Flensborg stadsret 1284. 16. august ‒ latin

I det Herrens år 1284 dagen efter Marie himmelfart (ↄ: 16. august) affattede oldermændene, rådmændene og byen Flensborgs øvrige borgere, der ikke havde en bylov nedfældet på skrift, disse følgende lovparagraffer, hvilket den herre Valdemar, berømmelig hertug af Jylland, nådigt har stillet sig tilfreds med og indrømmet os. Af hvilke paragraffer den første er:

1. At hvis en borger i samme by anklages af den herre hertugen eller af nogen anden fyrste, må ingen vold øves mod ham, førend der var fastsat sted og tid for ham til frit at svare for sig, og han må ikke tvinges til at give møde noget andet sted for at rense sig eller stå til ansvar end inden for byens mure, selv hvis den rejste anklage bliver for majestætsforbrydelse.

2. Hvis nogen voldtager en kvinde, skal han bøde 40 mark til landets herre, lige så meget til byen, lige så meget til kvindens værge. Hvis han benægter, skal otte sandemænd træde til efter loven, og med deres ed skal de afgøre sandheden.

3. Hvis en af borgerne dræber en person i byen og på grund af dette bliver erklæret fredløs af otte sandemænd, skal han bøde 40 mark penge til landets herre, lige så meget til byen. Til den dræbtes slægtninge skal han bøde tre gange atten mark penge samt en mark guld, som kaldes Ngorsum, efter hele rigets sædvane vedrørende dette.

4. Fremdeles hvis en fra landet dræber enten en borger eller en fra landet i byen, og han er fældet for dette af otte sandemænd eller tilbageholdt på fersk gerning, skal han bøde 40 mark til landets herre, lige så meget til byen og den dræbtes arvinger, således som det tidligere er udtrykt.

5. Fremdeles hvis en borger påfører en borger et sår eller slår ham, så der udgydes blod, skal den sårede fremvise sit sår eller sine blodige klæder på tinge og anlægge sag mod den, der er skyldig i denne lovovertrædelse. Hvis denne udebliver, og han hverken kommer til det første ting, eller det andet, eller det tredje, skal han dømmes skyldig i denne gerning uden noget forsvar, og han skal bøde tre mark til landets herre; og hvis han kommer til tinge, men benægter, skal han rense sig med hjælp fra det højeste gilde, i hvilket han er medlem.

6. Sårets beskaffenhed afgøres således, for synlige sår på hovedet skal der betales seks mark. For ikke-synlige tre. For gennemboring af hånd eller fod en halv bod for manddrab (ↄ: en halv mandebod). For tommelfingeren en kvart mandebod. Resten af fingrene får efter placeringen reduceret boden med det halve. For et kødsår tre mark. Hvis det er et gennemgående sår, som kaldes Nholsaar, skal der bødes seks mark. Og for hver bensplint 3 mark. For et udrevet øje en halv mandebod. Hvis en knogle knuses, skal seks mark bødes. For en knogle, der kommer ud af såret, skal 3 mark bødes. Hvis der kommer flere knogler ud af samme sår, skal der være betalt bøde for dem med de nævnte tre mark.

7. Fremdeles skal en kvinde, der er ægteskabsbryderske og er anklaget af ægtemanden for dommeren, hvis hun benægter, renses ved tolv mænds ed af gildebrødre fra det højere gilde. Hvis hun bliver fældet af gildebrødrene, skal hun regnes for ægteskabsbryderske, men renset anses for uskyldig i forbrydelsen af både ægtemand og andre.

8. En kvinde, der gifter sig i byen skal, når ægtemanden er død, ved arvens deling modtage lige så meget af hele arven, på nær af jord, som den arving, der skal tage mest; desuden en seng med fuldt udstyr, <og hvis han måtte have tre klædninger, skal hun modtage den mellemste>, hvis to, den ringere, hvis én, skal hun få dén. Hvis hun har børn, skal de med lovlig ret kunne kræve fædrenearv, når de vil. Men hvis faderen lever videre efter hustruens død, skal de ikke efter nogen lov kunne kræve deres mødrenearv af faderen, førend faderen tager en anden til hustru. Til hver af sønnerne er han dog pligtig at give tre mark, skjold, sværd og spyd, hvis betalingsevnen rækker til det.

