Da alt hvad han fik, var rede,
gik han ind til sin far og mor,
takkede dem for de rige gaver
og lovede dem løn i Himmerige
fra den gud de troede på.
»Nu beder jeg om lov til at rejse,
hvis jeg må, vil jeg drage af sted.«
Kongen svarede selv
og bad dem hente det bæger derind
som var betaling for Blanseflor:
»Det bæger giver jeg dig, min søn.«
Han takkede ham så hjerteligt.
Så fik han sadlet sin bedste hest
og gav den straks til Flores.
Den havde en helt forunderlig farve:
Dens ene side var hvid som sne,
den anden var rød som blod.
Det må da være en glimrende hest!
Gjorden som lå under sadlen,
var af det dyreste stof der var til,
dens sadelbom var af elfenben
228r|besat med kostbare stene,
sadelpuden var af bliald
med alskens fornemt håndværk på,
stigbøjlelæder og alle de remme der hørte til,
var gjort af glinsende silke.
Alle de ting der hørte til,
var gjort af guld og sølv;
både bidsel og hovedlæder
lyste som solen i den klare luft.
Man satte det højere end land og borg,
for det var et fornemt arbejde.
Hans mor tog en fingerring af guld
og gav den til Flores, for hun var ham tro:
»Hvis du passer godt på den,
vil du aldrig savne gode råd,
ingen ild kan skade dig,
hverken vand eller jern kan være til fare.
Gemmer du den med kløgt og fornuft,
vil du finde det du leder efter.«
Han takkede dem så hjerteligt,
og de kyssede ham så kærligt.
Han tog afsked med dem der var der,
og de græd så de intet kunne sige.
Far og mor de rev sig i håret:
»Vores år vil ende i sorg,
vi ser ham aldrig mere.«
Sådan sagde både de og andre,
228v|og dermed spåede de ganske sandt,
for det skulle også gå dem sådan.
Han ønskede dem held og lykke,
de svarede grædende: »Farvel«.
Han red straks derfra i en fart.
Han lod sin rådgiver kalde
og bad ham ride forud til kysten,
der hvor Blanseflor var rejst bort.
De ankom dér den fjerde dag
og gjorde deres udstyr rede.
Ingen måtte vide andet
end at de var kommet dertil som købmænd.
De viste alle tydeligt
at Flores ejede alt det de havde.
Han indbød sin vært og hans hustru
og skænkede mjød og vin for dem begge.
Da de alle var glade,
sukkede Flores vældig dybt
og talte ved sig selv:
»Kæreste, skønne Blanseflor,
jeg kan aldrig finde lykken
før jeg får dig at se.«
Manden og hustruen mærkede
at Flores sukkede vældig dybt:
»Man ser jo,« sagde de begge,
»at han er af fornem slægt.
229r|Og han er ingen købmand,
hans ærinde er et andet.«
Hustruen talte til ham:
»Hvorfor sørger I sådan, Flores?
Læg dog sorgen bort!
I burde virkelig være glad.
For kort tid siden var her en pige,
hun opførte sig på samme måde.
Blanseflor kaldte hun sig,
I ligner hende umådeligt.
Hun sagde hun aldrig bliver lykkelig
før hun finder den hun elsker.
For Flores’ skyld var det gået hende sådan
at hun blev solgt i et fremmed land
for guld og skønne stene
til den mægtige konge af Babylon.«
Da Flores hørte hende tale sådan,
og fik besked om Blanseflor,
sagde han så dybtfølt:
»Gud i Himmerige give,
i sin miskundhed og nåde,
at vi vil finde hinanden.«
Han følte en varme af glæde,
han mærkede ikke kniven han havde i hånden,
bægret faldt ud af hans hænder
og han bad dem hente et andet i stedet.
Han gav det til hustruen ved sin side:
229v|»Drik af det der er heri,
og bagefter skal I få bægeret selv,
fordi I gav mig så klar besked.«
De talte om meget og morede sig
den aften mens de sad dér sammen.
Tidlig om morgenen da det blev lyst,
blev der råbt op uden for huset:
»De der vil rejse til Babylon,
de skal gøre sig rede
og tage deres ting med ned til stranden,
for nu blæser en gunstig fralandsvind.«
Flores blev glad da han hørte det,
han fik sine ting bragt ned til stranden.
Han kaldte på husbonden der var ham tro,
og gav ham hundrede mark af guld,
så tog han afsked med ham.
Alle hans tyende gav han også
til hver og en hvad der var at få,
derpå gik han til stranden.
De ønskede ham alle en lykkelig rejse
og bad til Gud om at værne hans liv og ære,
så gik han om bord på skibet med dem.
Han fik styrmanden tilkaldt:
»Du skal gøre det jeg befaler:
Styr til den havn du ved er nærmest.
Jeg har forstået med sikkerhed
at kongen og andre mægtige herrer
230r|som bor under Babyloniens konge,
alle har lovet på æresord
at når der er gået otte måneder,
så skal de alle møde frem.
Jeg vil derfor gerne komme der snart,
før herrerne går hver til sit,
for at sælge mine varer
og lade dem vælge hvad de har lyst til.
Jeg vil betale dig derfor
hvis du bringer mig hen hvor jeg vil.«
Han svarede ham og sagde:
»Jeg tager dig derhen hvis vinden er med os.«
