Omsidher tha wortæ Widrik ware
jet blank skien i skowen faræ.
Tha tenktæ han medh seg jene
ath thet war Gusz engel hin rene,
157v| och giorde sin herræ therpa wiss:
»Nw kommer sancte Mekel aff Paredis
som ær Gusz engel hin klaræ.
For hanum tørff wi jnthet faræ.«
Tha swared Diderik aff Berne:
»Gusz engel seer jech alt sa gierne.«
The weste ey anneth æn saa mwn weræ,
for hanum fulde then høwskæ æræ,
medh mange dyræ stiene
war lawd i gieweste guld hin rene.
Then ærlig man, koning Diderik,
han saa then skien aff dwerigen gik.
Tha bad han Widrik snarlig theræ:
»Giord nw hesten, thet wil alt wæræ,
Hillebrandz ord wil gaa forsande.
Dwerigen kommer och wil oss pannæ.
Om thenne plane hørær hanum til,
tha kan han giøre’d medh fuldgot skiel
oss ath giøræ bode last och skade.
Jech tror han wil thet jckj ladhæ.«
Widrik wilde thet jckj høræ:
»Hwad kan then lidelæ dwerig giøræ?
Om han wilde æn fulilde,
hans dyræ stiene wil jech snart spillæ.«
Konigh Dyderik swared effter saa:
»Widrik, wer ther wesse appa,
jech sier pa hans fogræ sedh
ath han skal fa os anned ath wede.
Han kommer och drawer oss til had.
158r| Jech tror ath her wil worde jet bad.«
Widrik swared ham igien
til hans ord och war ey sien:
»Hwad skiøder jech hans rige foræ
heller hans forgyltæ sporæ?
Jech tror pa myt gode swerd,
ther offte bødher for myn ferdh.«
Dwerigen kam tha them sa næær
ath the matte giørligh see hans ferdh.
Hwræ hans skickelse mwn weræ
medh allæ tingh som hanum fulde thæræ.
Tha haffde han jen lidhen hæst,
war strød medh guld som han kwnde best.
Hesten han war snehwidh,
ther han satte myghet til sin lidh.
Foræ war han skapt som jen foss
och bag som jen dywr man kaller loss.
Hans biedzel war aff guld hin klaræ,
man matte thet see obenbaræ,
jen walskæ mylæ i markæn langt,
sa wor thet sat medh dyræ stiene blankt.
The skwo ther vnder hesten laa,
aff rødistæ guld som weræ maa.
Sadelen war aff filsbien,
hwn war och sat medh dyræ stien.
Giord och stileger aff guld hin skieræ,
bøwelen mwn aff thet same wæræ.
Nw førde then herræ i sin hand
jet glawinde war lawd medh guldbond,
158v| thet war ey vdhen 3 alne lang.
Han giorde them thermedh stor forfong,
the som hanum wilde vskiel giøræ,
som jech formoder I faa ath høræ.
Then herræ haffde i sin færd
wed sin side jeth fuldgot swerdh.
Thet war ey vdhen jen spanne langh,
bode blad och sa handfong;
skullæ jech och seye for sandh:
Thet war ey bedræ i try herræland.
Hans harnskæ war herdh i dragiblod,
therfor giorde han mange modh,
for jngen swerd kwnde theraa biddæ.
Hans hest kwnne han och fuldwel siddæ
och lod seg i sit hierte saa tyckæ
ath then skulde nyde gode lycke
som hanum skullæ sidde jet stød
om han kwnne hanum rettelig mødh.
Støtte han hanum jckj aff medh allæ,
han wilde sægh aldrig konningh kallæ.
Then krafft haffde han i sith beltæ
thet han maon kiemper fra hesten eltæ.
Tolff mandz krafft war i belthet jnnæ,
then herræ kwnne jngen owerwinnæ
medhen han thet beltæ hawdhæ,
som jech tilforne aff sawdhæ.
Hans hielm war och hord som stiene,
hwn war belagd medh guld hin renæ.
Aldrigh war thet swærd saa good,
159r| vdhen thet war herd i dragyblodh,
ther then hielm kwnne skadæ giøræ,
jhwad kiempe som thet mwn føræ.
