Omsider fik Vidrik øje på
et skinnende lys i skoven.
Han tænkte ved sig selv
at det var Guds rene engel,
157v|og gjorde sin herre opmærksom på det:
»Nu kommer Sankt Mikkelfra Paradis,
som er Guds lysende engel.
Ham behøver vi ikke frygte.«
Så svarede Didrik af Bern:
»Guds engel ser jeg meget gerne.«
De kunne ikke tænke andet end det,
at det var ham denne høviske hæder gjaldt
med mange kostbare stene
lagt i det fineste pure guld.
Den ærværdige mand, kong Didrik,
han så den glans der strålede fra dværgen.
Så gav han Vidrik ordre:
»Sadl hesten op, det må være sådan.
Hildebrands ord har vist sig sande.
Dværgen kommer for at fange os.
Hvis denne slette tilhører ham,
så er han i sin fulde ret
til at gøre os skade og overlast.
Det tvivler jeg på han vil afstå fra.«
Det ville Vidrik ikke høre:
»Hvad kan den lille dværg da gøre?
Om han så ville os virkelig ondt,
skulle jeg ødelægge hans kostbare stene.«
Kong Didrik svarede atter:
»Vidrik, det kan du være vis på:
Jeg ser på hans smukke optræden
at han vil lære os noget andet.
Han kommer og driver spot med os.
158r|Jeg tror det kommer til kamp.«
Vidrik svarede
straks på hans ord:
»Hvad angår hans kostbare udstyr mig,
eller hans forgyldte sporer?
Jeg stoler på mit gode sværd,
der ofte afbøder min skæbne.«
Dværgen kom dem nu så nær
at de tydeligt kunne se ham:
Hvordan hans skikkelse tog sig ud
og alle de ting han havde med sig.
Han havde en lille hest,
den var pyntet med guld – det var han i stand til.
Hesten den var hvid som sne,
den havde han største tillid til.
Fortil var den skabt som en ræv
og bagved som dyret man kalder en los.
Dens bidsel var af det pure guld,
det kunne man ganske tydeligt se
på en afstand af en vælsk mil,
så besat som det var med kostbare stene.
De sko der sad under hesten,
var af det rødeste guld.
Sadlen var af elfenben
og var også besat med kostbare stene.
Gjord og stigbøjle var af guld,
bøjlen var af det samme.
I sin hånd bar herren
en lanse omspændt med gyldne bånd,
158v|den var ikke mere end tre alen lang.
Med den gjorde han voldsom skade
på dem der gjorde ham uret,
hvilket jeg tænker I får at høre.
Herren havde hvor han gik
et glimrende sværd ved sin side.
Det var ikke mer’ end et fingerspand langt,
både blad og skæfte;
det kan jeg sige med sikkerhed:
I hele tre riger fandtes ikke bedre.
Hans harnisk var hærdet i drageblod,
og derfor udmattede han så mange,
for ingen sværd kunne bide på det.
Sin hest kunne han sidde glimrende på,
og han var af den klare mening
at dén skulle være meget heldig
der skulle modstå et stød fra ham
hvis han mødte ham rigtigt.
Slog han ham ikke aldeles af sadlen,
ville han aldrig kalde sig konge.
Han havde en sådan kraft i sit bælte
at han kunne støde kæmper af hesten.
Tolv mands styrke var der i bæltet,
ingen kunne overvinde den herre
så længe han havde det bælte,
som jeg netop har nævnt.
Hans hjelm var også hård som sten,
den var belagt med det pure guld.
Der fandtes aldrig så godt et sværd,
159r|hvis ikke hærdet i drageblod,
at det kunne beskadige denne hjelm,
hvilken kriger der så end svang det.
Der var forgyldte fugle på den,
både små og store,
med en fremtoning
som var de levende.
Hvem har hørt om nogen herre
der havde større rigdom
end denne dværg sad inde med
som jeg nu har fortalt om?
Denne herre red altid alene,
for han var ikke bange for nogen.
Men det lader jeg være hvad det er,
for nu begyndte et andet spil.
Denne herre kom ridende dér
værdigt til rosengården,
for den tilhørte ham.
Han frygtede dem ikke det mindste
og talte til dem med hårde ord:
»Usle æsler! Sig mig engang:
Hvem har givet jer det råd
at I skulle håne mig så groft
og byde mig sådan en vanære?
I skulle hellere være blevet hjemme!
I har knust mine røde roser,
det skal komme jer selv til skade.
