Tha alt war rede ther han fæk,
han jnd for fader oc moder giek
och tackede them for gawe rige,
bad them tage løn i hemerige
aff then Gud the trode appa:
»Nw bedis jech orloff om jech maa,
medh edher orloff wil jech faræ.«
Konningen stod tha sielff til swaræ
och bad tha hinttæ jnd thet kar
som for Blanszeflor giwet war:
»Søn, thette kar giwer jec thik.«
Han taker hanum saa mynneligh.
Sin bæstæ ganger han sadlæ bad
och gaff hanum Flores tha i stad.
Then hæst war vnderlig til lydh,
som sne war halffdielen hwid,
annen hans sidhæ war rød som blod.
Thet maa wel wæræ jen ganger god.
Then giordh som vndher sadelen laa,
aff thet rigeste peld ther weræ maa.
Aff fylsbien then sadelbowe war
228r| lawd medh dyræ stienne klar.
Then pannel war aff blialt
medh dyræ gierninge mangefold.
Styledher och the remmær ther til hørde,
waræ aff thet skieræ silky giorde.
Al then ting som thertil hørdhe,
the waræ aff guld och sylff giorde.
Bodhe biedzel och thertil howetleder
skiende som solen mod thet weder.
Man prisede thet for landh och fæstæ,
thy thet war aff the gierninge bæstæ.
Hans modher tog jeth fingern aff guld
gaff Flores, thy hwn war hanum hwld:
»Kant thu thette giømme wel,
thu wordher alder vdhen skiel.
Jngen jeld maa thik skadhe,
ey wand, ey jern komme til wodhe.
Giømmer thu thet medh rad och sinnæ,
effther thet thu ledher, skalt thu finnæ.«
Han takede them sa mynerlig,
the kiøste hanum tha leweligh.
Han tog orloff aff the ther waræ,
the grede saa the kwnne ey tha swaræ.
Fadher och modher the rewe thieræ haar:
»Medh sorigh skulle endis allæ woræ aar,
wi see hanum aldrig myeræ.«
Saa saffde the och andræ fleræ.
228v| Thermedh waræ the øwert spaa,
forthy thet mwnde them och saa gaa.
Han bad them lewe hiel och seel,
the swarede grædinde: »Faar fuldwel!«
Han red thedhen giensten i stad.
Sinæ radgiwer han seg kallæ bad,
han badh hanum ride for til strande
thid som Blanszeflor foor fra lande.
The fierde dag the kamme thæræ
och lod thieræ kost rede medh æræ.
Jnghen matte anneth forstandhe
æn ther war kiøbmen kommen til lande.
Thet tiede the allæ obenbaræ
ath Flores ottæ alt thet ther waræ.
Han tog bwndhen och hosfrwen til sin
och skienkede them bodhe myød oc wiin.
Tha the allæ glade waræ,
swckede Flores gansze saræ
och taledhe wedh seg jenne:
»Och kieristæ Blanszeflor rene,
megh kan aldrig gledhen skie
førræ jech fonger thik ath see.«
Bwndhen och hosfrwen worte thet waræ
ath Flores swckede gansze saræ:
»Men wedh,« saffde the bodhe reth,
·han ær kommen aff jen godh æth,
229r| och han ær jngen kiøbman,
andræ ærinde hawer han.«
Hosfrwen taled til hanum tha:
»Kieræ Flores, hwi sørighe I saa?
Ladher edher sorigh faræ,
I skullæ nw endelig glad weræ.
Jen møø war hæræ for snymen tid,
hwn haffde och saadan same jidh.
Blanszeflor hwn kallede segh,
I ær hinnæ saa storligh ligh.
Hwn sawdhe segh aldrigh ath worde seel
førræ hwn finnær then hwn vnd wel.
For Flores sage kam hinnæ til hande
thet hwn worte sold til fræmmede lande
for guld och stiene skyøne
then rige konningh aff Babilone.«
Tha Flores hørde hinnæ talæ saa
och samme tidindæ til hinnæ fraa,
tha saffde han saa hierteligh:
»Thet giwe Gud i hemmerigh
medh sin myskund och nadhe
at wi matte æn findes bodhe.«
Aff glede han jen werme kiende,
han fand ey kniff han haffde i hende,
aff hans hand field karedh nedher.
Jet annet i geen han hintte beder,
han fæk hosfrwen som hanum sad næær:
229v| » Dricker thet aff som heri ær,
och karedh skullæ I sidhen hawe,
thy I kwnnæ seye aff wisæ sage.«
The taledhe manth och giorde them gamen
then affthen ther the sade samen .
Orligh om morigen dagen war lywss,
ther roptes vdhen for thet hwss:
»Hwo til Babilone wil faræ,
the skullæ allæ til redhe wæræ
och føræ thieræ ting til strande,
thy nw bles good bøør fra lande.«
Flores war glad han fæk thet ath høræ,
han lod sin ting til strande føræ.
Han kallede then hosbwnde som hanum war hold
och gaff hanum hwndrede mark røde guld.
Aff then hosbwnde han orloff togh,
allæ hion them gaff han nok
hwær slikt som ther war,
sidhen han til strande faar.
The badhe hanum allæ fuldwel faræ,
Gudh hans liiff och æræ bewaræ.
Til skibs medh them tha giek han,
han bad seg kallæ then styræmand:
»Thu giør thet jech bedher hæræ,
styr til haffn thu west nest wæræ.
Jech hawer forstandhet sannelig
ath konningen och andræ herrær righ
230r| som vndher konningen aff Babilonia boo,
the hawe thet allæ lowet aa tro
nar otte monedh gangen æræ,
tha skulle the allæ kommen wæræ.
Thy willæ jech gierne komme brat
førræ the herrær skilliæs ath,
jech myne woræ ther maa selæ
hwad them lyster theraff ath weliæ.
Jech wil thik giwe gosz thertil
om thu mægh førær thid som jech wil.«
Han swaredhæ hanum och saffde saa:
»Jech fører edher thidh om wi bør faa.«