Ther stod forgylte foglæ pa,
bodhe storæ och smaa,
lige medh saadan bæræ
som the matte lewindes weræ.
Hwem hawer nw hørd seye fra
jen herræ ther myeræ rigdom aa
æn thenne dwerig mon medh segh føræ,
som jech nw tilfornæ rørdæ.
Idelig red then herræ jenne,
thy han frycte for jngen mend.
Jech wil nw ladhæ thet sa staa,
jen anen rey begiøntes tha.
Then herræ kam tha ridindæ thæræ
til then rosensgord medh æræ,
thy hwn hørdhæ hanum medh rætæ.
Han frycte them reth ey jen wette
och taled til them sa hordeligh:
»I krodhen esel! I seyer thet mægh:
Hwem som eder gaff thet radh
ath I hawe mæg sa saræ forsmodh
och giord mæg tøllig væræ?
J skullæ sa gierne hieme weræ!
I hawe brøt myn roser rødhæ,
thet skal worde eder sielff til møde.
Jech hawer them hegned mange dage
159v| ath aldrig nogher man torde thet wowe
hid at ridæ medh then acth
ath sette seg imod myn makt
føræ æn nw I mon thet giøræ.
The skullæ thet ower landhet spøræ
ath jech skal heffne’d medh myn hand
førræ I komme aff thette landh.
I hawe och strødh eder heste her
med myne roser och lilier meer,
hwilkedh I skullæ dyrth kiøbæ!
I tørff jckj acte I skullæ vndløbe,
I skullæ mægh snarlig sette pant,
høgræ fod och winster hand.«
Ther konning Dyderik thette hørdhæ
ath han sin talæ sa framførdhæ,
twctelig mwn han hanum swaræ
och sawdhæ sa obenbaræ:
»Hør thu thet , thu lidlæ mand,
est thu herræ ower thette land?
Thu wend fra os thin wredhe,
thik skal aldiels weræ til redhæ,
guld och sylff och rige gawe
aff thet giwestæ wi hawe.
Thet giwer wi thik til skadebodh
om wi hawe thik brøt imodh,
tha wil wi giwe thik medh æræ,
thu vnder os medh fred ath wæræ.«
Konning Dideryk bød sa til medh skiel,
forthy han fornam thet wel
160r| ath the worte jlde aff hanum kiøbe,
thy wilde dog ey fra hanum løbe.
Tha swaredh Lawrin, then lidelæ mand:
»Thet rigdom thu hawer i thit landh,
thet acther jech wedh jen gresestraa;
mieræ jech myster æn jech faar.
Jech wilde forgyllæ allæ thit land
och sielff beholde thet beste pand.
Waræ allæ thin lande, borig och slotte
och all then ting thu hawer goth,
thertil bode stok och stienne,
waræ thet alt guld hin rene,
thu kunne mægh jckj giøræ skadhebodh,
for thet thu hawer mægh broth imodh.«
Ther Widrik thesse talæ forstod,
thet han jckj wilde hawe skadebod
aff guld och sylff hwadh the haffde,
tha han ey lenger tawde:
»Herræ, redys I then lydlæ dwerigh,
ther kommen ær vd aff thet bierigh?
Wel maa I for hanum wighe,
jech wil wæræ hans jaffnelige.
Ware the oc 100 fleræ,
jech frycther them ey mieræ
en sa mange kattæ
heller och andre saadan wette.«
Dwerigen swarede aff mygel wrede:
»Jech wed wel, Widrik, ath thu est rede
160v| medh allæ men ath stride;
thu mien jech tørff thik jckj bide.
Storæ ord mon thu framføræ
som thu pleyer ydeligh ath giøræ.
Est thu then man thu ladher thik wæræ,
och wilt thu føræ thin waben medh æræ,
thu skalt mæg fyrst besto
ihwilke lwnde som thet kan gaa.«
Tha sprang Widrik Werlandsøn,
han war jen ridder myghet kiøn
och rask naar han skulde seg wende,
eehwort hans herræ wilde hanum sende.
Han greb sit glawindhæ i same tidh
och war jckj myghet i howen blydh.