Jeg har i lang tid haft dem hegnet
159v|for at ingen skulle vove
at ride hertil i den hensigt
at sætte sig op mod min magt,
førend I nu har gjort det.
Hele landet skal få at vide
at jeg skal hævne det med min hånd
før I forlader dette land.
I har ovenikøbet brugt mine roser og liljer
som strøelse til jeres heste,
det skal komme jer dyrt at stå!
I skal ikke tro I kan stikke af,
I kommer snart til at give mig pant:
højre fod og venstre hånd.«
Da kong Didrik hørte
at han talte sådan,
svarede han ham høfligt
og sagde klart og tydeligt:
»Sig mig nu, du lille mand,
er du herre over dette land?
Vend din vrede bort fra os,
så skal du med sikkerhed få
guld og sølv og rige gaver
af det ypperste vi har.
Det giver vi dig til erstatning
hvis vi har forbrudt os imod dig.
Det vil vi give dig med stor respekt
hvis du vil lade os gå i fred.«
Dette tilbød kong Didrik,
for han fornemmede klart
160r|at de stod sig skidt i forhandlingen,
men de ville dog ikke løbe fra ham.
Så svarede den lille mand, Laurin:
»Den rigdom du har i dit land,
den regner jeg ikke for mere end et græsstrå;
jeg mister mere end jeg får.
Jeg kunne forgylde hele dit land
og selv beholde den største rigdom.
Om så dine lande og borge og slotte
og alt hvad du ejer af godt,
og dertil både stok og sten
– om alt det var af det pure guld,
kunne du ikke give mig erstatning
for det du har gjort imod mig.«
Da Vidrik forstod de ord,
at han ingen erstatning ville modtage,
hvor meget guld og sølv de end havde,
da tav han ikke længere:
»Herre, er I bange for sådan en lille dværg
der er kommet ud af et bjerg.
I bøjer jer måske for ham,
men jeg er hans ligemand.
Om de så var hundrede mere,
frygter jeg dem ikke mere
end lige så mange katte
eller andre af den slags væsner.«
Dværgen svarede meget vredt:
»Jeg ved udmærket, Vidrik, at du
160v|er klar til at slås med alle og enhver;
du tror jeg ikke kan stå mig mod dig.
Du kommer med store ord
som du altid plejer at gøre.
Hvis du er den mand du påstår,
og vil føre våben med ære,
skal du først holde stand mod mig,
hvordan det så skal gå til.«
Så sprang Vidrik Verlandsen op,
han var en meget tapper ridder
og rask når han skulle drage ud,
hvor hans herre end sendte ham hen.
Han greb sin lanse med det samme,
og var ikke så venlig til mode.
Han sprang til hest,
hans hjelm og harnisk var blank,
uden stigbøjle gjorde han det.
Det var Laurin meget tilfreds med.
Snart og på samme tid
bandt de deres hjelme op
og red straks imod hinanden.
Vidrik kunne ikke ramme dværgen.
Laurin ramte Vidriks skjold,
og han styrtede til jorden fra hesten.
Straks steg Laurin af hesten
og havde i sinde at gøre ham ondt:
Han ville have sit pant med det samme,
højre fod og venstre hånd.
161r|Men netop som han trak sit sværd,
kom Didrik i en fart
og satte i nødens stund
sit sværd imellem.
»Lille mand, glem din vrede,
Vidrik, min svend, vil være rede
til at stille sikkerhed
hvis du vil modtage ham med ære.
Han er min svend, og han kom her med mig.
Hvis du byder ham angst og kvaler
og hugger hånden og foden af ham,
så vil det gøre mig meget vred
og være mig en stor skam
hvor jeg end kommer hen i landet.«
Vidrik stillede sikkerhed:
»Ædle Laurin, vis mig nåde!«
Han bandt ham om både hænder og ben
og hængte ham op på en lindegren.
I vrede svarede han straks kong Didrik:
»Jeg går ud fra at også du er klar
til at kæmpe mod mig
til skræk og angst for dit liv.
Du burde give mig en anden erstatning
for den skade du nu har gjort mig,
end at byde mig sådan et hovmod.
Jeg skal sige dig, Didrik:
Jeg har hørt meget om folk fra Bern,
161v|at de gerne vil slås.
Så meget har jeg forstået om jer.
Jeg er glad for at du er kommet;
også du skal give mig sikkert pant:
højre fod og venstre hånd.«
Da blev Didrik vred:
»Lille mand, vil du binde mig?
Du skal se dig tre gange tilbage
så knoglerne knager i halsen
før du fanger mig,
det kan du være vis på!«
Kong Didrik han blev vred
og greb ud efter sin sadelbue.
