Flores saffde: »Jech bedis nade,
I mowe mæg hielpæ medh eder rade.
Thet worder myn død, skal jec hinnæ ey faa
førræ æn hwn thet wede maa
thet jech hinnæ ær saa næær
ther jech hawer i hierthet kier.
Thu rad mæg nw i thette sinnæ
hwræ jech matte hinnæ finnæ.
Jech giwer thik guld och sylff thertil
emedhen thu sielwer hawe wil.
Jech redes hwerken swerdh heller kniff,
jech wil for hinnæ wowe myt liiff.«
Tha swarede hanwm Dariæs.
»Thet seyer jech eder, Flores,
men thu wilt joo finnæ then møø
saa ath I redes ey therfor ath døø.
Thet bestæ jech wed, wil jech eder radæ,
dogh ær thet ey forvdhen wode.
Thu skalt i morigen orlig gaa
ap til torned och giøræ saa,
oc maalæ medh thinæ føder thær
hwræ tiøk then mwr han ær.
239v| Then portener jech saffde thik,
han ær ther alt wesselig,
saa vnderlig han thik spørie maa:
»Hwo æst thu? Hwi giør thu saa?
Jech sa hæræ aldrig saa dierff jen mand
sa torde giøræ,« saffde han.
Tha skalt thu sware och bede hanum høræ,
sey thu wilt jet annet thereffther giøræ
nar thu kommer hiem til thin
pa thin gordh i Appelin.
Nar han forstander thet aff thik
at thu taler sa rigelig,
oc seer thik wæræ jen mannelig man,
»thet maa wel weræ,« seyer han.
Tha beder han therom thik
lege skafftawel medh sægh.
Sey thu thet gierne giøræ wil
medhen thu hawer ther stwnder til.
Thu hawe medh thik jen lidhen pose fuld
aff hwndrede mark guld,
och lad joo taffled sa myghet gialde
ehwilken edher thet skal beholde.
Forvdhen pæninge leg ey medh ham,
thermedh winnær thu then man.
Om thu matte taffled winnæ,
lad hanum ey anned befynnæ
en thu hanum alt giwe wil,
hans eget oc alt thet thu bær til,
oc sey at thu est øwert rig.
Thet ynder hanum, thet seyer jech thik,
240r| och bedher thik affter thid gaa,
thw skalt hanum swaræ jaa.
Then anen dag thu kommer ther,
sa myghet guld thu medh thik bær.
Matte thu winnæ, thu giør thik gamen;
gyff hanum thit och hans alsammen.
Tha thaker han thik och hawer thik kier
och bedher thik affter komme ther.
Sey at thu thet gierne giøræ wil,
thik bryster ey guld heller sylff thertil.
Thet wilt thu hanum giwe
medh glede hoss hanum at bliwe,
thy han haffde blidskab mod thik tied
sidhen fyrste thu til hanum red.
Tha skalt thu hwndredæ mark tid bæræ
och thet gode kar thu hawer hæræ.
Kant thu æn winnæ taffled tha,
bode thit oc hans skalt thu hanum faa,
kared giøm thu sielff medh thik.
Tha bedher han thik wesselig
ath thu medh hanum til bord wil gaa,
thu skalt gierne giøræ saa.
Tha pleyer thik then gode mand
medh allæ the høwske ther han kan,
och faller aff thik thet kostelig kaar
ther pa bordhet for edher staar,
och bydher thik i same stwnd
thet røde guld vel twsind pwnd.
Thu skalt hanum sware thertil
240v| ath thu thet kar ey sellæ wil,
oc giiff hanum thet tha i stad.
Tha wordher han i sit hierte glad
at han thik jckj søne kan,
han faller aa knæ och wordher thin mand.
Thu tag thet aff hanum blidelig,
bed hanum sidhen lowe thik
ath han skal wæræ thik hwld oc tro,
oc allæ hans dage giøræ saa,
och sidhen sey hanum thin wande fra,
och fræst om han thik hielpæ maa.
Maa han jckj løsæ thin wode,
tha kan jec thik jnthet rade.«
Flores tackede hanum mangelwnde,
Daries, i same stwnde.
The drwcke fast och waræ glade
och bøde hwærander gode natte.
The ginge them sa at sowe,
hwær them i sin stowe.
Thet fyrste dagen sit lyws thiede,
tha war Flores alt til rede.
Hans hosbwnde medh hanum giek
saa lengy han tornet at see fæk.
Tha Flores kam saa naar,
han malde torned hwræ wit thet war,
langt och bret therappa
at then portener thet saa.
Han saffde: Ȯst thu her kommen for nogen swig,
thet skalt thu, kiøbmand, seye mægh,
241r| heller æst thu mestermand?«
»Jech ær hwerken,« saffde han.
»Jech skoder thette torn thy jnnerlig,
jech wil mæg giøræ jet annet slig.«
»Thu matte wel wæræ jen dannemand.
Wilt thu lege skafftawel?« saffde han.
The lekte bode och giorde saa
som bogen saffde førræ fra,
thertil ath han ær worden hans mand
och iette hanum tiene thet bæstæ han kand
til allhande sage
ther hanum matte weræ til mage.
»Medhen thu aa tro hawer lowet mæg,
tha wil jech obenbare for thik
hwo jech ær och hwad jech hieder
och hwadh erinde jech effter ledher.
Myn fader ær jen konning righ,
Flores ther man kaller megh.
Jech hawer leth saa mange sinnæ
ath Blandzeflor som her ær jnnæ.
Hwn war mæg bort stolen fra.
Thu est nw then mægh hielpæ maa,
oc løsæ matte thu allæ myn nød.
Finner jech ey hinnæ, tha ær jec død.«
Tha han hørde hanum talæ saa,
han kunne nepelig til andswar faa
och talede tha sa harmelig:
»Gud gawe jech haffde aldrig set thik.
Thu bedhis aff mæg sa horde sage,
241v| jech wordher myn død therom at tage.
Wusen giorde jech saa
ath jech thinæ gaffwe tog.
Aldrig skullæ thu thet faa aff mæg,
haffde jec ey aa tro lowede thik.
Nw worder jech ath holde och giøræ saa
myne ord hwræ thet gange maa.
Tha redes jech ath thenne nød
wordher allæ wores død,
Blandzeflor at fyrste sind
thernest bode thin och myn.
Gak thid som thit herberig ær,
pa tridiæ dag kom affter hær.
Heræforjnnen wil jech tencke aa
hwad best til rade wæræ maa.«
Flores swarede skiødeligh:
»Alt for langt tøcker thet wæræ mæg.«
Then portener swaredæ tha:
»Thet tøcker mæg radelikt wæræ saa.«
Flores fra then portener gaar
til sith herberigh han førræ i war
och bleff tha therjnnæ
thil then tid han skullæ hanum finnæ.
