219r|Som jech i bogen skrewet saa,
och ewentyr the seye fra,
jen hiedne konning foor medh brand
ath øde sancte Jacobs landh.
Thet war jen myghet mektug mand,
Fenix aff Apples sa hiedhe hand.
Tha thieres skib war kommen saa næær,
the lawde til land och dweldes ther
om sex vgers tyme
orlig oc sa snime.
Hwad the medh roff kunne theden føre,
thet lod the alt til skybed kiøræ
saa ath ther næær war ey tre
aa trøduge mylæ hwerken folk heller fee;
alt thet ther matte i wæræ,
thet haffde thy forødh saa saræ.
Thy bad konningen allæ them
ladhe thieres skyb och faræ hiem.
Fyretywe ridder han kallæ badh
och bødh them allæ webnes i stad:
»I skullæ pa weyen faræ
och tage ther pilgrym til waræ
hwadh heller the gange heller ridæ.
Wi wille edher jen stwnd bidhæ.«
Ower jeth bierig ther weyen laa,
ther worte the war hwaræ pilgrim gaa
och rende ath them skiødeligh
och fongede ther bodhe arme och righ.
219v| Blant thesse ridder the finge ther
war jen ridder aff Franckerigy her.
Han skullæ til sancte Jacobs land faræ,
hans dotter fylliger i then skaræ,
then frwe war medh barne vleth.
Hwn haffde thet for sin hosbwnde jet
ther han dødhe, ath hwn skullæ thit faræ.
Thy fulde hwn then pilgrimsskaræ.
Hinnæ fadher war jen frommer mand,
then fyrste ther dræbdes, thet war han.
The fongede ther then fattuge qwinnæ
och foræ strax til skibs medh hinnæ.
The gawe hinde konningen tha i hender.
Hwn haffde ther hwerken wenner heller frender.
Giensten konningen hinnæ saa,
tha melte han oc saffde saa:
»Kan jech merke thet wel medh reth
thennæ qwinnæ ær kommen aff fuldgod et.
Fører hinnæ hiem om hwn maa lewe,
jech wil hinnæ myn dronning giwe.
Mæg mynnes hwn bad mæg siste sinnæ
ath føræ segh hiem jen cristen qwinnæ.
The skynede them fast som hwer formaa
til skibs och lode theden gaa.
The waræ bodhe glade och kode,
the drewe ther skiemth i allæ made.
The waræ i siøen forvdhen vmagh
<trij netther oc fyre dawæ.>
<Then femte dag for theris eghet land>
<the kaste there acker po hviden sand.>
<Tijl Aplas borg man tijende fraa>
<at kongen vdhæ for lannet laa,>
<oc war met seyer kommen hiem>
<hwilket wel tottæ ther war them.>
<The fore mod them met prijs oc ære,>
<the bade hannum alle welkommen wære.>
<Konghen for aff stæd met them,>
<the fuldhe alle hannum hiem.>
<Han lod them genesten sammenkalle>
<oc giorde them stoor glæde alle.>
<Han skiffthe thet gotz met them tillijge>
<saa the bleffue alle rijge.>
<Han sagde oc til sijn drotning tha:>
< »I sculle oc mijn gaffue vntfaa.>
<Then qvinne giffuer ieg edher til ternæ.«>
<Hun tog henne oc tacket hanum gernæ>
<meer en for dyre stene oc guld:>
< »Meg hobes hun worder meg huld.>
<Hun ma wel holde sijn cristne troo>
<om henne selffuer tycker soo.«>
<Then samme ædele vdlening qvinne>
<holt seg saa i alle sijnne>
<at fattige oc rijge vnthe henne wel,>
<henne gerning oc ord wore met skiel.>
<Ther hun hade wæret en stund til hoffue>
<i thet hwss the inne loffue,>
<som hun war met drotningen innæ,>
<at foster munne hun ther kijnnæ.>
<Hvn glædes tha oc ey aff leg,>
<hun war bade rød oc bleg.>
<Genisten drotning thet saa,>
<tha melthe hun oc sade tha:>
< »Jeg seer at thu fødæ wil,>
<sie meg hwem thet hører til.«>
<Hun sade henne bade stunt oc tijme>
<oc sandhet at thette sijnne.>
<Palmesøndag i thet samme aar>
<drotning føde en søn so klaar>
<oc en mø then cristen qvinne,>
<then fyerste then man kunne fijnne.>
<The gaffue them naffn i samme ijdh>
<forthi de fødes mod sommerens tijd.>
<Flores kallede the then søn>
<oc Blantzeflor then iomfrw skøn.>
<Hans naffn en rød blomme lyder,>
<hennes naffn eth hwit blomster tyder.>
<The børn føde op then cristne qvinnæ,>
<hun sijwntes at haffue fawre sinnæ.>
<Hver there hafdæ hintanneth saa kær>
<forvdhen alskens falsk oc alskens flær.>
220r| Jen tienisteqwinnæ neffnd var;
hinnæ bryst han drak aff noger aar.
Forvdhen falsk i allen ridh
han føddes ap wed kristen sid.
Thet war firæ winther saa,
the hver i sengh medh annen laa.
The adhæ och drwke bode samen,
giorde them legh, glede och gamen.
Ther fem aar forgangen æræ,
tha siøntes the meræ til wext at weræ
en andræ børn aff sa mange aar.
Ther konningen worte therwedh war,
tha lod han them til skolæ føræ,
ther som the finge visdom ath høræ,
til Drwssenborigh then gode stad.
Jen mester han segh kallæ badh,
han war then høweste ther war,
then wiseste aff allæ the ther ær.
Saa saffde koningen medh skiel
til sin søn han vntæ wel:
»Myn kieræ søn, thet radher jech thik,
thw neme wel och ideligh
ath thu time ey forspillæ kan,
tha bliwer thu rigeth jen mektug mand.«
Han swarede gredindæ: »Thet seyer jech,
fadher, ladher Blanszeflor fyllige mæg,
vden hinnæ jech ey nymme maa
eehwad mæg skal thereffter gaa.«
220v| Hans fadher swarede hanum thertil:
»Jech thet gierne giøræ wil.
Thu skalt nemmæ medh gode villiæ,
jech wil ey edher nw ath skilliæ.«
Han bad then mester kienne them bode,
the haffde til nemmæ sa stor nadhe;
man hawer ey hørd seye fra
the børn ther bedræ nemmæ maa.
The haffde hwærannen alt saa kier,
som jen sith eghet liiff hanum ær.
Hwad then jenne nemmæ maa,
han seyer gienstæn then annen fra.
Owidium hawde the hørd i skole,
som kienner nød for elskow ath tolæ,
och elskow kienner for allæ tingh
ther werdhen ganger medh omkringh.
Then sette winther ther war fra,
tha haffde the bogen nomedh saa
ath bodhe for klerke och sa for vale
kunne the thieres maal fuldvel talæ.
Thieræ elskow øctes ee mieræ oc mieræ
saa ath jnghen ær glad vden annen seer.