Pa sin hest han sprang,
hans hielm och harnske blank,
vdhen stiledher han giordhe thet .
Thet war Lawrin myghet met.
Snarlig i the samme stwndhe
the thieres hielm ap bwnde
och rende til hobe i thet samme.
Widrik kwnne dwerigen jckj ramme.
Lawrin stak i Widriks skiold,
han størte aff hesten pa then wold.
Snarlig Lawrin aff hesten tren
och acte ath giøræ hanum myghet mien.
Han wilde strax hawe thet pant,
høgre food och winster hand.
161r| J thet samme han drog sith swerdh,
tha kam Diderik medh jen ferdh
och giorde thet aff stor nødh,
han sith swerd imellom bødh.
»Thu lidlæ man, thu lad thin wredhe,
Widrik, myn swend, skal weræ til rede
thik jen borigen ath sette heræ
om thu wilt hanum fonge medh æræ.
Han ær myn swend och fulde mæg hid.
Giør thu hanum angest och qwid,
thu hwgher aff hanum hand och fod,
thet skal worde mæg saræ jmodh
och ær thet mægh jen stor skam
hwar jech faar i landhet fram.«
Widrik satte borigen for seg:
»Edlæ Lawrin, thu nadher mæg!«
Han bant hanum bode hender och bien
och hende hanum pa lindegren.
Han swarede konning Dyderik strax aff wrede:
»Jech kan wel tro thu est och redhe
mod mægh ath stride
thit liiff til angest och qwide.
Thik borde ath giøræ mæg annen bod
æn bydhe mæg saadan howmod
for then skade thu giorde mægh.
Diderik, jech wil seye thik:
Jech hawer fast hørd aff the berne
161v| ath the willæ offte stride gierne.
Sa myghet hawer jech aff eder fornomed.
Thet ær mægh lefft ath thu est kommed;
thu skalt och sette mægh wesse pant,
høgre fod och winster hand.«
Tha worte Didrik wred i sinnæ:
»Thu lidlæ man, wilt thu mæg bindæ?
Thu skalt førræ see thik thrøswer tilbage
och therom skal thin halsbien knage
førræ æn thu skalt fonge mægh,
wer wesse pa, jech seyer thik.«
Konningh Diderik han wort wred i howe
och ratte at sin sadelbowe.
Han tog sin glawinde snart i hende,
raskelig han sit ørs omwendhe.
Han satte seg mannelig til sin hest
och acte then lidel dwerig ath gieste.
Thet war Lawrin jnthet imod,
hwad han wilde, til hest heller food,
och raskelig han pa hesten sprang.
The dyræ stiene i hielmen klang
och andræ hans rige fooræ
och saa hans forgylte sporæ.
J jen liden stwnd
the thieres hielm pa bwndhe
och skreff jen krendz pa then sand.
Tha kam mester Hillebrand
162r| medh fleræ aff konning Didriks mend.
Dwerigen haffde hanum snarlig skiend
haffde Hillebrand jckj komed ther
som hans rette lycke mwn were.
Han haffde hanum giord sa mygel wande
ath thet haffde spordes ower allæ lande.
Hillebrand ropte och sawde saa:
»Herræ, jech seyer eder aa myn traa
ath høræ I jckj myne leræ,
I skullæ tabe bode liiff och æræ.
Jech kan eder jckj bedræ radæ
om thet skal weræ eder vdhen skade,
och thet skal eder til æræ gaa,
J skullæ hanum til fode bestaa.
Skulde thet kostæ al werdsens wold,
han stinger eder aff medh skafft och skiold.
Kienne I then dwerig wel medh lige,
J skulde ey halfft saa saræ fige
som meg tycker I giøræ,
thet ær eder rad I mæg høræ.«
Konning Didrik stigde aff hesten neder.
Hans harnskæ skinde imod thet weder;
thet mwn wel kostelig weræ
som jen konning matte føræ medh æræ.
Thet war Lawrin jckj imod
thet han wilde stride medh hanum til fod.
Han tog thet wel til take medh æræ,
162v| ihwilke lwnde som thet skulde weræ.
