Det besluttede de alle,
og de lod dem så komme ind for kongen,
og førte dem bundne hen foran kongens stol.
Så sagde kongen: »Elendige tåbe!
Hvem gav dig mod og evner til
at krænke mig så groft
og tage Blanseflor fra mig.
Og hvordan kom du ind i tårnet
uden at nogen bemærkede det
uden at kende til trolddom.
Du kendte ikke til faren
at trolddom ikke virker dér.«
Flores sagde: »Det vil jeg sige:
Kald mig ikke bedrager.
Jeg kan ikke lave trolddom,
det vil jeg lade jer vide.
Min far er en mægtig konge,
til Aplesborg kalder han sig.
250r|Jeg har ikke krænket jer:
Blanseflor blev bortført fra mig,
hun kom til dig ved tyveri.
Hun er for Gud min elskede.
Siden hun blev stjålet fra mig,
har jeg aldrig to gange sovet det samme sted,
men ledt efter hende blandt alle mennesker
til jeg omsider fandt frem til hende.
Med kløgt og snilde kom jeg hertil,
med djævelskab var det ikke.
Og jeg fortæller alle åbent,
hvordan jeg er kommet hertil.
Jeg beder jer alle om
at dømme retfærdigt mellem mig og kongen.
Det er sandt hvad jeg fortæller.
Nu tilbyder jeg at kæmpe,
om det skal være til fods eller hest,
mod den bedste kriger kongen har.
Så skal I give mig våben
som jeg kan forsvare mig med.«
Blanseflor svarede sørgmodigt:
»Gud i Himlen ved
at det var sandt alt hvad han sagde.
Jeg blev narret fra ham
fordi I selv ville have mig,
det siger jeg dig i sandhed.
At jeg skulle tage en anden mand
end Flores, som jeg elsker,
250v|det siger jeg ganske klart,
at før end det skulle ske
ville jeg med min kniv
skære mig selv i stykker.
Derfor beder jeg jer alle beslutte
at vi begge beholder livet,
eller fri os fra vores nød
begge to med en fælles død.«
En svend gik hen efter portneren.
Han mødte så straks efter frem,
usselt og ynkeligt bundet
over for fattige og for rige.
Kongen spurgte ham om det var
sandt hvad Flores fortalte.
Han tav ikke længe og svarede straks:
»Alt det Flores sagde, er sandt.«
De blev så alle enige,
herrer og fyrster, riddere og svende,
om at kongen skulle overlade
Flores den bedste hest han havde,
og de våben han forlangte,
og lade ham få hvad han havde lovet ham.
Kongen skulle skaffe en anden ridder,
der skulle gå mod Flores
og skulle ride imod ham
for at kæmpe om begges liv.
Hvis så Flores gik af med sejren,
skulle de begge være frie,
251r|og kongen skulle forære Flores
så meget guld som hun var solgt for,
og for den tort han havde lidt,
syv gange hendes vægt i guld.
Men hvis han tabte denne sag,
skulle man brænde dem begge på bålet.
Kongen lod en ridder kalde,
den han vidste var stærkest af alle:
»Du skal kæmpe med Flores!«
Folket trænger sig nærmere på
og vil derefter ikke gå derfra
før en af de to har sejret.
Så var ridderne rede
og man førte deres heste frem.
De sprang til hest, de mægtige mænd,
og dystred derpå så ridderligt.
Hver af dem stak så hårdt til den anden
at begge lanserne gik i stykker.
Så drog de deres gode sværd,
der begge var mange penge værd.
De huggede voldsomt mod hinanden
og ingen af dem ville vige
så meget som en hårsbred.
Deres kamp var hård.
Flores huggede så til ridderen
så skjoldet flækkede i to
og brækkede hans venstre nøgleben.
Ridderen sprang hurtigt imod ham
og huggede hans hjelm i stykker
251v|Da havde Flores heldet med sig,
for han blev hverken halt eller såret
og kom ikke selv det mindste til skade.
Flores mærkede tydeligt
at ridderen trængte ind på ham.
Han huggede da så hårdt han kunne
hovedet af hans gode hest
og hans venstre hånd – han var meget glad –
så sværdet sad fast i sadlen.
Ridderen vendte sig hurtigt om
og huggede forbenet af hans hest
så det sprang imod ham.
Nu står begge herrer til fods,
Flores er endnu ikke såret.
Ridderen er så rasende nu,
han hugger så hårdt efter Flores
at en fjerdedel af hans hjelm brækker af
og han skærer en del af hans hår
så blodet løber igennem.
