Gud gaff them bøør och blidhen søø
ath the tørffte jckj wed ath roo.
The giordhe ey anneth i otte dage
æn seyledhe bodhe for wind och wowe.
Blandag hiedhe jen mektige stadh,
the kamme thid bode froo och glad.
Then stad sa høwt i wedered laa
ath men och qwinnæ hanum giørlig saa
vdi hawed mange mylæ
hworthvdh skybedh mwnde seylæ.
Thet war tha som Flores willæ
ath the kamme saa snart thertil,
thy thedhen mwnde sa langt wæræ
i firæ dage til Babilonia ath faræ.
Then styræmand bad Flores reth
230v| fonge segh thet han haffde hanum jet.
Han lod giensten giøræ saa,
tywe mark bad hanum faa,
guldh och sylff medh fulde vekt,
alt som han haffde hanum jet.
The swenne ap i stadhen gaa
och spøræ hwaræ han maa herberig faa.
The funne ther jen righ mandh
som gierne wille herberigh hanum.
Thet skib war hans for gordhen laa
ther Blanszeflor kam thidh appa.
Ther war sedh told ath giwe
aff alt thet gosz man skullæ aff lewe,
och sweræ om gudh i hemerigh
ath han skulde ey giøræ konningen swigh.
Han skulde ey giøræ heller radæ
thet koningen matte komme til skade.
Tha thet war end, the ginge til bordh;
Flores taledhe ey jeth ordh.
Han saadan how til Blandzeflor fæk
ath hans sindh hanum næær forgiek.
Tha saffde hosbwndhen til hanum thæræ:
»Myn giest, mægh tøcker edher søringind vere,
for told heller pænninghe tog myn swend
thigh andræ thywge for hwer jen.«
Tha tenkte Flores medh segh:
»Then konning ær ey dygdeligh
som saadan skath bedher vd faa
231r| ther jnghen nadæ fyllige maa.«
Then hosbwnde melte och saffde tha:
»Thet war for snimen jech heræ saa
jen møø war edher myghet liigh;
Blandzeflor hwn kallede segh.«
Ther han thet hørde, tha worte han glad,
jen sametzmanttel han hintte bad
ther foreth war medh sabelskindh:
»Tag thu thenne, myn gode wen,
och sey mægh naar then jomfrw righ
hedhen foor som mæg war liigh.
Jech hawer førræ hørd seyæ aff hinde,
æn thy jech hinnæ ey giørligh kiennæ.«
»Til Babilonia war hwn førd
til jet torn medh kwnst ær giørdh.
Jech wintter hwn ær ther æn jnnæ
medh fleræ møør och høwske qwinnæ.«
The hwiltis ther then same nath,
om morigen fore the thedhen brath
til jen annen føwe stad,
ther hwiltis the och waræ glad.
Om natten han i staden laa,
tidindæ han och til hinnæ fraa.
Then tridiæ nath han kommen æræ
til jeth swnd ther hiedher Fæær,
jen annen veyen bierghet Pelis
war jet hwss byghet medh priis.
Thet wand war dypt medh strømme saa
ther kwnnæ ey nogher broo weræ aa.
231v| I then strøm ther stod jen stien,
ther war i lest jeth horn aff bien.
Hwo ther skulde øwer faræ,
han skulle thet blesæ oc glad wæræ.
Han lod thet blesæ jen sin swend,
giensten kam hanum ferien igien.
The foræ ower sa skiødeligh:
»Mowe wy i nath herberige medh thik?«
Then man han sporde Flores tha:
»Hwo æst thu, sey mægh therfra,
ther nattwren saa lige giordh
then møø jech sisten heræ ower førde?
Hwn kierde segh allæ stwnde hær
ath hwn skyldes fra sin hiertens kier.
Jech tror, om jech reth kan rade,
ath I mowe weræ syskindh bodhe.«
Ther Flores thette fornam,
tha sporde han then feriæman:
»Hworthvdh foor then jomfrw tha?«
»Hwn for til Babilonia.
Konningen kiøpte hinnæ til sielwer segh;
han ær aff guld øwert righ.«
The skynede them allæ til herberig brat
och haffde ther fuldgod jen nath.
Han kallede til segh sin beste swend,
then feriekarl, sin gode wen:
»Wiis mægh herberig til nogher mand
i Babilonia ther kiøbe kand,
och for thinæ skyld mæg wel beware
saa ath mæg matte jnghen daaræ.
Giff megh jet tegen hanum til
232r| thet han mæg thiiss bedræ tro wil.«
Han gaff hanum bodhe sølff och guld,
alt til hans pung war øwert fuld:
»Herræ Gud løne thik, herræ righ,
aldrigh gaffs mægh saa rigelig,
sidhen jech kam hiid ath boo,
myne ordh mowe I wel troo.
Tha I wordher Babilonia war,
ower jet stort wand skullæ I faar,
ower jen bro oc giømen jen port,
ther stoor ower jet torn saa stort.
Thet fyrste hwss som ther stoor næær,
ther skullæ I til herberig weræ.
Thet eyer jen riig dannemand,
wi æræ kiøbemend, jech och hand,
halfft ær myt som han hawer ther
och halfft ær hans som jech hawer her.
Tag heræ myt tegen och sey hanum saa.«
Jet fingern aff guld fæk han hanum tha.
Han skynder segh theden hwad han maa
och fand then mand han saffde fra.
Then tid the giømmen porten komme,
tha saa Flores segh til frome
then mand som hanum worte saffd fra.
Han haffde rige kleder aa,
han sad och hwiltis aa jen stool,
jet klede ower hanum for then sool.
Ther gaff eehwo ther kam til giest
fyretywe penning for hwer hest,
232v| och skal han tolle firæ for segh
hwad heller han ær fattig heller rig.
Giensten Flores then dannemand saa,
sa merkeligh hielsede han hanum tha.
Han fæk hanum och thet fingern aff guld:
»Thu skalt mæg weræ aff hierthet hwld,
saa bad then mæg sænde til thik,
thu skalt megh weriæ for alle swig.«
Han tog thet fingerne aff hans hende,
ther han thet saa, han thet wel kiende.
Han fæk hanum andre fingerne to
ath bæræ hiem til sin hosfrw.
Han skibede hanum allæ nodhe
til dryck och saa til edinde bode
och lod hanum got herberig faange
och alle rede til thieres sengy,
slikt som the tørffte til thieres heste,
hwad ther war alt aff thet beste.
