Jen graff aff guld lod konningen giøræ
lodh theraa skriwe som I maa høræ:
»Her ligher then ther døden sloo ihiel,
Blanszeflor, ther Flores vnte wel.«
Nw kam Flores farinde thæræ,
spør hwaræ Blanszeflor mwnde wæræ.
Han hielser fadher och modher sin
och spør ath Blanszeflor, sin gode wen.
Han jnghen antswar ther nw faar,
thy giek han tid hinnæ moder war:
»Thu skalt mægh theraff giøræ skiel,
hwar ær Blanszeflor som jec and wel?«
»Matte jech therom tyæ,
tha wilde jech ther jnthet aff seye.«
Hwn swarede hanum medh gredindæ taræ:
»Jech gidher ey sawd hwar hwn mwn weræ,
thy thet giør mæg mygel nød;
myn kieræ datter hwn ær død.«
»Hwrælwndæ kam thet til?«
224v| »For otte dage jech seye wil,
tha worte jordhet thet sellige lig,
thy ær jech arm och jckj rig.«
Om hinnæ død hwn saffdæ vset,
thet haffde hwn førræ kongen jet.
Ther han thet forstodh medh skiel
ath hwn war dødh ther han vnte wel,
sa mygel sorig fek han tha,
han field i vwedh och laa.
Then qwinnæ worte redh och øpte saa
thet konningen sielff hørde theraa.
Konningen och dronningen løbe thid bode,
the jammerlig lode och felde til jorde.
Ther han haffde leyed jen stwnd i dwale,
han stod ap och tog til ath talæ:
»Awi, jech kierær ower thik dødh.
Ath thu mæg gaff jen tøllig nødh,
thet thu willæ os athskilliæ
imodh begis woræ williæ!
Ledher mæg thid som jec eder beder,
til grawen som I lawde hinnæ neder.«
Fadher oc moder fulde hanum tha
til then graff the saffde hanum fra.
Ther han pa grawen skrewet fand
ath hwn war død som han wæl and,
tha mistæ han sin fogræ lyydh
och feld affther nedher i vwedh.
225r| Han laa ther jen lang stwnd i dwale
førræ han kwnne affter talæ.
Han stod ap och tog til ath græde
och sa jamerlig ath ladhe:
»Awi, myn hiertens Blanszeflor,
thin ælskow ær mægh wordhen swr.
Jech war føød medh thennæ møø,
hwi matte wi ey sammen døø?
Wi føddis bodæ pa jen timæ,
hinnes død kam mægh for snymæ.
Hwad jech mieræ seye wil,
sa wen jen jomfrv ær ey nw til,
och aldrig hwn fødis men wi lewe,
thy maa jech mæg saræ giwe.
Jech haffde wæl mieræ medh dødhen træt,
wente jech mæg aff hanum reth.
Medhen jech kaller, och han tyer
och ey kommer medhen jech beder.
Førræ qweld wil jech mæg sielwer døde
och løsæ saa myn mygel møde.
Tha kommer jech til Parædiis,
ther ær Blanszeflor, thet ær jech wis.«
Ap stod Flores och droff sin kniff:
Thu skalt nw syndher skieræ myt liiff.
Blanszeflor, giiff herpa jen ende
ath døden maa mæg til thik sende.«
Tha han kniwen til hierthet lawde,
225v| hans modher greb om hans arm och sawde:
»Mæg tøcker thik weræ jen howetdoræ,
thu kanth thith eghet liiff ey sparæ.«
»Ney, modher, mægh tøcker bedræ wæræ døth
æn lewe lenger wed tølligh nød.«
»Myn søn, thet ær jen vwiss mand
som ey for døden redis kand.
Hwo seg sielff dræbær hæræ,
han kommer ey thid som Gud mon wæræ.
Nw skalt thu thesse weræ wiss:
Blanszeflor ær ey i Parediss.
The segh sielff dræber skullæ thet finnæ
hilwidis jeld theri ath brænnæ.
Myn kieræ søn jech tenker medh mæg
ath Blanszeflor hwn ær æn qweg
och hobis æn then legy ath faa
som hinnæ liiff wel hielpæ maa.«
Gredindæ hwn for kongen giek:
»Myn kieræ, I nader mæg,
wor jennestæ søn segh dræbe wil.
