Konningen therfore anger bæær
ath han haffde hinnæ sa hierteligh kier.
Han tog ther jdeligh ath tenckæ aa
ath han willæ hinnæ til hosfrw faa:
»Jec skal thet wende om Gud wil.«
Han lod tha kallæ dronningen til
och sporde hinnæ til radæ
221r| hwræ han skullæ styræ then wodæ:
»Wor søn elsker then fattyge møø
och wil for hinnæ løwe och døø.
Om edher tøcker thet wæræ til made,
wi willæ hinnæ forderwe ladhe.
Thet ær bedræ wi giøræ saa,
æn han skal hinnæ til hosfrw faa.
Han fongher wel then hans jaffnlige ær,
tøcker edher saa, myt hiertens kier?«
Dronningen tenker ther stadelig aa
hwad hwn skullæ til antswar faa
ath hwn matte hanum thet bæstæ rade
thet Blanszeflors liiff skulde ey skade:
»Myn kieræ herræ, os bøør at acte
ath wi woræ rigy giøme oc wocte
thet wor søn for Blanszeflor
taber ey sin hiertens amwr.
Thy tøker mægh radeligh weræ saa
ath wi skiliæ hanum hinnæ fra
saa hinnæ liiff ey skadhe.
Thet torde jech wel rade.«
Konningen swarede hinnæ tha:
»Jech hawer jen syster ey langt heræfra,
thiidh wil jech sendhe hanum jen tymæ
och lade hanum ther jen stwnd nemme
til Sibilla aff Mantoiræ.
Jec wed hwn wil hanum gierne see,
grewen and hanum och fuldwel,
221v| thet wed jech medh fuldgot skiel.
Fyrste the fonge ath merke ther
for hwad sagh han ther kommen ær,
tha finnæ the wel rad ath skyliæ
allæ thieræ gode williæ.
Hans mester skall segh syg giøræ
saa ath han kan hanum ey høræ.
The fattige qwinnæ skal och skriwe
til Blanszeflor ath hwn maa ey lewe
och bedhe hinnæ komme snart til segh
om hwn wil hinnæ finnæ qwegh.
Tha hwn thenne tidindæ faar,
sorig i hinnæ gaar.
Tha skal man hanum lowe saa
ath hwn kommer affter jnden jen dag heller too.«
Ther thete war redhæ medh allæ,
konningen lod sin søn jnd kallæ:
»Thu skalt faræ ath thette sinnæ
thid thu matte mieræ wisdom nemmæ.«
Flores swarede hanum saa:
»Jech wed ey hwræ thet wæræ maa
ath skillies wed myn mester och Blanszeflor,
som ær myth hiertens amwr.
Mæg tøcker weræ ilt wed them ath skiliæ,
jech worder dog ath giøræ eder wiliæ.«
Konningen bad sin søn wel faræ
och bad the swenne redhe wæræ:
»Jech skal thik bradelig sende thin møø,
222r| hwad heller hinnæ modher maa løwe heller døø.«
Han fæk them pænninge saa til wone
ath the tørffte ey wedh ath lone.
Effter faa dage finge the ath see
then stalte borigh Mantorie,
som grewe Gerit han war jnnæ
och Sibilla medh , sin stalte qwinnæ.
The vndfinge them gansze hiederlig
bodhe arme och sa righe.
Thet tøtte alt Floress illæ wæræ
ath han saa ey sin hiertens kieræ.
Then frwe leddæ hanum til skolen tha
som han the stalte jomfrwer saa
ath han skullæ ther nogher fonge kier
och Blanszeflor worde hanum vmer.
Thesse fleræ jomfrwer han thær seer,
hans sorig yppes e meer och meer
saa han kunne ey nemmæ ther
aff nogher mand som hanum war næær.
Hoos Blanszeflor hans hoff ær,
han foor ey roo heller tol vdhen ther.
Jen halff moned war thet saa,
hwær dag mwn han effter hinnæ tra.