9. Men når faderen tager en anden til hustru, skal han inden brylluppet eller ved brylluppet skille sig fra børnene med deres mødrenearv, eller angive med tilstrækkeligt vidnesbyrd, hvor stor en lod, der tilkommer dem, og denne lod skal være i faderens varetægt for dem, så længe de selv vil. Dog hvis faderen undlader dette, skal ved arvens deling hvad som helst, han havde med denne hustru, ved ligelig fordeling på sin og børnenes lodder deles i to dele, og halvdelen af alt gods skal børnene have. Men halvdelen skal faderen og stedmoderen modtage. Men hvis denne i forvejen har børn med en anden ægtemand, skal de nyde samme ret, som tidligere er fremstillet.

10. Fremdeles bør bryllupsudgifterne beregnes af faderens egen lod. Begravelsesudgifterne på samme måde af børnenes egen lod. Når den samlede ejendom ikke er skiftet mellem faderen og børnene, og hvis ejendelene bliver forøgede eller formindskede, skal de ligeligt dele forøgelsen og tabet.

11. Fremdeles skal en borger, der gifter sig i byen og har ægtefødte børn med hustruen, når hun dør, ved arvens deling modtage halvdelen af hele boet og børnene halvdelen, så mange der nu er.

12. Fremdeles når et barn blandt dem, om hvem der er talt tidligere, dør, skal hele dennes arv tilfalde faderen og ingen anden, mens han lever.

13. Fremdeles efter faderens og moderens død skal en broder modtage to dele af den arv, som skal overtages, men en søster en tredjedel. Men efter brødres og søstres død skal broder og søster modtage en lige stor del.

14. Fremdeles skal otte sandemænd afgøre sandheden om voldtægt af en kvinde og afhugning af lemmer, og om et manddrab og om et udrevet øje.

15. Fremdeles skal otte sandemænd også afgøre sandheden om ethvert i den foregående paragraf omtalt delikt, der sker inden for byens mark, og fra byen til Brunsnæs mod nord, fremdeles fra byen til Mårbækken på den ene side, fremdeles fra byen til Vestenvad mod syd, fremdeles fra byen langs den sydlige del til grøften, der deler Flenstofts og byens jorder.

16. Fremdeles skal skifter af umyndiges og forældreløses arv og jordegods offentliggøres på bytinget og ikke på noget andet sted, ellers skal de regnes for uskiftede.

17. Fremdeles hvis nogen dør i byen eller inden for byens mark, som kaldes Nwigbelt, og han uden at have arvinger var Nlaghkøpt, da skal rådmændene og fogeden beholde den dødes gods i deres varetægt i dag og år. Og hvis ingen arving i mellemtiden kræver hans gods, skal dette gods tilfalde landets herre.

18. Fremdeles hvis nogen borger dør efterladende sig børn, hvis han har slægtninge på landet, kan disse slægtninge ikke modtage den dødes børn i deres varetægt sammen med deres gods, medmindre de stiller tilstrækkelig kaution i byen og ikke på landet.

19. Hvis moderen efter faderens død bortøder børnenes gods, skal byens rådmænd og fogeden, hvis børnene ikke har slægtninge, tage børnenes gods i deres varetægt, indtil børnene kommer til skelsår og alder. Hvad der er sagt om moderen, skal ligeledes også overholdes vedrørende faderen.

20. Fremdeles skal nogens datter eller søster eller niece være uden hovedlod, så længe forældrene lever, hvis hun løber bort med en ung mand. Den unge mand, der forførte hende, skal være pligtig til en bod på ni mark.

21. Fremdeles er en mand, grebet med en anden mands ægteviede hustru på et mistænkeligt sted, når to naboer er tilkaldt som vidner, nødt til at tåle, hvad skade han får. Hvis der ikke er vidner, skal de gå frem efter landets love.

