25. Alauda ∙ Lærke

67a|Jeg priser nu Gud af al magt,
at holde hans bud, det er min agt.
Tidligt op og sent i seng,
ingen skal holde mig fra at tjene Gud.
Følg min natur og gør det samme,
så vil du få evig glæde.
Du bliver hellig som hypokrit,
du kan ikke høre nogen le.
Du vil brumme i kirken som en stud
og får penge i en klud af gamle koner.
Du græder og giver dig som Magdalene,
dine ord er kun »gratia plena«.
Du forbander fasten,
hvor man kun drikker vand hele dagen.
Du er meget syg i din mave,
den gode vin kan du ikke få.
Med fed kål og stegt høne
kan du belønne din 67b|syge krop.

Fuglen lærke kaldes alauda af den grund at den holder af musik i klart og varmt vejr. Der er to slags: med glat hoved og med en top på hovedet. Den er grå, lidt større end en spurv, og på den bageste tå på fødderne har den en meget lang klo. Den lever på åbent land, ikke i skove, og ernærer sig af korn og orme. Hannen er meget musikalsk og med stor variation. Den er den første fugl der annoncerer sommeren, og ved daggry bekendtgør den dagens komme ved at prise den med sin sang. Regn og stormvejr kan den ikke lide, og den er så bange for høgen at den søger tilflugt i et menneskes skød eller hænder eller sidder på jorden og lader sig fange. Den synger mens den flyver opad i cirkler, og når den går ned; den går først lidt efter lidt nedad, og til sidst folder den vingerne sammen og går pludseligt ned som en sten, og under det fald stopper den sangen.