Jec wil nw lade eder forsta
aff then abildgord jech saffde fra.
Jen wern hawer han om segh,
then ær mwred kostelig
lawd medh guld appat the tinnæ;
aa hwert vighskord man maa finnæ
237v| aff kober jen stolpe paa then mwr
i foglæligelsæ oc i dywr
sa skieræ aff guld at see appa
som solen klaristæ wæræ maa.
Ther weder kommer skiødelig,
tha hawer hwær røst serdieles medh segh.
Alzkiøns foglæ ær theraa
bode storæ och saa smaa.
The grimmæ dywr pa jorden gaa
ther the røsten ath høræ faa,
the ladher thieres grimhet fallæ
och worder theraff glade allæ.
The dywr the synge sørigeløst
hwær medh sin natwrlig røst
och fowert ther the komme sammen;
hwo thet hører, them brister ey gammen
vdhen thet hanum imod æræ
ath han seer ey sin hiertens kieræ.
Annen weyen thet edlæ riss
ther løber jet wand aff Parediis
som man pleyer Ewfrattes at kallæ.
Man maa ey gaa therjnd medh allæ
vdhen han flywinde komme maa
heller giømmen then port at gaa.
I thet edlæ wand oc renæ
finder man mange dyræ stiennæ:
smaragdus och granate,
bode storæ oc smaa til made,
sardinix oc jaspis,
jacinctus oc topacius ,
238r| adamus oc ametiste,
berille satte medh listæ
oc mange andræ the ther faa
ther thinnæ bog ey seyer fra.
Then edlæ gord medh blomster stoor
vintter, sommer, høst oc woor.
The edlistæ træ ær planted ther
som man wed i werilden wær,
sadan yrter man hawæ wil,
tha ær ther allæhandæ til:
mwskat och saa blomme,
neglicken oc cardemome,
jngyfær och galliga;
Alzkiøns æblæ ther wæræ maa,
kobebe och sedewer
skorter jngen stwnde ther.
Spiginardi och mirra
hwad skal jec mieræ seye saa?
Saa mygel glede ær i thet riis
som man waræ i Parediis.
Myt i gorden jen kielde stoor,
jen mwr aff guld om hinnæ gaar,
jen slet gang theromkring
allæ wegne medh jen ring,
hoss then kielde lidhet fra
the weniste træ all werden aa.
Blomsterstrær the gode æræ
thy the allætid blomster bæræ.
The ær som blwss at see appa,
aff blomster ær hwer skibed saa.
238v| Tha solen gaar ap, hwn skien theraa,
och alt til qwelden giør hwn saa.
Naar konningen dronning skyffte wil,
tha kaller han allæ jomfrver til.
Jen bek rinder kielden fra,
the strøme medh smaragdus gaa.
Han kaller ser hwær jomfrw fra
och lader them saa ower beken gaa.
Han beder folked jnnerlig
see om waneth forfariger segh.
Thy ær hwn møø ower wanned gaar,
wanneth i sin farige stor.
Ær hwn ey møø ower wanned wod,
wannet wordher rød som jet blod.
Hwilken ther prøwes medh tøllig mol,
man brænner them giensten i jet baal,
saa frii jngen wæræ maa,
hwn skal joo ower beken gaa
och vndher thet træ jec saffde fra.
Hwilkedh ther blomstred faller aa,
hwn skal dronning wæræ thet aar,
och æn førræ hwn teden gaar,
tha skulle the krone hinnæ allæ
och sidhen dronning ath kallæ.
Han medh kwnst skicker thet til
thet blomster faller paa hwem han wil.
Han ærer hinnæ i allæ madæ
saa lengy han hinnæ wil dræbæ ladæ.
I dag monedh skal thette væræ
at allæ herrær kommer thæræ.
239r| Tha wil han tage sannelig
Blandzeflor til hosfrw seg.
Hwn ær then wennistæ ther jnnæ ær,
han hawer hinnæ for allæ kier.
Han hawer til hinde sa mygel traa,
han maa seg hinnæ ey skilliæ fraa
at fræmme medh hinnæ allæ sinne viliæ
thy ær thik vnt them athskilliæ.«