22. Fremdeles skal fogeden, provsten eller nogen som helst anden ikke blande sig i nogens ægteviede hustrus skændighed, medmindre hun lovligt bliver anklaget af ægtemanden.

23. Fremdeles hvis en kvinde bliver fældet for ægteskabsbrud, skal hendes hovedlod ikke tilfalde nogen anden end ægtemanden. Og hvis hun er pågrebet under forbrydelsen, skal samme lod tilfalde landets herre.

24. Fremdeles hvis nogen pågriber sin tyv og binder hænderne på ryggen, skal han føre ham til tinget og hænge ham, ellers skal han bøde 40 mark penge til landets herre. Men hvis han løslader den pågrebne tyv før tinget, skal han bøde lige så meget eller sværge med det højeste gilde ikke at have bundet eller pågrebet tyven.

25. Fremdeles hvis nogen beskylder nogen blandt borgerne for tyveri, skal den anklagede rense sig med fem naboer, tre udvalgt på højre hånd og to på venstre. Hvis en eller to af dem ikke vil forsvare ham, skal han sværge på relikvier, at de svigter på grund af misundelse, og da skaffe to fjernere (ↄ: der bor længere væk) til at rense sig. Hvis flere end to af disse fem svigter, skal han være fældet. Og hvis de skal rense ham, er det nødvendigt, at seks af det højeste gilde, i hvilket han er, forsvarer ham i denne sag, og derefter skal han være forsvaret. Hvis han ikke er med i noget gilde, skal seks borgere, der hver betaler sin Narngiald og Ntofftgiald, ved deres ed lagt til de fem ovennævntes helt igennem rense ham. Og hvis han kommer til kort i dette, skal hans hovedlod falde til herrernes brug, og han skal erstatte anklageren tyveriet trefold.

26. Fremdeles skal en tyv, der kommer bundet til tinge, hænges, hvis tyveriets omfang er opfyldt (ↄ: er stort nok), og ikke dømmes af nogen.

27. Fremdeles hvis en af borgerne huser en tyv, som han véd er lovligt fældet, og samme tyv bliver pågrebet i hans hus, skal husets herre bøde tre mark penge til byen og lige så meget til landets herre.

28. Fremdeles hvis en husejer er anklaget af fogeden eller af andre medborgere for, at han har huset en tyv, som han vidste var lovligt fældet, skal han, hvis han tilstår, bøde, således som det før er sagt. Men hvis han benægter, skal han rense sig med tolv mænds ed af sit højeste gilde. Og hvis han ikke er i noget gilde, skal han med tolv andre borgere, der hver betaler sin Ntofftgiald og Narngiald, fri sig for en sådan anklage.

29. Fremdeles hvis nogen beder en husejer om måtte søge i huset efter tyvegods, skal han, hvis ejeren nægter, og fogeden ikke er til stede, lægge tre mark på tærsklen og derefter træde ind. Hvis fogeden er med, skal han ikke lægge noget på tærsklen. Hvis han er indtrådt i huset, men intet har fundet, skal han miste de på tærsklen lagte penge. Men hvis tyvegodset bliver fundet i aflåst varetægt, til hvilken husets frue har nøgler, skal værten regnes for tyv, og hans hovedlod skal tilfalde landets herre, med undtagelse af jorden, for jord ikke kan fratages borgerne eller deres arvinger, medmindre borgeren er på flugt for en eller anden forbrydelse eller fredløs eller fordrister sig til at angribe riget, og den, der tilbagesøger tyvegodset, skal have sit eget trefold igen.

30. Fremdeles hvis ægtemand <eller> hustru er anklaget for tyveri, hvis tyvegodset bliver fundet uden for huset, skal hustruen anses for uvidende om forbrydelsen. Men hvis det bliver fundet i huset, skal kvinden sammen med værten (ↄ: ægtemanden) regnes for skyldig i forbrydelsen.