Lawrin, then kiøne mand,
han støtte Didrik medh glawinde i hand
thet skiolden neder pa jordhen laa;
han haffde och sielff ner størt appa.
Konning Didrik wende seg brat:
»Jech tror ath thu wilt seye mæg set!«
Och sawdhe saa æn mieræ:
»Fonger jech sa dan kindhest fleræ,
thet worder mægh til angest och mødhe,
jech tror jech skal thik effter stødhe.«
The waræ bode sted til fode,
han slaa til hanum medh swerdzklode.
Snart ma dwerigen therfor wige,
han kwnne hanum jckj rage medh lige,
slo jen stien jen hwole vdi,
jen rom alne dypt och wij.
Then lidel dwerig therath loo
ath han kunne hanum skuffe saa.
Dydrik slo effter dwerigen igien
och hytte ret aa the dyræ stien
som owerste pa hielmen sad;
jech winther han loo ther jnthet adh;
saa ath hielmen reffned och hoffdet skalff.
Han fek til jorden saa vnt jet faldh
och laa ther lengy i dwalæ
saa ath han kunde reth inthet tale
163r| och acte seg aldrig ap ath staa.
Konning Didrik stod och tenkte theraa:
»Jech winter ath han ær nw død,
han giør meg aldrig meræ nød.«
J thet same tha sprang han ap,
han war ey vden jen liden krop,
han wilde tha ey lenger bidhe.
Snarlig tog han til sin side
och satte sin dwerigehat appa
ath Didrik hanum jckj saa.
I thet samme han til hanum lawde
medh thet lidhet swerd han haffdæ.
Tha fek konning Didrik obenbaræ
mieræ æn 30 dybe saaræ.
Tha ropte Didrik berne:
»Then dwerig slo jech alt gierne,
han ær nw for myn øwen forswnden,
aldrig fongher jech thet forwondet.«
Widrig taled i linden tha
til sin herræ och sawde sa:
»Jech sa aldrig i myne dage
jeth lidhet barn ther thet torde wowe
ath stride medh slig jen helled rig
och wilde hanum jnthet wige.«
Konning Didryk swared snart igien
til hans ord och war ey sien:
»Thu kaller hanum jet barn ath weræ!
Han hawer thik fonghen medh mygel æræ
163v| och hawer thik bwnden bode hender och food,
och henger i lindhen thik saræ imod.
Jech tror thu kant thik jckj røræ
føræ han wil nade medh thik giøræ.«
Koning Dydrik war i hierthet vmyld,
hans ande war hiede som brenynde yld,
som han war won obenbaræ
allæ tid nar then herræ worte saræ.
Hillebrand ropte aff sorigfuld sinnæ:
»Herræ, jech kan thet aldrig forwinnæ!
Herræ, wordher I aff dwerigen slawen heræ,
jech kan thet aldrig fullelig kieræ.
Lader eder ey tiden forlange
om I skullæ noger howswal fonge.
Jech wed I hanum ey see heller høræ,
I kunne hanum for thy jnthet giøræ.
Skulle J medh then dwerig til ord
som gresed røress vd medh then jord.
Ther skulle I effter faræ,
tager eder dog sielff til waræ
thet han ey giøræ eder miere skade.
I tørff ey wente eder aff hanum bade.
Kwne I, herræ, then lycke faa
at I kunne dwerigen finne appa,
ladher eder jckj fortryde,
fuldsnarlig I hans belte bryde.
Thermedh winne I then lidlæ mand
som eder hawer kommed then sorig aa hand.«
164r| Konningh Didrik tog segh wel til waræ,
for han bar for dwerigen faræ.
Bodhe i sidhe och saa i laar
tha war then herræ illæ saar.
Han lette ther som gresed randh
och fand omsider then lidlæ mand
ther hanum haffde giordh then qwide:
»Wed mend, nw skalt thu Didrik bidhe!«
Han greb hanum wed hals och gube
och mwn hanwm til jorden stwbe.
Han skaget hanum bodhe lewer oc longe
ath hanum skalff bode tand och twnge.
