jeg ved jo ikke hvem I er.
Jeg tør ikke klage mig over for jer.«
Så svarede han hende:
»Jeg er legat fra paven.
Hvis I vil gøre skriftemål,
vil jeg gerne høre på jer.
Hvis I vil sige det ærligt
og ingen synder fortie for mig,
så lover jeg jer ganske bestemt
at jeg skal fri jer fra Djævelens bånd.«
Da faldt hun på knæ for ham
og sagde sine synder.
»Kære søster, jeg spørger jer nu
hvad det er I er så ked af.
Jeg kan så tydeligt mærke
at I i hjertet bærer en sorg
som I ikke vil åbenbare.
Men hvordan det end forholder sig,
lad mig alligevel nu forstå
hvad det er for sorg der har ramt jer,
for jeg ved med sikkerhed
at de synder I nævnte for mig,
dem kan I ikke begræde så dybt,
det kan jeg tydeligt mærke.«
208v|Da svarede den ædle kvinde ham,
hendes tanker var fulde af suk og sorg:
»Jeg vil sige jer sandheden, herre,
og ikke fortie den sorg jeg bærer:
I har jo nok både hørt og erfaret
hvad kongen her for nylig har gjort:
Han har fordrevet sin dronning.
I skal vide, herre, at det er mig.
Derfor bønfalder jeg nu jer
om at trøste mig fattige kvinde.«
Nu skal I høre hvad han gjorde,
da han hørte dette fra hende.
Han svarede hende straks:
»Kære frue, tilgiv mig,
hvis jeg talte uvenligt til jer.
Det gør jeg gerne godt igen.«
Så bøjede han sig for hende
og lod som han ikke kendte hende.
»Hvorfor taler I sådan, min ædle herre?
I skal ikke fornedre jer sådan for mig,
for jeg er en fattig kvinde,
det må I nok kunne se.«
»Kære frue, jeg spørger jer nu,
i skriftemål vil jeg høre det,
gør det for jeres fattige sjæl
og fortæl mig nu for sandhedens skyld
og for den Gud I tror på,
om I virkelig har begået
den forseelse i den sag
209r|som de bag jeres ryg beskylder jer for?
Jeg har magt til at handle
og frelse jer ud af djævelens fare.«
Så svarede hun, den sorgfulde frue:
»Det hjælper mig intet at lyve:
Den mægtige Gud som har skabt mig,
må lade mig blive fortabt
hvis jeg virkelig gjorde den gerning
som Skares meldte min herre.«
Legaten svarede den gode frue
da han forstod det var sandhed:
»Min kære frue, Gud frelse jer,
der er sket jer en stor uretfærdighed.
Nu lover jeg jer dette:
Jeg vil gerne virke som kapellan
og bede min messe for jer,
og i de tider jeg daglig læser,
opsende mine bønner til Gud
at jeres sorger må ende godt.«
Så hilste han hende til afsked,
og hun svarede herren: »Farvel!«