31. Fremdeles skal ingen købe hingst eller hoppe eller skåret <klæde> eller spyd eller forarbejdet guld eller økse med skaft eller sværd med skede eller okse eller andre dyr, medmindre han på det har to vidner, der kaldes Nvin. For en tyverianklage skal efter dette retfærdiggøres med tolv mænds ed.

32. Fremdeles skal en borger stævnet til tinget af en fra landet svare på tinge den følgende tingdag; hvis han ikke svarer, skal han være fældet. Hvis det er om penge, skal fogeden sammen med to borgere inddrive godtgørelse til ham fra landet hos medborgeren.

33. Fremdeles hvis en fra landet fanger sin tyv i byen, skal han hænge ham på det for tyve udpegede sted (ↄ: galgebakken). Men hvis han fører ham uden for bygrænsen, skal han bøde fyrre mark penge til dommeren.

34. Fremdeles hvis en fra landet binder nogen i byen, medmindre det er for åbenlyst tyveri, skal han bøde fyrre mark til dommeren og lige så meget til byen og lige så meget til den, som han bandt.

35. Fremdeles hvis en fra landet, der gør ran i borgernes ting, bliver pågrebet, skal han erstatte ranet og bøde 40 mark til dommeren og ligeså til byen og ligeså til den skadelidte. Og hvis han benægter, skal han retfærdiggøres ved otte naboer, der har jord og hus, efter først at have stillet kaution for, at de er selvejende mededsmænd.

36. Fremdeles for den, der er anklaget for en eller anden sag, hvis en borger kautionerer for ham, og han vedrørende dette efterfølgende bliver fældet, skal borgeren stå til ansvar for ham.

37. Fremdeles en borger, som ikke betaler den afgift, som kaldes Narngiald, og bliver anklaget af fogeden på det første ting efter sankthansdag (ↄ: 24. juni), skal være tre øre skyldig; <hvis han ikke kommer på det andet og hvis han ikke kommer på det tredje> <og> han ikke gør fyldest for sig, skal han være tre mark skyldig, og hvis han ikke er hjemme, skal hans fravær ikke undskylde ham.

38. NIngelt edder arffkop.

Fremdeles har byens herre en særlig afgift, som kaldes Narfkøp, ved hvilken de døendes arv sammesteds løskøbes, dog ikke efter dem alle, men efter nogle af dem, for ingen ugifte mænd køber denne afgiftsfrihed, men blot gifte borgere; og alle gæster, hvor de end kommer fra, medmindre de genkøber arven med 4 ørtug og 2 penninge, mens de endnu kan holde en vægt med en ottendedel unse, skal have landets herre som arving.

39. Fremdeles skal ingen bager udøve bagerhåndværket, medmindre han giver fogeden en mark penge ved sin indtræden og tre små skæpper hvedemel til sanktthomasaften (ↄ: 20. december). På samme måde skal han til byen betale en mark penge og ikke mel. I øvrigt skal alle bagere én gang hvert år hver give tre små skæpper hvedemel til fogeden på den omtalte festdag.

40. Fremdeles skal slagtere ikke have adgang til kødtorvet, medmindre de først giver 2 øre til fogeden. I øvrigt skal alle slagterne én gang hvert år betale 18 øre penge til fogeden.

41. Fremdeles skal hver skomager til sin indtræden give en halv mark penge til fogeden og lige så meget til byen.

42. En kroholderske eller en vintapper, der har ulovligt mål, forser sig og skal for delikten betale 3 øre til fogeden og lige så meget til byen.

43. Fremdeles må en kroholderske ikke sælge et mål dyrere, end det bliver forkyndt på tinge af rådmændene. Og hvis hun gør det, skal hun straffes med en bøde på det omtalte beløb. Den samme dom skal ske med hensyn til ulovlig skæppe.

44. Fremdeles hvis et hus brænder, og ilden ses tydeligt, skal husets beboer betale 3 mark penge til landets herre og lige så meget til byen, eller sværge ved tolv mænds ed, at branden ikke skete på grund af hans skødesløshed, men ved fjendtlig ildspåsættelse.

