127r|Gamel och vngh, thu thench therpaa
huar vthroskaff ær oprwndhen.
Thet iek vel beuise ma,
vthroskaff ær beffwndhen.
Wthroskaff ær saa widhe spreth
blandh legh och lære bodhe.
Yblandh the quindfalk ær han mesth,
the spotte en man aff hode.
Then quinne met syn falskæ listh
hwn kan en man bedrøue.
Thu tro mik, santh iek sigher tik visth,
thu skal henne ord vel prøue.
Quinnekerligheth iek aldrig
prisse vill eller ære,
forthi han rekker ikke længher
en man haffuer ath forthære.
Nar pwnghen dingler with thith laar,
tess mere hwn sigh ath tik halker;
nar thinne penninge ære forthereth,
en annen hwn sik fanger.
Hwn helser tik met such och gradh
och feller faar tik thaare.
Thet er ey andet vdhen vask och draull,
hwn vil en man saa daare.
127v|Nar hwn haffwer tik locheth aff
thet mere och thet mynne,
saa skal thu tik ath styele gaa
eller met skam aff landet rynne.
Nw haffue wi alle quinne kær,
thet kan iek vel besyndhe.
Y tess deyligher ther hwn ær,
thes løsser haffuer hwn syndhe.
Jek thet ey ene sye kandh
ath pygher vexe kloghe.
En pige fangher seg saa snarth en man
som fisken napper kroghe.
Salomon vor bode viss och klog,
hans klogskaff gich offuer alle.
Thet vill iek for sanningh sye,
en mesther mwnne the hanum kalle.
Salomon war bode viss och klog
som wi y skriffthen fynne.
Thet vil iek for sendingh syge,
han war alth suighen aff quinne.