Seyer os noger rad hærtil
ath wi skulle ey then storæ sorig faa
thet han wordher os saa tagen fra.«
»Myn kieræ, wi willæ æn jen stwnd bide,
hans sorig maa hanum wel forlidæ.«
»Wi bide saa lengy forvdhen nødh,
wi wedhæ ey aff førræ han ær død.
Os wordher thet twngt ower landhet høræ
226r| wi matte thet weriæ och wil thet ey giøræ.«
»Wilt thu, frwe, wi seye hanum til?«
»Jaa, jech edher thet rade wil.
Wi wordhe antigh ath hawe them bode
heller myste hanum och hawe then skade.«
»Ladh hanum theraff for sant forstande
och skiel os wedh thenne wandhæ.«
Dronningen bradeligh theden gaar
til sin søn ther sorigend war.
Hwn taled til hanum saa lewelig:
»Sidh her nedher och talæ wedh mægh.
Thu skalt wede, myn søn kieræ,
ath thenne graff som thu seer hæræ,
worte giordh for thin faders wold;
Blanszeflor ær for penning sold.
I thinnæ graff ær hwn ey jnnæ,
thy matte thu hinnæ æn lewindes finnæ.
Thet war giord for thennæ sage
ath thu skullæ for hinnæ ey hawe vmage
och tage jen jomfrw sellige
aff byrd matte ey wæræ thin lige.
Wi willæ thet heller skibe saa
thu matte jen konings datter faa.
Thet thw hinnæ fæk, war ey ret,
thy hwn ær aff fattwge eth.
Lad thik ey effter hinnæ lange,
thy thu matte hinnæ jckj fonge.
226v| Hwn ær kommen saa langt bort
ath thw foor ey til hinnæ sport.«
Han worte tha glad och war ey sien
och swarede hinnæ saa igien:
»Er thet sant I seyer mæg,
modher, tha ær jech øwert rig.«
Han obnede grawen ath thet sinnæ
och fand ther alz jnthet jnnæ.
Tha worte han glad och soor om mend:
»Blanszeflor hwn lewer end,
jech skal hinnæ finnæ, hwn ær mægh kier,
eehwaræ hwn i werilden ær
och aldrig kommæ affter til thik
vdhen hwn skal fyllige mægh.
Myn fader vdhen ræt och skiel
solde Blanszeflor som jech and wel.
Jech lower mæg aldrigh annen qwinnæ,
vdhen jech maa hinnæ finnæ.«
Sidhen giek then vnge mand
tid som han sin fader fand.
Konningen war glad han hanum saa,
han hielsede hanum och sawde tha:
»Giwer mæg orloff ath thette sinnæ
ath ledhe effther myn kieræ wen.«
Konningen tøtte thet jllæ wæræ
han lod ey dræbe hans hiertens kieræ,
och lastede myghet droningens rad
ath hwn skullæ wæræ alt affbradh:
227r| »Myn søn, giør os ey then skade,
thin modher och mæg then storæ wode
ath thu skiel os thik nw fra,
aff sorigh mowe wi snart forgaa.«
»Myn kieræ fadher, taler edher ey synde!
Ladher mæg snarlig hedhen skynde.
Far jech bort och ær ey sien,
tha kommer jech snarligh affter igien.«
»Men thu wilt joo endelig faræ,
thet skal alt effther thin williæ wæræ.
Guldh och sylff hwadh hæræ ær til,
tagh sielff medhen thw hawe wil.«
»Gudh løne edher, herræ, ther taler saa.
Om I willæ, tha ladher mægh faa
syw heste, the bæstæ her mwn wæræ,
och guld, sølff men the kwnnæ bæræ;
smed och giordh saa thet maa prisæ
allæ mester kloge och wisæ.«
Tre hestæ war lawd medh florene,
then fierde och fæmtæ medh dyræ stiennæ,
sette och sywindhæ medh sabelskindh,
mord och thertil hermelin.
»Syw ganginde swenne jech hawe wil,
oc andræ syw ther ridindæ til.
I skullæ mæg oc jen mand faa
som jech maa trøstæ best appa
oc rad kan til wende,
eehwad som os kan komme til hende,
227v| then ther kiøbe och seliæ kand,
jech wil mæg hollæ for jen kiøbmand.
Vspardh skal wæræ alt thet jech aa
om jech Blanszeflor finnæ maa.«
Konningen swarede hanum tha:
»Hwad thu bedis thet skalt thu faa.«
