© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
To unge, der elsker hinanden og trodser al modstand for at forenes – det er en gammel historie. I digtet om Flores og Blanseflor fortælles den med megen ynde og mange velturnerede spændingsmomenter. Der er god grund til, at man i hele Europa gennem flere århundreder elskede fortællingen om Blomst og Hvidblomst, som deres navne betyder. Også til dansk blev den oversat, og i dag findes det danske digt på nettet, sådan som det blev nedskrevet i håndskriftet K 47 omkring år 1500. Man kan læse mere om teksten her.
I fortællingens åbningsscene bortføres en kristen kvinde af fornem fransk adel til et hedensk land, hvor hun kommer i dronningens tjeneste. De to kvinder føder samtidig, dronningen sønnen Flores, den kristne kvinde datteren Blanseflor. Børnene vokser op sammen og bliver uadskillelige. Da de er ved at blive voksne, får deres hengivenhed erotiske toner, og for at hindre et upassende ægteskab beslutter kongen at skille sig af med Blanseflor. Hun bliver solgt som slave, på grund af hendes uforlignelige skønhed for en enorm formue, og hun ender hos kongen af Babylon.
Beretningen følger Flores, der visner af længsel efter sin elskede. Først fortæller forældrene ham, at hun er død, men da han vil begå selvmord af sorg, røber de sandheden. Flores beslutter omgående at drage ud for at finde Blanseflor. På sin rejse mod Babylon optræder han som købmand, men hans næsten feminine skønhed, generøsitet og ømme længsel røber hans fornemme byrd. Hans elskelige væsen – og uudtømmelige rigdom – sikrer ham hengivne hjælpere undervejs.
I Babylon står han over for tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder for at nå frem til Blanseflor, der fører en prægtig, men ufri tilværelse i kongens vældige tårn. Hun er udset til at blive kongens brud – for et år, hvorefter hun vil blive henrettet. Drevet af fortvivlelsens mod lykkes det Flores at blive smuglet ind i jomfruburet, skjult i en blomsterkurv. De elskendes møde skildres med helhjertet sympati, ligesom deres samliv i det følgende par uger fremstår som ren lykke, uforstyrret af moralske betænkeligheder.
Mat af nattens lykke forsømmer Blanseflor sine pligter over for kongen, og de elskende røbes. Ved at appellere til kongens æresfølelse opnår Flores, at de to elskende stilles for en domstol, som tilmed accepterer hans forslag om en tvekamp, der skal afgøre sagen. I yderste øjeblik lykkes det Flores at besejre sin modstander, og kongen er ædel nok til at knytte det unge par til sig som nære venner.
Med rige gaver vender Flores og Blanseflor hjem, hvor deres slægtninge er døde. Han efterfølger sin far på tronen og holder bryllup med sin elskede. I løbet af de næste tre år får de tre børn. Derefter drager de på Blanseflors bøn til Frankrig for at opsøge hendes slægt, og her bliver Flores kristen. Vel hjemme kristner han hele sit folk. Efter et langt, lykkeligt samliv går de elskende i kloster og lever så fromt, at Gud selv har dem kær. I himlen fortsætter deres glæde efter døden.
I 1302 blev det norske kongepars datter, den lille prinsesse Ingeborg, forlovet med den svenske konges bror, hertug Erik Magnusson. For at hædre sin tilkommende svigersøn iværksatte Norges dronning Eufemia en oversættelse til svensk af høvisk litteratur. I løbet af en halv snes år blev tre vidt udbredte ridderromaner gendigtet på svenske vers, foruden Flores och Blanzeflor også Herr Ivan og Hertig Fredrik av Normandie. Langt senere, i sidste halvdel af 1400-tallet, blev de svenske Eufemiaviser, som de kaldes, oversat til dansk.
Eufemia var af nordtysk fyrsteslægt, og det formelle forbillede for Eufemiaviserne er den tyske episke digtning på knittelvers. Inspirationen gælder både rim, rytme og formelinventar. I Norden er Eufemiaviserne det ældste kendte eksempel på denne type poesi, der kom til at præge litteraturen i tre århundreder.
Stoffet til de tre digte er hentet vidt omkring. Den rørende historie om Flores og hans elskede Blanseflor, som rimeligvis har ældgamle rødder, blev emnet for et fransk digt fra 1100-tallet. I løbet af kort tid blev værket vidt udbredt i Europa og opnåede en umådelig popularitet i flere hundrede år. En norsk prosaoversættelse har dannet grundlag for den svenske versroman. Hvem der foretog omplantningen af de tre høviske romaner til svensk, ved vi ikke, men sandsynligvis har det været en og samme person.
Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).
Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.
Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.
Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus' Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.
De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:
Den ældste bevarede tekst af den danske Flores og Blanseflor findes i stockholmhåndskriftet K 47 fra ca. 1500. Sandsynligvis er det en afskrift af en lidt ældre oversættelse, som efter sprogformen at dømme stammer fra sidste halvdel af 1400-tallet. To steder er der større lakuner, nemlig efter blad 219 og blad 251, hvor der begge gange mangler tekst svarende til ét blad. Digtet slutter med en bøn for hende, der skrev bogen – en af de meget få middelalderlige omtaler af litterært aktive kvinder (vers 2084); en tilsvarende passage findes i Hertug Frederik af Normandi i samme håndskrift. Desværre viser formuleringen ikke præcist, hvori hendes indsats bestod; hun kan have været oversætter eller skriver.
Som det var sket i hele Europa, blev Flores og Blanseflor meget populær hos det dansktalende publikum. Fra Gotfred af Ghemens trykkeri er der dels bevaret et fragment af en udgave fra 1505-1510, dels en komplet tekst fra 1509. De to udgaver gengiver en oversættelse, der er uafhængig af teksten i K 47. I en form, der ligger tæt på Ghementrykkene, blev værket udgivet yderligere et par gange i 1500-tallet, og fra de to følgende århundreder kendes fire tryk, hvis titelblade indbydende karakteriserer fortællingen som "lystig og skøn". Dens store udbredelse har sikret den en plads blandt de danske folkebøger, dvs. de gamle romaner, der blev læst af den brede befolkning igennem et par århundreder.
I håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm står Flores og Blanseflor blandt nært beslægtede tekster. Håndskriftets seks værker tilhører alle den høviske litteratur. I det episke knitteldigts form hylder de ridderskabets idealer. Deres rækkefølge er antagelig tematisk bestemt: i de tre første tekster står riddernes kampe mere centralt end i de tre sidste, hvor kærligheden er det altdominerende tema. Flores og Blanseflor har fået den vigtige plads som håndskriftets afsluttende tekst.
Flores og Blanseflor omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen: Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie bind 1, 1929, s. 119-122. Oluf Friis: Den danske Litteraturs Historie bind 1, 1945, s. 184-188. Helge Toldberg i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bind 3, 1958, sp. 42-44. Søren Kaspersen m.fl.: Dansk litteraturhistorie bind 1, 1984, s. 467-475. Pil Dahlerup: Dansk litteratur: Middelalder. 2. Verdslig litteratur, 1998, s. 247-274. Britta Olrik Frederiksen: "Ridderromaner", i: Levende ord & lysende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark: Katalog, 1999, s. 48-49.
Specielt om Flores og Blanseflor findes følgende:
Flores og Blanseflor, ved C.J. Brandt, 1861, i: Ældre danske Digtere. Et Udvalg, ved C.J. Brandt, 1861. Let moderniseret udgave. Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 1, 1869, s. 285-356: udgave af teksten efter Stockholm K 47, og bind 2, 1870, s. 289-348: udgave af teksten efter Ghementryk fra 1509.
Facsimile-Udgave af Flores oc Blantzeflor. Gotfred af Ghemens Udgave af 1509, 1910.
Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede, ved J.P. Jacobsen, Jørgen Olrik og R. Paulli, bind 6, 1925. Her udgives teksten efter tre kilder: 1) K 47 s. 1-76 med tekstkritik s. 245-252 og kommentarer s. 252-309, 2) Ghementryk fra 1509 s. 77-148 med tekstkritik s. 310-315 og 324-351, samt kommentarer s. 351-388, 3) fragmentarisk Ghementryk fra 1505-1510 s. 315-324. Indledning til værket s. III-XXVI og bibliografi s. 503-510.
Lotte og Wytze Hellinga: "Gotfred af Ghemens færden ca. 1486-1510. En typologisk undersøgelse", i: Fund og Forskning XV, 1968, s. 7-38.
Romanen om Floire og Blancheflor. Blomst og Hvidblomst, v. Birte Carlé, 1979. Oversættelse af den gammelnorske saga om Flores og Blankiflur fra midten af 1200-tallet. Sagaen bygger på et oldfransk digt.