45. Fremdeles efter at det er blevet aftalt på tinge og godkendt af alle, at nattevagt skal holdes i byen, skal den, der skal begynde og undlader det, betale 9 ørtug til fogeden; efter at den er blevet oprettet, tilkommer det borgerne at straffe, hvis den svigter nogetsteds.

46. Ingens hustru kan uden ægtemandens vidende pantsætte eller sælge nogen genstand til mere end 12 penninge, hun skal heller ikke derudover stille kaution for mere end samme beløb. Men hvis nogen formasteligt yder mere end det foreskrevne, og modtager pant af en kvinde, skal pantet uden nogen godtgørelse gives tilbage til ægtemanden. Derfor skal det regnes for tyveri, hvis han ikke gør det, men skjuler det.

47. Fremdeles når en borger tager en kvinde fra landet til hustru, skal de ligeligt dele jorden i byen og på landet, hvis nogen uenighed skulle opstå mellem dem.

48. Fremdeles skal den, der ikke reparerer sit fortov inden den femte dag efter tingets afgørelse, yde 9 ørtug penge til fogeden og til byen.

49. Og den, der anbringer sit skarn på fortovet i en måned og ikke sørger for, at det bortfjernes, skal betale lige så meget.

50. Fremdeles skal den, der med placeringen af sit hus optager den herre hertugens hærvej, yde 3 mark penge til landets herre og lige så meget til byen.

51. Fremdeles skal den, der fuldkommen blokerer den herre hertugens hærvej med indhegning eller anden forhindring, nedrive bygningen og bøde tre mark til fogeden tre mark og lige så meget til byen.

52. Fremdeles hvis nogen begærlig mand optager en andens jord med hus eller indhegning og bliver anklaget for dette, skal han, hvis han var i uanfægtet besiddelse af det i dag og år, vindicere jorden til sig med 12 borgere, der har jord i byen.

53. Fremdeles hvis nogen pantsætter jord eller en anden ting, skal han, hvis han ikke vil indløse, når kreditor beder om at få sit igen, sende seks mænd til ham, som skal tilbyde ham indløsning af pantet inden den femte dag. Hvis han ikke indløser inden denne termin, skal han (ↄ: kreditor) på det næstfølgende ting, efter at have ført de seks førnævnte udsendinge som vidnesbyrd, vindicere den førnævnte jord til sig ved tingets dom afgørelse. Men hvis det er et andet pant end jord, og kreditor mister det, skal han med tolv mænds ed godtgøre at have mistet det sammen med sine egne ting.

54. Fremdeles hvis nogen uvidende om loven benægter at have modtaget penge i sin varetægt, skal han kunne retfærdiggøres med tolv mænds ed. Hvis han siger, at han har givet det hele tilbage, skal han godtgøre dette med to vidner, og bagefter, når samme vidner er omhyggeligt afhørt, skal han rense sig med tolv mænds ed. Hvis han siger, at han har givet en del tilbage, skal han gøre rede for resten, idet han godtgør dette med tolv mænds ed.

55. Fremdeles hvis nogen på tomandshånd betror en anden penge til opbevaring, skal han, hvis denne anklager ham, forsvare sig på egen hånd (ↄ: med sin egen ed alene). Hvis han betroede ham dem (ↄ: pengene) i vidners nærvær, skal han rense sig sammen med vidnerne, dog efter at disse er omhyggeligt afhørt.

56. Dog skal enhver opbevare fremmedes ting som sine egne.

57. Fremdeles hvis nogen kræver en arvelod, hvis den anklagede nægter, kan han renses med to vidner og tolv mænds ed af lovfaste borgere.

58. Fremdeles skal det være vitterligt, at hvor der er flere tolv mænds eder, skal der være et interval på fem dage mellem hver af dem.

