Then koningh aff Polen jech sawde fra,
han togh tha til ath tenkæ aa
198v| thet han wilde aff landhet faræ
til then hellige graff medh folk i skaræ
thid ath faræ effter syndebod,
for thet han haffde broth Gud imod,
och lod sin dronning thet forstande
thet han wilde vd aff lande.
Dronningen tenkte ther giørlig aa
hwad hwn skulde hanum til antswar faa.
»Myn kieræ herræ, eder ey at radæ
anneth æn eder ær sielff til madhe.
Och wed jech ey hwaræ I skullæ faa
then mand eder land kan forstaa
och wocte them for allæ mendh
saa længy ath I kommer effther igien.«
Konningen swarede hinnæ medh skiel:
»Jech seyer thik thet for sannen wel
ath jech hawer jen mand ær klog och wiss,
for allæ myne ridder tha bær han priss,
och seyer jech thet for sand
ath Scares hieder then edlæ mand.
Han ær fornwmstig och kan wæl talæ,
thy wil jech hanum myt land befalæ.
Jech wed han mon thet ey lade
ath thiene thik i allæ made
saa lengy jech kommer effter her,«
swarede konningen sin hiertens kier.
Ther thessæ ordh war taled medh allæ,
konningen lod Scares jnd for seg kallæ
199r| och fæk hanum nyglæ i hand,
bad hanum rade for land.
»Thu skalt myn dronning til tienistæ wæræ
medh alt thet thu kant hinnæ hieder och æræ.«
Scares lowet sin herræ saa
ath han skulde wæræ hanum hwld och troo,
och sawde hanum pa sin æræ
ath han skulde hans tro tiener wæræ,
hans dronning aller ath rade swig
anten obenbaræ heller hiemmelig.
Tha konningen war aff landhet farne
medh rider och swene i skaræ,
tha tog Scares ath tenkæ aa
hwræ han matte sin williæ faa,
och tenkte hiemmeligh medh sægh:
»Herræ Gud, kunde thet hænde mæg
ath jech kunde komme then frwe sa nær,
tha bleff jech weldug konning hær,
thy ath myn herræ ær jen gamel mand
och snarth han kommer her aldrig til land.«
Tha han haffde tenkt medh segh,
han kaste sin talæ vd hiemmelig
til then høwskæ frwe
och wilde see om thet kwnde dwe,
fyrst jen tid, och saa it anneth sinnæ.
Tha swarede hanum then stalte qwinne:
»Scares, jech spørær thik,
199v| hwi wilt thu saa forderwe mægh?
Jech halp til ath drawe thik fram,
hwi wilt thu giøræ mægh then skam?
Ladher thu jckj thin talæ faræ,
jech skal thik for myn herræ kieræ
nar han kommer hær til landh,
ath thu skalt bliwe jen vssel mand.«
Aff hinnes talæ worte han tøst.
Dogh tenkte han lønlegh i sit bryst
hwræ han skulde then frwe swige,
for hwn wilde jckj wæræ hans ligæ,
och hinnæ wed æræ ath skylliæ
for hwn wilde ey giøræ han williæ.