Da sagde de der stod rundt om:
»Der fik Flores sit banesår!
Nu må han give fortabt,
for han kan ikke længere leve.«
Da hjalp den fingerring af guld ham
som hans trofaste mor havde givet til ham
da hun tog afsked med ham.
Nu tænkte Flores på kærlighed,
og hvad han havde tålt for Blanseflors skyld.
Han slog højre skulder af ridderen.
Ridderen styrtede da død til jorden
Flores sagde: »Jeg beder jer,
alle I gode mænd, svar ærligt:
se om jeg har vundet min ret,
og om Blanseflor og jeg
nu kan leve i fred og frihed.«
De svarede ham alle
at han virkelig havde frelst dem.
Kongen lod så bære frem
det han skyldte ham.
Så sagde Flores:
»Sådan skal det ikke være.
Gud forbyde til hver en tid
at jeg skulle modtage guld for ære.«
Da kongen så denne høviskhed,
talte han og sagde:
»I må endelig blive her
hvis I har lyst til at være her.
For jeg kan tydeligt se
at du er en ædel mand.
Jeg vil gerne skænke dig,
hvis du vil blive her hos mig:
Du skal have magt over hele mit rige,
både guld og sølv og penge,
så jeg ikke selv har andet
end mit tårn og at være konge.«
Han takker kongen nådigt:
»Trods al den ære I viser mig –
hvis I vil tillade det,
vil jeg helst rejse hjem til mit land.«
…
252r|med riddere og svende,
så skal der blive stor fryd og glæde.
Kongen og Klares forenedes.
Nu blev de der hos kongen
et år med megen ære.
Da dette år var gået,
gik Flores ind til kongen
og gav ham den besked
at han ville rejse hjem til sit land,
og takkede ham for hans nåde:
»Disse to er mine venner,
kong Marsilias og jarl Greve,
dem holder jeg meget af,
og jeg beder jer vise dem ære
for min skyld og holde af dem.
Jeg beder jer derudover
for portneren, min ven,
og Daries, min vært.
Færgekarlen er også min ven.
Lad dem få gavn af min bøn
så de kan mærke det.«
»Nu skal I høre, herre,
hvad jeg vil gøre for jer.«
Han fik herrerne kaldt ind
alle sammen.
Kong Marsilias kaldte han til sig
og gav ham det bedste kongerige
der lå under hans herredømme.
Jarl Greve lod han få
252v|det rige Marsilias før havde
haft,
og han lovede ham endnu mere gods.
Det rige greven havde haft, fik portneren,
og dertil andre gode gaver,
og Daries det som portneren havde,
og andet han selv forlangte.
Færgekarlen gav de også
det Daries før havde haft.
Flores takkede kongen venligt
»for al den godhed I viser mig,
gods og riger og andre gaver.
Nu vil jeg så tage afsked.«
»I skal blive her lidt endnu
og ikke så hastigt ride bort.
Jeg sender en svend i forvejen,
der skal skaffe jer udstyr.«
Han lod kalde en ridder til sig
og bad ham ride i forvejen straks
og være så omhyggelig
»som hvis jeg selv skulle rejse.«
Da deres sager var fuldstændig klar,
lod han Blanseflor føre ind
hvor kongen selv befandt sig.
Flores gik med hende ind.
De takkede kongen mange gange
og bad om lov til at ride derfra.
Kongen kyssede dem kærligt
og fik riddere og svende kaldt til sig:
»Nu skal I følge dem ned til kysten
og derpå hjem til deres land.«
253r|De rejste så derfra med pomp og pragt.
På femtedagen nåede de frem
hvor deres skib lå rede.
De satte sejl, det gjorde de,
og i femten dage var de til søs.
De nød en behagelig vind.
Den sekstende dag kunne de kaste anker
ved deres land på det hvide sand.
Samme aften får han at vide
at både hans far og mor er døde,
og også Blanseflors,
hans egen elskedes mor.
Da nu folket så
at Flores kom til landet,
kom de alle ud
og modtog ham med den største hæder.
De lod så et ting kalde sammen
fra alle lande deromkring.
Flores lod ridderne kalde
og bad dem alle møde frem.
De der havde fulgt ham hjem,
gav han rige gaver.
Han fik også lastet skibet
som de havde med sig dertil,
med mange slags kostbare skatte
og bad dem bringe det med sig hjem.
Ridderne gjorde som Flores befalede,
alle klædt i skarlagen.
Så længe kongerne levede,
253v|gav de hinanden rige gaver,
og alle holdt af hinanden
som af deres eget liv.