59. Fremdeles hvis nogen bryder ind i en andens hus, og under et sådant delikt bliver tilbageholdt, skal han bøde 40 mark penge til landets herre, lige så meget til byen og til husets besidder. Men hvis han ikke bliver tilbageholdt og efterfølgende bliver anklaget for en sådan sag, skal han rense sig med ed af otte mænd, nemlig dem, der bor på begge sider af samme hus.

60. Hvis nogen trænger ind i en andens hus i fjendtlig hensigt, skal han bøde 40 mark til landets herre, lige så meget til byen, og lige så meget til værten; og han skal bøde for den forvoldte skade i huset efter arten og omfanget af gerningen.

61. Men hvis han bliver slået eller såret i huset, skal han intet modtage i bod. Og hvis han bliver dræbt, skal den, der søger bod, bøde 40 mark til landets herre. Og hvis den førnævnte indtrænger ikke gør nogen skade i huset, skal han bøde 3 mark eller sværge med tolv mænds ed, at han ikke trængte ind i fjendtlig hensigt.

62. Fremdeles hvis kræmmere kommer fra andre lande, og hvis de driver klædehandel, skal en køber af klæde give agt på, hvad han skal købe. Bagefter skal han udmåle klædet med rebet (ↄ: et målebånd). For det er ikke tilladt for nogen at afvise klæde, medmindre det er mølædt eller ødelagt af råd. Det er ikke tilladt, undtagen for byens indbyggere, at sælge Ni alen. Hvis nogen overtræder dette, og han bliver fældet, skal han erlægge en mark til fogeden og lige så meget til byen.

63. Fremdeles skal en gæst ikke fordriste sig til at sælge hverken humle målt med den lille skæppe, nemlig Nlantschippe, eller linned vejet med instrumentet Nbismer. Hvis nogen gør det, og han bliver fældet, skal han straffes således, som det før er sagt.

64. Fremdeles hvis køber som tegn på køb giver noget i den sælgendes hånd og bagefter ikke vil købe, skal sælger frit have, hvad han modtog og tillige seks ørtug penge. Og hvis de drikker noget til tegn på køb, uden at han føjer noget til, skal den, der bryder handelen, betale lidkøbet. Og hvis den, der bryder handelen, efterfølgende benægter at have købt noget, skal han forsvare sig med ed af dem, der overværede drikken. Men hvis nogen på tomandshånd køber noget af nogen og efterfølgende benægter det, skal han forsvare sig med sin egen ed alene.

65. Fremdeles hvis nogen lejer et skib og har vidner til lidkøbet, skal han, hvis han bringer sine ting ombord i skibet og bagefter ikke vil rejse, betale hele fragten. Hvis han intet bringer ombord, skal han betale halvdelen.

66. Fremdeles hvis en borger eller købmand sejler så langt fra havnen, at den træstang, som kaldes Nmast, ikke kan ses, skal han miste alt det gods, for hvilket han burde betale told, men ikke betalte.

67. Fremdeles hvis en borger, der har et skib, som er i stand til at bære seks Nlast, skal han uden nogen tynge frit og uanfægtet føre én last med sig, men to laster hvis det kan føre tolv laster.

68. Fremdeles hvis nogen ikke betaler den afgift, som kaldes Ntorehörtich, inden for byens grænser, skal han betale 3 øre penninge til fogeden, tillige er han hjemfalden til lige så mange tre øres bøder som de landsbymarker, han drager igennem. Og hvis han ikke bliver pågrebet og efterfølgende bliver anklaget for en sådan forbrydelse, hvis han benægter, skal han retfærdiggøre sig med tolv mænds ed. Og hvis han kommer til kort i edsaflæggelsen, skal han bøde tre mark til fogeden.

69. Fremdeles bøder sømændene alt til styrmanden for strid, medens de er undervejs, intet tilkommer fogeden.

70. Fremdeles skal enhver, der forliser et skib før (han når til) Brunsnæs, frit besidde sit gods, så mange af sine ting, som han kan bjærge.

