Kongen lod bygge en grav af guld,
og på den fik han skrevet disse ord:
»Her hviler den som døden dræbte,
Blanseflor, som Flores holdt
af.«
Nu kom Flores så dertil,
og spørger hvor Blanseflor er henne.
Han hilser på sin far og mor
og spørger efter Blanseflor, sin ven,
men han får intet svar.
Derfor gik han til hendes mor:
»Du må forklare mig det:
Hvor er den Blanseflor jeg elsker?
Hvis jeg skal tie om det,
siger jeg intet om det.«
Hun svarede ham med grædende tårer:
»Jeg kan ikke fortælle hvor hun er,
for det volder mig store kvaler.
Min kære datter er død.«
»Hvordan er det gået til?«
224v|»For otte dage siden, må du vide,
blev det stakkels lig begravet,
så jeg er fattig og ikke rig.«
Hun talte usandt om hendes død,
det havde hun lovet kongen.
Da han forstod for alvor
at den han elskede, nu var død,
ramtes han af så stor en sorg
at han faldt bevidstløs om.
Kvinden blev bange og skreg så højt
at kongen selv kunne høre det.
Kongen og dronningen løb derhen
og jamrede begge og faldt til jorden.
Da han havde ligget en stund besvimet,
stod han op og begyndte at tale:
»Ak, død, jeg må bebrejde dig
at du har givet mig sådan en sorg
at ville skille os fra hinanden
imod vores begges vilje!
Før mig derhen, det beder jeg jer,
til den grav I har lagt hende i.«
Faderen og moderen viste ham da
hen til den grav de sagde det var,
hvor han på graven fandt skrevet
at den han elskede, hun var død.
Da mistede han sin smukke lød
og faldt igen i afmagt.
225r|Han lå dér længe bevidstløs
før han igen kunne tale.
Han rejste sig op og begyndte at græde
og jamre så ynkeligt:
»Ak, min elskede Blanseflor,
din kærlighed er blevet mig bitter!
Jeg blev født med denne pige,
hvorfor kunne vi ikke sammen dø?
Vi fødtes i samme time,
hendes død kom alt for tidligt!
En ting til vil jeg sige:
Så skøn en pige findes ikke,
og ingen vil fødes i vores tid.
Derfor må jeg klage højt.
Jeg havde vel kæmpet mere med døden
hvis jeg kunne vente retfærdighed fra den,
men jeg kalder, og den tier
og kommer ikke selvom jeg beder den om det.
Inden aften slår jeg mig selv ihjel,
og sådan befrier jeg mig for min smerte.
Så kommer jeg i Paradis,
dér er Blanseflor, ved jeg bestemt.«
Flores stod op og drog sin kniv:
»Du skal nu skille mig ved mit liv.
Blanseflor, gør en ende på det
så døden kan sende mig til dig.«
Da han satte kniven mod sit hjerte,
225v|greb hans mor hans arm og sagde:
»Nu synes jeg du er en virkelig tåbe.
Kan du ikke spare dit eget liv?«
»Nej, mor, jeg vil hellere være død
end leve længere i sådan en jammer!«
»Min søn, det er en uklog mand
der ikke er bange for døden.
Den der dræber sig selv hernede,
kommer ikke op til Gud.
En ting kan du være vis på:
I Paradis er Blanseflor ikke.
De der dræber sig selv, kommer til
at brænde i Helvedes ild.
Min kære søn, jeg tror
at Blanseflor er i live endnu,
og håber stadig at finde en læge
der kan frelse hendes liv.«
Grædende gik hun til kongen:
»Min kære, vis mig nåde.
Vor eneste søn vil dræbe sig selv.
Giv mig et råd imod det
så vi kan undgå den store sorg
at han bliver taget fra os.«
»Min kære, vi må vente en tid,
hans sorg kan stadig fortage sig«
»Vi kan vente så længe uden grund
at vi ikke ved af det før han er død.
Det bliver hårdt at høre landet over
226r|at vi kunne have stået imod, men ikke ville.«
»Ønsker du så at vi siger det til ham?«
»Ja, det er det jeg råder til.
Enten skal vi have dem begge,
eller lide den tort at miste ham. «
»Lad ham få sandheden at vide
og fri os for denne jammer.«
Dronningen gik med det samme derfra
hen til sin sørgende søn
og talte kærligt til ham:
»Sæt dig ned her og tal med mig,
du skal vide, min kære søn,
at den grav du ser foran dig,
blev bygget på din fars befaling.
Blanseflor er solgt for penge,
hun er ikke i denne grav,
så du kan stadig finde hende i live.
Grunden til at det skete sådan,
er at du ikke skulle have problemer for hendes skyld
og tage en fattig pige
som ikke var din lige i byrd.
Vi ville hellere ordne det sådan
at du kunne få en konges datter.
Det gik ikke an at du fik hende,
for hun er af fattig slægt.
Du skal ikke længes efter hende,
for du kan ikke få hende.
226v|Hun er kommet så langt bort
at du aldrig finder hende.«
Så blev han glad og med det samme
svarede han hende sådan:
»Er det sandt hvad I siger, mor,
så er jeg virkelig lykkelig.«
Han åbnede graven i samme nu
og fandt slet intet derinde.
Da blev han glad og svor ved de hellige mænd:
»Blanseflor lever endnu!
Jeg skal finde hende, jeg elsker hende
hvor hun end er i verden,
og jeg kommer aldrig tilbage til dig
uden at hun følger med.
Min far har helt urimeligt
solgt min elskede Blanseflor.
Jeg forlover mig aldrig med nogen anden,
nej, jeg må finde hende.«
Derpå gik den unge mand
hen og fandt sin far.
Kongen blev glad da han så ham,
han hilste på ham og sagde så:
»Giv mig lov til at rejse nu
og lede efter min kære ven.«
Kongen mente det ikke var godt
at han ikke fik dræbt hans elskede,
og beklagede højlydt dronningens råd
og at hun havde handlet så overilet.
227r|»Min søn, gør ikke dette imod os,
giv ikke din mor og mig det stød
at berøve os dig.
Så vil vi snart gå til af sorg.«
»Min kære far, tal ikke syndigt!
Lad mig skynde mig herfra.
Hvis jeg drager bort i en hast,
kommer jeg hurtigt hjem igen.«
»Du vil jo absolut drage afsted,
så må det blive som du vil.
Tag selv hvad du vil have
af alt det guld og sølv vi har.«
»Gud lønne jer, herre, for disse ord.
Hvis I ønsker det, så lad mig få
syv heste, de bedste der findes her,
og alt det guld og sølv de kan bære,
smedet og lavet så det må beundres
af alle kloge og vise mestre.«
Tre heste var lastet med floriner,
den fjerde og femte med ædle stene,
den sjette og syvende med zobelskind,
og dertil mår og hermelin.
»Syv svende til fods vil jeg have,
og dertil også syv til hest.
I må også skaffe mig en mand
som jeg kan stole fuldt ud på,
og som kan give mig råd,
hvad end der hænder os,
227v|og også kan købe og sælge;
jeg vil give mig ud for en købmand.
Hvis jeg skal finde Blanseflor,
skal jeg ikke spare på noget.«
Kongen svarede ham så:
»Alt hvad du beder om, det skal du få.«
