Tha han haffde fonghet ath wede
the erindæ som han mon effter leede,
tha willæ han ey lenger bidæ,
sad til sin hæst och willæ ridæ.
Hans dyscipull medh hanum red
til konningens gordh then gieniste leedh,
oc lod tha konningen ey anneth forstande
209v| æn han willæ strax hiem til lande,
»thy pawen hawer skrewet mæg breff igien
ath jech skal snarligh komme hiem,
for mærkeligh ærinde han hawer til mægh,
thet seyer jech edher sannelig.
Myn kieræ herræ, maa jech edher bede
om I willæ mægh jen bøn vedæ,
for then Gud som edher hawer skapt,
om I wille ey bliwe fortapt,
at I tage edher dronning til nade
och giøræ edher seel ey then wode.«
Konningen swarede hanum brat:
»Jech seyer edher, herræ, thet for sat:
Jech wil thet jckj giøræ,
ladher mæg thet jckj høræ!«
Legaten swarede hanum igien
til hans ord och war ey sien:
»Jech wil edher radhæ jet annet rad:
Om I wil ey wæræ forsmadh
aff konger oc andræ herrær righe,
som ær edher jaffnelige,
tha skullæ I hintæ hiem then qwinnæ
och ladhe hinnæ i bolen brenne.
Sidhen maa I edher gyffte igien,
tha fonge I priss aff ridder och swene.
Thet maa I bedher forswaræ
æn I driwer hinnæ bort sa saaræ.«
210r| Konningen swarede hanum tha:
»Om jech willæ nw giøræ saa,
tha ær hwn langt komen bort
ath jech foor aldrig til hinnæ spord.«
Legaten swarede hanum tha:
»Om tre dage mod jech hinnæ saa,
tha hørde jech hinnæ skrefftemal,
thet seyer jech edher for sannen wel,
och kwnnæ jech ey anneth befinnæ
æn hwn ær jen wskyldug qwinnæ.«
Konningen sporde hwadh staden hiedhe,
»jech hawer myn swænd nw til redhæ,
som skal hintæ mægh then qwinnæ,
i morigen skal hwn brennæ!«
Legathen swarede then koningh thæræ:
»I morigen wil jech ey hedhen faræ,
jech wil thet for Gutz skyld giøræ
hinnæs skrefftemaal æn jet sinnæ høræ.
Dog seyer jech eder for sande:
Jech maa jckj see hinnæ brenne!«
Tha haffde legaten bestele’d saa
ath i jen lwnd for slothet laa,
ther skulde then wogen medh harnske weræ
til thissæ ath han kam sielff theræ,
om harnske hanum behoff giøræ
– som I maa heræeffter høræ.
Konningen badh Scares hedhen faræ,
210v| och fæk hanum swenne pa hanum skulde waræ,
ath bindhe then frwe och føræ til hanum,
som han och giorde, saa fæk han skam.
Ther konningen saa hinnæ kommen weræ,
och hwn war tha bwndhen saa saaræ,
tha lod han dømme then edlæ frwe
ath brenne i jeld och røde lowe.
Sidhen lodh konghen giøræ
jen jeld, som I maa høræ,
som then dronningh skulle brenne i.
Therfor haffde hwn jnghen qwi,
thy at hwn willæ tha heller død
æn lewe lenger wed tøllig nød.
Konningen lod tha sammen kallæ
ridder och swenne allæ;
tha willæ the nødug see appa
ath thet skullæ then frwe saa gaa.
Then jeld hwn brænde saa saaræ;
och dronningen sad sa bwnden thæræ.
Legathen giek tha effther til hinde
och fræstæ pa then edlæ qwinnæ:
»Myn kieræ frwe, jech eder bedher
for then død Gud tolde for edher,
om I ær sand i thenne sag,
ath I thet jckj dyllæ for mægh.«
Tha swared hwn then edeligh mand:
»Jech seyer eder, herræ, thet for sand,
211r| Gud hielpæ myn siel saa sannelig,
som jech aldrig willæ myn herræ swig,
och aldrig jech fæk thet i howe,«
swarede hanum then sorigfuld frwe.
Han satte hinnæ bøner ath bedhe
saa lang jen stwnd han kwnne seg redhe.
Thet war ey wdhen jen klockestwnd
som han kwnnæ gaa til then lwnd
ther hans hestæ och harnske i waræ
som then herræ willæ tha i faræ.
Tha han sannelig forstod
ath hwn war orsag, then frwe god,
tha tenckte han hiemmelig medh seg:
»Jech skal anthen frælsæ thik
nw aff thennæ nød
heller och therom bliwe død.«
Legaten sawdhe til konningen tha:
»Hinnes lesning maa I ey tage hinnæ fra
som hinnæ ær sat til syndebodh,
vdhen I wil brydhe Gud imodh,
jech seyer edher thet for sande,
giørær I thet, I ær i bande.«
Han badh the herrær stande i fred.