71. Fremdeles den sømand, som på grund af drukkenskab eller skødesløshed forlader sit skib i havn, på ham er sømændene pligtige til at vente i en dag og en nat. Hvis han da ikke kommer, skal sømændene tage af sted, og for hvert Nanckerhalt skal han betale 9 ørtug penninge. Hvis pirater kommer til skibet og dér sårer nogen eller kaster sten mod skibet, skal den, som er fraværende, slet intet have for sit gods.

72. Fremdeles når skibet er uden for havn og ligger for anker ved kysten, skal ingen formasteligt gå i land fra skibet uden sømændenes fælles tilladelse, hvis han vil undgå plyndring af de af hans ting, som er hos ham på det tidspunkt.

73. Fremdeles enhver, der begår tyveri ombord på skibet, ham skal de anbringe på en ubeboet ø med fødevarer til tre dage og med Ntunder og ildjern (ↄ: fyrstål).

74. Fremdeles når skibet vender tilbage til havn, skal ingen driste sig til at fjerne sine ting fra skibet uden sømændenes og styrmandens tilladelse.

75. Fremdeles skal sømændene, når de kommer til en havn og er anklaget af nogen, være pligtige til at svare for sig sammen med sømændene ved skibet.

76. Fremdeles hvis nogen med vold smider en anden i vandet, skal han yde tolv mark. Hvis han ikke gjorde det med vilje, skal han sværge med tolv mænds ed at have gjort det ubevidst og bøde seks mark.

77. Fremdeles hvis nogen slår en anden, selv en edsvoren broder (ͻ: en gildebroder), med stav eller økseskaft, sværdfæste eller dolk, skal han bøde 6 mark. Hvis han trækker ham i håret eller behandler ham usømmeligt eller kaster ham til jorden eller river hans tøj itu eller hælder drikkevarer over ham, skal han bøde 3 mark. Men hvis han benægter dette, skal han retfærdiggøre sig med tolv mænds ed.

78. Fremdeles skal en illegitim (egl. ’formodet’) søn, anerkendt på tinge af faderen, med hensyn til arv være lige med en legitim søster. Med hensyn til anden arv skal han modtage ligeligt med de andre.

79. Fremdeles hvis nogen vil sætte en landbo (ↄ: fæstebonde) ud fra sin jord, skal han ikke behandle ham med magt, men efter loven, og efter udløbet frist skal han tre gange sende to mænd ad gangen til ham; de skal underrette ham om, at han inden fem dage skal drage bort fra jorden. Hvis han ikke vil drage bort, skal besidderen bringe de førnævnte seks vidner til tinge, og efter deres vidnesbyrd skal tinget idømme landboen bortrejse inden 5 dage. Hvis han bliver siddende længere, skal han yde tre mark til besidderen. Hvis han siger, at fristen ikke er udløbet, skal det være ham tilladt med tolv mænds ed at bevidne dette for blot ét år.

80. Fremdeles hvis landboen har eget hus på en andens jord, skal han ikke sælge huset til nogen, medmindre han først byder det til salg til jordens herre, for hvis en anden køber det, kan han kræve betaling, hvor han vil, for huset er hans, hvis jord det er.

81. Hvis besidderen ikke vil købe det tilbudte hus, kan det Nikke frit føres bort.

82. Fremdeles må fiskerne frit fiske i hele vor fjord indtil Brunsnæs med alle deres redskaber.

83. Fremdeles skal byens tømrere, når fogeden kommer, tjene ham i to dage, og han skal give dem forplejning.

84. Fremdeles salt, hvis det er mindre end halvtredje (ↄ: 2½) Nliespundtt, skal halvdelen tilfalde fogeden, hvis det er mindre end tre, det hele.

85. Fremdeles skal enhver borger, der for hertugen eller en fyrste nogetsteds uden for byen Flensborg over en medborger fremfører en klage, som han ikke først har bragt over den samme i byen, bøde tre mark til byen, og erstatte ham, over hvem han fremførte klagen, al den skade, som han deraf har lidt.

