Nu er Flores nået frem
der hvor han længe har villet hen,
og han begynder at klage for sig selv:
»Jeg ville hellere være hjemme
end være her i sådan en knibe.
Jeg har ingen at søge råd hos,
og betro mine hemmelige planer
uden at det kan skade mig selv.
Hvis jeg afslører mine planer her,
og kongen får det at vide,
233r|lader han mig virkelig ikke leve
hvad jeg end vil give ham.
Det er bedre for mig at være hjemme
hos min kære far og mor.
Så giver han mig en fornem pige,
en som er af min egen stand.«
Da han tænkte på at gøre det,
kom han alligevel på andre tanker:
»Hvem verden end vil give mig,
uden Blanseflor kan jeg ikke leve.
Jeg husker alle de kvaler jeg led;
jeg ville tage livet af mig for hendes skyld.
Hvis jeg var derhjemme nu,
ville jeg drage hertil igen.
Derfor vil jeg nu blive her
og tage imod hvad Gud end byder mig,
hvis jeg kan bevare fatningen,
og aldrig rejse her fra landet
uden at hun følger med,
om så hun er levende eller død.«
Værten kom nu gående
og bød sin gæst velkommen.
Da lagde han mærke til
at gæsten sørgede dybt.
»Min gode ven, bliv glad igen,
og lad al jeres ængstelse fare.
Hvis I synes I savner noget,
skal I få det som I vil have det.«
»Jeg synes alt er som det skal være.
233v|Gud give at jeg kan lønne jer for det.
Men jeg tænker på mine varer,
hvordan jeg bær mig fornuftigt ad
så ingen bedrager mig,
eller snyder mig i en handel.«
Værten sagde: »Vi går til bords.
Så vil jeg sige hvad jeg kan
om det I vil høre min mening om,
og som I mener truer jer.«
Han tilkaldte sin hustru:
»Tag godt imod alle vores gæster,
og i særdeleshed denne gæst,
med alt hvad du formår.
Og du skal vide
at han er en fornem mand.«
De gik til bords og fik noget mad,
spiste og drak og morede sig.
Man viste dem al mulig gæstfrihed
både med føde og drikkevarer.
Der var fugle såvel som fisk
og rigelig mad på alle fade.
Hun bragte dem den bedste vin
der var dyrket der i landet.
Da tog Flores det bæger frem
som var givet for Blanseflor.
På dette bæger var skildret
hvordan Paris førte Helena bort.
Da tænkte han af hele sit hjerte:
234r|»Hvornår mon det skal lykkes mig
at føre Blanseflor bort,
som er min hjertens elskede?
Gud må hjælpe mig med det
så jeg kan sætte min vilje igennem.
Og Daries, som jeg holder af,
han kan vise mig vejen til
hvordan jeg kan sætte min vilje igennem,
og det kan gå mig godt.«
Det tænkte han så meget på
at hans øjne fældede tårer.
Hustruen så det tydeligt
og sagde det så til sin mand.
De fik maden båret fra bordet.
Så sagde værten disse ord:
Han bad Flores om at fortælle
hvad det var han altid tænkte på:
Han sagde: »Lad mig nu høre
om jeg kan hjælpe på jeres kvaler.
Hold ikke din vilje skjult for mig,
gør du det, vil du angre det.
Sig mig nu, min gode ven,
hvad det er der plager dig.«
Så sagde hans hustru meget fornuftigt:
»Jeg tror han hører til Blanseflor;
de ligner hinanden så meget, skønt adskilt fra hinanden.
Den halve måned hun har været her,
har hun daglig fældet tårer for jer
234v|og klaget sig så meget over
at hun aldrig vil finde jer.
Derfor har hun sørget hele tiden.«
Da Flores hørte disse ord,
var han nær ved at besvime.
Han sagde: »Jeg er ikke hendes bror.
Jeg mener hun er min elskede.
Nåh nej, jeg forglemte mig:
Hun er faktisk min søster.«
Daries sagde: »Sig mig ærligt
– det gavner dig, som jeg lovede dig –
er det hende du søger, det siger jeg dig,
så går det med sikkerhed ikke godt.«
»Kan jeg være ganske sikker på
at du ikke vil forråde mig,
så vil jeg sige dig sandheden
og intet fortie for dig.«
Det svor han på, og det lovede han.
»Jeg er kommet hertil
for, hvis jeg kan, at finde Blanseflor
som nedrigt er blevet stjålet fra mig.
Min far er en mægtig konge,
I må tro mig på mit ord.
I skal få af mig
guld og sølv og andre gaver
hvis I kan mage det sådan
at jeg kan få hende tilbage.
For det er nu blevet sådan
at jeg vil have hende tilbage.
235r|Det skal aldrig gå mig så galt,
før vil jeg hellere være død.«
Daries svarede ham med det samme:
»Det kan jeg ikke hjælpe med.«
»Jeg råder dig: Sig ikke sådan,
for du er den der må hjælpe mig!«
»Hvis kongen får at vide
at det er det du kommer for,
vil det koste dig livet, det går dig sådan
at ingen mand kan hjælpe dig.
Det sted den pige er kommet til,
kan trolddom ikke nå ind,
ej heller styrke, list eller andet
kan få pigen ud derfra.«