Han tog straks sin lanse i hånden
og vendte hurtigt sin hest.
Han satte sig modigt til hest
og havde i sinde at gå imod den lille dværg.
Det havde Laurin slet intet imod,
hvad enten han ville til hest eller fods,
og rask sprang han til hest.
De kostbare stene på hjelmen klang
og hans kostbare udstyr
og også hans gyldne sporer.
På et øjeblik
fik de hjelmene bundet
og tegnede en kreds i sandet.
Da kom mester Hildebrand
162r|med flere af kong Didriks mænd.
Dværgen havde snart gjort ham ondt
hvis Hildebrand ikke var kommet,
det var hans store held.
Han havde voldt ham så store kvaler
at det var rygtedes overalt.
Hildebrand råbte nu:
»Herre, jeg siger jer på min tro
at lytter I ikke til mit råd,
så mister I både liv og ære.
Jeg kan ikke råde jer bedre
hvis det ikke skal komme jer selv til skade,
og skæmme jeres ære:
I skal møde ham til fods.
Om det så kræver alverdens magt,
slår han jer af med lanse og skjold.
Hvis I virkelig kendte den dværg,
skulle I ikke skynde jer halvt så meget
som jeg synes I gør,
I gør klogt i at høre på mig.«
Kong Didrik steg ned fra hesten.
Hans harnisk skinnede klart i luften;
det var så kostbart
som det passede sig for en konge.
Og Laurin havde intet imod
at han ville kæmpe med ham til fods.
Det var han meget tilfreds med,
162v|hvordan det end skulle foregå.
Kong Laurin, den tapre mand,
ramte Didrik med lansen
så skjoldet lå på jorden;
han var også nær selv styrtet på det.
Kong Didrik vendte sig brat omkring:
»Jeg tror du mener det alvorligt!«
og sagde så derudover:
»Får jeg flere lussinger som den,
bliver det noget jeg må frygte,
jeg tror jeg skal støde tilbage.«
De var nu begge til fods,
han slog til ham med sværdets knap.
Snart måtte dværgen derfor vige,
han kunne ikke ramme præcist,
så han slog hul i en sten,
en alen både dybt og bredt.
Den lille dværg lo nu af
at han kunne snyde ham sådan.
Didrik slog efter dværgen igen
og ramte de kostbare stene
der sad på toppen af hjelmen
– det tror jeg ikke han lo af –
så hjelmen revnede og hovedet skjalv.
Han fik et væmmeligt fald til jorden
og lå der længe lammet
så han ikke kunne sige noget
163r|og troede han aldrig kom op at stå.
Kong Didrik stod og tænkte på det:
»Jeg tror nok han er død nu,
han giver mig aldrig flere kvaler.«
I det samme sprang han op,
han var kun en lille krop,
nu ville han ikke vente længere.
Straks greb han til sin side
og tog sin dværgehat på
så Didrik ikke kunne se ham.
I det samme huggede han til ham
med et lille sværd han havde.
Nu fik kong Didrik ligefrem
mere end tredive dybe sår.
Da råbte Didrik af Bern:
»Jeg vil dræbe denne dværg,
men han er forsvundet for mine øjne,
det kommer jeg aldrig over.«
Vidrik talte da fra linden
til sin herre og sagde:
»Jeg har aldrig i mine dage set
et lille barn der vovede
at slås med så mægtig en helt
og nægtede at bøje sig for ham.«
Kong Didrik svarede ham igen
på hans ord og det med det samme:
»Du kalder ham et barn!
Han har fanget dig med stor hæder
163v|og bundet dig på hænder og fødder,
og du hænger i linden meget mod din vilje.
Jeg tror ikke du kan røre dig
før han forbarmer sig over dig.«
Kong Didrik han var rasende,
hans ånde var hed som brændende ild,
sådan som den plejede
hver gang herren blev såret.
Hildebrand råbte med sorgfuldt sind:
»Herre, det kommer jeg aldrig over!
Herre, hvis I bliver dræbt af dværgen,
kan jeg aldrig klage nok.
Bliv ikke utålmodig
hvis I skal finde nogen trøst.
Jeg ved I hverken kan se eller høre ham,
og derfor ikke kan gøre ham noget.
Hvis I skal i lag med dværgen,
skal I gå hen
hvor græsset rører ved jorden,
men I skal passe på jer selv
så han ikke gør jer mere skade.
Fra ham skal I ikke vente jer hjælp.
