Jen dag konningh Dyderik sad ower bord,
hans kiemper taled ord fuldstoræ.
Sielff war han twctigefuld,
pa hans hielm han førde guld,
guld och thertil dyræ stiene,
som war skieræ och myghet renæ.
Thet førde then herræ medh mygel æræ,
for han mon thieres koning wæræ.
Tha sawdhe Widrik Werland:
»J werdhen wedh jech jnghen mand
ther wor konings lige kan weræ
och sadan mandom kan giøræ medh æræ
som han hawer fuldoffte giordh
154v| och widæ ower landhet spordh.
Thy maa wi hanum wor konning kallæ,
och willæ wi hanum prisæ for allæ.«
Tha swarede mester Hillebrandh,
offte war hans tale sand:
»Herræ, jech wed jet stort bierigh,
theri boor jen lidhen dwerigh.
Han ær ey vdhen 3 spanne langh
och myghet høwsk i sin gangh.
Han ær jen herræ myghet rig,
koning Lawrin han kalled segh.
Han hawer borig och mygel lande
som skatten førær til hans handhe.
The kaller hanum jen konningh medh æræ
aff ridder och swenne som han hawer thæræ.
Han hawer medh mange kiemper stridh
them bodhe til sorigh och qwidh.
The myghet war støræ æn hans tre,
han giordhæ them bodhæ angest och we.
The waræ medh hanum jlde belath.
Han twang them til ath giwe sæg skath
och formentte them thieres egen lande.
Herræ, thet seyer jech edher for sandhæ,
hanum seyes æn mieræ vnder fra
som jech will lade eder forstaa.
Han hawer och jen ørtergordh
winter och somer medh roser stor
ther foger ær och myghet skiøne,
155r| hwem som lyster, han maa thet rønæ.
Then ørthergordh medh sin frwct
hwn ær ey anderlwnde om lwct
æn medh jen lidhen silkytraa.
Forgylden porte ther henger aa
ær giord aff dyræ stiene och guld
och henger medh mange vndher fuld.
Eehwilken mand sa dierff ær
thet ath wowe och komme ther
then silky tro nedher at brydhæ,
jech tror hanum skal thet sielff fortryde.
Han maa alt sette hanum wesse pant,
høgræ fod och winster hand,
thet wil han hanum jckj fordrawe.
Eehwilken mand som thet tør wowe
til then rosensgord ath komme,
thet wordher hanum myeræ til skade en frome,
hanum tymer ther storæ hierteqwale.
Herræ, I skullæ ey wontro myn talæ.«
Thesse ord taled Hillebrand
som offte willæ seye sandh.
Tha swaredæ koningh Diderik
som allætid war twctelig
bode i gierninge och sa i swar.
Han satte fra segh thet sølffkar
ther han haffde pa sin handh,
och saffde til mester Hillebrand:
»The ord thu hawer nw framførd,
them hawer jech aldrig førræ hørd.
Haffde the talæ weredh sande,
155v| thu haffde mægh lengy siden lat forstande.
Thy wil jech jckj tro thine ordh,«
sa swared then herræ ower bordh.
Hillæbrand worte i howen fuldhorde,
for then herræ hanum saa swardæ:
»Herræ, I tale mæg alt for næær
och seyer myne ord ey sannen ær.
Haffde thet giord jen annen myn ligæ,
jech skulde hanum aldrig fod fra wige
føræ æn jech skulde swaræ thertil
och driwe medh hanum jet wederspil.
Jech acther jckj for eder ath lywæ,
thet pleyer ath giøræ skalke och tywe
som lidhet sannen hawer wed at hettæ.
Jech wil borigen for mæg sette
och for the ord ther jech framførde,
som I nw allæ samel hørdhæ.
Kan jech jckj the talæ bewisæ,
tha giwer mæg hwerken ro heller lisæ
førræ I ladher dræbæ mægh.«
Sa swaredhe Hellebrand for segh.
Koning Dyderik swarede snarligh:
»Hillebrand, thet seyer jech thik
ath jech skal bryde the roser røde,
skulde jech therom bliwe dødæ,
och hwge synder then silkitroo,
och lade sa gange hwræ thet maa.«
Tha swarede Widrik Werlandsøn
som war jen ridder myghet kiøn :
156r| »Herræ, jech skal eder fyllige i nødh,
skulde jech ther om bliwe død.«
Hillebrand swarede effter saa:
»Then rosensgord ther jech sawde fraa,
thid wil jech eder føræ.
Forsøger hwad I kwnne giøræ.
Æræ I sa fromæ som I ladhæ,
och kome I bort vden skadhæ,
tha wil jech bliwe jen løwner here
och aldrig føræ myt waben medh æræ.«
Widrik swarede strax i sted:
»Herræ, wi wil jnghen hawæ medh,
vdhen I och jech, wi jene too,
sanneligh thet skal wæræ saa.
Snarligh wil wi thet fræste
then dwerigkonningh ath giestæ
om sant ær som Hillæbrand sawdæ.«
