Klares wilde thet jckj ladæ,
hwn tiente them i allæ madhe
244v| twcteligh medh rette tro,
dygdelig giorde hwn saa.
Thieræ løcke gaar nw omkring
och wendher sæg til annen tingh.
Hwad them haffdhe wered til glede bode,
thet wendes them tha alt imodh.
Thet kam tha til jen morigen saa
som the sowe sammen bodhe too
i hwærannens arm sa leweligh.
Klares, then stalte jomfrv righ,
bad Blandzeflor segh klede tha:
»Wi skullæ nw bode for konningen gaa,
thy han skal nw klede sæg,
myn kieræ syster, gak nw snarligh.«
Hwn swarede i søffne: »Jech kommer i stad,«
och hinnæ bort for gonge bad.
Klaræs nw for kongen gaar
och tencte at hwn hinnæ fylliger næær.
Blandzeflor soff saa sødelig
ath hwn jckj kwnne wækæ sægh.
Tha konningen Klares jene saa,
han talede til hinnæ och saffde tha:
»Klares, hwar ær Blandzeflor,
myn egen hiertens amwr?«
»Sanneligh wil jech seye eder,
allæ nat lestæ hwn tider
och badh for edher bodhe
thet Gud skullæ edher nade
at I skullæ sammen komme saa
thet I matte ther bodhe gledhe aff faa.
245r| Hun soffnede ey føræ solen ap giek,
thy totte mægh wæræ ønckeligh
ath wecke hinnæ sa skiødelig.«
»Ær thet sant thu seyer mægh?«
»Jaa,« swarede then stalte qwinnæ,
»I skullæ ey sanneræ befinnæ.«
Konningen vntte hinnæ wæl
och lod segh nøwe medh tølligh skiel.
Then annen morigen dagen war lywss,
Klares gonger affter for thet hwss
ther Blandzeflor jnnæ laa:
»Thet ær nw tidh ap ath staa,
thu skalt nw ey forsømme thik.
Stat nw ap och gak medh mæk!«
Hwn swarede: »Jech ær til redæ nw,
jech wil førræ komme æn thu.«
Blandzeflor hwn om wende segh
och soffnede effter sa skiødeligh.
Hwær i annens arme laa
och kiøstis bodhe leweligh too.
Klares gienstens til them gaar
ther wand och handklede rede war,
och kallær ath hinnæ annet sinnæ.
Hwn kwnnæ tha jngen andswar finnæ
och tenktæ tha som hwn staar
thet hwn foræ gongen war,
och skynde seg hwad hwn maa
til thet herberig kongen i laa.
Ther konningen Clares ath see fæk,
245v| tha talede han sa snarligh:
»Hwar ær Blandzeflor ther jech hawer kiær
medhen hwn ær jckj kommen hær?«
»Hwn kommer giensten skiødeligh,«
swarede then stalte jomfrw righ.
Hwn thet mynte hwn mwn føræ aff herberighet gaa,
hwn westæ ey anned æn thet war saa.
Kongen tenktæ tha medh sægh:
»Blandzeflor, thu giør mægh swigh!«
Han bad jen swend hiemmelig
kallæ Blandzeflor til sægh.
Swenden giorde som han bad,
giek siden tha i stad
och skiødher ey førræ han bort gar
thet Klaræs jndæ for kongen staar.
Han wortæ tha war hwaræ the laa bode
i sengen sammen och haffde nade.
Ther han them sowinde liggæ saa,
han tencte them wæræ jomfrwer to,
thy han haffde ey skieg aa segh,
then wenistæ jomfrw war han liig.
Ther han saa them sowe soo sødelig,
tha giek han theden snarligh
til thet herberig kongen i laa:
»I myne dawe jech alder saa
nogher hierteliger amwr
som Klares hawer til Blandzeflor.
The ligger och sower sødeligh
i anens arm sa leweligh.
Mægh totte thet wæræ ønk ath wæke them bode
246r| heller och giør them noger wode.«
Klares worte bodhe bleg oc rød,
hwn reddes tha for thieres død.
Ther koningen hørde hanum tale saa:
»Thu skalt nw giensten hedhen gaa.
Tag myt swærd, jech wil thid gaange,
jech skal thet ath wedhe fonge
hwem Blandzeflor hwn hawer sa kiær
medhen Klares hæræjnnæ for mæg ær.«
Konningen och swendhen ginge tha
thid som Flores och Blandzeflor laa.
Han lod ap jet windwg i siin
saa ath solen matte skienne therjnd,
och han matte at skilliæ faa
hwo thet war therjnnæ laa.
Han haffde i hende jeth draghet swerd,
mange pænning war thet werd.
Nw ær the standen i wode
vden Gud medh sin nadhe
nadelig them hielpæ wil.
Konningen sa ther giørligh til
ath kienne Blandzeflor hwar hwn laa,
then annen han ey kienne maa.
Tha tencte han medh sægh thæræ:
»Hwad møø mwnde thette wæræ?«
Thy han ær feyer ath see appa
æn nogher møø han førræ saa
aff the fyritywe ther war jnnæ:
»Wi skullæ thet for sanden befinnæ
246v| hwo ther sower medh thennæ møø.
Ær han mand, tha skal han døø.«
Han lette ap kleder och giørlig saa
thet war jen mand hoss hinnæ laa.
Konningen øpte och war saa wred,
man matte hanum høræ langen ledh,
och ratte swerdhet ower them bodhe.
Then swend bad: »Edlæ herræ, them nade!
Dræber them ey sa bradelig hær
føræ I wedhe hwo han ær!
Han matte æn hinnæ broder wæræ
men the saa kierligh sammen æræ.«
Tha tencte han medh sielwer segh:
»Thet ær got rad thu seyer mægh,
ath thette sinnæ jech them ey drebe wil
førræ æn ther kommer dommer til.«
Jnnen thette tha wognede the bodhe,
them war tha jnthet til radæ,
ther the sowe konningen stande
medh draghet swerd i hendhe:
»Hwi giør thu modh mægh tøllig væræ
ath thu sower hoss myt hiertens kieræ?
Jec soor om Gud ther alt formaa
I skullæ bode jen vnd død faa,
then skiendeligeste ther jech kan radæ,
hanum skullæ I tollæ bodhe.
Then vnde qwinnæ ther ligher hoss thik,
sa jllæ hawer hwn sweghet mæg.«
247r| Flores swarede konningen tha:
»Taler thinnæ jomfrv ey illæ appa,
giører thet for eder egen eræ!«
Hwn ær ey werd skyld ath bæræ.
Giører medh mægh effter edher egen nade
och hwræ edher ær bæst til rade.
I wedhe ey, herræ, hwræ thet ær,
Blandzeflor ær myt hiertens kier.
Hwn war mægh bort stollen fra,
hwræ hwn ær eder kommen aa.
Jech seyer eder rettelig,
hwn war mæg tagen fra medh swig.
Thy beder jech eder nade
ath I lader os lewe bode
til herræ och konninge therom skilliæ
som the for Gud andsware willæ.
Jech trøster aa eder konningheth
I willæ ey giøræ vdhen ræt.«
Konningen swarede och saffde: »Jaa,
thet skal sanneligh wæræ saa.
Medh dom skal I dømess til død
och lewe ey dag vdhen nød.«
Han bød them kledes tha i stad,
4 och tywe ridder han kallæ bad:
»I skullæ them wocte medh eder fromme,
saa at the kwnne ey vnden komme.«