»Thet hawer jckj weredh myn sedh
ath see wskylduge blod brænnæ;
jckj giørær jech heller i dag wed hinnæ!«
211v| Han giek tha i jen lidhen stwnd
fra the herrær och til then lwnd.
Han fand tha for segh thæræ
hæst och harnske til redhe wæræ.
Legaten badh sinæ mwnke igien:
»I drawe pa harnske, I wæræ ey sien!«
The giorde sa strax i stad
som then herræ them badh.
The mwnckekledher tørtte the ey wedh
ther the begynte then annen sedh.
Tha the waræ i harnskæ thet bæstæ,
the helled sprunge til thieris hestæ
och tog thieris glawindhe i hændhe,
fuldsnarlig the tilbage rændhe.
Kongen aff Bemen, jech føræ neffnde,
han willæ tha sin williæ effnæ
och willæ segh foræ then frwe ey sparæ
och pawens legat ey lenger weræ.
The herrær worte allæ i howen modh
ther han kam renindæ, then konning godh.
For han kam farindæ saa saræ
och jnghen wistæ, hwo han mon wæræ.
Hans harnske war forgylt som lowe
ther han kam reninde til then frwe.
Han weste tha for sandhen wel
ath hinnæ war giordh stoor vskiel.
Gudh hanum snarligh fram sendhe
212r| førræ hinnes løsningh war ath ende.
Han ropte til konningen och sawde saa:
»Hwi wil I edher droningh saa saare forsmaa
ath I wil ladhe hinnæ brænne
for løwen och vsanne
som then skalk paa hinnæ sawde
och hinnæ vrangeligh tillawde
Wiste jech hwar then forredere mon weræ,
som hinnæ hawer beløwen aff sin æræ,
jech skullæ hanum vdhrætte saa,
– thet skullæ han weræ fuldwessæ appa –
ath han skullæ aldrig mieræ
belywe godhe qwinnær fleræ.«
Tha Scares hørde hanum talæ saa,
han rendhe til hanum och sawde tha:
»Hwad æst thu for thy kommen hæræ
ath thu skalt talæ mæg sa nær?
Jech seyer thik for sannen hæræ
ath hwn bedreff stoor væræ.
Hwn swegh myn herræ i gode tro,
thy bøør hinnæ jckj medh hanum ath boo.
Hinnæ bøør i thenne jeld ath brænne,
thy hwn ær jen drawelsqwinnæ.«
Then herræ aff Bemen swared igien
til hans oordh och war ey sien:
»Vdhvelæ thik jen aff thessæ 12
som strax for hinnæ kæmpe skal
212v| ath weriæ hindher hiedher och æræ
saa ath thu skalt jen løwner wæræ.«
Scares swaridhe hanum ther:
»Mægh tøker, thu taler mæg for næær,«
och swaredhe strax effther saa:
»Thu skalth wæræ ther wissæ appa
ath wilt thu hinnæ frælsæ medh lempæ,
tha bør thik sielff for hinnæ at kæmpe.«
Konninghen sloo ap medh sin hand:
»Jech seyer, thin tyff, thet for sand
ath jech willæ jckj for 1000 pwnd
wæræ vndtagen i thenne stwnd.
Jech skal gode willie for then frwe thie
hinnæ ath frælsæ, thet skalt thu see,
och snarlig myn wiliæ ath effne,
skulle myt hierte och reffne.«
Folkedh vndredhe storligh appa
hwi then herræ han taledh saa
och wilde ey lengher bidhe,
æn strax for hinnæ ath stride.
Dronningen worte bode rødh och bleg
ther the begynte thenne leegh,
och wiste ey hwem thet mwnde wæræ
som for hinnæ wilde giøræ then æræ
saa strax ath gaa i dødhen for hinnæ
føræ hwn skulde i then jeld brenne.
Ther the helledhe rændhe samen,
tha giek thet them bodhe aff gamen.
213r| Han stak konninghen giømen høgræ arm;
tha fæk then herræ æn mieræ harm
æn han førræ haffde.
Fuldsaare han effter Scares jaffde
och stak then forredher igien
ath glawindh stod vdh widh hans rygebien
myeræ æn try alne langt,
thet seyer jech edher for santh.
Ther Skares feldh aff hesten nedher,
han sawde til konningen: »Jech bedher eder,
ath I for Gusz skyld wil mægh høræ,
myt skrefftemal wil jech abenbaræ giøræ.
Jech seyer edher nw i thette sinnæ
ath jech beløff then edlæ qwinnæ
som jen forredher bwrdhe at giøræ,
thet ladher jech eder nw allæ høræ.
