Tha jen lidhen stwndh war forgongen,
then konningh togh effter sin søn ath lange,
och sende hanum jet bwd igien
ath han skulde effter faræ hiem,
thy hans andræ søner waræ allæ døde.
Thet bodh han sende thet giorde hanum nød.
Tha kongen aff Polæn thet forstodh
ath han skulde hiem, then jwncker godh,
tha fortrødh hanum thet ganze saræ
ath then jwncker matte ther ey wæræ.
198r| Then edlæ dronning war ey sien;
hwn gaff hanum guld och dyræ stien.
Konningen fæk hanum ridder och swenne
som hanum skulde fyllige hiem til lande.
Then jwncker foor theden medh mygel æræ;
the mon them saræ effter kieræ
thy ath thet war sa kommen til hand
ath han matte ther ey wæræ, then edlæ mand.
Tha han kam til Bemen hiem,
hans fadher giek hanum sielff igien
och kierde for hanum medh gredinde taræ
ath allæ hans brøder døde waræ:
»Thy bedher jech thik, myn søn kieræ,
ath thu skalt hæræ hiemme wæræ
och bliff konning ower thette land,
thy ath jech ær jen gamel mand
och kan thet ey lenger forstaa.
Thy rader jech thik, thu giøræ saa.«
Then wnge mand swarede som han stod,
och sawde saa, then jwncker god:
»Myn kieræ fadher, jech lyder eder
fuldgierne ath giøræ hwad I mæg beder.«
Han worte tha konning ower Bemen land
och steledh sægh wæl, then edlæ mand,
ath hanum takede ridder och swenne,
och allæ almowe som hanum skulde tiene.