86. Fremdeles hvis en mand, der kommer langvejsfra og er blevet borger, opholder sig (i byen) i dag og år, og bagefter beskyldes for, at han er slave og stjålent løbet bort, skal han rense sig med tolv mænds ed af borgere.

87. Fremdeles skal enhver, hvad enten han er ridder eller stormand, som ønsker at bo inden for byens mure, underkaste sig hele byens lov med hensyn til byens skat og afgift.

88. Fremdeles hvis nogen bliver anklaget på tinge for gæld, skal han, hvis han tilstår, betale inden fem dage. Hvis han da ikke betaler, skal der gives ham andre fem dage under straf af 2 øre. Og hvis han da igen ikke betaler, skal der atter gives ham fem dage under lignende straf. Hvis han derefter viser foragt for retten, skal fogeden sammen med borgerne frit inddrive de førnævnte penge til sagsøger af debitors hus tillige med den førnævnte godtgørelse og tre mark til fogeden. Hvis debitor stadig med foragt for retten nægter adgang, skal han erlægge 40 mark til Nfogeden og til borgerne.

89. Fremdeles hvis fogeden eller hans svende forbryder sig mod byens ret og ikke vil bøde for borgerne, har borgerne ret til at klage over dem for fyrsten.

90. Fremdeles hvis nogen vil tæmme et vildt dyr, nemlig løve, bjørn, abe eller den slags, og dyret dræber et menneske, skal dyrets besidder erlægge bøden fuldt ud.

91. Fremdeles hvis et vildsvin eller tyr, hest eller hund eller den slags dyr forvolder skade, skal han (ↄ: besidderen) ikke overdrage skadevolderen i skadelidtes besiddelse, men han skal give det halve for helbredelsen af såret. Han skal også blot bøde 2 øre penninge.

92. Hvis den skadede dør, da skal han overdrage skadevolderen samt en bod på 9 mark.

93. Fremdeles hvis de rejser et hus, og nogen rammes dødeligt af en bjælke eller af en Nhanebjælke eller af en Ntagrem eller af et andet stykke træ, skal træstykket, der ramte, vises frem for den dødes arvinger, og husets herre skal bøde 9 mark penninge for det døde menneske. Men hvis træstykket, af hvilket den døde blev ramt, anbringes under dække (ͻ: ikke synligt), da skal han bøde hele dette hus.

94. Fremdeles hvis nogen graver i en andens jord, skal han bøde 3 mark til besidderen.

95. Fremdeles hvis nogen graver i offentlig vej, skal han enten straks dække det med en bro eller bøde tre mark.

96. Fremdeles skal alle Nuitæ for ethvert delikt betales til borgerne og til fogeden. Fogeden skal ikke selv modtage Nuitæ uden borgerne.

<97.> Fremdeles hvis en fra landet <bliver> anklaget af byens foged, er han forpligtet til at svare for sig i byen.

<98.> Fremdeles skal ingen, der bliver æreløs for notorisk mened, for fremtiden dømme, eller være vidne på tinge, eller kunne hjælpe nogen ved at sværge med i tolv mænds ed, førend han gør offentlig bod for det begåede.

<99.> Fremdeles skal en fra landet, anklaget af en anden fra landet for tyveri eller ran eller nogen anden forbrydelse begået på landet, stille en kautionist til ombudsmanden og forfølge sagen ved sit eget ting efter loven. Men hvis de bor uden for Nsysel, er de forpligtet til i byen at svare for sig som gæsterne.

<100.> Fremdeles hvis nogen tilfældigt enten i hændelig stor fuldskab eller også på grund af et eller andet uheld vælter en mur til en værdi af en halv mark i sin medborgers hus eller indgang, skal han, hvis det kræves, bøde tre mark til husherren. Men hvis han benægter, skal han rense sig med tolv mænds ed.

<101.> Fremdeles hvis nogen blandt vore borgere køber hos saltboderne i Utland og lader det føre bort, skal det vejes, men det som kaldes Ntoythe kan ikke gøres. Hvis han køber undervejs, skal han underkaste sig (samme) ret som en gæst.