En dag sad kong Didrik ved bordet,
og hans krigere talte med store ord.
Selv var han ærværdig;
på hjelmen bar han guld,
guld og dertil ædle stene,
som var ganske klare og rene,
det bar herren med største hæder,
fordi han var deres konge.
Da sagde Vidrik Verland:
»Jeg kender ingen mand i verden
der kan måle sig med vores konge
og vise en sådan mandighed
som han så ofte har gjort,
154v|og som man har hørt om i hele landet.
Derfor kalder vi ham vor konge
og priser ham frem for alle andre.«
Så svarede mester Hildebrand,
ofte var hans tale sand:
»Herre, jeg kender et vældigt bjerg,
deri bor en lille dværg.
han er kun tre fingerspand høj
og fører sig meget *høvisk.
Han er umådelig rig
og kalder sig kong Laurin.
Han har borg og meget land,
som skaffer skatter til ham.
De kalder ham en ærværdig konge
på grund af de riddere og svende han har.
Han har kæmpet med mange
til sorg og ulykke for dem alle.
De var større end tre som ham,
men han voldte dem både angst og smerte.
Ham var de ikke glade for;
han tvang dem til at betale skat
holdt dem fra deres egne lande.
Det siger jeg jer i sandhed, herre,
der siges mere utroligt om ham
som jeg vil fortælle jer om.
Han har også en have
hvor roserne både vinter og sommer
står smukke og meget skønne,
155r|enhver der har lyst, kan se efter.
Denne have med sin frugt
er ikke hegnet på anden måde
end med en lille silketråd.
Forgyldte porte hænger der på den
gjort af kostbare stene og guld
og fulde af mange mærkværdigheder.
Den der er modig nok
til at vove at komme der
for at slå silketråden ned,
jeg tror han vil fortryde det.
Han må så stille sikkert pant,
højre fod og venstre hånd,
det vil han ikke fritage ham for.
Hvem der end vil vove
at komme til rosengården,
bliver det ham mere til skade end gavn;
han rammes af stor hjertekval.
I skal ikke tvivle på mine ord, min herre.«
Sådan talte Hildebrand,
som ofte talte sandt.
Da svarede kong Didrik,
som altid var anstændig
både i handling og tale.
Han satte det sølvbæger fra sig
som han havde i hånden,
og sagde til mester Hildebrand:
»De ord du nu har fremført,
dem har jeg aldrig hørt før nu.
Hvis det du siger, var sandt,
155v|havde du sagt det for længe siden.
Derfor tror jeg dig ikke.«
Sådan svarede herren ved bordet,
og Hildebrand blev meget vred
over at herren svarede ham sådan.
»Herre, I fornærmer mig
og siger jeg ikke taler sandt.
Havde en ligemand gjort det samme,
skulle jeg ikke vige en fod
fra ham før jeg svarede ham
og tog kampen op imod ham.
Jeg har ikke i sinde at lyve for jer,
det plejer skurke og tyve at gøre,
som ikke har megen sandhed at sige.
Jeg vil sætte pant for mig selv
og for de ord jeg fremførte,
som I nu alle har hørt:
Kan jeg ikke bevise de ord,
må I hverken give mig fred eller ro
før I får mig dræbt.«
Sådan svarede Hildebrand for sig.
Kong Didrik svarede straks:
»Hildebrand, det siger jeg dig:
Jeg skal knuse de røde roser
om jeg så skal dø derved,
og hugge silketråden over,
hvordan det så end skal gå.«
Da svarede Vidrik Verlandsen,
som var en meget tapper ridder:
156r|»Herre, jeg skal følge jer,
om det så skal blive min død.«
Hildebrand svarede atter:
»Den rosengård jeg fortalte om,
dér vil jeg føre jer hen.
Prøv så hvad I kan gøre.
Er I så tapper som I mener,
og kommer I uskadt derfra,
så vil jeg stå som en løgner her
og aldrig mer’ føre mit våben med ære.«
Vidrik svarede straks:
»Herre, vi vil ingen andre have med,
kun I og jeg, vi to alene,
sådan skal det være.
Om kort tid skal vi prøve
at besøge dværgekongen
hvis det er sandt hvad Hildebrand siger.«