Och willæ jech gierne stande thet bad,
til thissæ myn seel matte fonge Gusz nade,
i thenne samme jeld ath brenne.
Hwn ær for Gudh jen orsagh qwinnæ!«
Konningen aff Bemen øpte brath
til the herrær och badh om reth,
ath the skulle dømme then man ath brænne
for sin løwen och vsande
som han haffde hinnæ pasawd
och hinnæ vreteligh tillawdh:
»Seyer I nw, herrær allæ,
213v| om dronningen bøør ey sith liiff ath holde.«
The herrær swarede hanum thæræ:
»I hawer hinnæ frælsed medh mygel æræ.«
Snarlig the herrær giordhe saa
the lodh strax dom ower hanum gaa.
Ther Scares han i jelden kam,
tha ropte han, then vslæ mand,
och bad Gud storligh om sin nade,
han skullæ hanum frælsæ fra dieffwelsens wode,
– saa snarlig i thette sinnæ
som han beløw then edlæ qwinnæ.
Tha then forredher han war brænd,
for sin løwen han war bekiendh,
then herræ aff Bemen han taledhe tha
til konninghen aff Polen och sawde saa:
»Jech seyer edher for sannen sage,
I skulle edher dronningh til nade tage
och snarligh ath fallæ hinnæ til food
for thet I hawer hinnæ brot imodh.
Och skal I strax nw weræ til redhæ
medh ridder och swenne hinnæ wenskab at bede
for stoor vreth I hawe hinnæ giord,
som wi nw allæ hawer seth och hørdh.
Och hwaræ I jckj giøræ saa,
tha skullæ I wæræ ther wessæ appa
ath jech skal edher finnæ bliwæ
och snarligh edher aff landhet driwe.
214r| Och skal mægh affther tieræ saa
ath thet skal spøris men werdhen staa.«
Tha then herræ haffdhe taled saa,
then konningh aff Polen swarede tha.
Han swarede hanum myghet wel
til hans ord medh fuldgoth skiel:
»Jech ladher edher nw høræ
hwad I mæg bedhe, thet wil jech giøræ.
Mægh fortrydher thet obenbaræ
ath jech hawer hinnæ forsmadh sa saræ.«
Han togh tha ridder och swenne medh segh
och badh then frwe saa jnnerligh.
Han feldh pa knæ for hinde.
Tha swarede hanum then edelæ qwinne:
»Jech seyer eder, herræ, obenbaræ,
I fordreff mægh vdhen skiel sa saare;
jech fæk thet aldrig i howe
ath swige edher i tro och lowe.
Dogh wil jech edher forladæ
hwadh som mæg kan wæræ til skade.«
Ther thette wenskab thet war giordh,
dronninghen taledh sidhen jet ordh
och saffdhe til the herrær thæræ
som hinnæ haffde giord then æræ,
ther hinnæ frelsedh aff sorig oc harm
och bar for hinnæ then saræ arm
– then edlæ, høwske qwinnæ
saffdæ tha saa medh twct och sinnæ:
214v| »Kieræ herræ, maa jech edher spøræ,
edher naffn thet willæ jech gierne høræ.
Om thet ey war edher imod,
tha wnte jech edher gierne bod
for edher saar och skadhe
som I for myn skyld fonghet hawe.«
Then herræ swaredhe hinnæ igien
til hindis ord och war ey sien:
»Ath myt naffn tørff I jckj ledhe,
I fonge thet jckj ath wedhe.
Giwer mægh then særk theri I staar
ath swøbe nw om thette saar.
I skullæ thet wedhe, myn frwe godh,
jech wil jckj anneth hawe til bodh.«
Then frwe drow aff thet silkylyn
och strax foor hwn i skarlogenskind.
Hwn fæk then herræ thet i hændhe,
fuldsnarligh han segh fra hinnæ wende
och swøpte thet silky om sin arm:
»Nw ær forglømd al myn harm.«
Sidhen han ath weyen rendhe.
Jnghen mand ther hanum kiende,
och redh han tha strax til landhæ.
Hans mwnke lodh fast effter standhe.
The fulde thieris herræ medh æræ,
i fult harnske mon the veræ.
Dogh skal mwnke for sannen wedhe
ath them bør jckj i harnske ath ridhæ.
215r| The skulle thet och jckj hawe til sed,
vdhen the tordhe thet thisz bedræ wedh.
Tha han kam til lande hiem,
hans god mændh giek hanum igien.
The vndfinge hanum medh æræ
och badhe hanum Gudh welkomen wæræ,
for the vnthe hanum allæ wel,
thet wil jech seye sanneligh medh skiel.
Hwadh kan jech ther mieræ seye fra?
Jech wil nw ladhe thet saa staa.
