219r|Som jeg har set det skrevet i en bog
og det eventyr den fortæller,
fór en hedensk konge ud med brand
for at rasere Sankt Jakobs land.
Det var en meget magtfuld mand,
Feniks af Aples var hans navn.
Da deres skib var kommet dertil,
lagde de ind til land og tog ophold dér
i seks ugers tid
tidlig og silde,
og alt hvad de kunne røve derfra,
det fik de kørt ned til skibet
så der næppe var et træ tilbage
og i tredive mils omkreds hverken var folk eller fæ;
alt hvad der var i landet,
det havde de helt raseret.
Derfor gav kongen dem alle besked
om at laste skibet og rejse hjem.
Fyrre riddere fik han kaldt sammen
og beordrede dem straks til at væbne sig:
»I skal begive jer ud
og tage pilgrimme til fange
hvad enten de går eller rider.
Vi vil vente på jer en stund.«
Over et bjerg, hvor vejen gik,
kunne de se pilgrimme gå,
og de red mod dem i en fart
og fangede både fattig og rig.
219v|Blandt de riddere de fangede dér
var en ridder fra Frankrigs hær.
Han var på vej til Sankt Jakobs land,
hans datter fulgte ham i hans følge,
og denne frue var med barn.
Hun havde lovet sin husbond
da han døde, at hun ville rejse dertil.
Derfor fulgte hun pilgrimsskaren.
Hendes far var så from en mand,
han var den første der blev dræbt.
De fangede så den stakkels kvinde,
begav sig ned til skibet med hende
og overlod hende til kongen.
Hun havde hverken slægt eller venner dér.
I samme øjeblik kongen så hende,
tog han ordet og sagde:
»Jeg kan ganske tydeligt mærke
at hun er en kvinde af fornem slægt.
Bring hende hjem hvis hun lever så længe,
jeg vil give hende til min dronning.
Jeg husker hun bad mig for nylig
om at hente en kristen kvinde med hjem.«
De skyndte sig så så hurtigt de kunne
om bord og rejste derfra.
De var både glade og muntre
og morede sig på alle måder.
De drog over havet uden problemer
tre nætter og fire dage.
Den femte dag kastede de anker
ved deres land på det hvide sand.
Der gik bud til Aples borg
at kongen lå ud for landet
og var kommet sejrrig hjem,
hvilket de alle var glade for.
De drog ham i møde med pris og ære,
og bød ham alle velkommen.
Kongen drog så med dem,
og de fulgte ham alle hjem.
Han lod dem straks kalde sammen
og glædede dem alle.
Han delte rovet ligeligt
så alle blev rige.
Så sagde han til sin dronning:
»I skal også have en gave:
denne kvinde giver jeg jer som terne.«
Hun modtog hende og takkede hjerteligt,
mere end for guld og ædle stene.
»Jeg håber hun bliver trofast.
Hun må gerne beholde sin kristne tro
hvis hun synes sådan selv.«
Denne ædle fremmede kvinde
optrådte altid sådan
at alle holdt af hende, fattig som rig,
hun var forstandig i ord som i handling.
Da hun havde været ved hoffet en tid,
var hun sammen med dronningen
i huset de sov i,
da hun mærkede barnet.
Nu morede spil hende ikke,
hun var både rød og bleg.
Så snart nu dronningen så det
talte hun og sagde:
»Jeg ser at du skal føde,
sig mig hvis barnet er.«
Hun fortalte hende tidspunktet,
og sandheden med det samme.
Palmesøndag samme år
fødte dronningen en søn
og den kristne kvinde en pige,
den smukkeste man kunne finde.
De gav dem navn på samme årstid
fordi de blev født henad sommer:
Flores kaldte de sønnen,
og Blanseflor den skønne pige.
Hans navn er som den røde blomst,
hendes betyder hvidblomst.
De to børn opdrog den kristne kvinde,
man så at hun havde så smukt et sind.
De elskede begge hinanden
uden falskhed og uden svig.
220r|Der blev udset en tjenestepige;
hendes bryst drak han af nogle år.
Uden nogen form for svigt
blev han opdraget efter kristen skik.
Sådan gik der fire vintre,
de lå i samme seng,
sammen spiste og drak de,
morede sig og legede.
Da der var gået fem år sådan,
forekom de større af vækst
end andre børn på samme alder.
Da kongen nu fik det at vide,
lod han dem sende i skole,
for at møde og modtage lærdom
i den gode by Drussenborg.
Han fik tilkaldt en lærer,
han var den fornemste der var,
den viseste af alle der findes.
Så sagde kongen bestemt
til sin søn, som han elskede højt:
»Min kære søn, jeg råder dig til
at studere godt og ihærdigt
og ikke spilde tiden,
så bliver du en vigtig mand for riget.«
Han svarede grædende: »Det vil jeg sige,
far, lad Blanseflor følge med mig;
uden hende lærer jeg intet,
hvad der end skal ske mig siden.«
220v|Dertil svarede hans far:
»Det vil jeg gerne gøre.
Du skal lære villigt,
jeg vil ikke skille jer nu.«
Han bad så læreren læse med begge,
de havde store evner for lærdom;
man har aldrig hørt om nogen
børn der var bedre til at lære.
De elskede hinanden så højt
som nogen elsker sit eget liv.
Hvad den ene lærte,
fortalte han straks den anden.
De havde i skolen læst Ovid,
som lærer os at udstå elskovskvaler,
og lærer os kærlighed frem for alt
som findes i verden.
Da den sjette vinter var gået,
havde de lært deres bøger så vidt
at de kunne tale til klerke såvel som til italienere
på deres sprog.
Deres kærlighed voksede mere og mere
så de kun var glade når de kunne se hinanden.
