Tha lodh han brewe giøræ,
til ridder och swæne ath føræ,
ath the skulde snarligh til hanum komme
medh hanum ath talæ om kongens fromme.
Tha thet ridderskab kamme sammel
the haffde bodhe gledhe och gamel.
The lod blæsæ i basonæ
for thet slot slo the pawlonæ.
The bleff ligindis pa thet feldh
vnder thieris silkytieldh.
Ther laa the mieræ æn dage fæm
førræ Scares han wilde talæ medh them.
Sa hoffstalt war then godhe mand,
for hanum war kommen then welde til hand.
Nw lader jech eder høræ
200r| hwad Scares han begyntæ ath giøræ:
Han kalled jen leyedræng til sæg:
»Wil thu thet giøræ jech beder thik,
jech skal thik fullelig lønne,
thet skalt thu for sannen røne.
I afften dronningen gaar ath sowe,
wilt thu fullelig hawe’t i howe
om thu kan tha komme saa næær
vnder hindis seng i nat ath wær
saa ath jngen worder war wed;
jech skal thik giwæ gawe thertil.
Faar aff thinæ kleder thæræ,
thu skalt aldiels nagen wæræ,
och ligh saa ther och bidh mægh
til thisse jech kommer til thik.
Och naar jech kommer i herberighet jnd,
sey: ‘Kieræ Skares, herræ myn,
I maa thet fullelig wollæ:
ladher mægh myt liiff beholde!’«
Then leyedræng giorde som han bad,
han giek bort giensten i stad,
kam lønligh i herberighet jnd
och fielde sægh wndher the silkylind.
Ther bleff han standinde, then leyedræng,
saa lengy the haffde giordh hindis seng.
Ther dronningens mør giek vd igien,
tha war han jckj hollæ sien,
200v| lawde sægh vnder senghen brat
som han haffde Skares jet.
Arligh om morigen kam Scares jnd,
han sprang ap vnder thy skarlagenskind.
»Giørær for eder mygel wold,
I ladher mæg myt liiff behold!«
Scares banneth then leyedrængh,
sloo hanum ihiel for dronningens seng.
Han giorde seg wred i howe,
och taled illæ til then frwe.
»I swige myn herræ i gode tro,
eder bør jckj medh hanum at boo.
Jech seyer edher thet for sannæ:
edher bwrde medh rætte ath brenne.«
Dronningen swared: »Thet ær ey saa!
Thu wilt mæg lywe myn æræ fra.«
Skares swarede hinde effter tha:
»I skullæ wæræ ther wessæ appa
ath nar myn herræ kommer til lande,
tha skul I sanneligh brenne
for jec tog medh eder i sengh
then som war jen leyedræng.«
Hwn sawde hordeligh ney then frwe,
thet kunde hinde ræt jnthet dwe.
Tha Scares haffdæ taled saa,
han tog then mand som død laa,
snarlig, jech seyer edher,
201r| han kaste hanum aff wernen nedher
och ropte til the herrær tha
som thervde for slothet laa:
»Heræ tog jec jen leyedræng,
han laa medh wor dronning i sæng.«
Ther dronningen saa thenne falskhiet,
tha worte hwn bodhe rødh oc bleg,
sa ønkelig sorig ther hwn fæk
ath allæ hindis sinnæ nær forgik.
Hwn sørighet nat och dag fuldsoræ
och felde dagelig gredinde taræ.
Tha Scares haffde fuldkomet sin akt,
han giek til the herrær brat
och sporde them til rade:
»Hwad skal jech giøræ wed tøllig wode?
Wor dronningh hawer jllæ giord,
som I nw allæ hawer seth och hørd.
Hwn sweg myn herræ i gode tro,
thy bøør edher allæ ath giøræ saa
mægh thet bæstæ ath radæ
ath thet kunde wæræ mægh vdhen skade.«
Thy herrær swaredhe hanum brath:
»Jen død mand kastæ I aff wernen i nath,
therfor seye wi jckj ney.
Hwar I hanum togh, thet wedh wy ey.
Dogh wil wy edher radhæ
ath I giøræ hinnæ jnghen skade
føræ wor konningh kommer til lande.
201v| Hwad han wil tha tage til hande,
thet fonge wi tha ath høræ,
hwadh nadæ han wil medh hinnæ giøræ.«
Tha Scares thet forstod
ath the saa swaredh, the herrær godh,
tha badh han them hiem ath faræ
medh thieris folk i skaræ.
»Thy ath wi kwnne ey anneth radhe,
for heræ ær kommen then høwelig wode.«
Thy herrær lodh blæsæ i bassonæ
och brød ap thieris pawlone.
Thy foor tha allæ hiem
hwær til sin hosfrw igien.
Offte giorde Scares then frwe good
hwad han westæ hinnæ wæræ imod,
och lodh hinnæ dageligh høræ
then gierningh hwn aldrig willæ giøræ.
Han giorde hinnæ bodhe sorig och qwid
for han sielffwe haffde lidhen dygd.