Snarlig mon han belthet bryde,
Hillebrand lod seg jckj fortryde
och sawde saa then same stwnd:
»Ehwo mægh wilde giwe 1000 pund,
han skullæ thet belte jckj faa,
førræ skulde jech hanum medh jen kamp bestaa«
Haffde Hillebrand jckj komed ther,
nepelig haffde Didrik fonghet then ære,
thet han haffde dwerigen owerwonned.
Widrik och han haffde annet befwndhet
førræ the haffde kommed aff hans land.
The haffde alt sat hanum wesse pant:
Han haffde them hughet aff hand och food
for the haffde hanum brot imood.
Thet haffde wered them jen stor væræ,
164v| the matte saa gierne hawe hiemme weræd.
Didrik, som war howmod,
han trad dwerigen vnder sin fod
och wilde hanum strax slaa ihiel,
som han matte giøræ wel medh skiel:
»Thu hawer mægh giord sorig och qwid,
therfor skalt thu jckj myeræ stridh
j thette werdhen medh nogen giest,
anten til food heller hest.
Thu skalt och ey skatte noghen mand
och ey huge aff them food heller hand.
Wil jech ey nw lenger bide,
thine tarme wil jech aff thik slide.«
Tha ropte then lidelæ Lawrin:
»Dydrik, jech ær nw fonge thin,
for thin æræ thu nader mæg.
Guld och sylff jech giwer thik
om thu wilde nw giwe mægh liiff.
Jech er nw armer æn jen wiff.«
Dydrik swared aff mygel harm:
»Jech wil mæg jckj ower thik forbarm,
forthy thu est thet jckj werdh.
Jech skal thik hugge medh myt swerd
ath thu skalt aldrig mieræ
fonge kiemper flere.«
Ther war jen annen kiempe iblant,
her Thieloff Fandsteeræ sa hiede han.
165r| Dwerigen ropte hanum til:
»Thin hielp jech gierne hawe wil!«
Saa sawde then lidele Lawrin:
»Jech hawer i bierighet syster thin.
I goor tog jech henne vden sorig
nedhen for thin faders borig.
Kant thu nw vndsette mæg,
sannelig jech wil seye thik,
thu skalt hinnæ i frælsæ faa
och halfft thet rigdom ther jech aa.«
Ther her Tiello thette hørde,
tha maa I høræ hwad han giorde:
»Kieræ konning Dydrik, herræ myn,
giwer mæg dwerig Lawrin.
Wi wil giwæ edher rige gawe,
hwad som I wil sielff hawæ.«
Koning Didrik swared aff wrede:
»Thu mentæ at jec skal strax weræ til rede
och giwæ thik then mand
ther mæg hawer førd slig sorig pa hand!
Førræ skal jech hanum hoge saa smaa,
jet styky skal jckj jet annet naa.«
Her Tello worte wred, begynte at riste,
och redys han skulde sin syster mystæ:
»Herræ, jech wil thet jckj fordrawe,
then lidel dwerig wil jech hawe!
Heller jech wower for hanum myt liiff.«
165v| Snarlig the helled begynte jen kyff
och hoger hwerandræ angestelige;
then jene wilde ey for annen wige.
Hillebrand kam tha medh jen ferd
och stak imellom sit gode swerd.
»J mowe eder skamme bode tillige
ath I willæ saa hinannen swige
och ey forstor eder bode
ath giøræ hwerannen tøllig skade.
Wil I lyde myt rad pa nyy,
jech wil thet halffwe bedræ fly.
J skullæ bode wenne weræ,
dwerigen skal giwe seg fongen medh æræ
och giwæ eder, herræ, orlig skat,
her Thelloffs syster aff bierighet lat
och Widrik skal løses aff fengzel heræ.
Thet tøker mæg hælwe bedre weræ
end I hwgge hwerannen sa skammelige;
then jenne wil ey for annen wige.«
The worte tha sa til radæ,
Didrik och her Thelloff bodhe,
at the wilde lyde Hillebrandh.
Han war jen myghet ærlig mand
bode i rad och sa i snillæ,
the hanum ey fortørne willæ.
Han war jen mand bode wiss oc klog,
166r| thertil war han fornwmstig nog.
Haffde han jckj til Dydrik kommed,
han haffde aff dwerigen annet fornommeth.