Tha then halff moned forgongen ær,
och Blanszeflor hwn kam ey ther,
tha kiende Flores sannelig
at hans fader haffde giord hanwm swig,
och redes ath hwn skullæ weræ død.
222v| Han fæk aff anger saa mygel nød
han kunne ey edæ heller drikæ
for angest och sorig och vløckæ.
The swene hooss hanum waræ
lodh bodh til konningen faræ:
»Sender hanum bod igien,
edlæ mænd, ridder och swen,
lade thet bradelig skiee
saaframt I wil hanum lewindes see.«
Tha konningen thesse tidinde fraa,
han giek til dronningen och saffde saa:
»Wee skal worde Blanszeflor,
thet myn søn fæk til hinde amwr.
Vdhen dieffwelskab thet ey ær
thet han hawer hinnæ saa kier.
Ladher bradelig kallæ hinnæ,
man skal hinnæ i booledh brenne.
Sidhen han wed hwn ær ey qwegh,
tha glømmer han hinnæ skiødeligh.«
Dronningen swarede bradelig tha:
»Nadige herræ wi giøræ ey saa.
Jech wil ladhe edher høræ
hwad wi willæ alt bedræ giøræ.
Rige kiøbmend ligge hæræ
ther aff Babilon kommen æræ.
Them wil wy hinnæ selliæ
och os igien for hinæ welliæ
223r| guld och sylff och rige gawe,
slikt som wi willæ sielff hawæ.
The føræ hinnæ saa langt borth
ath wi fonge aldrig til hinnæ sport.«
Han lodh segh lengy bede til
førræ han thet giør wil.
Sidhen lodh han kallæ til seg
jen kiøbman hanum war hiemmelig
som kunde mangehandhæ maal,
och haffdæ tha then jomfrv fal.
Werdh willæ han for hinnæ tage,
thet giordhe han ey for pænning sage.
Han lodh til skibs medh hinnæ løbe;
han fandh then ther hinnæ mwn kiøbe,
aff Babelonia jen kiøbmand righ;
i thieræ haffn war jnghen sligh.
Trøduge mark guld han vd tolde,
och tywe peld the waræ vd wolde,
tywæ mark sylff ath thet sinnæ
och tywe mantel medh sabelskinde,
tywe kiortel aff sayen widhe
och tywe mantel aff blialt side,
jeth kar aff guld, ther Walkas giorde,
jeth bedræ jnghen man aff hørde.
Pa kared stodh skrewet saa
then strid for Troyæborig laa,
och hwræ Gryda mwnne roo
ower hawet i jen gamskloo.
223v| Owen pa kareth stodh skrewet saa
hwræ Pallas, Venus oc Juno
trette om guldeblæ jeth
som them war allæ sammen thiedh.
Pa knapen war jen carbwnkelstien
saa lyws som solen om morigen skien.
Own pa knapen jen fowel aff guld,
hans klør aff dyræ stiennæ fuld;
aff grøne farige tha skinnæ the;
then fogel syntes lewindes hwo hanum mon see.
Thet kar war i Troyæ giord;
Eneas haffde thet theden førd
och gaff thet konningen aff Lwmbardi.
Sidhen war thet ther lengy vdhi,
och thet togh keyseren man effter mand,
til thesse jen tyff ther liist til fand.
Han stal thet fra keyszer Cesare
och solde thet jen kiøbmand, sa myste thet the.
Thet gawe the for Blanszeflor,
the wintæ them mieræ for hinnæ amwr.
The wedhe then wel weræ til
ther mieræ for hinnæ giwe wil.
Them blæste fower bøør fra strande,
the seyledh medh hinnæ hiem til lande.
Aff Babelonia then konning righ
kiøpte hinnæ for 7 sligh
guld som hwn war stoor til;
224r| han hawer nok aff goszet hwad han wil.
Lodh hinnæ sidhen hiem til segh føræ
i stærke giømmæ lodh hinnæ bewaræ.
Then hinnæ haffde sold, foor affter hiem,
och giek sidhen konningen sielff igien
antwordhet hanum guld och hawæ,
thet kar medh andræ rige gawe.