Hvis I, herre, kan få det held
at finde frem til dværgen,
så hold jer ikke tilbage,
I skal øjeblikkelig bryde hans bælte.
Derved får I bugt med den lille mand
som har voldt jer denne smerte.«
164r|Kong Didrik passede meget på,
for han frygtede dværgen.
Både i siden og i låret
var herren alvorligt såret.
Han ledte dér hvor græsset bølgede,
og fandt omsider den lille mand
der havde voldt ham den smerte:
»Ved de hellige mænd, nu skal du op mod Didrik!«
Så greb han ham i struben
og kastede ham til jorden.
Han ruskede ham i lever og lunge
så både tand og tunge skjalv.
Snart lykkedes det ham at bryde bæltet,
Hildebrand holdt sig ikke tilbage
og sagde med det samme:
»Om nogen gav mig tusind pund,
så skulle han ikke få det bælte,
før skulle jeg slå ham i kamp!«
Hvis Hildebrand ikke var kommet,
ville Didrik næppe have vundet den ære
at have besejret dværgen.
Vidrik og han havde nok fået andet at føle
før de var sluppet ud af hans land.
De havde givet ham sikre panter:
Han havde hugget hænder og fødder af dem
fordi de havde krænket ham.
164v|Det havde været en stor vanære,
de skulle hellere være blevet hjemme.
Didrik, som var hovmodig,
han trådte dværgen under fode
og ville slå ham ihjel med det samme,
hvilket han var i sin fulde ret til:
»Du har voldt mig sorg og smerte,
derfor skal du ikke længere kæmpe
med nogen gæst i denne verden,
hverken til fods eller hest,
eller beskatte nogen mand
eller hugge fødder og hænder af dem.
Nu vil jeg ikke vente længere,
men trække tarmene ud af din krop.«
Da råbte den lille Laurin:
»Didrik, jeg er din fange nu.
for din æres skyld, vis mig nåde.
Guld og sølv vil jeg give dig
hvis du vil skænke mig mit liv.
Jeg er uslere nu end en kvinde.«
Didrik svarede meget vredt:
»Jeg vil ikke forbarme mig over dig,
for det er du ikke værd.
Jeg skal hugge dig med mit sværd,
og du skal aldrig mere
fange flere kæmper.«
Der var en anden kæmpe blandt dem,
hr. Tellov Vanstere hed han.
165r|Dværgen kaldte på ham:
»Din hjælp vil jeg gerne have!«
Sådan sagde den lille Laurin:
»Jeg har din søster i bjerget.
I går tog jeg hende uden bekymring
neden for din fars borg.
Hvis du nu kan befri mig,
det siger jeg dig i sandhed,
så skal du få hende fri
og halvdelen af mine rigdomme.«
Da hr. Tellov hørte det,
så må I høre hvad han gjorde:
»Kære kong Didrik, min herre,
giv mig dværgen Laurin.
Vi vil give dig rige gaver,
alt hvad du selv vil have.«
Kong Didrik svarede vredt:
»Du troede jeg straks ville være rede
til at give dig den mand
der har voldt mig sådan en smerte!
Før skal jeg hugge ham ud så småt
at et stykke ikke kan nå et andet.«
Hr. Tellov blev vred, han begyndte at ryste,
og frygtede for at miste sin søster:
»Herre, jeg holder det ikke ud,
jeg vil have den lille dværg
eller ofre mit liv for ham.«
165v|Snart begyndte de to en kamp
og huggede voldsomt til hinanden;
ingen af dem var til sinds at vige for den anden.
Da kom Hildebrand til i en fart
og satte sit gode sværd imellem:
»I skulle skamme jer begge to
at I sådan vil svigte hinanden
og ikke forstår hvad der gavner jer,
men skader hinanden sådan.
Hvis I vil følge mit råd,
skal jeg gøre det meget bedre.
I skal begge være venner,
dværgen skal overgive sig med ære
og give jer, herre, skat hvert år.
Hr. Tellovs søster skal udfries fra bjerget,
og Vidrik løses fra sit fængsel;
det synes jeg er meget bedre
end at I hugger så usselt efter hinanden,
og ingen af jer ville vige for den anden.«
De blev så enige om,
Didrik og hr. Tellov,
at de ville lytte til Hildebrand.
Han var en meget anset mand
både for kløgt og begavelse,
ham ville de ikke fornærme.
Han var både vis og klog
166r|og dertil også fornuftig nok.
Var han ikke kommet til Didrik,
havde han fået andet at føle fra dværgen.
